Café Ulsted – Odense

11. februar 2012

Vi havde været ude at spise aftensmad på en anden restaurant, som herefter viste sig at være løbet tør for 1/3 af deres dessertkort (og ingen af de resterende tilgængelige retter tiltalte os), så vi betalte vores regning, forlod restauranten og endte så på Café Ulsted i Odense for at spise vores dessert.

Den venlige tjener var noget forundret, da vi sagde at vi gik direkte til desserten, men da vi forklarede situationen, var hun helt indforstået – og tænkte nok at den anden restaurants tab var deres gevinst.

Foran restauranten havde de sat et skilt med deres menu, og det var her at vi først blev trukket indenfor, da jeg så at de solgte chokoladekage med blødende indre, og det er jo en helt fantastisk dessert – i det mindste i teorien – så dét måtte jeg da have.

Som sagt så gjort, mens ledsageren bestilte deres hjemmelavede islagkage.

Chokoladekagen så nydelig ud og den indre kerne var som lovet dejligt flydende. Smagen var dog ikke helt i top. Konsistensen var god, men der var ikke rigtig nogen smag af chokolade i hverken selve kagen eller fyldet, så det kan ikke helt klassificeres som en fornøjelse. Det svære er dog at få midten helt rigtig, så der er potentiale i retten. Chokoladekagen blev serveret med en kugle vanilleis og lidt skåret frugt.

Ledsagerens islagkage holdt også hvad den lovede, idet den rent faktisk var lagt sammen i lag. Jeg har spist steder hvor restauranten af en eller anden grund ikke forstår “lag”-delen i ordet “lagkage” og tror at det er nok med kun én type is. Naturligvis skal der være mindst to lag før man overhovedet kan tale om lag, ellers er det bare en portion is.

Men her var der altså tale om lag, bestående af: chokolade, vanille og solbær, serveret med frugt. Igen var der dog problemer med smagen. Solbærisen smagte af ingenting, det var kun farven, der var gået igennem, og det samme kan siges om de to resterende lag. Man kunne dog smage at det var hjemmelavet is, man kunne smage fløden, så det er altid noget, og størrelsen var meget passende. En spændende isoplevelse kan vi dog ikke definere det som.

Efter desserten bestilte ledsageren kaffe og jeg valgte deres varme kakao med flødeskum. Det skal siges om tjeneren at hun var den eneste i butikken og klarede det meget fint med at rende frem og tilbage og servicere alle. Kaffen var ad libitum, og det var ikke nødvendigt at vinke hende over for at få fyldt op, hun holdt selv øje og kom forbi med kanden.

Flødeskummet smagte udmærket, men der var ikke så meget af det. Kakaoen var også i orden. Den blev serveret i et højt glas, hvilket så meget dekorativt ud, men det vanskeliggjorde selvfølgelig processen med at drikke kakaoen, da glasset var meget varmt og ikke udstyret med hank. Til både kakaoen og kaffen blev der serveret en lille chokoladesmåkage, som ikke smagte af så himmelsk meget, men det var udmærket og en fin lille gestus at få til sine varme drikkevarer.

Til kaffen bestilte vi også en omgang kransekagekonfekt, som jeg desværre må påpege var elendige. Hovedingrediensen i kransekage er marcipan. Nogle gange blander man æggehvider i massen før man bager den, andre gange bager man ren marcipan, men pointen er: Det handler om marcipan. Hvis kransekage ikke smager af marcipan, så er det ikke kransekage. De billige, langtidsholdbare kransekagestykker man kan købe i supermarkederne har i det mindste en kunstig smag af marcipan tilsat, men dem vi fik serveret på Café Ulsted smagte ikke af noget. Jo, de smagte af den meget dominerende mørke chokolade som bunden var blevet dyppet i, men det gør dem ikke til kransekage. Derudover var kransekagen også blevet brændt og havde en meget mørk, usmagelig farve. Jeg synes det siger mange dårlige ting om en restaurant, at de vælger at sætte sådan noget på bordet. Kransekagestykkerne var ikke pæne at se på og smagte dårligt. Udseendet alene skulle have gjort at restauranten kasserede dem og bagte en helt ny portion.

Desserterne kostede 65 kr. stykket, hvilket er en OK pris, skønt resultatet ikke var noget særligt. Kaffen og kakaoen kostede begge 36 kr., og kransekagestykkerne 21 kr. Det er ikke som sådan et dyrt sted, men det er heller ikke som sådan et godt sted.

Restaurantens fysiske opbygning var meget hyggelig. Der var plads på bordene, og der var plads til at man kunne konversere og hygge sig; der var en behagelig atmosfære. Personalet var også høfligt og venligt. Maden var dog ikke noget særligt. Jeg fik ikke noget serveret denne dag, som jeg har den store lyst til at spise igen, derfor kan jeg kun give Café Ulsted i Odense to kattepoter.

TITEL: Café Ulsted

ADRESSE: Vestergade 1, 5000 Odense C

WEB: http://www.cafeulsted.dk

BEDØMMELSE:     

Advertisements
%d bloggers like this: