Thai Grillen – Hjallese

30. maj 2012

Behovet for hurtig aftensmad resulterede i et besøg hos Thai Grillen i Hjallese / Odense. Jeg var i humør til noget asiatisk og havde længe tænkt på at få testet Thai Grillens china bokse.

Thai Grillen tilbyder også andre retter, men til china boksen kunne man vælge mellem 2-3 forskellige sovse af den gængse slags (sursød, karry), ris eller nudler, og de tre typer friturestegt – rejer, kylling og forårsruller (man kunne selv vælge om man ville have det ene, det andet, det tredje eller lidt af hvert). En stor boks koster 40 kr. og en lille boks 30 kr. Priserne på de andre thai-inspirerede grillretter var også rimelige.

Maden var udmærket – ikke som sådan noget særligt. Der var ikke så meget smag i sovsen og den friturestegte kylling var en anelse tør, men umiddelbart virkede det som om at der var forsøgt at gøre lidt ud af det. Maden har jo også stået lidt, når man køber en china boks, så det får den der lidt henkogte smag. Der var også alt for lidt sovs i forhold til de kæmpe mængder nudler, men de store grøntsagsstykker i nudlerne så ganske nydelige ud, og forårsrullerne var udmærket.

Det var ikke den store gourmetoplevelse, men jeg tror de mere “a la carte” retter har potentiale for at være bedre. For 40 kr. kan man spise sig mæt, så det synes jeg jo er en rimelig pris. Baseret på den type mad, som der er tale om, får Thai Grillen i Hjallese / Odense tre kattepoter, og jeg kunne godt finde på at svinge forbi en anden dag, hvor det skal gå lidt stærkt.

TITEL: Thai Grillen

ADRESSE: Hjallesegade 16, 5260 Odense

BEDØMMELSE:     

Advertisements
%d bloggers like this: