Kantinen på Tietgen Handelsgymnasium

15. juni 2011

Nu undrer du dig nok over titlen på denne anmeldelse. En kantine? På et handelsgymnasium – er det seriøst?

Men det er det faktisk.

Vi havde medarbejderdag på arbejdet og arrangementet fandt sted på Tietgen Handelsgymnasium i Odense – ja, vi kan jo snakke andetsteds om det faglige indhold i arrangementet, her vil jeg nu fokusere på den spiselige del.

Morgenmaden bestod af smurte rundstykker med en god ost, der smager af noget, skåret i en pæn tykkelse (ingen smagløs ost med papirstykkelse), tre slags marmelade, vand, te og kaffe.

Senere var der frokost, hvilket jeg vil vende tilbage til om lidt.

Om eftermiddagen var der kaffe og te med tre slags kager – en god drømmekage, hvor bunden dog godt kunne have været lidt mindre, men med et ganske udmærket lag af “det gode” ovenpå. Derudover en chokoladekage af en art, svampet, også med en slags kokosfyld. Mange fandt denne kage for sød, men jeg har altid haft en sød tand, så jeg synes den var fin, også selvom jeg synes at drømmekagen var den bedste. Den sidste kage var en banankage, som dog var kedelig. Den smagte næsten ikke af banan, og der var nogen som ikke engang var klar over, at det var en banankage. Den får minuspoint – de andre kager var udmærket.

Men nu til frokosten! Højdepunktet på dagsordenen.

Da vi var nogle og to hundrede mennesker blev der selvfølgelig serveret buffet – men hvilken buffet! Der var fisk i lange baner – røget laks med asparges og rejer, rødfisk med krebsehaler, noget friturestegt fisk med tomat og citron. Derudover var der også and med champignon med ostefyld, kalvefilet med rabarberkompot, en tapas anretning med italienske pølser og nye kartofler, og en jordbærsalat med rucola, nødder og mozzarella. Dertil forskelligt brød – uvist om det var hjemmebagt.

Der var også en fantastisk vegetarafdeling, som man muligvis tiltuskede sig lidt af selvom man ikke helt var vegetar – men der var rigeligt af det, så vegetarerne manglede ikke noget. Der var nogle rigtig gode madtærter med tomat, panerede squash, grønne asparges med parmesanflager, og en lækker champignonpaté/-gratin.

Maden var udsøgt, lavet af folk som er gode til deres arbejde. Det hele var veltilberedt. Især madtærterne var fantastiske, og svampepatén (som de kaldte den) var lækker. Det hele var professionelt, og noget jeg ville være imponeret over hvis jeg havde fået det serveret på en rigtig restaurant. Uanset hvem de har ansat som kok på skolen – så hold fast på vedkommende.

Til dessert var der frugtfade med vindruer og forskellig melon og – det bedste af det hele – små mundrette vandbakkelser fyldt med chokoladecreme. De havde lige den rigtige størrelse til at man kunne smide dem i munden uden at grisse fingrene, og cremen var ud over alle grænser. Jeg var meget imponeret over at de lavede dem så små – og derefter havde fyldt hver enkelt af dem. Vandbakkelserne var helt klart det bedste jeg fik at spise den dag.

Jeg værdsætter altid god mad, i alle former og afskygninger, uagtet hvor det bliver serveret. Nu er kantinen på Tietgen Handelsgymnasium jo muligvis ikke et sted man lige reserverer bord – men hvis din arbejdsplads skal holde et større arrangement, eller børnene går på skolen, så vid at der her er tale om kvalitet – og til meget favorable priser. Nu er der selvfølgelig forskel på hvad vi fik serveret til vores medarbejderdag, og på hvad de normalt serverer i kantinen, så jeg skal ikke kunne udtale mig om dagspriser på almindelig frokost og sandwich – men hvad vi fik var godt, og da jeg kender prisen for arrangementet, så kan jeg garantere at det er meget billigt for så god en frokost (plus det løse).

Ud fra alt dette får kantinen på Tietgen Handelsgymnasium fire kattepoter. Kvaliteten alene er meget høj, og når man samtidig tager i betragtning, at der er tale om en kantine, hvilket man normalt måske ikke har så høje forventninger til, så er der her i sandhed tale om god kvalitet.

TITEL: Kantinen på Tietgen Handelsgymnasium

ADRESSE: Elmelundsvej 10, 5200 Odense V

WEB: http://tietgenportalen.tietgen.dk/dk/hhx/Sider/default.aspx

BEDØMMELSE:     

%d bloggers like this: