Umashi – Odense

13. maj 2012

Jeg havde været så heldig at finde et online tilbud på en menu til Umashi i Odense, så vi fik det hele til halv pris. Vi holder altid af at prøve noget nyt, og dette tilbud lød på en menu med alt godt fra Japan, hvilket ikke kun består af sushi (jeg er nu ellers vild med sushi, så det ville ikke have været et problem for mig).

Selve restauranten er meget nydelig. Egentlig er det to restauranter i én, da de både har restaurant Umashi (som sælger sushi) og restaurant Hot Pot (som sælger en art japansk fondue, hvor kød og grøntsager koges i en suppe). De er lokaliseret i samme lokale, men i hver sin ende. Før vores ankomst havde jeg læst en anden anmeldelse, hvor der stod, at de ønskede at bestille sushi, men at de blev placeret ved hotpot bordene, hvor kogepladen optager meget af pladsen, hvorfor der ikke var plads til deres tallerkener osv. Vi bad derfor om at blive placeret i sushiafdelingen, hvilket ikke var et problem.

Vi mødte op forholdsvist tidligt (vi havde bestilt bord til kl. 17.30), og i starten så stedet meget tomt ud (vi var de førstankomne gæster), men inden for den næste times tid, blev der alligevel fyldt godt op ved bordene.

Af drikkevarer bestilte vi en kande vand til 19 kr. og en stor sodavand til 42 kr. Sammen med drikkevarerne fik vi serveret en tallerken rejechips, hvilket var et fint lille tiltag. Det passer noget bedre ind at servere rejechips på en japansk restaurant end det gør at servere brød.

Det nævnte værdibevis gik på hvad Umashi kalder en 7-retters VIP menu, så det var ikke nødvendigt for os at tage stilling til hvad vi skulle have – det var allerede forudbestemt af menuen.

De to første retter blev serveret side om side og bestod af en tangsalat og en skål sojabønner. Jeg kunne egentlig godt lide sojabønnerne, men ledsageren fandt dem kedelige og har ikke den store lyst til at spise dem igen. Dog vil jeg sige at det mest af alt føles pinligt at sige at en skål med bønner udgør en ret. Det er at slippe lidt for let udenom. Det er ligesom når restauranter kalder en ganerenser for en ret. Det er det heller ikke. Tangsalaten var interessant. Den havde en neongrøn farve og var smagt til med sesamolie og sesamfrø. Det var en interessant smagsoplevelse – dog er jeg glad for at portionen ikke var større. Det bliver lidt ensformigt. Men det var spændende at prøve. Tangsalaten havde en lidt gummiagtig konsistens, og smagte mest af alt af sesamolie.

Retten blev serveret i to nydelige æbleformede træskåle og præsenteret på et træfad. Præsentationen var der ikke noget i vejen med.

Den tredje ret var 4 små forårsruller serveret med en sursødsovs. Retten smagte ganske udmærket, og var igen serveret på et dekorativt træfad. Retten var dog ikke noget ud over det sædvanlige – jeg kan nemt genskabe den derhjemme, jeg skal blot bruge nogle frosne miniforårsruller fra det nærmeste supermarked og et glas sursødsovs, så kører det.

Den fjerde ret var en misosuppe med tang- og tofustykker. Som altid er det smag og behag; ledsageren syntes suppen var OK, mens jeg ikke brød mig om den overhovedet. Tofustykkerne var glatte og smagte ikke af noget (som tofu nu engang er), og tangstykkerne i bunden gav suppen en underlig smag, som jeg ikke brød mig om. Til trods for mit ønske om at tømme skålen, kunne jeg kun spise et par mundfulde.

Den femte ret var en af hovedretterne, som bestod af sushi (her futomaki med sprød reje). Vi fik 5 stk. hver. Sushien smagte udmærket; jeg kan godt lide dem med de friturestegte rejer. Stykkerne var store og serveret på et langt sort fad, med alle 10 stykker i én lang række. Det hele var nydeligt præsenteret og smagte godt.

Den sjette ret var også sushi, denne gang deres boks-sushi. Der var her 8 stykker til hver, alle sammen med laks. De blev præsenteret pænt sat op på et træfad. Essentielt var de alle ens, men der var forskellig sovs/dyppelse på dem, så der var to af hver kombination. De første fire stykker smagte bedst – herefter blev det temmelig kedeligt. Til sådan en menu havde jeg egentlig hellere set at de sammensatte et fad med forskellig sushi. Jeg er ikke kræsen i den henseende – nogle gange bruger de måske kun en halv sushirulle til en ordre, og så har jeg da ikke noget imod at de bruger resten til at sammensætte vores fad, så vi får et lidt mere varieret udvalg. Så længe jeg får det antal jeg har betalt for, er jeg glad. Det var dog ganske tilfredsstillende, og jeg kan ikke sige noget dårligt om smagen.

Den syvende og sidste ret var dessert. Her fik vi to valgfrie kugler is. Der hvor jeg købte værdibeviset stod der udførligt hvilken mad der var inkluderet, så jeg havde længe vidst, at vi ville få serveret to kugler is til dessert. Jeg vidste også hvordan dette tager sig ud andre steder. Problemet ligger i præsentationen. Hvis man sælger nogen to kugler is, og serverer disse i et almindeligt isglas, så ser det rent ud sagt tåbeligt ud. Det er tydeligt at der mangler noget (for det meste en ekstra kugle is). Da jeg ikke havde spist på Umashi før, måtte det dog komme an på en prøve.

Det viste sig at jeg havde ret. Alle de andre retter var blevet præsenteret ganske nydeligt på træfade, som hev os med tilbage til det gamle Japan – eller hvad vi turister nu har af forventninger til Japan. Der var gjort noget ud af præsentationen, valg af tallerkener og så videre – men isen blev smidt i et helt almindeligt isglas på en hvid tallerken med en dansk teske. Det syntes vi var en ærgerlig slutning på måltidet. De kunne have tilføjet en lille smule frugt til pynt, lagt kuglerne i en lille trætallerken – eller hvad man nu ellers kan tænke sig til, for at det ikke så tåbeligt og kedeligt ud.

Selve isen var der ikke noget i vejen med. Der var en håndfuld at vælge imellem, og jeg gik efter de sikre valg (pistacie og jordbær), mens ledsageren valgte lakrids og grøn te, for nu at være lidt anderledes. Smagen var udmærket, selvom jeg ikke brød mig så meget om den med grøn te. Både pistacie og jordbær smagte fint.

Betjeningen havde hele aftenen været meget høflig og særdeles hurtig. Misosuppen blev faktisk sat ind, førend jeg var færdig med mine forårsruller. Der er åbent ud til sushikøkkenet, som ligger forrest i restauranten, ud mod vejen. Vi sad ikke tæt nok på til at vi i detaljer kunne se hvad der foregik, men jeg syntes da at det var hyggeligt at kunne se sushien blive lavet.

Og så når vi til regningen. Som sagt havde jeg købt to værdibeviser på nettet, hvilket gjorde at vi fik hver vores menu for 250 kr. Normalprisen er 499 kr. Nu er jeg ikke så nem at narre, så jeg har selvfølgelig regnet på det.

Hvis du tager ind på Umashi og bestiller fra deres menukort, så koster en misosuppe med tangstrimler og tofustykker 29 kr. En tangsalat koster 39 kr. Fire forårsruller med sursødsovs koster 35 kr. En skål sojabønner (også kaldet edamamebønner) koster 35 kr. Fem styks futomaki koster 55 kr. Fri isbar (hvor vi derimod kun fik præcis 2 kugler) koster 49 kr. Boks-sushien kunne jeg ikke lokalisere på menukortet, men hvis vi starter med at tælle alt det andet sammen, så får vi 242 kr. Jeg ved som sagt ikke hvad de normalt ville tage for deres boks-sushi – men jeg må indrømme at jeg tvivler på, at 8 styks af slagsen koster 257 kr.

Konklusionen er derfor at maden var udmærket og spændende, men du skal under ingen omstændigheder bestille deres VIP-menu, medmindre du er i humør til at blive tørret gevaldigt. Det er meget billigere at sammensætte den selv fra menukortet. Jeg er glad for at jeg havde vores værdibeviser, da det vi betalte derfor passede nogenlunde til den aktuelle pris på de retter, vi fik serveret. Umashi kan umuligt være uvidende om hvad de forskellige retter inkluderet i VIP-menuen koster hver for sig, derfor må jeg konkludere at de med fuldt overlæg forsøger at snyde folk. Deres mad synes jeg dog er udmærket, og det er den eneste grund til at Umashi i Odense får tre kattepoter; hvis bedømmelsen gik på adfærd ville de ligge meget lavere. Jeg indrømmer fuldt ud at jeg ikke stoler på dem, og hvis jeg bestiller derfra igen, så er det ikke uden at sammenligne alle relevante priser meget nøje både med resten af deres menukort og med andre spisesteder.

TITEL: Umashi

ADRESSE: Vestergade 79, 5000 Odense C

WEB: http://umashi.dk/

BEDØMMELSE:     

%d bloggers like this: