Burger Anarchy – Odense

29. august 2014

2014 Burger Anarchy 290814 (3)

Da en på arbejdet skulle gå fra til barsel, blev vores team enig med sig selv om at vi skulle tage afsked med manér, og da den nyopsprungne Burger Anarchy i Odense havde vakt megen interesse blandt teamets medlemmer, besluttede vi os for at sætte retning her imod.

Restauranten er ikke så stor, men hyggelig og lidt spøjst indrettet med malerier fasttømret til loftet. Der er et åbent køkken, så man kan holde lidt øje med hvad de burgerkyndige går og laver. Personalet er flinkt og hjælpsomt, og restauranten sat lidt op som hjælp-dig-selv men alligevel med tjenere, der tager imod bestilling. Menukortet ligger for eksempel klar på bordet, og det samme gør gafler og servietter. Knivene kommer ind sammen med maden, og de har en gevaldig størrelse!

Jeg er jo glad for at prøve lidt forskelligt, så jeg var blevet lun på deres “slidermenu”. En slider er en miniburger, og for mig var der cirka fire bider i én slider, hvor manden nok ville sige at der var to. Hver slider er dog stor nok til at man kan smage burgeren, så der er mere end en mundfuld. Deres slidermenu består af tre forskellige sliders, men desværre kan man ikke selv vælge hvilke tre man gerne vil have – dette kommer an på hvilket kød køkkenet har rigeligt af. Jeg havde forelsket mig i flere af deres burgere, og heldigvis for mig var to ud af mine tre ønsker inkluderet i dagens slidermenu, så jeg slog til.

2014 Burger Anarchy 290814 (7)

Burger Anarchy gør sig selvfølgelig mest i burgere. Der er dog også et par enkelte salater, der sikkert også er udmærkede, men de fleste af os går selvfølgelig på Burger Anarchy for at spise burger, og deres udvalg er mere end bare “Med eller uden ost og bacon?” Der er både de helt klassiske, men også nogle med vildsvin og blåskimmelost, lam og mynte, torsk og rejer, og kikærtebøf, hvis man er mere til det vegetariske! Så der er noget for enhver smag. Jeg er jo helt vild med nye og spændende smagskombinationer (hvis de vel og mærke fungerer), så jeg synes det er nogle superspændende burgere de sætter på menukortet, og et flot varieret udvalg.

Inden jeg går i dybden med de forskellige burgere, så vil jeg lægge ud med at sige at alle bøfferne var stegt helt rigtigt. De var store og tykke (også dem til de små burgere), og de var stegt til en flot rosa farve, så der stadig var saft, kraft og smag i bøfferne. Nogle steder får man bøffer der er stegt så hårdt og så længe at de er afgået ved døden mere end én gang før de bliver sat på bordet foran os, men ikke her. Her er der respekt for bøfferne, og kødet der bruges er af rigtig god kvalitet, hvilket også kan smages. Det er ikke bare 20-30 % hakkekød fra supermarkedet. Det er gode bøffer, der lægger en god bund for resten.

Herudover står der også på menukortet, at man kan vælge mellem lys eller grov burgerbolle, men det nævnte tjeneren ikke noget om, og i den sædvanlige forvirring når man sidder midt i at skulle bestille, så tænkte ingen af os ved bordet over det, selvom vi kom i tanke om det bagefter og snakkede om det. Det mangler måske lige at tjeneren spørger til det, da jeg egentlig gerne ville have prøvet begge dele (vi fik kun lyse boller).

Den første burger jeg gik efter var lammeburgeren (den såkaldte “Al Bundy”), der ifølge menukortet blev serveret med en mynte- og citronyoghurtdressing samt koriander og lidt salat. Jeg synes egentlig ikke at jeg smagte citron, men mynteyoghurten var ellers udmærket, dog lidt tynd i konsistensen og en smule svag i smagen. Der måtte gerne have været lidt mere gennemslagskraft i retten. Generelt synes jeg at Burger Anarchy har nogle rigtig spændende smagssammensætninger, så de må gerne give lidt mere knald på smagene.

2014 Burger Anarchy 290814 (6)

Derefter afprøvede jeg den “stærke” burger med navnet “Ted”. Heri skulle der være hakkebøf af oksekød, chili mayo, jalepeños og chimichurri peber. Det var dén burger, som jeg ikke selv ville have valgt, hvis jeg havde fået budet, da jeg ikke altid er så god til stærk mad, og den lød meget stærk. Det var den dog i realiteten ikke. Burgerens jalepeño var bløde og søde og ikke hårde og skarpe. Burgeren smagte bestemt af noget, men jeg vil egentlig ikke kalde det en “stærk” burger. Den kan sagtens spise af almindelige mennesker med sarte smagsløg. Den smagte meget godt, og jeg kunne godt lide at smagene trådte igennem, bedre end de gjorde i lammeburgeren.

2014 Burger Anarchy 290814 (5)

Den sidste burger var Anarkisten, som nok går for at være deres vartegn. Her var en bøf lavet på hakket vildsvinekød, blåskimmelost, bacon- og løgkompot, syltede rødløg, lidt salatblade og eftersigende et eller andet med æble. Jeg var usikker på blåskimmelosten, men det fungerede faktisk rigtig godt, og Anarkisten var min favorit blandt de tre. Den let smeltede blåskimmelost i tilpasse mængder supplerede resten af burgeren rigtig godt, og gav god smag uden at blive for meget. De karamelliserede løg var rigtig lækre, men jeg smagte ikke rigtig noget til bacon, så det kan ikke være meget der var i.

2014 Burger Anarchy 290814 (4)

Alle tre burgere var rigtig lækre, og jeg håber på at få lejlighed til at smage nogle af de andre varianter også. Prismæssigt er burgerne dog meget dyre, især når det koster 25 kr ekstra for en lille portion pomfritter til, og 10 kr hvis man også vil dyppe dem i noget. Da vi var der til frokost kunne jeg ikke spise mere end det jeg fik, så jeg kan ikke udtale mig omkring pomfritternes kvalitet. Jeg synes dog at priserne på tilbehøret trækker lidt ned i helhedsindtrykket. Min slidermenu koster 150 kr, hvilket jeg i og for sig godt kan leve med at betale, når kvaliteten er som den er, men tilbehørspriserne ligger for højt.

Jeg havde desværre heller ikke appetit til at smage deres desserter, der ellers lød meget spændende. De sælger også (i mine øjne) små milkshakes til 45 kr, hvilket jeg også synes er alt for dyrt for en milkshake. Dessertpriserne ligger også på 45 kr., hvilket er en passende pris – afhængigt af portionsstørrelsen, som jeg dog endnu ikke har observeret.

Isvand er muligvis gratis – jeg betalte i hvert fald ikke noget for det, men jeg ved ikke om det var fordi at en af de andre ved bordet bestilte sodavand. Isvand blev sat ind i små flasker, og vi fik at vide at der var mere hvor det kom fra. Sodavand koster 25 kr.

2014 Burger Anarchy 290814 (1)

Som en sidste ting bliver jeg nødt til at nævne deres tilstedeværelse på internettet. De har en tom hjemmeside et eller andet sted, som jeg ikke aner om de nogensinde vil gøre noget ved (her et par uger efter vores besøg er den stadig nede), og jeg ved ikke helt hvordan det fungerer hvis de fastholder deres idé med at sælge takeaway. Derudover har de en facebook-side, hvilket er vældig fint – men man kan ikke se deres menukort medmindre man selv har en facebook-konto og er logget ind. Jeg måtte få en kollega til at downloade menukortet og sende det til mig, hvilket jeg synes er virkelig ringe virksomhedsførelse. Ikke længere relevant per 01.10.2014.

Leder du efter en god kvalitetsburger i Odense? Så er Burger Anarchy et rigtig godt sted at starte. De har spændende smagskombinationer, gode stegeevner og, ja, lækre burgere. Priserne er dog også i den høje ende, især på tilbehøret, men de slipper af sted med fire kattepoter, og så glæder jeg mig til næste besøg.

TITEL: Burger Anarchy

ADRESSE: Gravene 2, 5000 Odense C

WEB: http://www.burgeranarchy.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

%d bloggers like this: