Ciao Ciao Sandwichbar – Odense

2. november 2012

På Hjallesevej i Odense, ikke så langt fra centrum at man ikke godt kan tage et smut forbi, ligger en lille sandwichbar gemt væk – men ikke så gemt, at vi ikke fandt frem til og testede Ciao Ciao Sandwichbar i Odense.

Det hedder trods alt en sandwichbar, så det var også dette, at vi fik smagt på denne dag, men de har også andet at byde på i form af italienske specialiteter, og som takeaway sælger de fx også pastaretter. De har en rigtig fin hjemmeside, hvor man kan se billeder af de fleste retter, hvilket jeg synes er en god detalje.

De sælger både varme og kolde sandwich, men det var de kolde vi købte fire forskellige af. Vi gik hjem med: # 4. Skinke-Artiskok – med mørkt brød, # 7. Mortadella – med mørkt brød, # 8. Kylling-Mango Chutney – med lyst brød og # 10. Laks – med ciabatta.

Til de kolde sandwich kan man vælge mellem tre slags brød: Lyst, mørkt og ciabatta. Jeg vil helt klart anbefale enten at vælge mørkt (som ikke er specielt mørkt) eller ciabatta, da det lyse brød bare er et helt almindeligt og ret kedeligt baguette, der smager som noget man kan købe i et tilfældigt supermarked. De andre brød var udmærket. På nedenstående billede ses et tværsnit af laksesandwich med ciabatta til venstre og skinke-artiskok med mørkt brød til højre.

Skinke-artiskok bestod af artiskokcreme, kogt skinke, mozzarella, artiskokker og salat. Det var en interessant kombination, da artiskok sjældent bruges i danske sandwich. Den var udmærket og et interessant indslag, men måske ikke den mest gennemgribende i smagen. Salaten var frisk og sprød, hvilket var gældende for alle sandwichene. Der var ingen slatne grøntsager i disse sandwich. Egentlig måtte den gerne smage mere af artiskok, men artiskok smager selvfølgelig generelt ikke så meget igennem på denne serveringsmåde.

Mortadella-sandwichen bestod af hvidløg eller grøn pesto,  provolone/emmentaler (ost), mortadella pølse, frisk paprika, salat. Med paprika menes peberfrugt. Da vi bestilte, blev vi ikke spurgt, om vi ville foretrække hvidløg eller grøn pesto, og vi var i skyndningen ikke klar over at der var en valgmulighed, så vi fik grøn pesto. Pestoen passede rigtig fint i sandwichen, men den druknede fuldstændig mortadellapølsen. Jeg kunne se den, men jeg kunne ikke smage den overhovedet. Man kunne lige så godt have undladt pølsen og fx kommet mere ost i, eller have brugt en skarpere pølse som fx chorizo. Vi tror kombinationen ville have været bedre med hvidløg i stedet for grøn pesto.

Kyllingesandwichen bestod af kylling, hot mango chutney og ricotta. Det var en af favoritterne. Der var en god portion kylling i, og mango chutneyen passede fortrintligt til. Den var dog ikke så hot, som beskrivelsen måske foreslog – den måtte gerne have været stærkere, ellers er det jo bare “mango chutney” og ikke “hot mango chutney”.

Der manglede dog en ingrediens. Den var meget tør og ville have haft godt af måske lidt rucola eller en anden grøntsag til at bløde den lidt op. Ricotta er også en god ingrediens, men det er en tør ost, og her kunne en smule salat have gjort underværker. Hvis man lige lavede en lille tilføjelse, så er her en rigtig god sandwich. At blande ricotta med mango chutney er en god idé.

Laksesandwichen bestod af ostecreme med lime, laks og salat. Jeg var meget imponeret over hvor meget røget laks der rent faktisk var i – mange steder er der kun nok til at lokke kunder til, men der var virkelig fyldt et flot lag i. Ostecremen var rigtig god, og limen gik nemt igennem og i fint spænd med laksen. Her ville rucola måske også passe bedre end almindelig iceberg salat, men i sidste ende var dette alligevel min favoritsandwich af de fire vi smagte.

Sandwichene kommer i to størrelser – en lille til 38 kr. og en stor til 45 kr. Jeg ved dog ikke hvor stor størrelsesforskellen er mellem de to, da vi kun købte de store. Der er til en god frokost i én, men prismæssigt ligger det i den dyre ende. Jeg køber normalt ikke sandwich, da jeg synes det er mange penge at give for noget, som jeg lige så nemt kan lave selv, men smagsmæssigt var de fine, og der er et godt udvalg at bladre igennem. Der er flere, som lyder tillokkende, og som jeg er ked af at jeg ikke fik prøvet denne gang, men man må jo begrænse sig.

Sandwichene er muligvis lidt dyre, men priserne på deres pastaretter og salater ligner dem, man kan finde andre steder, så det bør ikke være prisen, der afskrækker et besøg. Man kan godt finde en hurtig aftensmad her uden at skulle spendere en formue på det. Jeg har dog ikke smagt disse retter, så jeg kan ikke udtale mig derudover.

I sidste ende giver jeg Ciao Ciao Sandwichbar i Odense tre kattepoter (i den høje ende af skalaen), og det er et sted jeg godt kan finde på at besøge igen, hvis jeg skulle befinde mig i nærheden. De går ind for brug af friske råvarer, hvilket er noget jeg kan lide, og det gør at jeg gerne vil prøvesmage deres andre retter også.

TITEL: Ciao Ciao Sandwichbar

ADRESSE: Hjallesevej 14, 5000 Odense C

WEB: http://ciaociaosandwichbar.dk/

BEDØMMELSE:     

%d bloggers like this: