Ammi Jee’s – Odense

11. juni 2013

Ammi Jees Odense 110613 (2)

For noget tid siden havde Ammi Jee’s i Odense åbningstilbud i forbindelse med åbningen af deres nye butik på Rugårdsvej, og derfor kunne man købe værdibeviser til to hovedretter for halv pris, og det lod jeg mig selvsagt ikke sige to gange, så jeg stak af med hele to værdibeviser. Da det blev tid til at indfri værdibeviserne, inviterede vi mine forældre på besøg, og efter at have brugt rigtig lang tid på at gennemlæse deres omfattende menukort, udvalgte jeg fire forskellige retter, som vi skulle prøve. Det blev til oksekødboller i spinat, kylling saslik (sprød kylling vendt i kikærtemel), kylling tikka masala og smørlam.

Retterne så meget indbydende ud, de fleste af dem i skarpe røde og orange farver. Selvom vi havde bestilt fire retter til fire, så serverede vi det dog som buffet alligevel, så vi kunne smage det hele. Retterne var ikke helt så store, men havde en passende størrelse til én person. Til gengæld var der – som sædvanlig fra indiske restauranter – enorme mængder ris. Vi delte to portioner ris blandt os fire voksne mennesker, så der var mere end rigeligt.

Ammi Jees Odense 110613 (1)

Alle retterne smagte godt, og der var god smag i dem uden at være for stærke for os sarte danskere. Kødet var godt tilberedt og mørt uden at være tørt. Dog synes jeg ikke der var noget sprødt over den sprøde kylling, så det skal ikke være derfor at man vælger den hovedret. Jeg synes måske der var lidt rigeligt spinatsauce til spinatretten, og jeg tror kun vi spiste omtrent 2/3 af saucen førend vi løb tør for kødboller. Til retterne blev der også serveret to små bægre meget flydende mynteyoghurt, som jeg ikke var så imponeret over. Den var meget tynd. Risen skal dog også have en smule ros, for det var ikke bare kedelig basmati ris klumpet sammen i en klæbrig masse, der var rent faktisk kommet lidt friske grøntsager i, så det var mere end blot et stivelsesrigt tilbehør til retten.

Alt i alt var det rigtig lækker mad med masser af smag. Man skal ikke vælge Ammi Jee’s for portionsstørrelserne men for deres brug af krydderier. En hovedret koster et sted mellem 100 og 125 kr., så det er overkommeligt, men selvfølgelig lidt i den høje ende for takeaway. Kvaliteten lever dog også op til prisen, derfor giver jeg Ammi Jee’s i Odense fire kattepoter.

TITEL: Ammi Jee’s

ADRESSE: Rugårdsvej 191, 5210 Odense NV

WEB: http://ammijees.dk

BEDØMMELSE:     Kattepoter4small

Advertisements
%d bloggers like this: