La Melisa – Odense

12. november 2013

2013 La Melisa 121113 (7)

Det var tirsdag aften, og vi havde bestilt bord på La Melisa i Odense, som i topmenuen på deres hjemmeside kalder sig selv “Resturant og Bøfhus”, original stavning bibeholdt. Bøfhus-delen af deres menu kiggede vi dog ikke nærmere på, da vi var i humør til pasta, så vores fokus lå på deres pizza- og pastakort. Vi er nok også af den type, der ikke rigtig kan få sig selv til at betale 100 kr. for en pizza, som man kan få for det halve på pizzeriaet nede af vejen.

Der er 10 forskellige pastaretter at vælge imellem på deres menukort, og jeg besluttede mig for ret nummer 16, på deres hjemmeside beskrevet således: “Penne alla La Melisa (specialitet) La Melisa´s anbefaling: Oksekødssauce, spinat, hvidløg, chili, fløde, pølse, bacon, parmesanost og persille” og ledsageren valgte nummer 24, der beskrives på følgende måde: “Luksuspasta (La Melisas anbefaling): Penne med store stykker mør oksefilet, kylling, ristede champigoner, lidt tomat, flødesauce, basilikum, hvidløg og parmesanost“.

Derudover fik vi også begge salatbar til hovedretten, og ledsageren fik lyst til en skål af dagens suppe. Jeg tog mig en ekstra skål salat imens.

Mens vi venter på at suppen serveres, vil jeg kommentere indretningen af restauranten. Jeg har efterhånden spist en del steder, og jeg kan konkludere, at et af de væsentlige kriterier for, hvorvidt jeg ønsker at vende tilbage til et spisested, er hvorvidt jeg føler at der er plads til mig (og de andre gæster) i restauranten. En god restaurant er ikke sådan indrettet at man skal flytte på de andre gæster for at komme hen til sin plads. Man skal ikke suge maven ind for at mase sig imellem ryggen af en stol og væggen. Man skal have plads omkring sig og på bordet til en lille håndtaske. Man skal ikke føle sig som en burhøne. Alt dette kan La Melisa ikke levere, og det resulterer i en restaurant, som jeg ikke vil klassificere som “hyggelig”. Det sætter en dæmper på atmosfæren og gør at jeg ikke føler mig tilpas i restauranten.

Imens ledsageren fortsatte med at vente på suppen, kæmpede jeg mig vej hen til salatbaren for at fylde en skål. Jeg synes dog at det er at strække den, at kalde det for en salatbar, i hvert fald hvis man tænker “salatbar” som noget sundt. Der var meget få friske råvarer, og disse bestod af optøede og smagløse ærter og majs, vandede og kedelige tomatskiver, som jeg ikke engang kunne få mig selv til at smage på, samt lidt skåren salat og hvidkål. Der var tre slags dressinger: En meget fed creme fraiche dressing, der faktisk ikke smagte af noget, og en kedelig tzatziki. Den sidste dressing fik jeg ikke smagt på, men den lignede noget af det samme. Derudover var der en mystisk blanding af rosiner, croutoner og ristede majskerner, som nok var den billigste “knas” blanding de kunne finde, og en masse marinerede grøntsager (svampe, hvidløg o.l.), der svømmede i deres eget søle. Der var også salattern og kogt pasta i form af penne. Der er ikke noget interessant over salatbaren, så man skal bestemt ikke tage på La Melisa for dennes skyld, men den kan være et nødvendigt onde, da der ikke er nogen grøntsager i hovedretterne, udover det der nævnes direkte, og så kun i meget begrænset mængde.

2013 La Melisa 121113 (1)

Jeg nåede at spise halvdelen af min salat, førend ledsagerens suppe endelig blev serveret, hvilket undrede mig meget, når det var meningen at det skulle være “dagens suppe”, og dagens suppe har man vel stående klar i en gryde ude på komfuret, ikke sandt? Så det er vel bare om at øse op? Tjeneren satte suppen og var allerede på vej væk, så ledsageren måtte kalde ham tilbage for at få at vide hvilken suppe, der egentlig var tale om. Det viste sig at være en løgsuppe. Løg smagte den nu ikke af. Der svømmede nogle stykker rundt i de mørkebrune vande, men ellers smagte den bare af billig bouillon. Der blev serveret lidt brød til, som var smagsneutralt men havde en god konsistens. Det duftede brændt uden at smage sådan, så vi tænker at de bager det i pizzaovnen. Brødet smagte udmærket – suppen knapt så meget. Efter genlæsning af menukortet kan jeg se at suppe og brød også skulle være serveret med smør, men det gjaldt så ikke vores bestilling.

2013 La Melisa 121113 (2)

Efter en rum tid til dukkede tjeneren op med vore hovedretter, og jeg sagde, at jeg havde bestilt nummer 16, hvorefter tjeneren sagde, “Ja! Det er denne her” og frisk satte en tallerken foran mig. Ledsageren gentog for hjælpsomhedes skyld at han havde bestilt nummer 24, og fik ligeledes tildelt en tallerken.

Jeg fandt under min spisning et par enkelte champignoner i min mad uden på daværende tidspunkt at tænke så meget over det, men da jeg et par dage senere kiggede på menukortet igen, fandt jeg ud af at der slet ikke er champignon i nummer 16. Det er der til gengæld i nummer 24. Ledsageren fik også små cocktailpøler i sin ret, hvilket der ikke er i nummer 24, men til gengæld i nummer 16. Jeg synes det taler meget dårligt om en restaurant at de blander ordrerne sammen, selv efter at gæsterne endnu engang fortæller hvad de har bestilt. Det er da heldigt at jeg ikke har nogen allergier.

Pastaen var kogt udmærket og kødet var også mørt og veltilberedt. Sovsen var cremet, skønt meget tam i smagen i nummer 24. Ledsagerens portion (som jeg også smagte) var meget bedre. Til gengæld var der meget, meget lidt fyld i retten. Den var proppet med pasta, men kødstykkerne lod vente på sig, og de der “store stykker mør oksefilet” kom aldrig frem i lyset. Hvis noget er STORT, burde det da også være rimeligt nemt at få øje på. Jeg vil mene at 3/4-dele af retten bestod af pasta, og skønt den lille andel reelt fyld der var smagte udmærket, så var det ikke godt nok, og skal jeg være helt ærlig, så føler jeg mig lidt til grin over at blive behandlet på den måde. Der er tale om et køkken, der virkelig strækker råvarerne for at få penge ud af flest mulige kunder. Det er lidt ligesom at være fattig studerende igen. Bare fyld op med billig pasta, så holder pengene lidt længere.

2013 La Melisa 121113 (6)

Jeg fik en ½ liter kildevand, som kostede 18 kr., og ledsageren en stor sodavand til 36 kr. Pastaretterne kostede 107 og 110 kr., og forretten 59 kr. Salatbaren koster 29 kr. pr. person, når man får det sammen med en hovedret, og når man tager i betragtning at man ikke får nogle grøntsager overhovedet medmindre man bestiller salatbar ved siden af, så synes jeg at 140 kr. ligger i den dyre ende.

Jeg har debateret længe hvilken endelig bedømmelse, at La Melisa skal have, for jeg synes sådan set at maden var OK tilberedt, men der er bare så mange andre punkter der gør, at jeg faktisk ikke har lyst til at spise der igen, og jeg synes egentlig at forholdet mellem pasta og fyld er så ude af proportioner at det er at gøre nar af folk. Gør det dog ordentligt, tænker jeg. Servér en rigtig portion hvor man faktisk FÅR “store stykker mør oksefilet” i stedet for at man skal sidde og rode rundt i sin mad med en gaffel i et forsøg på at lokalisere proteinfyldet. La Melisa kunne godt gøre det bedre, hvis de bare gad, for som sagt fejler tilberedningen ikke noget, og det er den ladhed, som jeg ikke bryder mig om. Derfor får de to kattepoter, og så er der altså meget bedre (og billigere) steder i Odense at købe italiensk mad, hvis det er det, man er i humør til.

TITEL: La Melisa

ADRESSE: Pogestræde 31, 5000 Odense

WEB: http://www.lamelisa.dk

BEDØMMELSE:          Kattepoter2small

%d bloggers like this: