Category Archives: god & billig mad

Karstadt – Lübeck

16. juli 2014

2014 Karstadt Cafeteria Morgenmad 160714 (3)

I sommerferien var vi en tur i Lübeck, hvor vi havde to overnatninger på et hotel lige udenfor Lübeck centrum. Prisen for overnatningerne var som forventede, men de 17 euro per person ville vi nu alligevel ikke betale for en efter alt at dømme ringe hotelmorgenmad, derfor brugte vi små 10 minutter på at gå ind i centrum hver morgen. Her fandt vi vej til cafeteriaet i Karstadt i Lübeck, hvor vi fik morgenmad for 4,95 euro per person.

Karstadt er en butikskæde, der findes i rigtig mange tyske byer. Den minder lidt om Magasin, og de gør sig i lidt af det hele fra porcelæn og bøger til tøj og køkkensager, og ikke mindst et cafeteria, som vi fandt på øverste etage.

Cafeteriaet åbner kl. 9.30, og her serverer de en varieret morgenmadsbuffet, hvorfra man kan vælge 6 elementer samt en kop varmt at drikke (kaffe, te eller kakao) for 4,95 euro. Man kan godt købe enten flere eller færre elementer – ekspedienten justerer prisen, når man kommer op til kassen.

2014 Karstadt Cafeteria Morgenmad 160714 (2)

Det var lidt vanskeligt for os uindviede danskere at regne ud, hvad der var med i tilbuddet og hvad der ikke var, for skiltene var lidt misvisende. I første omgang troede vi for eksempel at brød lå udover de 6 elementer, men de viste sig også at være inkluderet. Mælken til cornflakes var gratis, og det samme var agurkeskiverne. Der var også nogle forskellige salater (karrysalater o.l.), hvor jeg ikke ved om de var med i prisen som tilbehør på fx kødpålæg eller om det var et element i sig selv. Syltetøj konstituerer dog én ting, så mon ikke salaterne også er det.

2014 Karstadt Cafeteria Morgenmad 170714 (2)

Buffeten havde et lille men alligevel udmærket udvalg i forhold til prisen. Der var forskelligt smør, nutella, syltetøj og honning. Røget laks, en ganske udmærket anretning med tomat, mozzarella og pesto, et par oste og diverse kødpålæg. Der var også forskellige morgenmadsprodukter i form af små kelloggspakker samt brød og croissanter. På andendagen fandt vi ud af at de blødkogte æg også var med i tilbuddet, og de var tilberedt helt perfekt.

2014 Karstadt Cafeteria Morgenmad 170714 (1)

Det var ikke en sindsoprivende morgenmad, men der var noget for enhver smag til billige penge. Spisning kan hurtigt blive dyrt i Lübeck, og cirka 100 kr. for 2 personer inklusive drikkevarer er billigt, og MEGET billigere end på vores hotel (og sikkert mindst lige så godt). Vi var vældig tilfredse med hvad der blev serveret, og det er rigtig fint at man ikke er bundet af antallet, så hvis man er sulten kan man købe mere og hvis man ikke er så sulten, så kan man nøjes med lidt mindre uden at skulle betale fuld pris. Vi spiste der begge dage vi var i Lübeck. Karstadts cafeteria får dog kun tre kattepoter, da det ikke er den mest spændende menu, men det er helt sikkert et spisested jeg vil anbefale til andre, især hvis man gerne vil undgå den alt for dyre hotelmorgenmad.

TITEL: Karstadt

ADRESSE: Königstr. 54+56, 23552 Lübeck

WEB: http://www.karstadt.de/

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Reklamer

Globen Flakket – Aarhus

18. maj 2013

2013 Bryllupsrejse 180513 Aarhus (20)

Tidligere på året var vi en tur i Aarhus, og inden ankomsten hertil havde jeg lokaliseret et spisested, hvor vi kunne sætte os til rette foran et eftermiddagskagebord. Valget var faldet på caféen Globen Flakket i Aarhus, hvor deltagelse i deres kagebord på daværende tidspunkt kostede 35 kr. pr. person. Ja, det er helt rigtigt. 35 kr. Jeg kan dog se på deres hjemmeside at prisen nu er steget til 39 kr., men det er fortsat respektabelt. Vi tog os denne dag kun for os af kagebordet, så jeg kan ikke kommentere på andre dele af deres menukort, udover drikkevarerne, og den endelige bedømmelse af stedet er derfor kun baseret på kagernes kvalitet og prisen for at spise dem. De andre caféretter kan muligvis være bedre eller værre – det er uvist.

Okay, for 35 kr. var vore forventninger måske ikke så høje, men fik vi bare ét stykke kage, så var pengene tjent hjem igen. 35 kr. for et stykke kage er jo ikke uhørt visse steder. Kagebordet inkluderede dog ikke drikkevarer, og der er de så fikse, at de ikke på deres hjemmeside fremviser priserne herpå. Ledsageren endte med at bestille en iskaffe, og jeg valgte en cocio dream (cocio, softice, flødeskum, chokolade – den var faktisk rigtig god). Begge dele – og alle deres andre drikkevarer – koster omkring 50 kr. Min cocio dream kostede vist 53 kr., så de tjener jo nogle penge ind igen på drikkevarerne. Men intet ondt ord om cocio dream – den smagte som sagt godt.

Globen Flakket 180513 (6)

Kagebordet havde et rigtig flot udvalg i betragtning af prisen. Der var to slags brownie – en lys og en mørk. Tiramisú. Rabarbergrød og smuldreæblekage – hertil både flødeskum og creme fraiche. Og en flødeskumslagkage med chokolade og valnødder. Og så lidt frugt. Det bør nævnes at der ikke rigtig var noget “guf”, som lovet på hjemmesiden – jeg havde måske forventet slik eller chokolade af en art, men det er så også okay. Vi kan nok ikke få det hele hver gang.

Globen Flakket 180513 (2)

Tiramisúen fik jeg ikke smagt, fordi jeg hverken bryder mig om kaffe, mascarpone, ladyfingers eller marsala, og så er der næsten ikke noget tilbage af desserten at smage på, men den skulle ifølge ledsageren være fin. De to brownies var udmærkede, men ikke fantastiske. Rabarbergrøden var et rigtig fint indslag – jeg var meget imponeret over, at de benyttede sæsonvarer. RabarberGRØD var dog temmelig misvisende, da rabarberen på ingen måde havde kogt længe nok. De var ikke kogt ud, så det var bestemt ikke grød, og så skulle de have haft lige lidt længere for at blive møre nok, men derudover smagte det godt.

Globen Flakket 180513 (3)

Jeg var glad for at der var en flødeskumskage, for intet kagebord er perfekt uden en flødeskumskage af den ene eller anden variant – men den blev lidt for meget af det gode i den lange bane. Jeg elsker flødeskum (hvilket muligvis også fremgår af ovenstående billede), men der måtte gerne have været et eller andet til at stå i kontrast hermed – bare en simpel vanillecreme ville have været nok. Nødderne og chokoladen forsvandt i de store hvide dundyner, men ellers var det rigtig lækkert, og spiste man lidt brownie sammen med, så gik det også nok.

Globen Flakket 180513 (9)

Smuldrekagen var også vellykket og frugten – ja, den så fin nok ud på buffetbordet, men længere nåede den vist ikke før vi var mætte.

Alt i alt var det overraskende godt. Det var ikke gourmetkager, men for 35 kr. var det helt fantastisk. Kunne man tænke sig at prøve kræfter med et kagebord i Aarhus eller omegn, så er Globen Flakket et rigtig godt sted, og prisen kan man jo ikke brokke sig over. Jeg ville i hvert fald ikke have noget imod at komme igen en anden gang, og derfor giver jeg Globen Flakket i Aarhus fire kattepoter.

Globen Flakket 180513 (7)

TITEL: Globen Flakket

ADRESSE: Åboulevarden 18, 8000 Aarhus C

WEB: http://globen-flakket.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Café Ciré – København

28. juli 2012

I København i Valby-området ligger der en lille café kaldet Café Ciré. Her havde vi bestilt bord til en omgang brunchbuffet, som de serverer hver lørdag og søndag mellem kl. 9 og 14. En af de primære årsager til at vi havde valgt netop denne café er at den ligger meget tæt på København Zoo, og det passede derfor fortrinligt med en gang brunch efterfulgt af et besøg i zoologisk have, hvor vi hurtigt fik brugt temmelig mange timer på at stirre på dyrene, mens de stirrede vurderende tilbage på os.

Restauranten var ganske nydelig, ren og pæn, men bordene var ikke så store, og det ellers meget venlige og hjælpsomme personale var i starten ikke så hurtige til at fjerne de brugte tallerkener, som vi ikke havde plads til på eget bord, så vi afsætte dem på det tomme nabobord, hvor de til sidst blev fjernet.

Hvad angår buffeten var der overraskende mange ting at vælge imellem, både gamle kendinge, men sandelig også nyskabende brunchretter.

Der var en ganske udmærket omgang røræg og hertil almindelige cocktailpølser (en smule kedelige), fint stegt bacon og kylling på en pind. Der var et stort udvalg af oste og pålæg, nydeligt præsenteret, og mange forskellige salater, heriblandt et par pastasalater. Der var alt fra hummus til tunsalat til mere eksotiske salater med fx kikærter, bønner og feta. Der var kartoffelrösti og røget laks og yoghurt serveret med crüsli og akaciahonning.

Der var et godt udvalg af forskelligt brød, og som alle andre gode brunchbuffeter var der også nutella. Der var også en stor skål med frisk frugt, som blandt andet inkluderede friske jordbær, hvilket er et sjældent syn, men de var meget lækre og det var et rigtigt fint tiltag at have med. Så var der naturligvis også pandekager af den tynde variant, om de var hjemmebagte er jeg i tvivl om, men de smagte fint, og med lidt nutella og lidt frisk jordbær, så manglede der ikke noget på den søde tallerken!

Det søde bord bød også på gode croissanter og en chokoladekage, som dog var meget kedelig. Med i brunchen hørte også drikkevarer, der bestod af kaffe, et begrænset udvalg af te (dog serveret med frisk mælk) og juice.

Alt i alt var det en meget varieret buffet, som bød på fine morgenmadsprodukter samt retter, der nemt kunne serveres til frokost. Køkkenet viste en imponerende rækkevidde og opfindsomhed med deres mere specielle udvalg, og vi kunne nemt have hængt ud lidt længere tid for at få smagt det hele (til sidst blev mætheden dog for overdøvende). Udover chokoladekagen, som manglede smag, var der ikke noget, der var dårligt, og rigtig meget der var rigtig godt. Til 139 kr. pr. person er det et fund for pengene, og jeg vil helt sikkert anbefale at slå et smut forbi Café Ciré, også selvom dagen ikke fortsættes i zoologisk have. Derfor får Café Ciré i Valby i København uden tøven fire kattepoter.

TITEL: Café Ciré

ADRESSE: Valby Langgade 58, 2500 Valby – København

WEB: http://www.cafecire.dk/

BEDØMMELSE:     

Lindelse Kro – Langeland

9. april 2012

I forbindelse med påsken havde Lindelse Kro på Langeland et suverænt billigt tilbud på deltagelse i et kaffe- og kagebord (59 kr. pr. person, inklusive drikkevarer), så dét kunne vi ikke sige nej til. Vi mødte glade op mandag eftermiddag, dog usikre på hvad man kunne forvente for kun 59 kr.

Indgangspartiet er lidt specielt. Da vi trådte ind af hoveddøren, stod vi i en meget lille entré. Foran os var der en meget stejl trappe og på hver side var der en lukket dør. Den højre dør, opdagede vi, var låst. Da vi forsigtigt kiggede ind af den anden, fandt vi receptionen. Jeg kan godt forstå, hvis de gerne vil holde døren lukket for træk, men et lille skilt med “INDGANG” på døren ville ikke være af vejen.

Vi blev ført til vores bord, hvor vores reservationsnavn var skrevet på papirsdugen, så vi også ville have kunnet finde vores plads uden hjælp. Den høflige tjener spurgte om vi begge var til kaffe, og da jeg sagde at jeg hellere ville have bare almindeligt vand, hvis det var muligt, blev dette sat frem uden problemer. Nogle steder tager de ekstra penge for det, så idéen med at “inklusive drikkevarer” rent faktisk er “inklusive drikkevarer”, også for os, der ikke drikker kaffe eller te, var et stort plus.

Interiøret er et hyggeligt kromiljø. Ikke gourmetrestaurantstypen, men rent og pænt, skønt Lindelse Kro rent faktisk også sælger gourmetmad (som vi dog ikke har testet endnu).

Kagebordet var velassorteret med boller og 10 forskellige slags kager, hvor fyldet dog gik igen i nogle af dem med visse variationer. Selvom vi ankom på sidstedagen for deres påske kaffe- og kagebord, så var der alligevel pænt fyldt op med gæster, og udbudet og kvaliteten af kagerne gav ikke udtryk for at de var kørt trætte i det eller at de havde slækket på udførelsen her til slut.

Blandt mine favoritter på kagebordet var en rabarbertrifli med flødeskum, vanillecreme og knas. Rabarberkompotten var lige som den skulle være, og bare det at der var rabarber var et stort plus. Den var meget lækker, og jeg kunne sagtens have spist mig mæt i den.

Flødeskumslagkagen bestod mest af vanillecreme. Den var OK, men lidt kedelig. Der var vist også en art rødt syltetøj et eller andet sted i kagen, men den var svær at smage. Kagen ville have haft gavn af en kraftigere syltetøj, måske abrikosmarmelade, solbær eller noget andet, lige for at gøre sig bemærket.

Gulerodskagen var god. Den var blød og svampet, og den søde glasur på toppen passede fint til. Man kunne se guleroden, men ikke specielt smage den – man kan så diskutere om det er et plus eller et minus.

Krydderkagen var som gulerodskagen både blød og svampet og havde en god smag.

Vandbakkelserne var meget fine, dog måske ikke pyntet helt så elegant – glasuren var en smule udtværet. De var fyldt med vanillecreme nederst og så et lag chokoladecreme på toppen. På dette tidspunkt var jeg dog blevet noget træt af den samme vanillecreme hele tiden, så det var lidt af en skuffelse. Chokoladecremen smagte heller ikke rigtig af noget – det er udelukkende en visuel antagelse at der overhovedet var chokolade til stede. Som nævnt var selve vandbakkelsen god, men det ville have været bedre hvis de havde lavet en god chokolademousse eller lignende, fyldt med smag, og så udeladt den lidt trættende vanillecreme. Så ville de have scoret mange point.

Den gule chokoladekage fandt jeg aldrig helt ud af hvad fyldet bestod af. Det var gult og en smule syrligt, men derudover kunne jeg ikke rigtig smage mig frem til noget, og den havde en smøragtig konsistens som jeg ikke brød mig om. Jeg smagte på den og lod resten ligge. Selve chokoladekagen var udmærket.

Kringlen var meget tør og som ses på billedet var der ikke meget fyld at finde dér. Den var ikke anbefalingsværdig.

Bollerne var meget vellykkede. De var bløde og smagte godt. De blev serveret med usaltet smør (vi ville dog gerne have haft saltet smør for at tilføje ekstra smag) og hjemmelavet jordbærsyltetøj, som smagte godt men var en smule tyndt.

Dagens anden chokoladekage var meget massiv, og fyldet var en art chokoladesmørcreme. Den var meget lækker og kæmpede om æren om at blive dagens kage, men endte på en stolt andenplads. Den var god, men meget massiv og var ikke en kage man kunne spise meget af (hvilket dog ikke afholdt mig fra at prøve).

Kroens brownies var dog et fejlskud. Jeg er meget glad for klæbrige chokoladekager, men denne var simpelthen for vammel og uspiselig. Den manglede den sprøde top, som rigtige brownies har, og ville have nydt godt af nogle hakkede nødder i dejen for igen at fjerne noget af klæbrigheden. Den smagte for underbagt, og smørrosetten på toppen var nydelig men smagte dårligt og passede ikke til en i forvejen meget klæbrig kage.

Dagens bedste kage bestod af en lys kagebund med hindbærmoussefyld og på toppen et lag hindbærgelé. Der var rigtig meget hindbærsmag i geléen og hele kagen var let og fyldt med frugt og smag. I sammenligning med den tidligere nævnte chokoladekage, var hindbærkagen let, hvor chokoladekagen var tung, og man blev ikke så hurtig “mæt” af konsistensen.

Der var mange gode indslag på Lindelse Kros påske kaffe- og kagebord, og nogle enkelte fejl. Der var dog kage for enhver smag og et stort udvalg, og jeg ville bestemt ikke have noget imod at komme igen. Det var et hyggeligt, lidt gammeldags sted og til 59 kr. pr. person kan man ikke sige andet end at det var et superbilligt tilbud. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke smagt deres hverdagsmenu, så min bedømmelse går i dag udelukkende på deres kagebord. For den fortjener de dog 4 kattepoter – og så glæder jeg mig til at se hvad de gør næste påske!

TITEL: Lindelse Kro

ADRESSE: Langegade 21, 5900 Rudkøbing

WEB: http://www.lindelsekro.dk/

BEDØMMELSE:     

Slukefter Kro – Vojens

31. december 2011

Nogle gange gider man ikke lave mad til nytår. Det er der mange restauranter, som er bekendt med, hvorfor de tilbyder en færdiglavet takeaway nytårsmenu. Det besluttede vi os for at gøre brug af til nytår 2011. Vi endte derfor med at bestille mad fra Slukefter Kro i Vojens.

Maden hentede vi selv uden nogen problemer, det hele var blevet pakket i små portioner, og der medfulgte en detaljeret beskrivelse akkompagneret af en masse billeder, hvor der stod hvad der hørte til hvilken ret, hvordan det skulle forberedes og forslag til præsentation på tallerkenen.

Nytårsmenuen var en fire retters menu, og første ret bestod af “Rulle af nytårstorsk med dild majo & friteret kapers”.

Første ret var forholdsvis simpel og skulle blot anrettes på tallerkenen – der var intet der skulle opvarmes eller lignende. Torskerullen smagte udmærket og de friterede kapers var meget spændende. Jeg kan ikke påstå at jeg er en kapers-person, men friteringen gjorde dem rent faktisk spiselige. Retten havde en passende størrelse, både i forhold til at det var en fire retters menu, men også i forhold til at hovedingrediensen er torsk, som er en meget dominerende smag. Den første bid smagte rigtig godt – den sidste bid var knapt så imponerende. Hertil blev der også serveret et rigtig godt hjemmebagt brød.

Anden ret var “Ande-foie gras rilette med tranebær-chutney og rød salat”.

Anderilletten var rigtig god – men igennem retten var der stukket en stor, fed klump fedt, som var virkelig ulækker at bide i. Det er muligt at nogen synes foie gras er helt fantastisk – fordi det er dyrt – men jeg er bekendt med hvordan det bliver lavet og undgår det derfor så vidt det er muligt. Desuden smagte det som sagt forfærdeligt, så jeg skrabede det ud af den ellers gode andepostej. Chutneyen smagte godt og passede fint til anderetten, og derudover var der også friske ærteskud og svampe til. Det var en fin ret med, igen, en passende størrelse, og jeg ville gerne spise den igen – uden foie gras.

Hovedretten bestod af oksekød serveret med selleripuré, urtekartofler, ovnbagte grøntsager og morkelsauce.

Hovedretten var den eneste ret, der krævede opvarmning. Sovsen skulle lige en tur i gryden, og resten fik en tur i ovnen. Her fandt vi dog at den medfølgende køreplan ikke helt passede med realiteterne, da den specificerede tid ikke var nok til at varme kødet op, hvorfor det måtte en tur i mikrobølgeovnen inden spisning.

Derudover var det dog en meget vellykket ret. Kødet smagte godt og var ikke blevet tørt efter genopvarmningen. Selleripuréen smagte fint af selleri uden at være overdøvende, men var dog en smule fed i smagen. Kartoflerne var gode og idéen med at udstikke dem og fylde midten op med en form for urte- og grøntsagsmikstur var interessant, og noget jeg selv vil prøve på et tidspunkt. Morkelsaucen var meget kraftig og havde udover morkler også en kraftig rødvinssmag. Det var en lidt for tung sovs for min smag.

Desserten bestod af en passionsmousse på chokoladebund serveret med passionsfrugtsauce, vanilleparfait og marinerede brombær.

Chokoladekagen var rigtig god og svampet. Brombær er normalt ikke mig, fordi jeg synes de stort set altid er sure – også selvom de er modne, men disse her smagte sødt og komplimenterede resten af retten fint. Passionsfrugtmoussen var god, men var ikke så kraftig i smagen. Derfor var passionssaucen et meget passende tilbehør, da saucen havde en fin stærk smag, for dem der gerne ville have at desserten smagte af lidt mere. Vanilleisen var også god, og helhedsindtrykket var godt, og brugen af passionsfrugt var spændende og anderledes.

Hele nytårsmenuen kostede 275 kr., så første konklusion er at det var billigt! Derudover var det rigtig god og varieret mad med en masse spændende nyheder. Der var nogle enkelte småting, som kunne forbedre måltidet, men generelt set var det en rigtig god oplevelse, og jeg ville ikke tøve med at bestille mad herfra igen. Derfor får Slukefter Kro i Vojens fire kattepoter.

TITEL: Slukefter Kro

ADRESSE: Tøndervej 16, 6500 Vojens

WEB: http://www.slukefter-kro.dk

BEDØMMELSE:     

Helnan Aarslev Hotel – Aarhus

2. – 4. december 2011

Det er nok ingen overraskelse, at jeg er vild med gourmetophold. God mad generelt er en favorit, men gourmetophold er ren luksus. Selvfølgelig afhængig af stedets kvalitet. Ledsageren og jeg bookede et gourmetophold hos Helnan Aarslev Hotel ved Aarhus.

Jeg bookede vores ophold i god tid, og et par uger før skrev jeg til dem for at få bekræftet at det hele var i orden. Der kom aldrig et svar retur. Der var også lidt forvirring omkring booking af værelserne, da jeg havde nogle spørgsmål, og den ene ansatte vidste ikke hvad den anden allerede havde svaret på eller foretaget sig (til trods for at korrespondancen foregik via mail). Jeg kommunikerede først med Person A, som herefter gik på ferie, blev syg, eller hvordan landet nu lå, hvorefter Person B overtog emailkorrespondancen, og vi fik herefter aftalt opholdet. Nogle uger efter booking af opholdet, ringede Person A så til mig for at høre om jeg stadig var interesseret i det vi tidligere havde diskuteret. Vi sendte også en mail angående deres vine, men fik heller ikke noget svar på dette, hvorefter vi kontaktede dem pr. telefon, hvilket de åbenbart godt kunne svare på.

Konklusionen på denne lille intro er derfor at den administrative service er lav, mails bliver ikke konsekvent besvaret (ikke engang simple mails som kan besvares ved hjælp af “Alt OK”), og den ene hånd ved ikke hvad den anden laver. Da de ikke engang kunne give en simpel bekræftelse på vores ophold, dalede mine forventninger en del allerede inden vi tog af sted.

Et ophold fra fredag til søndag indeholder: 2 retters menu fredag aften, morgenmad lørdag og søndag, eftermiddagskaffe og -kage lørdag, velkomstdrink lørdag og 5 retters gourmetmiddag lørdag aften efterfulgt af kaffe, te og chokolade. Alt dette for kun 1300 kr. pr. person, så det var et godt tilbud.

Da vi dukkede op i restauranten blev vi mødt af en høflig tjener, som viste os til vores bord og herefter forklarede os hvad dagens middag bestod af. Det var meget professionel og venlig betjening. Jeg blev meget imponeret over den professionalisme, der blev lagt for dagen i restauranten, da jeg ikke havde haft de store forventninger til resten af medarbejderstaben efter oplevelsen med det mere administrative personale.

Forretten fredag aften var gravad laks med tyndtsnittede rodfrugter og rævesovs. Hertil brød med hummus.

Der var en meget passende portion laks, som smagte udmærket, brødet var lækkert, og idéen med at servere hummus til i stedet for almindeligt smør var rigtig god og anderledes.

Og de tyndtskårne rodfrugter så meget dekorative ud. Et tip er ikke at forsøge at spise gravad laks oven på brød, uden først at have skåret laksen ud i mundrette bider, da dette blot ender galt. Gravad laks er ikke noget man bider af. Det fungerer meget lig roastbeef.

Til hovedret fik vi oksekød med kogte kartofler, stegte grøntsager og sovs. God rustik mad, som blev præsenteret smukt og smagte dejligt. Hotel Helnan er en gammel kro, konverteret til hotel, og der er bestemt tale om mad af en rustik, landlig karakter, men præsenteret på en måde, som bestemt er et gourmetophold værdigt, og det vi fik serveret fredag aften var ikke del af gourmetmenuen, selvom det let kunne have faldet under denne kategori også.

Fredagsmenuen bestod egentlig kun af to retter, men vi valgte at opgradere vores menu til tre. Restauranten tilbyder en skiftende tre-retters menu, så det var ikke et problem at få den ekstra ret. Der var dog nogle problemer senere, da vi skulle betale for opholdet, da hotellet havde taget fuld betaling for desserten hellere end blot opgradere menuen. Da dette blev pointeret, kunne de godt se idéen i det og rettede efterfølgende i regningen.

Til ære for højtiden var dagens dessert risalamande serveret med mandelmarengs og brombær.

Retten var sat meget dekorativt op og smagte lige så godt som den så ud. Mandelmarengsene var virkelig gode; jeg er dog ikke den store fan af brombær, men de var ikke sure, som man nogle gange kan være bange for. Mandelsplitterne var ristede, hvilket giver dem mere smag.

Vi var fire til spisning fredag aften, så fire tallerkener blev båret højtideligt ind og en skål med ske blev sat på hver sin side af bordet. Den ene side fik en fin, stor portion lun kirsebærsovs, som smagte udmærket men ikke hjemmelavet. Den anden side fik en skål med et højst usædvanligt indhold, som vi efter lidt tid fik bedømt til at være rævesovs. Hvordan det lykkedes dem at tage rævesovsen ud af køleskabet, lune den og servere den uden at bemærke at der var noget i vejen, er jeg ikke helt klar over, men vi morede os længe over det. Jeg er villig til at prøve mange variationer af risalamande (forudsat jeg stadig får den “rigtige” juleaften), men risalamande med rævesovs har jeg nu alligevel aldrig prøvet, og jeg tror heller aldrig det sker. Da vi fik fanget tjenerens opmærksomhed, beklagede han misforståelsen og forklarede, at han også havde undret sig over, at der havde stået to skåle i køleskabet.

Ved dagens afslutning var vi godt tilfredse med middagens udfald og så frem til næste dags arrangement.

—–

Morgenmaden var rimelig simpel, men der var et udmærket udvalg. Der var forskellige oste, nogle pølser, små pakker med smør og nogle med honning og syltetøj, hårdkogte æg, yoghurt, et stort udvalg af mysli og diverse toppings (tørrede banan, rosiner, nødder, forskellige morgenmadsprodukter), kringle, lyst brød, rundstykker, rugbrød og æg og bacon.

Brødet var fint og rugbrødet især var lækkert (jeg elsker friskt rugbrød). Pålægget var der som sådan ikke noget særligt ved. Kringlen var dog elendig. Den smagte ikke af noget, kun af fedtstof, og ikke engang cremen smagte af creme. Der skulle have været lidt perlesukker strøet på toppen – så ville den i det mindste have smagt sødt. Både æg og bacon var koldt, og baconen smagte ikke af bacon – den smagte ikke engang af kold, kedelig bacon, den smagte simpelthen ikke af noget. Det var en skuffelse.

Yoghurten var udmærket og som nævnt var der et stort udvalg af toppings. Det så dog ikke særlig professionelt ud, når de bare satte en åben karton ind på bordet.

Alt i alt var morgenmaden ikke imponerende. Der var noget til enhver smag, men det er tydeligvis ikke her de ligger nogen af deres kræfter. Jeg vil egentlig betegne brødet som det eneste plus, da jeg altid er fan af friskt brød. Resten var skuffende.

—–

Om eftermiddagen var der stort kagebord. Vi mødte op i god tid, så vi var sikre på at have frit valg fra alle hylder. Vi var lidt usikre på hvad vi skulle forvente. Udvalget havde en udmærket størrelse. Der var medaljer, studenterbrød, kringle, marcipantærte, vanillekranse og diverse andre julesmåkager.

Medaljerne var gode og smagte som medaljer skal smage. Kringlen var den samme som fra morgenmaden, så den gad jeg ikke spilde mere tid på, og småkagerne var tydeligvis købt i dåser fra et supermarked et sted, så dem gad jeg heller ikke bruge tid på.

Studenterbrød er generelt ikke en kulinarisk oplevelse, men det var ren nostalgi, da jeg ikke har spist et studenterbrød i årevis. Det smagte ganske udmærket. Marcipantærten var muligvis hjemmebagt, i hvert fald var det noget af det vi fik tilbudt aftenen før, da vi spurgte hvad de kunne tilbyde som dessert. Tjeneren var flink nok til at forhøre sig i køkkenet og tilbød os valget mellem marcipantærte og risalamande. Tærten var lidt en blanding. Dybest set smagte den rigtig godt, men der var en meget ujævn fordeling af dej og marcipanmasse. Ledsageren fik et fint stykke, men mit stykke bestod af halvt dej (den yderste kant) og halvt marcipanmasse, og det var mindre tilfredsstillende. Havde fordelingen været bedre, ville det have været en god kage. Tærten blev serveret med både flødeskum og creme fraiche til.

Under kaffe- og kagearrangementet fik vi udleveret menukort over aftenens gourmetmiddag, hvilket var meget rart, da vi så vidste, hvad vi havde at se frem til.

—–

Som velkomstdrink blev der serveret et glas crement d’Alsace. Da jeg ikke drikker alkohol, spurgte vi tjeneren, om jeg kunne få serveret en alkoholfri drink i stedet, hvilket han beredvilligt gik med til. Dette endte med at være et glas juice med grenadine, som smagte udmærket men ikke var noget videre. Når man ikke drikker alkohol, er det svært at finde spændende drinks. For det meste ender man med juice. En enkelt gang har jeg været et sted, hvor de serverede interessante drinks også for dem, der ikke drikker alkohol (dette var på et krydstogt sidste år), men derudover er valgmulighederne små.

Forretten var (som I kan læse jer frem til på menukortet) græskarpurésuppe med anderilette ravioli og græskarkerneolie.

Retten så flot ud, var meget dekorativ med græskarets skarpe orange farve. Suppen smagte også udmærket. Dertil var der en halv ravioli i midten, som også smagte rigtig godt. Alle delene smagte udmærket, men jeg synes balancen imellem dem var lidt forkert. Der var kun en enkelt bid ravioli, så man havde knapt nok mulighed for at nyde den. Jeg ville gerne have set et par stykker, eller måske tre, og så en smule mindre suppe for at afbalancere det hele. Raviolien forsvinder lidt i suppesøen.

Dertil blev der serveret brød – igen med hummus. Her ses mit stykke med form som en fisk.

Næste ret var skindstegt rødfisk med crudite af rodfrugter, salat og vinaigrette.

Crudite af rodfrugter viste sig at være det samme, som der blev serveret til forretten dagen i forvejen. Det så stadig flot ud – men det var selvfølgelig mindre imponerende anden gang vi fik det. Fisken smagte rigtig godt, og skindet var sprødt og lækkert. Man skal kigge lidt grundigt på billedet for at lokalisere fisken, men den er der. Den var lidt lettere at se ansigt til ansigt. Det var en fin let ret, der passede godt ind som del af en fem retters gourmetmiddag.

Anden hovedret var andebryst med pommes fondant, rødkålspuré, syltede rødbeder og andesauce.

Andebrystet var igen stegt rigtig godt, rødbederne smagte fint, og rødkålspuréen var en rigtig god og spændende idé. Pommes fondant er så lidt mere kompliceret. Da jeg så at vi skulle have pommes fondant, havde jeg forventet den udgave, der består af kartoffelmos blandet med krydderier og bagt i et fad i ovnen og herefter skåret ud. I stedet fik vi noget, der ligner en kogt kartoffel. Den er sikkert stegt på panden og herefter bagt i ovnen, som andre pommes fondant opskrifter foreslår, men det lignede til forveksling en kogt kartoffel. Jeg har ikke noget imod kogte kartofler – men jeg har noget imod kogte kartofler med smarte franske navne for at skjule at det er en kogt kartoffel. Jeg siger dog ikke at der ikke var tale om pommes fondant, kun at kartoffeltilbehøret ikke var så imponerende som jeg måske havde forventet.

Den første dessert var 3 danske oste med tilbehør og rugkiks serveret med oliven og ristede mandelsplitter.

Jeg er ikke den store ostespiser, vil jeg åbent indrømme. De stærke oste falder ikke helt i min smag. Jeg kan dog rigtig godt lide fx gouda, og jeg har ikke noget imod et godt ostebord engang imellem, forudsat det ikke er fyldt med skimmeloste og oste, der kunne være min morfars forældre. Det var dog et dekorativt udvalg med lidt for enhver smag, og de oste jeg ikke selv spiste, blev fordelt blandt de resterende gæster.

Den sidste dessert var en ren chokoladesymfoni bestående af chokoladekage med chokoladesorbet, chokospåner og myntesirup.

Den var lige i øjet. Chokoladekagen var mørk med masser af klæbrig lækker chokoladesmag. Isen var lavet på hvid chokolade, smagte fantastisk, og balanceret på et leje af lyse chokoladespåner. Myntesiruppen havde den helt rigtige blanding af myntesmag og sødme. Desserten var en klar vinder, og det var rigtig flot som de havde inkluderet alle tre former for chokolade: den mørke, den lyse og den hvide.

Efter middagen blev der serveret kaffe og te og fyldte chokolader – der var afmålt tre styks til hver. De så fine ud og smagte som fyldte chokolader er flest. Det var en rigig fin afslutning på aftenen – vi blev fuldt hele vejen igennem begyndende med velkomstdrink og sluttende med aftenkaffen.

—–

Til det negative kan man nævne den manglende professionalisme jeg oplevede ved bookingen af opholdet, og morgenmaden levede slet ikke op til resten af måltidernes standard, hvilket er synd. Kagebordet var lidt blandet, men havde stadig et fint udvalg og var en meget hyggelig idé at have med. Nu var det heller ikke kagebordet vi kom for. Okay, det havde måske en vis indflydelse på hvor vi bookede vores ophold …

Til alt det positive hører maden. Aftensmåltiderne var fantastiske, og selvom retterne fredag aften ikke var en del af en gourmetmenu, så kunne de nemt have været det. Tjenerne var dygtige og hjælpsomme, og alt dette for 1300 kr.? Dét er billigt.

Selve opholdet giver jeg fire kattepoter. Et ophold skal bedømmes på alle punkter, service så vel som morgen- og aftensmad og alle måltiderne her imellem, og der var som nævnt nogle enkelte ting, der trak ned. Jeg har dog overvejet sagen nøje, og da denne anmelderblog fokuserer mere på bespisning end den gør på ophold, så vælger jeg at bedømme Helnan Aarslev Hotel udelukkende for de måltider, som man kan tænkes at tage ud og spise på deres restaurant, det vil for de flestes vedkommende sige aftensmåltiderne – og derfor får Helnan Aarslev Hotel fem kattepoter.

TITEL: Helnan Aarslev Hotel

ADRESSE: Silkeborgvej 900, 8220 Brabrand

WEB: http://www.helnan.info/helnan-aarslev-hotel/

BEDØMMELSE: