Agersø Kro

7. juli 2011

Det var et fantastisk vejr da vi sejlede ind i Agersø Havn. Vi havde på forhånd besluttet at vi ville spise frokost på Agersø Kro, så vi havde dagen i forvejen bedt om bordreservation til tre via email, uden at vi dog havde modtaget en be- eller afkræftelse på dette. Vi var derfor lidt usikre på, hvorvidt vores reservation var accepteret eller ej, men vi begav os af sted til kroen uagtet. Der var dog ingen grund til bekymring; kroen havde masser af ledige pladser da vi nåede frem. Det var jo også kun torsdag – muligvis er der mere rend på i weekenden. Det ville dog have været rart at have vidst om vores reservation var modtaget eller ej. Vi blev heller ikke spurgt om vi havde reserveret, så jeg ved ikke hvor meget styr de i grunden har på reservationerne.

Ude foran kroen var der en del bænke og borde med lysegrønne parasoller til at skygge for solen, hvilket også var nødvendigt. Det var smukt og sommerligt vejr med fuglekvidder foroven – så meget fuglekvidder at den ene herre bad om de ikke kunne dæmpe sig lidt. Agersø er en fin lille by, og vi havde udsyn til flotte, næsten idylliske landskaber som vi sad og spiste.

Vi blev hurtigt betjent af kromutter, som kom med menukort, grønne dækservietter og bestik. Vi havde dog allerede kigget på menukortet hjemmefra og vidste allerede nogenlunde hvad vi ville have. Vi bestilte alle tre en kroplatte, som består af seks forskellige småretter – sild, røget laks, fiskefilet, mørbradbøf, pålæg og ost. Dertil fik vi serveret en kurv med brød og små smør- og fedtpakker. Fedtpakkerne styrede vi udenom – men de er tilgængelige skulle der være nogen der kan lide det.

Hvis vi starter med brødet, så var rugbrødet udmærket. Det var også det, der var mest af. Til tre personer var der fire halve stykker franskbrød, hvilket nu ikke gjorde så meget, da det hvide brød var temmelig kedeligt og uinspireret. Jeg kunne godt have tænkt mig noget brød med lidt mere bid i, hellere end noget som man blot ønsker at dække til med fyld, så man ikke kan smage hvor kedeligt det er. En lille lækker bolle med smør eller måske til osten ville ikke have været af vejen.

Kroplatten var flot anrettet og tog sig bestemt indbydende ud. Maden blev serveret uden nogen særlig ventetid. Jeg er ikke den store sildespiser, men de to stykker sild, som blev serveret i et lille glas med kapers og rå løg, var ganske fine selv efter min vurdering. Fiskefileten var rigtig god – blød, veltilberedt med en fin skorpe og lun ved servering. Den blev serveret med en skive citron og en klat udmærket remoulade, som formodes at være købt.

Den røgede laks var også god – dog serveret med et par tynde dåseasparges. For en så dyr kroplatte mener jeg ikke at det ville have været af vejen med en frisk asparges eller to – og hvis man ikke ønsker at spendere penge på en dyr grøntsag som asparges, så server noget andet til laksen. Når nu kroplatten så så fin ud, så må jeg indrømme at jeg var meget skuffet over dåseaspargesene. Det trækker niveauet et godt stykke ned.

Osten var et stykke brie, som blev serveret med et halvt jordbær og en tynd skive melon, hvoraf de sidste to begge smagte fint og friskt. Osten faldt dog ikke i min smag. Jeg kan normalt godt lide brie, men denne var lidt for lagret for mig. Dette er selvfølgelig en smagssag, og de to herrer kunne godt lide den. Jeg derimod var glad for at jeg ikke gemte osten til sidst, da jeg altid forsøger at slutte mine måltider af med en bid, som jeg synes smager godt!

Pålægget var roastbeef med peberrod og en art hjemmelavet karrysalat med små løg. Roastbeefen var god og karrysalaten ligeså, og de to herrer værdsatte peberrodens tilpas skarpe smag. Jeg værdsatte den mest efter at jeg havde skrabet lidt af den af.

Den sidste servering på tallerkenen var mørbradbøffen, som blev serveret med stegte svampe og løg. Dette var i min vurdering det bedste jeg fik at spise denne frokost. Bøffen var velstegt, smagte fantastisk og svampene passede smukt til. Det var denne ret, som hev platten op. Alle kan skære et stykke ost eller lægge et par dåseasparges på et stykke røget laks købt i Netto – men bøffen var god. Den gav mig lyst til at komme igen en anden gang for at smage deres aftenretter, for hvis deres frokostbøf er så god, så må deres kødretter til aftensmaden næsten være endnu bedre!

Da kroplatten var tømt mente vi dog at vi stadig havde plads til dessert. Man skal aldrig spise så meget, at man ikke har plads til dessert. Kroen tilbyder til frokost en omgang gammeldaws æblekage, som vi hver bestilte en portion af. Til 35 kr. kostede det ikke alverden. Vi kom frem til at desserten blev sat sammen efter bestilling, da raspen ikke var blød ved servering. Jeg gætter at æblegrøden er lavet af lokale æbler, i hvert fald havde grøden en lidt syrlig smag, hvor jeg måske er mere til de sødlige æbler. Desserten var lagt lagvis med et lag rasp-rystet-med-sukker i bunden og i midten, og toppet af med flødeskum på toppen og en klat gele af en art. Da jeg er fan af flødeskum, ville jeg naturligvis værdsætte hvis der også kunne være to lag af denne, da man ellers løber tør for flødeskum før man når til bunden af glasset. Desserten var derudover pænt præsenteret og så – ligesom kroplatten – indbydende ud. Smagen var også fin og sommerlig.

Kroen havde en meget uhøjtidelig stemning. Værtsparret sad og snakkede på en af bænkene med nogle bekendte – mest krofatter, da kromutter holdt øje med serveringen og tog imod bestillinger. Der var ingen gæster der blev forsømt, men hun fandt stadig tid til at dele et glas hvidvin med parrets bekendte. Kroens lille, hvide, iltre terrier løb rundt blandt benene på gæsterne og knurrede uvenligt ved forsøg på kontakt.

Ifølge hjemmesiden serverede kroen frokost indtil kl. 15, men der blev ikke tøvet med at tage imod bestillinger fra sent ankomne gæster. Dette er jo en udmærket service, så længe de selv kan holde styr på forberedelsestiden til aftensmåltiderne.

Jeg har længe funderet over hvilken bedømmelse kroen skal have. Der er enkelte ting der gør, at jeg ikke mener at maden i sig selv er fire kattepoter værd – den lover fire kattepoter, men lever ikke op til det. Dåseasparges taler et tydeligt sprog og er nok det, der trak oplevelsen mest ned. Det kunne jo have været så meget bedre på så kort tid. Men vi havde en fantastisk frokost, en god oplevelse, i smukke omgivelser og i dejligt vejr. Mørbradbøffen var hjertet af kroplatten, som ellers ville have været alt for dyr til sine 148 kr. stykket. Det er stadig en dyr frokost, og hvis man vil sælge så dyr en frokost, så skal den også være i tiptop form hele vejen igennem. Og det var den jo ikke helt.

Jeg vælger at give Agersø Kro tre kattepoter  – men med den formodning og forventning at hvis jeg vender tilbage en aften og bestiller en god bøf eller en velstegt fisk, så er den alle fire kattepoter værd! Og skulle jeg lægge den vej forbi en anden gang, så ville jeg bestemt ikke have noget imod at bevise min påstand.

TITEL: Agersø Kro

ADRESSE: Egholmvej 2-4, Agersø, 4230 Skælskør

WEB: http://www.agersoekro.dk/default.asp

BEDØMMELSE:     

%d bloggers like this: