Brødremenighedens Honningkagebageri i Christiansfeld

16. juli 2011

Jeg husker fra min barndom de der honningekagehjerter med de lidt gammeldags julemandsglansbilleder på. Helt sikkert et traditionelt billede på juletiden, men jeg brød mig egentlig slet ikke om dem. Jeg syntes de var tørre og kedelige, så jeg har aldrig rigtig udviklet en smag for honningkager.

Så skete det så en aften at vi skulle have lidt godt til kaffen, og kæresten havde købt en pakke af de her honningsnitter fra Bisca / Karen Volf. Jeg blev overtalt til at smage og blev meget overrasket. De er bløde og svampede og har et fint abrikosfyld i midten. Honningkager der smager godt? tænkte jeg. Det er sandelig noget nyt!

Så fik jeg her forklaret at rigtige honningkager faktisk smager godt, og de er ikke tørre og kedelige, men bløde og lækre. Jeg fik ydermere forklaret af min kæreste, som er fra Haderslev, at de bedste honningkager laves i Christiansfeld. Den gamle butik er indenfor nyere tid blevet genåbnet med nye ejere, og der sælges atter honningkager i byen.

Den anden dag var vi så i nærheden og havde lidt ekstra tid, så vi valgte at slå vejen forbi Brødremenighedens Honningkagebageri i Christiansfeld for at se hvordan deres kager tog sig ud.

Der er tale om en ganske nydelig butik, fin og ren, med caféområde både ude og indenfor. De solgte frisklavede kager og også forskellige chokolader, da den nye ejer også ejer Xocolatl i Haderslev. Vi endte med at købe en indpakket honningkage skærekage, som bestod af honningkage lagt sammen med kirsebær, svøbt i chokolade og drysset med en smule hakkede mandler på toppen.

De havde et fint udvalg med flere forskellige varianter, så vi havde lidt svært ved at vælge hvilken vi skulle købe. De havde honningkager med kirsebær og mandler, kirsebær og marcipan, abrikos, blåbær, helt almindelige uden noget ekstra og sikkert mere end jeg kan huske.

Senere nåede vi så til smagningen af honningkagen. Jeg må sige at den var en smule tør. Muligvis Honningkagehusets friske honningkager (som blev solgt som konditorkager) er mindre tørre, men det skal jeg på nuværende tidspunkt ikke kunne udtale mig om, da jeg ikke har smagt dem. Dog var der et fint lag kirsebær i kagen, som opvejede det meste af tørheden. Der var mere end blot et skrabet lag, så det var et plus, og smagen af kirsebær passede fint sammen med honningekagesmagen. Uden de saftige bær, ville kagen dog ikke have været så god.

Skærekagerne kostede 60 kr. for cirka 200 g, så det er bestemt i den dyre ende. Jeg må indrømme at jeg nok er en smule skuffet, da jeg havde lidt større forventninger til en kage indenfor det prisniveau. Kagen var slet ikke så tør som de honningkagehjerter jeg husker fra min barndom, men heller ikke så blød, som jeg havde håbet. Min kæreste, som jo er større fan af honningkager end jeg er, påpegede også, at kagen var lidt for tør. Jeg vil dog mene at stedet er et besøg værd – kirsebærlaget sammen med honningkagen gav en dejlig oplevelse og gav forhåbninger om at måske er den næste honningkage knapt så tør. Derfor giver jeg Brødremeninghedens Honningkagebageri i Christiansfeld tre kattepoter.

TITEL: Brødremeninghedens Honningkagebageri

ADRESSE: Lindegade 36, 6070 Christiansfeld

WEB: http://www.xocolatl.dk/default.asp?pid=48

BEDØMMELSE:     

Reklamer
%d bloggers like this: