Fakkelgaarden – Kruså

18. december 2014

2014 Fakkelgaarden 181214 (42)

Nede omkring Flensborg ved den tyske grænse, lidt udenfor Kruså, ligger Fakkelgaarden, som er både hotel og restaurant. Det er et dyrt sted, lad os bare slå det fast med det samme. Jeg købte en deal på nettet til cirka 1900 kr., og for denne pris fik to personer en overnatning på en hverdag samt 4-retters-menu om aftenen og morgenmad dagen efter. Var vi ankommet fredag eller lørdag, ville det have kostet os 1000 kr. ekstra. Normalprisen for et hverdagsophold er i øjeblikket 3250 kr. for 2 personer og deres 4-retters-månedsmenu alene koster 625 kr. pr. person.

2014 Fakkelgaarden 181214 (43)

Hotellet ligger rigtig flot – der er en fantastisk udsigt ud over vandet, og værelserne er store og flotte med forgyldte vandhaner på badeværelset. Værelset har snarere størrelse af en lille suite og inkluderer udover seng også fjernsyn, sofa, sofabord, skrivebord, lænestole og minibar. Der var havedør, hvor vi udenfor også havde adgang til et lille havemøblement – men her i december må vi nok erkende at vejret ikke helt var til at udnytte det. Derudover var det dog nogle meget flotte værelser, hvor der ikke var sparet på noget. Som velkomst var der i opholdet også et par chokolade samt en halv flaske champagne.

Hotellet har et samarbejde med et andet hotel, hvor der er wellness-afdeling, spa, fitness og både indendørs og udendørs svømmepøl. Ved henvendelse i receptionen kan man få (gratis) billet hertil. Det ville være vanskeligt at lave en wellness-tilbygning til Fakkelgaardens nuværende bygninger uden at ødelægge charmen, men når man skal køre hen til et andet hotel for at tage en svømmetur, så er min holdning i grunden at der ikke er wellness på hotellet. Kunne man i det mindste gå derhen, ville det være en anden sag, men efter ankomst til hotellet orkede vi ikke at skulle køre afsted igen, og inden man ser sig om, så er der aftensmad, sengetid, morgenmad og så afsted igen. Man skal derfor ikke tage til Fakkelgaarden for at få et wellness ophold – men stedet har også meget mere end det at byde på.

2014 Fakkelgaarden 181214 (12)

Aftensmaden blev indtaget i restauranten, der var vældig hyggeligt pyntet op til jul. Selvom de fleste borde blev fyldt op i løbet af aftenen, synes jeg ikke at akustikken blev så slem, som man måske kunne have frygtet. Vi fik ærespladsen ved siden af den knitrende pejs, så det var ikke kulde vi led af – og sidst på aftenen ej heller sult.

2014 Fakkelgaarden 181214 (13)

Vi var de førstankomne gæster, og vi blev ledt til bords af en venlig tjener, der gjorde en dyd ud af at sikre sig, at vi ikke havde allergier eller andet der gjorde, at menuen skulle tilrettelægges efter vores smagsløg. Herefter spurgte han til drikkevarer, hvor ledsageren bestilte et glas hvidvin og et glas rødvin. Tjeneren spurgte efter hans præferencer og valgte herudfra. Jeg havde set på deres hjemmeside, at de også tilbyder en saftmenu, hvilket jeg synes er rigtig god service. Det er ofte svært ikke at drikke alkohol, når man samtidig er meget glad for at spise på gourmetrestauranter, så jeg synes det var rigtig dejligt at se et alkoholfrit alternativ. Jeg valgte derfor at få to glas saft som akkompagnement til ledsagerens vine. Tjeneren blev dog sat grundigt i arbejde, da jeg bad om at de ikke var for søde! De havde så mange forskellige safte at han ikke kunne nævne dem alle sammen, men ikke-søde safte er nok alligevel svære at lokalisere – især når jeg ikke kan lide grapefrugt, hvilket ellers var hans første forslag.

2014 Fakkelgaarden 181214 (39)

Ledsageren fik et glas hvidvin til 105 kr. og et glas rødvin til 125 kr. Begge gode vine, der passede til hans smag og den serverede mad. Mit første glas saft var lavet på æble og granatæble, og var bestemt ikke i den for søde ende. Tjeneren hældte op og lod mig smage, ligesom når de kyndige udvælger vine, og havde jeg sagt “Nej tak!” ville han sikkert have fundet en ny. Det var en ganske udmærket saft, og det var spændende at prøve nogle safte, der var lidt anderledes end almindelig rød saft. Som aftenen skred frem, blev saften dog lunken, hvilket gjorde at den til sidst egentlig kun smagte af æble – men havde jeg bedt om et par isterninger, ville de sikkert hurtigt være blevet smidt i glasset. Det andet glas saft var lavet på den samme type drue, som dem der producerede ledsagerens glas rødvin, hvilket jeg synes var en meget hyggelig saft at servere. Så drikker vi jo næsten det samme. Et glas saft koster 45 kr.

2014 Fakkelgaarden 181214 (16)

Men nu til maden! Til at starte med fik vi serveret tre slags brød, alle tre gode og lækre. Det ene var med sauerkraut, det andet med maltmel, og det sidste var vist noget høstkorn-et-eller-andet. Til brødet blev der serveret smør samt en interessant udgave af fedt lavet på andefedt iblandet græskarolie – og resten husker jeg ikke lige. Jeg er normalt ikke til fedtemader, så det var egentlig lidt en barriere der skulle overkommes for mit vedkommende, men det smagte udmærket, og man kunne ifølge ledsageren godt smage at det var and. Det var en meget krydret og spændende smag, men nok alligevel ikke noget jeg får for vane at smøre på mit brød.

2014 Fakkelgaarden 181214 (17)

Den første ret bestod af gravad laks med blandt andet hjemmesyltet agurk og dildcreme pyntet med granatæblekerner, sprød salat og et molekylært vidunder, jeg ikke helt kan forklare, men som lignede sne og smagte af peberrod. Det var uhyre spændende at få serveret, og peberroden gik klart igennen, skønt smagen forsvandt lidt, når man kombinerede det med nogle af de andre elementer. Juletemaet startede dog allerede med første ret (i grunden egentlig med andefedtet), og det er jo et fint islæt i en julemenu.

Anden ret var en lækker sprødstegt torsk serveret på et spinatleje med et rådkålstilbehør. Saucen var fantastisk og havde en lækker citrus-smag, der passede perfekt til den ellers lidt fede torsk. Retten kom ind på en hurtig andenplads over aftenens retter, og jeg kunne sagtens havde spist mere af den. Torsken var sprød og blød, og det hele gik op i en højere enhed.

2014 Fakkelgaarden 181214 (21)

Tredje ret var dådyr, igen stegt til perfektion, serveret med stegte svampe, en fantastisk persillepesto og et lille kartoffeltårn, der bestod af dusinvis af tynde, tynde kartoffelskiver. Alle elementer var vellavet og præsentationen og de grønne og brune farver spillede smukt sammen.

2014 Fakkelgaarden 181214 (30)

Og så kom desserten. Når jeg spiser på restaurant, overvejer jeg løbende hvilken karakter jeg skal give, og der var i løbet af aftenen ingen tvivl om, at Fakkelgaarden nåede op på de fire kattepoter, men jeg var lidt usikker på om de kunne nå de fem, om de ikke snarere lå og lurede omkring 4½ – men så kom desserten, og der var ingen tvivl. Det var den mest fantastiske dessert jeg kan erindre at jeg nogensinde har fået, og får man ikke fem kattepoter for den, så ved jeg virkelig ikke hvad der skal til.

2014 Fakkelgaarden 181214 (34)

På tallerkenen var der en lille “hindbærsnitte” uden top, bare med kirsebær i stedet for hindbær. Oven på den en julekugle, dækket af lyserødt kirsebærgele, og inden i en fast vanillecreme af en art med en kugle kirsebærkompot i centrum. På toppen en lille chokoladehank for at fuldende julekuglen, og hertil serveret en lækker kirsebærsorbet samt helt sprødstegt risengrød. Ja – risengrød. Til slut drysset med samme hvide pulver som til første ret, blot denne gang tilsmagt med mandelsmag. Det hele var fantastisk. Det så fantastisk ud, og det smagte mindst lige så godt. Retten var innovativ, gennemtænkt og professionelt sammensat, og der var absolut intet negativt at komme efter. Fakkelgaardens juledessert var bare slet og ret fantastisk.

2014 Fakkelgaarden 181214 (35)

Egentlig ville jeg gerne slutte med desserten, men jeg bliver jo nødt til at nævne morgenmaden også. Morgenmaden blev dagen efter indtaget i de tilstødende lokaler, hvor der var dækket op ved bordene med blandt andet tre forskellige slags sukker, hvilket så vældig dekorativt ud. En tjener hastede ind, da vi dukkede op, og spurgte om vi ønskede kaffe eller te, hvorefter vi fik serveret en stempelkande hver. Jeg synes måske at de kunne have gavn af nogle lidt mindre kander, da jeg kun drak en enkelt kop af min te, så jeg havde dårlig samvittighed over at resten bare skulle smides ud.

2014 Fakkelgaarden 181214 (45)

På Fakkelgaarden er der ikke morgenmadsbuffet, som på så mange andre hoteller, i stedet serverer en tjener det hele ved bordet. I første ombæring fik vi hver en lille skål frugtsalat samt yoghurt med knas, og der blev sat en kande appelsinjuice frem.

Herefter blev der bragt en brødkurv ind, hvori der forefandt sig fire forskellige slags brød. Det ene var nogle fine croissanter, der dog blev serveret halve. Bageren havde lavet hele croissanter og herefter delt dem i to og bagt dem, hvilket så lidt spøjst ud. Det ville nok have været pænere, hvis de i stedet havde bagt mini-croissanter. De smagte dog dejligt. Derudover var der to forskellige og udmærkede boller, der havde en lidt sej konsistens som ciabattabrød. Med brødkurven fulgte der uheldigvis ikke en lille brødkniv, så brødene var ret vanskelige at skære over. Det sidste element i kurven var tørt og kedeligt rugbrød, der nok havde stået i køleskabet natten over. Det smagte hverken hjemmebagt eller friskt, så det var lidt en skuffelse.

Samtidig med brødet fik vi serveret en nydelig tallerken med to forskellige slags pølser samt tre oste, hvoraf den ene ost var rygeost. Der var også nogle små portioner havregrød, der var blandet op med flødeskum og pyntet med granatæblekerner. Det lyder som en underlig kombination, men det smagte faktisk fantastisk – det havde jeg måske ikke helt regnet med. Det kan godt tænkes at være et trick, jeg gør mig tanker om en anden gang.

2014 Fakkelgaarden 181214 (53)

Derudover var der også små tebirkes, to slags syltetøj samt et lille glas honning.

2014 Fakkelgaarden 181214 (48)

Det varme indslag bestod af to spejlæg lavet af vagtelæg, og så var der kreeret et smilende ansigt ved hjælp af et stykke bacon og et par stegte pølser. Der var god smag i pølserne, og spejlægget var stadig smilende, da vi skar i det. Jeg kan dog konstatere, at vagtelæg smager nøjagtig ligesom alle andre æg, men det så vældig hyggeligt og finurligt ud.

2014 Fakkelgaarden 181214 (56)

Da vi lidt senere skulle tjekke ud, fik vi en lille folder med gårsdagens menu, inklusive den komplette vinmenu, som de selv anbefaler til retterne. Jeg synes det var en rigtig fin lille detalje, så man lettere kan huske hvad man fik, især da den serverede menu ikke var identisk med den månedsmenu, som var på deres hjemmeside (to af retterne var byttet ud med nogle andre, uden at jeg tænker at det havde nogen form for negativ indflydelse på maden).

Normalt afslutter jeg min anmeldelse med at bekendtgøre karakteren, men den kommer nok ikke længere som en overraskelse, og denne anmeldelse må nødvendigvis være en af de længste jeg har skrevet. Nuvel. Fakkelgaarden er et dyrt sted. Det er dyr mad, dyre drikkevarer, dyre værelser, men det er også et fantastisk sted, fantastisk mad, fantastiske drikkevarer og fantastiske værelser. Derfor får Fakkelgaarden i Kruså fem kattepoter, og så håber jeg at jeg får råd til at komme igen!

TITEL: Fakkelgaarden

ADRESSE: Fjordvejen 44, Kollund 6340 Kruså

WEB: http://www.fakkelgaarden.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter5small

%d bloggers like this: