Gram Slot – Gram

2. februar 2014

2014 Gram Slot 020214 (6)

Sønderjysk kaffebord er en gammel kending, men det er efterhånden svært at lokalisere steder, hvor man kan smage på varerne. Som en fynbo gift med en sønderjyde gør vi dog et forsøg engang imellem, og den anden dag deltog vi derfor i sønderjysk kaffebord på Gram Slot i Gram. Gram er en lille by, og der er ikke så meget andet at se i byen udover Gram Slot. Knyttet til slottet er der også en café samt en stor butik, hvor man kan købe Gram Slots egne produkter samt diverse andre specialiteter. Caféens menukort ser ret kedeligt og uinspireret ud, men da vi ikke har spist her, kan jeg ikke udtale mig om den reelle kvalitet. Butikken er dog rigtig fin og større end jeg lige havde regnet med. De havde en masse forskellige slags te og helt særlige kaffetyper, fx lakrids- og tiramisúkaffe.

2014 Gram Slot 020214 (8)

For at vende tilbage til kagerne, så kostede en omgang sønderjysk kaffebord 150 kr. pr. person. Dette inkluderede kaffe og te ad libitum. Jeg var dog skuffet over at de serverede en eller anden generisk kaffe og te i stedet for nogle af de spændende varianter, som de sælger i deres butik. For 150 kr. synes jeg godt at de kunne gøre lidt mere ud af det. Kagearrangementet fandt sted på selve slottet – café og butik ligger lidt længere nede af vejen. Vi var dog lidt usikre på, hvor vi skulle bevæge os hen, for der var ikke sat noget skilt op ved slottets indgang, og da det hele så temmelig lukket ud, var vi forbeholdne mod at bevæge os indenfor. Der kunne godt lige være et flot skilt udenfor med teksten “SØNDERJYSK KAFFEBORD KL. 14-16” – eller lignende. Skulle andre være i tvivl, så foregår det sønderjyske kaffebord i slottets gemakker via indgangen i slotsgården.

Spisningen foregik i et af slottets stuer på 1. sal. Lokalet var nydeligt og hyggeligt sat op, men var ikke indbegrebet af “Wow”-faktoren. Gram Slot er heller ikke et stort slot, som man har set andre steder eller forestiller sig, men er mere en stor, flot herregård. De mange forskellige kager var stillet op på et langbord ved vinduerne, og kokken præsenterede de forskellige kager inden vi gik i gang. Gram Slot lover tilstedeværelsen af 7 hårde, 7 bløde og 7 tørre kager, og der var ganske rigtigt 21 forskellige slags.

2014 Gram Slot 020214 (27)

Traditionen tro var der friske boller. I gamle dage startede man altid med bollerne for at fylde maven op, da boller var billigere at lave end de dyre flødeskumskager. Nu til dags er det unødvendigt at spise sig mæt i hvidt brød med smør (uanset hvor lækkert det i grunden er at gøre det), men det er selvfølgelig alligevel ikke et sønderjysk kaffebord uden boller. Bollerne var bløde med en god konsistens, men de manglede en del salt, da de rent faktisk ikke smagte af noget. De var gode men smagløse. Heldigvis blev de severet med smør, og det salte i smøret forbedrede smagen en anelse.

2014 Gram Slot 020214 (12)

Der var også gammeldags æblekage med MASSER af flødeskum. Æblekompotten havde store stykker æble i, og der var strøet chokoladeknapper på toppen. Jeg ville personligt måske gerne have haft lidt mere knas i desserten (fx i form af makron), men overordnet set var den rigtig fin og en af eftermiddagens bedste kreationer.

Der var en krydderkage smækfyldt med allehånde og måske kardemomme – jeg fik ikke lige fat på hele ingredienslisten. Den var i sig selv en smule kedelig, men sammen med resten af kagebordet var den et rigtig fint indslag. Jeg var primært tilfreds med den da den i modsætning til mange af de andre kager netop var rig på smag. Konsistensen var også fin og blød.

Der var en cheesecake, hvor bunden var lavet på rugkiks og toppen var et lag blåbærgelé. Jeg antager det var blåbær på toppen, da blåbær generelt ikke smager af noget, hvilket også var tilfældet her. Ostefyldet var lige en anelse for ostet for mig, men jeg synes ikke den var dårlig, blot lidt mere cheesecake end de cheesecake jeg normalt indtager. Bunden lavet på rugkiks havde en fin konsistens og smagte også OK, men den manglede en del sukker for at kunne stå imod det meget syrlige ostefyld. Havde der været mere sukker i bunden, tror jeg at cheesecaken som helhed ville have smagt mig bedre, også selvom der var skruet ekstra meget op for osten. Konsistensen på hele kagen var fin.

2014 Gram Slot 020214 (13)

Blandt småkagerne var der en meget sprød havresmåkage, som var sprød og knasende, ligesom den skulle være. Det var nok min favoritsmåkage på bordet.

Så var der også små vandbakkelser fyldt med jordbærcreme, og jeg må indrømme at de var et totalt flop. Vandbakkelsern var bagt forkert, eller dejen var fra starten forkert, eller de var håndteret forkert – eller en kombination. De havde ikke hævet ordentligt, så de var helt flade. De var på ingen måde sprøde, og fyldet havde gjort dem fuldstændig smattede. Jordbærfyldet i sig selv var meget kedeligt og smagte ikke af noget – heller ikke rigtig af jordbær. Det var overordnet set en meget dårlig kage.

2014 Gram Slot 020214 (14)

Der var til gengæld nogle ganske udmærkede kokosmakroner, som var bløde og saftige.

Der var nogle store klodser chokoladekage, hvor der i bunden var en masse nødder samt både hvid og mørk chokolade. Chokoladekagen i sig selv var meget kedelig og igen uden smag. Det der hævede den lidt var fyldet – uden knaset i bunden var kagen ikke værd at komme efter.

2014 Gram Slot 020214 (17)

Ved siden af disse var der nogle kageklodser, der efter sigende skulle være mazarinkage. De smagte dog hverken af mazarin eller den forventede marcipan. Igen var der ingen smag i dem overhovedet. De var visuelt flotte og havde en udmærket tekstur, men de var kedelige at spise og nok en af de største skuffelser for mig på bordet.

Blandt småkagerne var der også en chokolade cookie, som så flot ud men smagte af absolut intet. Jeg ved ikke helt hvad der gik galt med den, men overordnet kedelig var i hvert fald resultatet.

Der var også nogle små kyskager med lakrids, og de var til gengæld rigtig fine. Der var en perfekt mængde lakridspulver i – nok til at lakridsen gik fint igennem uden at den var altoverdøvende.

2014 Gram Slot 020214 (16)

Der var en helt almindelig lagkage, som sin enkelhed til trods nok var en af mine favoritter. Lagt sammen med almindelige lyse lagkagebunde var den samme kedelige jordbærcreme, der også var i vandbakkelserne. Her blev cremen dog akkompagneret af knust makron, hvilket var hvad der løftede lagkagen. Det ekstra knas gav lagkagen det ekstra, som den havde brug for.

Der var små butterdejskager lagt sammen med flødeskum og sveske. Butterdejen var ikke noget særligt, men den havde da puftet rigtigt op. Jeg synes dog at svesken var alt for tør og havde en mærkelig dyb, kraftig smag, som mindede mig om kaffe. Jeg ville have foretrukket en sveskekompot i stedet – det ville have passet bedre med flødeskummet.

2014 Gram Slot 020214 (19)

Der var selvfølgelig også en roulade, hvor bunden bestod af samme lyse lagkagebund som til lagkagen, og fyldet var den samme kedelige jordbærcreme, som man fandt i lagkagen og i vandbakkelserne. Hvis nu bare cremen havde smagt godt, ville det ikke have gjort så meget at de følte sig nødsaget til at genbruge den samme creme igen og igen og igen, men når cremen er af ringe kvalitet så bliver man hurtigt træt af den. Rouladen havde heller ikke det ekstra makronknas som lagkagen havde, så generelt var jeg ikke specielt begejstret for rouladen.

2014 Gram Slot 020214 (26)

Som altid blev der også serveret ingenting (kagen til venstre ovenfor), hvilket er en traditionel sønderjysk småkage, som man slutter af med. Når man er blevet så mæt at man ikke kan spise mere, så spiser man ingenting. Jeg har ikke den store erfaring med ingenting, og jeg tror at dette var første gang at jeg smagte den, så jeg ved ikke om dette var en god gengivelse af småkagen eller ej. Jeg brød mig dog ikke særligt om den. Toppen var en meget kompakt bagt marengsmasse uden smag og bunden var en mørdej med en meget blød og underlig konsistens. Jeg ved ikke om den var bagt på fedt, hvilket man jo gjorde med mange småkager i gamle dage. Det er dog et nej fra mig. Som fynbo spiser jeg ikke ingenting når jeg er mæt, jeg tager et stykke til af det på bordet som jeg bedst kan lide.

Blandt småkagerne var der også en brunkage, hvis opskrift kokken var faldet over ved et tilfælde. Jeg synes at det er positivt at han laver research på den måde, og at han prøver nye – og gamle – opskrifter af, hvilket producerer et varieret sønderjysk kaffebord over tid. Jeg forstod dog ikke helt hans insisteren på at hans brunkage var en brunkage men ikke en julesmåkage. Man kan ikke lave en brunkage, som smager som brunkage, men ikke smager som jul. Så er det jo ikke en brunkage. Småkagen smagte dog godt, og her den første weekend i februar, hvor det stadig er vinter, så gør det ikke noget at der er julesmåkager på bordet.

2014 Gram Slot 020214 (20)

Der var også en frugttærte bestående af en lys lagkagebund dænget til med flødeskum, vanillecreme og frisk frugt. Den var visuelt tiltrækkende og smagte udmærket. Blandt frugten var der også vandmelon, hvilket jeg syntes var en god overraskelse. Jeg ville nu gerne have set en anden type bund i stedet for bare endnu en gentagelse af den samme bløde lagkagebund.

2014 Gram Slot 020214 (22)

Der var kiksekage, og det var også første gang at jeg fik smagt det. Jeg tror den var lavet på palmin og kakao efter gammel opskrift. Jeg har set nyere udgaver, hvor den laves på smør og chokolade, men jeg har ikke smagt sidstnævnte endnu. Kiksekagen smagte sådan set ganske udmærket, lidt “fed” i smagen, men man kan jo ikke forvente andet af en kiksekage.

Der var to slags kringle. Den ene havde en rigtig fin konsistens, men ikke så spændende i smagen, dog med en fin, sprød top med perlesukker. Jeg er usikker på hvad fyldet var, men muligvis noget med æble. Konsistensen var fin, men som sagt smagløs. Den anden kringle var dårlig. Den var tør, kedelig og alt for brødagtig.

2014 Gram Slot 020214 (25)

Så var der også en rugbrødslagkage (også kaldet en “brødtorte”) – endnu en af de elementer, som man ikke kan udelade fra et rigtigt sønderjysk kaffebord. Det var nok den, som jeg havde glædet mig mest til. Jeg har kun smagt rugbrødslagkage et par gange, og har også selv bagt den en enkelt gang. Jeg tror det er en kage, som man enten elsker eller hader. Jeg hører til første gruppe. Rugbrødet i lagkagebundene giver en ekstra tekstur til smagsoplevelsen, og den følges ofte af syrlig solbærsyltetøj samt masser af flødeskum. Gram Slots udgave var god, men ikke den bedste jeg har smagt. Rugbrødsbundene var lidt for rugbrødsagtige. De var for overvældende. Det smagte meget som reelt rugbrød lagt sammen med flødeskum og syltetøj, og det blev lidt for meget. Alternativt skulle bundene have været tyndere. Jeg forsøgte mig med at fjerne den ene bund, og det gav en bedre og mere jævn fordeling af grov lagkagebund versus fyld, som der forresten også var chokoladestykker i. Det var stadig en af mine favoritter på bordet.

2014 Gram Slot 020214 (24)

Der var en småkage til, som jeg nu er usikker på om jeg overhovedet fik smagt, da jeg ikke kan huske den, men jeg har da et billede af den.

2014 Gram Slot 020214 (23)

Overordnet set var det et udmærket bord med mange udmærkede kager, hvor der dog blev genbrugt ingredienser og pynt lidt for mange gange. Kagebordet føltes meget ensformigt og ikke som en bred vifte af det bedste bagværk Sønderjylland har at byde på. Smagen var sjældent helt i top, og det var de færreste af kagerne, der virkelig smagte igennem. Inden vores besøg havde jeg læst andre anmeldelser, hvor der blev nævnt at de var dårlige til at fylde op, når fadene blev tomme. Det var ikke gældende ved vores besøg. Vi var cirka 30 gæster, så det kan tænkes at på tidspunkter hvor de har dobbelt så mange besøgende at de så ikke magter at følge med, men denne gang var det ikke et problem.

Jeg synes at 150 kr. er for høj en pris kvaliteten taget i betragtning, skønt jeg værdsætter kokkens entusiasme. Jeg fik klart en fornemmelse af at han lagde meget i arrangementet. Desværre fik jeg også på fornemmelsen at han er kok og ikke konditor, da kagerne ellers ville være af højere standard. Der var nogle enkelte tilfælde, hvor jeg decideret synes at kagerne var dårlige, nogle enkelte der var rigtig gode, og de fleste lå på et jævnt niveau. Til den pris kan jeg derfor ikke anbefale et besøg på Gram Slot. Det var udmærket, men heller ikke mere end det. Jeg er tilfreds med vores besøg og har bestemt ikke fortrudt, men det er nok heller ikke et sted som jeg beslutter mig for at besøge igen indenfor nærmeste fremtid. Gram kan dog godt være en udflugt værd, hvis man alligevel er i området, da der er en OK men lille slotspark, en fin naturlegeplads til børnene og i deres butik er det også værd at stikke hovedet indenfor. Om man så synes at det er det værd at betale 150 kr. for deres kagebord kan man så selv vurdere. Personligt synes jeg prisen er for høj – 100 kr. ville være mere rimeligt, for selvom kagebordet serveres på et slot så er standarden ikke slotsniveau. Alt dette resulterer i en endelig bedømmelse på tre kattepoter.

2014 Gram Slot 020214 (28)

TITEL: Gram Slot

ADRESSE: Slotsvej 54, 6510 Gram

WEB: http://www.gramslot.dk

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

%d bloggers like this: