Eydes Gastro Pub – Odense

6. november 2011

Brunch er en herlig ting, og det var en veninde og jeg enige om, så vi besluttede os for at gæste Eydes Gastro Pub (tidligere Eydes Kælder) i Odense. Som jeg altid gør hver gang jeg hører om noget nyt, så undersøgte jeg restauranten på nettet. Her læste jeg blandt andet, at Eydes’ brunch indeholder både morgenmadsretter og frokostretter. Da jeg havde undersøgt fænomenet på forhånd, kan jeg ikke tillade mig at være overrasket, men det var nu dog stadig lidt uventet, da jeg så at de faktisk serverede tarteletter og leverpostej. Jeg må indrømme, at det var første gang, at jeg har været til brunch, hvor de serverer tarteletter – hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting.

De havde et meget stort udvalg af mad, som sagt både frokost- og morgenmadsretter. Udover tarteletter og leverpostej, var der også røræg, pølser, bacon, kyllingespyd (som jeg ikke smagte, men de så en del kedelige ud), røget laks, kartofler, frikadeller, halve æg med rejer, fiskefileter, yoghurt med müsli, tunsalat, og meget andet. Dertil friskt rugbrød og et godt brød. Og nutella. Nutella er en vigtig del af ethvert morgenmåltid. De søde dele af buffeten vender jeg tilbage til.

Røræg med bacon og pølser var udmærket, og jeg kunne godt lide de kogte æg med rejer. Tunsalaten og rejesalaten smagte også fint. Fiskefileten var dog dårlig, smagte ikke af noget og der var alt for meget panering i forhold til fisk. Frikadellen var lunken og lidt uinteressant. Rugbrødet og det lyse brød, der blev serveret til, smagte godt, og det lyse brød var noget med kerner i, ikke bare et kedeligt hvidt franskbrød.

Leverpostejen var fin med rødkål og en smule stegte svampe til, tarteletfyldet var blevet lidt for koldt, så det havde sat sig og fået skind, og den røgede laks var dårlig. Jeg kan godt lide røget laks, men denne her smagte decideret dårligt og jeg lod resten ligge. Der var nogle lidt kedelige kartofler i dressing. Nutellaen blev serveret i små fine pakker, og smagte selvfølgelig dejligt, som altid. Yoghurt med müsli var okay.

Til dessert var der små søde croissanter, chokolademuffins, pandekager med sirup, chokoladesauce og syltetøj og chokolademousse.

Croissanter er endnu en af mine favoritter, og disse var rigtig gode. Pandekagerne var bløde og en smule tykke, så det gjorde ikke så meget, at de ikke var helt så varme (tynde pandekager bliver hurtigt kedelige. når de bliver kolde). Chokoladesaucen var udmærket (jeg tror dog ikke den var hjemmelavet). Chokolademoussen var rent faktisk kun kakaomousse (hvis man skal dømme ud fra konsistensen, som var tyk og grynet og den havde stået for længe så den fik den der fasthed, hvor den ikke ændrer facon uanset hvor meget af den man spiser), men den smagte overraskende godt (jeg har ellers altid mine tvivl omkring kakaomousse). Chokolademuffinsene var dog virkelig ringe. De smagte af ingenting, var kedelige og smagløse. Jeg opgav efter en bid eller to; det var ikke besværet værd.

Der er mange aspekter der bidrager til bedømmelsen af Eydes Kælder. Et af deres største plusser er deres udvalg. De har rigtig mange ting at vælge imellem, så der er helt sikkert noget for enhver smag. Den liste jeg nævnte tidligere var ikke udtømmende. Det er ganske sikkert et af de mest velassorterede brunch-restauranter, jeg har besøgt.

Når det så er sagt, så er kvaliteten ikke i top. Der var flere af retterne, som ikke rigtig var værd at komme efter, og nogle retter var decideret dårlige.

Et andet problem er deres mangel på organisation. Der var mange små glas på buffetbordet med forskellige ting i – nødder, müsli, og så videre, men der var ingen skilte nogen steder. Der var en skål med en hvid masse i, som jeg til sidst opdagede måtte være yoghurt. Nødder og tørrede frugter stod blandet sammen med oliven og deslignende. Jeg kunne ikke altid umiddelbart definere indholdet. Stedet ville se så meget mere professionelt ud, hvis de enten organiserede fx et “yoghurt og morgenmadsprodukt” område versus fx et “ting til ost” område, eller satte små skilte på, så man hurtigt kan danne sig et overblik over valgmulighederne, hellere end at skulle stå og gætte sig frem. Bortset måske fra oliven, som jeg ikke er så vild med, så var der ikke noget som jeg ville have noget imod at smage – men jeg havde svært ved at gennemskue hvilke ting hørte sammen, og om noget var sødt eller surt.

Konklusion: Gør enten mere ud af at placere relaterede emner ved siden af hinanden, eller sæt små skilte på bordet.

Så vil jeg også gerne lige nævne noget omkring pandekagerne. De havde en af de der varmefade med låg, hvori de opbevarede røræg og pandekager side om side, men adskilt via en lille væg. Det ser ikke videre professionelt ud at sætte noget sødt ved siden af røræg, det er den første pointe, og den anden er, at pandekagerne var i den ene ende af bordet, og sirup, chokoladesauce osv. var i den anden. Logistik er en god ting. Det ville have været bedre at placere varmemaskinen ved siden af pandekagernes tilbehør og så pandekagerne i varmemaskinen i den korresponderende side og pølser og bacon til røræggets side.

Det føles en smule fjollet at bruge så meget tid på at diskutere placeringen og opstillingen af retterne, men det viser bare hvor forstyrrende det var. Det gav et uprofessionelt billede af restauranten, som om de ikke havde brugt særlig meget tid på at tænke over noget af det. Det får mig til at tvivle på om de ved hvad de laver.

Prisen var 109 kr. pr. person, hvilket er OK. Et glas vand kostede 17 kr., hvilket er latterligt dyrt.

Eydes påstår selv på deres hjemmeside at de har den “bedste brunch i Odense”. Det kan jeg sige med stor sikkerhed at: NEJ. Det har de ikke. De har et rigtig godt og rigtig flot udvalg af retter. Hvis du gerne vil rundt om lidt af hvert, så er Eydes et udmærket valg. Der er typiske morgenmadsretter og der er typiske frokostretter, og hvis du går sulten derfra, så er det mest din egen skyld. Men hvis du vil have god kvalitet og kan leve med færre retter så længe det er gjort godt, så er Eydes ikke noget for dig.

Personligt vil jeg ikke have noget imod at besøge Eydes igen; jeg kan godt lide et stort udvalg, og selvom nogle af retterne var dårlige, var der bestemt også gode retter imellem (bortset fra nutellaen og croissanterne var der dog heller ikke noget, som jeg ville udråbe som fantastisk – og jeg tvivler på at de har lavet nogen af de to selv). Den manglende organisation irriterede mig dog. Jeg vil gerne smage jeres mad – bare fortæl mig hvad det er! Alt dette gør at jeg giver Eydes Gastro Pub i Odense tre kattepoter.

TITEL: Eydes Gastro Pub (tidligere Eydes Kælder)

ADRESSE: Kongensgade 31A, 5000 Odense C

WEB: http://www.eydes.dk

BEDØMMELSE:     

Reklamer
%d bloggers like this: