Letz Sushi – Christianshavn / København

22. juli 2011

Der var engang hvor jeg ikke forstod at værdsætte sushiens delikatesser. Det er ikke et måltid for alle – visse personer i den nærmeste familie forsøger altid at slippe udenom at spise det, når vi andre snakker om det. Nu er det blevet en ret jeg glæder mig til, den sjældne gang imellem hvor vi får det. Jeg har endog lavet min egen sushi – inklusive dessert- og chokoladesushi. Uha, det er gode sager.

Nu fik vi så lyst til sushi igen, og da vi var i København på ferie på givende tidspunkt, valgte vi at bestille sushi fra Letz Sushi på Christianshavn i København. Vi valgte at afhente maden fra butikken, da vi alligevel var i nærheden i forbindelse med lidt sightseeing (de tilbyder dog også levering).

Vi var tre personer til at spise sushi om aftenen (den fjerde nøjedes med tapas fra Løgismose), så vi bestilte lidt af hvert. Et af de første plus jeg kan give Letz Sushi er deres store udvalg. Der var mange forskellige retter at vælge imellem, hvilket også gjorde det vanskeligt at skære ned til en udvalgt gruppe. Vi endte med at købe deres nigiri menu, som består af 5 forskellige slags, to styks af hver. Dertil en maki menu med tre typer maki (vi kunne selv vælge tre ud fra deres udvalg), otte styks af hver, og deres blandede maki menu med 16 styks i, fire forskellige. Alt i alt kostede det 565 kr.

Det visuelle indtryk var positivt. Nogle af sushistykkerne var rullet i forårsløg, hvilket så meget dekorativt ud. Farverne var flotte og det hele var meget indbydende. Der var dog en enkelt af stykkerne, der var “gået op”, da vi fik maden leveret, hvilket personalet muligvis eller muligvis ikke burde have set i butikken. Jeg kan selvfølgelig ikke sige præcist hvordan sushien så ud, da den skiftede hænder i butikken, men da jeg fik præsenteret maden i bilen, lagde jeg med det samme mærke til det. Men det er en minimal detalje og har kun betydning hvis man virkelig taler om højklasse gourmetrestauranter – og så længe det kun var et enkelt stykke.

Det kan godt være svært at variere sushis smag, fordi det tit er meget af det samme. Jeg har set nogle sushirestauranter, hvor de stort set kun bruger to slags grøntsager i deres sushi (for det meste avocado og agurk), og så er det klart, at det går hen og bliver meget ensformigt. Men Letz Sushi havde et mere varieret udvalg, og der var også forskellige smage indblandet. Der var nogle af stykkerne, som havde en krydret smag – ikke overvældende, men noget så det smagte igennem. Det var rigtig godt. For dem der har hang til endnu mere smag, så havde de også andre varianter, som lovede endnu mere med fx wasabi eller spicy dip.

Der var dog en af makirullerne som lugtede lidt for meget af fisk, hvilket plejer at være et dårligt tegn. Sjovt nok bør fisk ikke lugte af fisk, da det er et tegn på at den ikke er helt frisk. Sushien smagte dog godt uanset, så den var nok ikke nået i farezonen endnu. Her kan man så stoppe op og pointere at dette burde en kvalitetsbevidst sushirestaurant blive opmærksom på når de laver maden. Man skal aldrig sælge sushi der lugter dårligt – uanset hvordan det smager.

Letz Sushi har en webshop, som det er meget nemt at bestille fra. Man kan se billeder af stort set alle deres produkter, og de ligner meget godt det færdige produkt man får leveret. De har også “månedens maki”, hvis man nu får sushi så tit at man kører lidt træt i de sædvanlige typer. Denne måned bestod makien af limeskal, kammusling, rucola og japansk mayo. Letz Sushi er helt sikkert en mulighed hvis man ønsker at prøve noget nyt indenfor sushiens verden.

Præsentationen var rigtig god (med en enkelt skønhedsfejl, som nævnt), velsmagende og meget varieret. Den lugtende fisk var en smule bekymrende – har de ikke nok respekt for sig selv til at nægte at sende dårlig fisk ud af huset? Eller var kokken forkølet og kunne ikke lugte noget? 565 kr. er lidt dyrt for ris omviklet med fisk og tang, og nok ikke den billigste sushi her i landet, men i Danmark er sushi altid dyrt, og denne sushi smagte rigtig godt. Det er bestemt et sted jeg har lyst til at spise igen, så derfor får Letz Sushi på Christianshavn i København fire kattepoter – men jeg holder øje og næse med hvordan fisken lugter næste gang!

TITEL: Letz Sushi

ADRESSE: Ovengaden Neden Vandet 41, 1414 København K

WEB: http://www.letzsushi.dk/

BEDØMMELSE:     

Advertisements
%d bloggers like this: