Restaurant Ridehuset – Haderslev

3. november 2013

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (2)

Søndag aften var vi i Haderslev, og vi besluttede at tage ud og spise om aftenen. Det er dog lidt begrænset hvilke restauranter der er åbne søndag aften, men vi endte med at tage på Restaurant Ridehuset i Haderslev. Det er en græsk restaurant, hvilket jeg havde et par enkelte betænkeligheder ved. Ikke grundet den græske madkultur, men snarere den dårlige fortolkning heraf man typisk finder på danske spisesteder.

Vi havde ikke bestilt bord, da vi ikke regnede med at der ville være så mange om budet denne aften. Det viste sig så også at være korrekt. Udover os var der måske 3-4 andre par i restauranten. Inden vi tog af sted havde vi nærlæst menukortet på deres hjemmeside, og jeg var nok mest forfalden til deres buffet til 179 kr., men vi var enige om, at vi lige ville se buffeten an førend vi tog en beslutning. Hvis buffeten så kedelig ud, ville vi vælge en ret fra menukortet i stedet. Det fortalte vi også ejeren/tjeneren/værten, da vi kom. Vi ankom lidt efter kl. 18, og på det tidspunkt var de stadig i gang med at gøre buffeten klar. De havde endnu ikke båret de varme retter ind, så vi blev sat og fik også bestilt drikkevarer. Da buffeten endelig var færdiganrettet små 10 minutter senere, så den ganske god ud, så vi valgte at holde os til den.

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (6)

Efter maden overvejede vi dessert, så vi spurgte værten hvad der var i denne gruppering. Her fortalte han så, at de i denne uge kun havde kørt med buffet og at der derfor kun var is eller pandekager eller yoghurt med honning at vælge imellem, men i næste uge ville der komme nyt menukort. Ingen af de tilbudte desserter lød interessante, så vi sprang dem over. Her vil jeg gerne pointere at der ikke stod nogen steder på hjemmesiden, at man KUN kunne få buffet, ej heller havde værten fortalt os om dette da vi kom, hvilket han bestemt skulle have gjort INDEN vi satte os og fik drikkevarer, da vi ud fra vore udtalelser gjorde det klart, at vi troede at vi kunne bestille en ret fra menukortet hvis buffeten ikke faldt i vores smag. At han undlod at fortælle os om dette er i bedste fald vildledende og dårlig service, og i værste fald bedrag i tankegangen “Nu har de bestilt drikkevarer, så går de nok ikke selvom de ikke kan få den mad, som de gerne ville have”. Og den opførsel trækker ned. Jeg kan også nævne at hjemmesiden endnu ikke er blevet opdateret for at reflektere det potentielt nye menukort.

Men nu til maden. Buffeten var imponerende. Der var rigtig mange forskellige varme retter, og der var også mange kolde “salater” og lignende, som alle så gode ud. Tzatzikien kunne jeg godt lide; der var en god mængde af hvidløg i. Deres hummus var til gengæld slemt kedelig og smagte faktisk ikke af noget som helst. Det var desværre et generelt tema i deres mad, at det hele manglede lidt smag. Tilberedningen i sig selv fejlede ikke noget, og grøntsagerne føltes friske og sprøde.

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (5)

Kødet var veltilberedt. Lammekødet var min favorit, og det var rigtig mørt og dejligt. Der var også en god moussaka, som er meget bedre end de enkelte forsøg jeg selv har lavet derhjemme. Der var nogle forskellige retter med aubergine (fx moussakaen), hvor jeg var imponeret over tilberedningen, da jeg synes aubergine er besværlig at have med at gøre. Her blev den serveret blød og tilpas og ikke sej og irriterende, som man nogle gange oplever andre steder (også hjemme hos os, desværre …). Der var nogle store flotte kødboller i tomatsovs, som muligvis eller muligvis ikke var lammefrikadeller (de har lammefrikadeller på menukortet, så det er et gæt). De var dog meget anonyme, og jeg kunne ikke smage hvorvidt det var lam eller ej. Deres mørbradgryde var også god, og der var vist også nogle retter med kylling. Jeg tror der var omkring 8 forskellige proteinretter (inklusive en med fisk), så der var rigtig meget at vælge imellem. Derudover blev der også serveret tomatsuppe med godt brød til, som jeg dog ikke var i humør til på det tidspunkt.

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (4)

Blandt tilbehøret var der også et par forskellige kartoffelretter, en couscoussalat med mynte (den var fin, men blev lige i overkanten til sidst, da jeg ikke er så vant til mynte) og ris serveret med ærter og gulerødder. Risene var kogt fuldstændig ud, så den del vil jeg nok ikke betegne som et hit.

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (3)

Jeg kunne generelt godt lide restaurantens interiør. Det var moderne med store, sorte, behagelige stole og trægulv og farverige lamper. Da vi var der havde de samlet et kæmpe langbord i midten af rummet, som lignede noget fra Kong Arthur og hans riddere. Bygningen er et gammelt ridehus omdannet til restaurant, og jeg synes at der var en fin atmosfære i  bygningen. Hvordan stedet er når det er helt fyldt op ved jeg så ikke. Men jeg kunne lide at der var god plads ved bordet. Jeg har spist andre steder, hvor der ikke var plads til min lille håndtaske og hvor bordene knapt nok kunne rumme de fade, der blev serveret. Et kritikpunkt er dog deres opmagasinering af ekstra stole, som de har stablet op og skubbet sammen i det ene hjørne af rummet. Det ser ikke smart ud, når gæsterne kan sidde og se på det. Så ser det meget rodet og sjusket ud. Dér kunne de godt have brugt et forhæng af en eller anden art til lige at lukke af.

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (1)

Alt i alt havde jeg en positiv oplevelse. Det var god mad, veltilberedt og med mange valgmuligheder, og restauranten viste at græsk mad godt kan smage godt, også selvom det serveres på en restaurant i Danmark. Jeg kunne godt finde på at komme igen, men jeg håber at de gør lidt mere ud af tilsmagningen, for det er ikke nok at mad er godt tilberedt, det skal også smage af noget. Derudover trækker det også ned at værten ikke fra starten fortalte os at vi kun kunne vælge mellem at få buffet eller at lade være, således at vi havde mulighed for at gå igen, hvis det var det vi ville. Også selvom jeg synes maden er værd at komme efter, så skal den form for information være tydelig fra starten. Derfor giver jeg Restaurant Ridehuset i Haderslev tre kattepoter.

[NOTE d. 11.02.14] Jeg kan d.d. konstatere at de stadig ikke har ændret deres hjemmeside. Enten var det nye menukort en løgn eller også ønsker de ikke at oplyse offentligheden om det. Uanset hvad må jeg indrømme at det ikke giver mig lyst til at komme igen, også selvom maden var udmærket, da jeg ikke kan stole på hvad de lover på hjemmesiden.

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (7)

TITEL: Restaurant Ridehuset

ADRESSE: Sejlstensgyde 7, 6100 Haderslev

WEB: http://restaurant-ridehuset.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Advertisements
%d bloggers like this: