Simoncini VinRestaurant – Odense

11. november 2011

Vi har tidligere spist på Simoncini VinRestaurant i Odense (dog før bloggens tid), og det var rigtigt godt, så da jeg fandt ud af, at de er begyndt på et take-away koncept, tænkte jeg, at det måtte vi da prøve.

De præsenterer to forskellige menuer med tre retter hver uge – en der gælder mandag til onsdag, og en for torsdag til lørdag. Man kan købe retterne enkeltvis eller samlet til 200 kr. Det skal dog siges, at weekendmenuen ikke har ændret sig de sidste tre uger. Jeg skal ikke kunne sige om de har indkøbt for mange græskar eller om de er gået væk fra det skiftende koncept, hvilket ellers var noget af det spændende ved det. Hvis jeg var typen, der bestilte mad udefra ofte, gad jeg da ikke bestille de samme tre retter uge efter uge. Hverdagsmenuen har dog skiftet.

Vi bestilte to gange tre retter, og ledsageren blev sendt til byen for at afhente måltidet. Indpakningen lignede alt andet takeaway.

Forretten var “Hjemmelavede ravioli fyldt med gorgonzola og pære m/nøddepesto“.

Raviolien var rigtig god. Jeg var noget i tvivl omkring gorgonzolafyldet, da dette er en lidt for stærk ost for min smag, men opvarmningen fjernede noget af den skarpe smag, og pærerne tilføjede lidt sødme. Nøddepestoen var også rigtig god og lækker med nogle enkelte hele nødder. Det er 100% en vinderret og virkelig noget af den bedste forret jeg har smagt i bloggens historie (hvad der ikke ligger på bloggen er forsvundet i hukommelsens tåger). Portionsmæssigt var den også lige som den skulle være.

Hovedretten bestod af “Braiseret hjortekalvekøller i rødvin m/ovnbagt græskar al timian serveret m/ sprød polenta“.

Kødet smagte udmærket – det var en anelse tørt, men vi opvarmede maden en smule i mikrobølgeovnen, da vi nåede til den (et offer man må tage når man bestiller en tre-retters menu som takeaway), så muligvis er det ikke restaurantens fejl. Det var dog ellers mørt og godt.

Græskarstykkerne havde fået en passende tid i ovnen, og idéen med timianstængerne er god. Normalt plejer jeg bare at lave tærte af græskar, men det smagte fint sammen med kødet.

Polentaen var meget spændende. Der var tilføjet en masse krydderier, da polenta ellers ikke normalt smager af så meget. De var sprøde og knasende og smagte ligesom chips.

Visuelt samlet set var retten ikke så pæn. Det var nogle meget mørke farver, og der manglede noget til at binde de forskellige dele af retten sammen med (jeg skal dog ikke kunne sige om de ikke på restauranten ville have anrettet det pænere end jeg gjorde!). Jeg kunne godt have tænkt mig en form for dressing eller eventuelt en sovs, da græskar i sig selv er en smule tørt, og kødet råbte også på en ven. Det var en god ret, men den manglede lige en enkelt ting for at blive rigtig god.

Til dessert var der “Lun figentærte med mandelcreme og hjemmelavet is all’amaretto“.

Selve figentærten var rigtig god, og det så flot ud, da man kunne se de hele figenstykker i kagen. Isen smagte også dejligt. Mandelcreme var der ikke noget af. Enten glemte restauranten det eller også er det ikke inkluderet i takeaway-udgaven og i så fald skal de ændre beskrivelsen på hjemmesiden, så den ikke gør brug af usandheder. Jeg vælger at lade som om, at mandelcremen blev glemt.

Portionsmæssigt synes jeg desserten var lidt for lille, og det så lidt småt ud med kun én kugle is. Ligesom med hovedretten synes jeg at der manglede noget til at binde de forskellige dele sammen med. Det hele smagte fint hver for sig, og det var en god dessert, men den manglede den lovede mandelcreme. Jeg tror at mandelcremen ville have gjort meget for retten.

Jeg glemte at nævne brødkurven, hvilket var fuldstændig uventet og derfor en glædelig overraskelse. Vi fik en brun pose fyldt med grissini, hvidt brød og focaccia, som altsammen smagte godt og var friskskåret i butikken. Vi manglede bare de små lurpakker, så var der til det hele.

Ledsageren efterspurgte en mulighed for at afhente maden et andet sted, da han var nødt til at gå igennem restauranten, og dette kunne være til irritation for de andre gæster.

Samlet set var det tre gode retter. Der er tale om god takeaway og 200 kr. for 3 retter synes jeg ikke er dyrt på dette niveau. Det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi får mad herfra. Derfor får Simoncini VinRestaurant fire kattepoter.

TITEL: Simoncini VinRestaurant

ADRESSE: Lottrupsgård – Vestergade 70, 5000 Odense C

WEB: http://www.simoncini.dk/

BEDØMMELSE:     

%d bloggers like this: