Hjallese Bager

6. marts 2011

Fastelavn 2011. Min beslutning var at vi skulle have fastelavnsboller – punktum. Første indskydelse var at bage dem selv – altså de rigtige, med creme og flødeskum og hele molevitten. Men tirsdag efter fastelavn er jo Pandekagens Dag, hvor vi havde inviteret nogle venner på besøg til overdådig spisning – man skal sørge for at fejre de rigtige helligdage – så jeg følte ikke at jeg havde tid til at bage fastelavnsbollerne selv alligevel.

Men vi skulle da have fastelavnsboller – det havde vi jo besluttet, skuffelsen ville have været stor, også fra min side, hvis det ikke var blevet til noget. Det havde alligevel været et par år siden jeg fik mig en rigtig fastelavnsbolle. De der boller med en klat syltetøj eller creme i midten er da også OK – men de er ikke rigtige fastelavnsboller. Så vi måtte jo købe os til dem.

Der ligger en bager ikke så langt fra os – Hjallese Bager i Odense – som vi selvfølgelig regnede med at købe fra. Men så så jeg hvad de tog for dem. Skræk! Afmagt! Jeg brugte et par dage på at beklage mig over det – det kunne ikke være rigtigt! Det var vanvittige priser! De kunne ikke mene det seriøst!

Men vi endte med at købe derfra alligevel – skulle det være så skulle det være.

Bageren havde 8-10 forskellige slags at vælge imellem – hindbærcreme, jordbærskum, pistacie, mokka, karamel, etc. – udvalget var stort og det var svært at vælge hvilke vi skulle tage med hjem, de var jo alle sammen så søde at se på.

Til slut fik vi dog besluttet os – efter lang tids gåen frem og tilbage foran glasvinduet udenfor – og drog hjemad til kaffen og nydelsen af vores nyanskaffelse. Og en nydelse, det var det.

Oftest er dejen i sådanne fastelavnsboller smagløs, så det kun er fyldet, der betyder noget, men her havde de brugt samme dej, som de bruger til wienerbrød og deslignende, så dejen var sød og smagte rigtig godt også for sig selv. Fyldet var ligeledes godt, friskt og dejligt. Jeg måtte til nøds indrømme at jeg var tilfreds med resultatet. Det hedder sig jo også at dyre ting skal være prisen værd. Jeg var alt andet til trods glad for at vi havde foretaget denne investering.

Konklusionen er at de er værd at komme efter. Der er et stort udvalg og det er rigtig god kvalitet. Men de er i den dyre ende. Man må så selv beslutte om man vil betale mindre for mindre kvalitet, eller finde de lidt tungere mønter frem og få sig en rigtig god fastelavnsbolle – eller to. Under alle omstændigheder får Hjallese Bagers fastelavnsboller tre kattepoter.

TITEL: Hjallese Bager
ADRESSE: Odensevej 18 a, 5260 Odense S
BEDØMMELSE:     

%d bloggers like this: