Marabou chokolade

5. september 2011

Noget af det bedste her i verden er chokolade. Lige for tiden er Marabou Daim min favorit. Jeg har altid været glad for Daim – især i hjemmelavet is – men den hårde, knasende Daim blandet i den bløde, cremede mælkechokolade gør den faktisk en tand bedre. Nu har jeg så efterhånden fået smagt på flere forskellige Marabou chokolader, så jeg tænkte: Hvorfor ikke anmelde gruppen? Så det kommer her. Denne side kan tænkes at blive opdateret, hvis jeg får smagt flere af de tilgængelige chokoladebare.

Marabou Daim: Min favorit. Det siger sig selv, at hvis du kan lide Daim, så bør du også kunne lide denne, og hvis du kan lide chokolade med karamelknas i, så vil du helt sikkert også kunne lide denne.

Marabou Digestive: Også en god chokoladebar. Digestive-kiksene giver chokoladen lidt “blød” knas. Digestive-delen er ikke altoverdøvende, men der er rigeligt af den. Hvis du kan lide Marabou Daim, kan du muligvis også lide denne.

Marabou med nødder: Så vidt jeg kan se på Marabous hjemmeside, så har de to med nødder (Helnød og Schweisernød). Jeg kan ikke på stående fod sige hvilken af de to det er, at jeg har smagt (eller om det er begge to), hvilket bare siger noget om hvor ens de to chokoladebare er. Der er her tale om en lidt mere klassisk chokoladebar. Hvis du kan lide nødder, er den udmærket, men den er ikke hvad jeg vil klassificere som “noget særligt”.

Marabou Appelsinkrokant: Dette er blevet en anden af mine favoritter. Chokoladen har en god, gennemtrængende smag af appelsinknas, og jeg tror den er helt fantastisk at basere en omgang is på.

Marabou Caribbean: Dette er en “Limited Edition” chokoladebar, så jeg ved ikke om man stadig kan få den eller om den kommer igen, men smagsvarianten består af kokos og banan. Man kan godt smage begge dele i chokoladen, men begge smage er meget svage, og der er derfor ikke noget, der træder igennem. Den er i det store hele en udmærket chokolade, men jeg ville have foretrukket en noget mere gennemtrængende smag, så man føler at man får noget for pengene.

Marabou Mango: Dette er vist endnu en begrænset udgave, denne gang med mango. Jeg kan godt lide mango, og den søde frugt smagte også fint iblandt chokoladen – hvis man kunne finde den. Nogle stykker havde meget lidt mango og derfor meget lidt smag, mens andre stykker var bedre. Der skal tilføjes noget mere mango til chokoladen, førend jeg virkelig kan anbefale den. Det skal ikke være sådan at kun halvdelen af en mango chokoladebar smager af mango, det skal gerne være et gennemgående træk.

Marabou Polka: Denne mælkechokoladebar har små perler af pebermyntebolche i sig. Smagen er fin, men kan bedømmes ud fra to kriterier: Hvis du gerne vil smage på denne og andre chokolader har Marabou Polka en fin, lidt afdæmpet men stadig gennemtrængende pebermyntesmag, som ikke smadrer dine smagsløg og ødelægger det for de andre chokolader. Hvis du derimod blot ønsker at nyde nogle stykker af denne chokolade til din kop kaffe, så er pebermyntesmagen ikke gennemtrængende nok. Den burde trænge mere igennem og sætte sit præg, så man ikke er i tvivl om at det er pebermyntebolche man smager på. Men som sagt, afhængigt af situationen, kan smagen være passende.

Marabou Black: Endnu en mælkechokolade, denne gang med små stykker af salmiaklakrids. Lakridssmagen er ikke overdøvende, men det er stærk lakrids (ikke fx sød finsk lakrids). Det er lidt en kompromischokolade, for jeg tror at hvis man kan lide blandingen af lakrids og chokolade, så er der ikke nok lakrids i, og hvis man ikke er så vild med blandingen, så er der nok for meget lakrids i. Jeg falder mest i den sidste kategori. Jeg synes den var OK, men der er andre varianter jeg hellere vil have.

Prismæssigt er det ikke den billigste chokolade. I de billige supermarkeder og når de er på tilbud, koster de gerne 18 kr. for 200 g (der var dog kun 180 g i de begrænsede udgaver!). I de små butikker har jeg set dem koste over 30 kr. Styr forbi Kvickly og SuperBrugsen, de tager altid ågerpriser for dem og synes at 28 kr. pr. stk. er et tilbud – Det er det ikke.

Konklusion: Det er en lidt dyr chokolade, men finder du den til den rigtige pris er det god kvalitet. Smagsvarianterne er jo subjektive og jeg synes kvaliteten her svinger lidt. Jeg ville måske give Marabou Daim fire kattepoter, mens Marabou Mango får to, men andre kunne jo synes omvendt. Chokoladens verden er en meget individuel verden. Jeg vælger derfor at lade være med at give chokoladen officielle kattepoter, men jeg vil sige at den klart er værd at holde øje med.

Marabous danske hjemmeside.

%d bloggers like this: