Julens Chokolade – Århus

13. november 2011

Chokolade er en af de gode ting i livet. I øjeblikket er det dér mine bestikkelsesmuligheder ligger, skulle nogen have behov for at vide dette.

Mine forældre meldte sig tidligere på året ind i Chokoladeselskabet, hvor man blandt andet får gratis adgang til chokolademesser rundt omkring i verden. Hvert år i november forefindes messen “Julens Chokolade” i Århus, og ledsageren og jeg fik tilbudt gratis kørsel til og fra messehallen, forudsat vi selv sponsorerede indgangsbilletten.

For 80 kr. fik man adgang til messen og tre små chokoladebrune poletter, der kunne bruges som betaling til smagsprøver.

Julens Chokolade er en lille messe på den måde, at der kun er omkring et dusin boder og ikke et rend af besøgende. Dette er ikke en dårlig ting. Der var ingen skubben og masen; man kunne stille og roligt bevæge sig rundt blandt bordene og studere nøje, hvad der lå herpå. Summerbird var naturligvis med, og det var sådanne navne som Xocolatl, A Xoco og Chokoladefabrikken også.

Vi var en del forvirret i starten, men for nysgerrige som eventuelt overvejer at besøge stedet en anden gang, så er reglerne således: Der er sat forskellige smagsprøver frem på bordene. Ved nogle af dem står der fx, at 1 stk. koster 1 polet. Hvis der ikke står noget om poletter, så er smagsprøverne gratis, det vil sige at du skal skynde dig at spise så mange som muligt for at tjene de 80 kr. ind igen.

Det var meget forskelligt hvad folk delte gratis ud af. Nogle steder kunne man få et styks fyldt chokolade for en polet – andre steder kunne man proppe sig – gratis! – med fyldte chokolader til man faldt om. Summerbird solgte flødeboller for en polet, og et sted kunne man få to små sirupskager til samme pris.

Der var rigtig meget chokolade, og det smagte godt. Der var tale om god kvalitet. Der var også en enkelt bod (Kunst og Køkkentøj) som solgte bageforme og deslignende, og et sted hvor de solgte chokoladelotion eller hvad det nu var (det var ikke spiseligt, så vi bevægede os høfligt udenom).

Hvis vi dømmer ud fra de ting, som vi overvejede at købe, eller som vi rent faktisk købte, så var der ikke tale om tilbud på produkterne. Det du kan spare er en eventuel forsendelse – eller en tur til butikken senere hen.

80 kr. er ikke billigt for adgang til en messe – men der er tale om god kvalitetschokolade med mange, mange smagsprøver, og jeg følte mig ikke snydt da jeg gik derfra. Hvis du gerne vil have noget godt for pengene, og du elsker chokolade, så kan et smut forbi Julens Chokolade i Århus godt betale sig. Jeg giver derfor Julens Chokolade i Århus fire kattepoter.

TITEL: Julens Chokolade

ADRESSE: Århus

WEB: http://www.julenschokolade.dk

BEDØMMELSE:     

%d bloggers like this: