Summerbird chokoladesmørepålæg

24. marts 2012

At jeg elsker nutella er ingen hemmelighed, og nutella er chokoladesmørepålægget som alle andre chokoladesmørepålæg skal leve op til. En dag laver jeg en test over alle de forskellige typer jeg kan få fat på, så ser vi hvem den sande vinder er.

I dag testede jeg summerbirds chokoladesmørepålæg.

Farven er ganske nydelig. Den er todelt med en lys brun (nougat) og en mørk brun (chokolade).

Nougaten slår igennem først. Man kan smage at det er nougat. Chokoladedelen er ikke så kraftig. De reklamerer godt nok med at det er mørk chokolade, men det smager nu mest af sukker. Et rigtigt eksklusivt chokoladesmørepålæg skulle have haft kontrasten mellem den lidt bitre mørke chokolade og den søde nougat, men det får man ikke her. Den falder derfor lidt igennem. Det er dog et meget andet produkt end nutella. Summerbirds chokoladesmørepålæg smager af lidt mere generelt og lidt mindre sødt. Hvis man er typen der kun kommer et skrabet lag på, så kan denne godt anbefales. Så får man lidt mere smag for pengene.

Nu kom vi så ind på pengeaspektet: Et glas med 275 g koster 99 kr. på summerbirds hjemmeside. 99 kr. Hvis man ikke selv kan regne det ud, så vil jeg gerne opsummere: Det er meget dyrt. Personligt synes jeg ikke at det er de ekstra penge værd – så eksklusivt er produktet heller ikke. Det forsøger, men chokoladedelen kan ikke rigtig leve op til det, som det lover.

Smagen er såmænd udmærket, men til prisen er det slet ikke godt nok. Det er vist mest et produkt til dem, som har behov for at gøre opmærksom på at de kun køber mærkevarer, og så er det jo bedre jo dyrere det er. Personligt vil jeg aldrig bruge så mange penge på produktet (mit glas var en gave), men som fx værtindegave til nogen, som værdsætter god chokolade, kan det godt være en mulighed. Kvalitet kontra kvantitet giver resultatet tre små kattepoter.

TITEL: Summerbird chokoladesmørepålæg

WEB: http://www.summerbird.com/

BEDØMMELSE:     

%d bloggers like this: