Faaborg Røgeri Café – Fåborg

12. juli 2011

Det meste af vores sommerferie i år gik med at sejle, og når man nu er ude at sejle, så er man på et eller andet tidspunkt nødsaget til at spise fisk. Det hører sig ligesom til. Vi landede denne dag i Fåborg, hvor de har et røgeri  – Faaborg Røgeri Café – på havnen, som vi på tidligere sejladser har lagt mærke til. Nu skulle det så være – nu skulle det testes.

Omkring aftensmadstid gik vi forbi butikken for at tage lidt fisk med tilbage til båden. Stedet fungerer som både almindeligt røgeri, som café og som ishus. Hvis man vælger at bestille en af deres menuer, får man enten rugbrød eller kartoffelsalat til. Jeg var dog ikke sikker på hvad man ville få, hvis man bestilte deres tilbehør (jeg kan godt lide rugbrød, forudsat det er friskt, og kartoffelsalat kan man aldrig vide sig sikker på), og desuden ville vi gerne spise på båden. Vi købte derfor udelukkende fiskevarer og supplerede med en hjemmelavet salat og en kartoffelsalat fra det nærliggende supermarked.

Butikken reklamerer med, at de sælger nyrøget fisk hele dagen, så egentlig så jeg det som et plus, at de var udsolgt af nogle af fiskene, da vi mødte ind om eftermiddagen. Det må jo være et tegn på at det rent faktisk er friske varer vi får med hjem. Vi var tre mand til spisning og bestilte et større udvalg af de tilbud, de havde: Fiskefrikadeller, laks, makrel og hellefisk. Man kan jo godt blive lidt grådig, når man står i butikken og ser de mange lækre fisk foran sig. Man vil jo gerne smage lidt af det hele. Så er det altid fint når man er lidt flere til spisning, så har man mulighed for at dele og smage det meste.

Vi bragte vores fangst med hjem og gik til bords. Vi startede med fiskefrikadellerne, som var meget store og mættende. De var temmelig tunge i smagen og var derfor ikke helt så gode kolde. Jeg tænker at de ville have smagt noget bedre, hvis vi havde lunet dem først, men den tanke kom først senere. Det er så vores egen fejl – på den anden side har jeg smagt mange andre fiskefrikadeller, som smagte godt kolde såvel som varme. De var dog udmærket og så flotte ud.

Hellefisken og makrellen havde begge temmelig mange ben i, men smagte dejligt. Man skal lige være opmærksom, når man spiser. Makrellen kom i to udgaver i butikken – en med hvidløg og den anden var muligvis med rosmarin. Jeg valgte hvidløg, men hvis jeg ikke havde vidst det og intensivt smagt efter, ville jeg aldrig have lagt mærke til det. Laksen så meget dekorativ ud med sin nærmest plastikagtige, hårde panering. Ingen af os brød os specielt om smagen af den hårde skal, som vi pillede af, men laksekødet indeni var fint og blødt, og der var ingen ben i fisken.

Til omkring 180 kr. for tre mand, hvor der var mere end rigeligt, var det rimelige penge at betale for dette røgede fiskemåltid. Det så flot ud, smagte godt og var en god oplevelse. Det anbefales dog at varme fiskefrikadellerne. Hvis man ikke ønsker at sidde og pille ben ud af sin fisk, så kan laksen varmt anbefales. Jeg vil give Faaborg Røgeri Café fire kattepoter, da de havde et spændende udvalg, som man godt kan vende tilbage til og prøve noget nyt næste gang. Hvis man leder efter et røgeri, så er dette et godt forslag. Som café bliver det nu temmelig ensformigt, og til det formål vil jeg ikke anbefale det. Så hellere tage fisken med hjem, så man kan få det tilbehør man gerne vil have – inklusive grøntsager. Det man bestiller ligner næsten nøjagtigt det der fremvises på menukortet – og så er det tydeligt at se, at det ikke er tilbehøret de er gode til.

Hvad der var tilbage af laksen gav vi til katten. Han så også ud til at være tilfreds med kvaliteten.

TITEL: Faaborg Røgeri Café

ADRESSE: Vestkaj 3, 5600 Fåborg

WEB: http://faaborgroegericafe.com/faaborg-rogeri-cafe-2/

BEDØMMELSE:     

%d bloggers like this: