Category Archives: god mad til rimelige priser

Café Pingvin – Aalborg

30. marts 2015

Vores påskeferie bragte os også et smut til Aalborg, hvor jeg med internettets hjælp havde afluret et godt sted at indtage vores frokost. Da jeg er vild med alt hvad der ligner tapas og småretter, hvor jeg kan smage alskens forskelligt, faldt valget hurtigt på Café Pingvin i Aalborg, især da jeg opdagede at de også serverede desserttapas!

Det var en helt almindelig mandag, så der var ingen problemer med at få et bord til frokost, oggså selvom vi kom uanmeldt. Restauranten er ganske nydelig og hyggelig at befinde sig i, og for 198 kr kunne vi frit vælge 6 småretter fra deres menukort (om aftenen koster samme antal 236 kr). En treenighed af desserttapas fik vi for 68 kr pr person, og drikkevarerne løb op i 32 kr for os begge to, bestående af en flaske sodavand og isvand, som de løbende fyldte op af. Dyrt synes jeg derfor ikke det er.

2015 Cafe Pingvin 300315 (15)

Menukortet er varieret, og der er noget for enhver smag. Ledsageren valgte lynstegt tun, djævleæg, tre små oste, rilette af confiteret andebryst, hummus og en quesadila-rulle med blandt andet kylling og talte godt om alle retter. Nogle af menukortets elementer gør sig bedst sammen med noget andet, men det er så også derfor, at man kan kombinere, som man har lyst. Den confiterede and (en af ledsagerens favoritter) var derfor kun kød, så den er måske knapt så spændende at spise alene, men heldigvis var der også en stor portion salat på tallerkenen.

2015 Cafe Pingvin 300315 (3)

Jeg valgte braiseret svinekæbe, asiatisk risotto med citrongræs, quiche med laks og spinat, løgfritter, confiterede kartofler sprødstegt chorizo og jordskokkesuppe. Den asiatiske risotto var nok min favorit. Smagen af citrongræs var lige tilpas, hvilket kan være svært at balancere, da citrongræs kan være meget dominerende. Jeg kom også frem til, at ledsagerens confiterede and ville have passet fortrinligt sammen med. Svinekæben var veltilberedt, men jeg kunne måske godt have tænkt mig at den kom fra et lidt større svin! Til kødet fulgte en rigtig god selleripuré og noget æblekompot, og alle tre elementer smagte meget lækkert. Jeg synes dog det var lidt ærgerligt at spiste man alle tre elementer på én gang, så overdøvede æbledelen de andre.

Løgfritten havde en tilpas størrelse og blev serveret sammen med en meget lækker krydderurtedip. Den var dog stegt lige hårdt nok. Skulle den have været helt perfekt, så havde den været sprød uden på og blød indvendig, og til det formål kunne den godt have klaret lidt mindre varme. Jordskokkesuppen var rigtig god, men smagte måske ikke helt så meget af jordskok. Til gengæld var der masser af baconknas i, og den havde en god konsistens.

Min ret med kartoffel og chorizo blev serveret stablet som små bjælker, og der var rigtig god smag i denne ret også. Den lille tærte med laks og spinat var også fin, men der var en del problemer med serveringen og præsentationen af den. Af en eller anden grund var tærten ikke klar, da tjeneren kom med alt det andet, så det lykkedes mig aldrig at få et godt billede af alle mine små retter. Først ventede jeg, men så var ledsageren jo gået i gang med sin mad, så det var jeg også, da tærten endelig kom. Derudover synes jeg det var rigtig synd for helhedsindtrykket at de i stedet for at bage minitærter serverer en lille trekant dynget til med en klat cremefraiche. Det så meget uelegant ud, og det synes jeg er ærgerligt når resten tager sig så flot ud på tallerkenen. Selvom det i sidste ende er smagen at vi vurderer mad på, så spiller alle de andre sanser også en rolle, og det betød at tærten nok var det på tallerkenen, som jeg var mindst vild med.

Til dessert valgte vi hver tre retter. Ledsageren valgte hvidvinspocheret pære med myntecreme samt estragonsorbet på en bund af malt-crunch, jeg fik karamel panna cotta med pære og chokoladecheesecake med limecreme, og vi gik begge efter deres mousse af passionsfrugt med granatæblekerner. Ledsagerens to første desserter var meget spændende, og både estragon, malt-crunch og mynte fungerede rigtig godt. Estragonsorbeten var ikke en portion blendede krydderurter, så er man lidt eventyrlysten, kan begge retter varmt anbefales.

2015 Cafe Pingvin 300315 (18)

Karamel panna cottaen var god, absolut ingen tvivl om det – men den blegnede fuldstændig ved siden af de to andre retter. Moussen smagte ikke rigtig af passionsfrugt, til gengæld var den tyk, fed, cremet og vanvittig lækker og egentlig var den god nok i sig selv (også uden den lovede passionsfrugt) sammen med granatæblekernerne. Chokoladecheesecaken var solid, sprød og helt fantastisk og limecremen var også meget lækker. Jeg synes dog det var synd, at cremen – ligesom fx cremefraichen på tærten – var klasket ganske uelegant på toppen. De fleste af deres retter tager sig rigtig flot ud på tallerkenen, mens andre får det til at se ud som om, at det går alt for stærkt i køkkenet uden tanke for de små detaljer. Præsentationen mangler ensformighed, så det hele ser smukt ud, når det serveres.

Jeg er meget begejstret for stedet. De havde et rigtig godt udvalg og det hele smagte lækkert, lige med undtagelse af nogle enkelte fodfejl. Desværre er der langt til Aalborg herfra hvor vi bor, men er vi i området, så kommer vi glædeligt igen. Tjenerne var venlige og hjælpsomme – og da jeg uforvarende smed en kniv på gulvet, kom der straks en tjener springende og spurgte om det var kniven eller gaflen, og så byttede vi. Priserne er rimelige, stemningen god, maden lækker – og derfor får Café Pingvin i Aalborg fire snappe kattepoter herfra.

TITEL: Café Pingvin

ADRESSE: Adelgade 12, 9000 Aalborg

WEB: http://www.cafepingvin.dk

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Reklamer

Restaurant Zur Nordsee – Nordstrand, Tyskland

27. marts 2015

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (4)

Vores påskeferie tog os blandt andet til det nordlige Tyskland til den lille halvø Nordstrand. Der er ikke så langt til fastlandet og flere restauranter, men området har også selv noget at byde på. Den første aften fandt vi vej til en hotel & restaurant med navnet “Zur Nordsee“. Restauranten ligger også helt ned til vandet, og kommer man på en lun sommerdag og kan sidde udenfor, så har man ganske sikkert også en pæn udsigt. Efter aftensmaden var det lidt for mørkt og lidt for koldt til at vi gad udforske området yderligere.

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (2)

Restauranten er ganske nydelig og hyggelig at sidde i, og der er god plads ved og omkring bordene – i modsætning til de fleste danske restauranter, hvor man altid klemmer 4-5 ekstra borde ind efter der allerede er fyldt op. Jeg har engang prøvet (på en dansk restaurant) at blive placeret ved et to-mands-bord, og da tjeneren kom med vores mad, satte han den selv i vindueskarmen. Det synes jeg i grunden er lidt af en falliterklæring. Men på restaurant Zur Nordsee var dette ikke et problem.

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (19)

Det var en fredag aften, men der var ikke fyldt op. Vores ferie lå også primært lige før påskesæsonen, så de var ikke helt startet op endnu. Der kom dog en del flere gæster, mens vi sad der, så der skete da lidt. De fleste virkede til at være lokale, som tjeneren kendte ganske godt.

Zur Nordsee er primært en fiskerestaraunt med en meget ubehjælpsom hjemmeside. Kan man se igennem det kiksede design, så findes der rent faktisk et menukort på siden – et eller andet sted. Man kan dog ikke helt regne med menukortet. Prisniveauet passer, men dagens fangst har indflydelse på hvad der ender med at blive serveret, så nogle af de retter vi havde læst os til var der ikke, mens nye var blevet tilføjet. Det gjorde mig dog intet, da en af de nye retter tiltalte mig endnu mere end dén jeg havde haft kig på.

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (6)

Jeg bestilte en “Kaptajnstallerken”, hvor man fik 5 forskellige fiskeretter, og tallerkenen så meget imponerende ud, da den blev sat på bordet. Ledsageren fik en art fiskefilet med en hvid fisk og svampe, og vi fik begge hver en salattallerken og en skål kartofler med bacontern til deling.

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (11)

Kartoflerne smagte fint, og salaten var OK men generelt uimponerende, og meget mærkeligt sammensat! Der var fx én halvtør mandarinbåd og en skive kiwifrugt med skal. Det så meget kunstnerisk ud på toppen, men nedenunder var det egentlig bare lidt kedelig agurk. På min fisketallerken var der af en eller anden årsag en vindrue, et ananaskirsebær, et stykke melon, endnu en mandarinbåd og et stykke ananas. Joh, det så da vældig imponerende ud til at starte med, men det passede ikke til nogen af retterne, så jeg forstod ikke helt pointen med dem, må jeg indrømme.

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (17)

På min tallerken var der en skive meget god røget laks, et kæmpe stykke sild og friske nordsørejer, hvilket nok var en af mine favoritter på tallerkenen. De smagte bestemt friske og ikke optøede. Der var også en lille udgave af ledsagerens store panerede fisk og nogle store rejer serveret med en meget lækker hvidløgsdressing. Det var dog her omkring at det begyndte at gå ned af bakke, for (i hvert fald) den ene af rejerne havde ikke fået fjernet tarmen (kan du se den sorte streg på billedet nedenfor?), og det bryder jeg mig ikke om. Hvem har lige lyst til at spise urensede tarme? Alle retterne var bestemt udmærkede, men de så noget mere imponerende ud ved servering. Der manglede et eller andet – noget mere – noget der kunne løfte smagsoplevelsen tættere på førstehåndsindtrykket. Meget af det vare bare “fisk” (omend veltilberedt fisk) og ikke noget til at samle det til en hel ret.

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (14)

Prismæssigt lå alle retter mellem cirka 14 og 22 euro – min tallerken kostede vist 17 euro, hvilket svarer til under 130 kr, så det er billigt efter danske standarder. Deres drikkevarer er dog hvad de tjener mest på – ligesom herhjemme. Vi betalte cirka 120 kr for vand, et glas saft til mig og en øl til ledsageren.

Det var et udmærket sted med mad, som de godt kan være stolte af – men der manglede lige lidt på smagene hvis det skal op og være hvad det ved første øjekast så ud til at være, og så skal man altså ikke servere skaldyrstarme for gæsterne. Er vi i nærheden en anden gang, kommer jeg dog gerne forbi igen, derfor får Zur Nordsee i Nordstrand i Tyskland tre kattepoter.

TITEL: Zur Nordsee

ADRESSE: Norderhafen 22, 25845 Nordstrand – Tyskland

WEB: http://www.zur-nordsee.de/

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Bolero Bar – Lübeck

16. juli 2014

Vores besøg i Lübeck i sommerferien involverede også indtagelse af aftensmad på Bolero Bar, hvilket er en tysk kæde, så de har også restauranter andre steder. Egentlig er det en bar, men de serverer også mad.

De har et rigtig flot og spændende udvalg af alkoholfrie drinks, hvilket er meget rart, da de danske tilbud til os, der ikke drikker alkohol, typisk begrænses til sodavand og appelsinsaft. Bolero Bar har Happy Hour mellem kl. 17 og kl. 19, så derfor fik jeg min drink til 3,9 euro (cirka 30 kr.) i stedet for 5,9 euro.

2014 Lubeck Bolero Bar 160714 (4)

Efter nøje at have studeret drinkskortet, faldt mit valg på deres “Dragon Eye”, der lød som en spændende drink med blandt andet kokosmælk, fløde og grenadine. Man skal sikkert ikke tænke for meget over kalorieindholdet! Den smagte dog lækkert og forfriskende.

2014 Lubeck Bolero Bar 160714 (1)

Ledsageren fik sig en Carlsberg øl til 3,9 euro, og vi delte en flaske vand på 0,75 liter til 5 euro, hvilket jeg synes var rimeligt dyrt, men det er drikkevarer altid, når man spiser ude.

Menukortet havde almindelige caféretter til rimelige penge – prisniveauet var omkring 10-15 euro (ca. 75 – 150 kr.). Ledsageren fik en grillplatte til 14 euro, og jeg en omgang blandet enchilada til 11.

Ledsagerens grillplatte bestod af tre slags kød, en portion udmærkede pomfritter, lidt dyppelse og en lille portion coleslaw. Det smagte efter sigende godt og var veltilberedt. Hvis det var mig, ville jeg nok gerne have haft lidt salat til, men den mandlige ledsager var tilfreds.

2014 Lubeck Bolero Bar 160714 (7)

Min enchilada-ret bestod af tre forskellige enchilada: en med kylling, en med oksekød og en med vegetarisk indhold. Sidstnævnte var dog meget svær at finde blandt de to andre, da der var bønner og så videre i dem alle sammen. Hele retten blev serveret i et lille fad, druknet i ost og gratineret næsten til ukendelighed. Både kylling og oksekød var dog begge udmærket – kyllingen en anelse til den tørre side, men de smagte begge godt. Oksekødet var helt kød, ikke hakket kød, men det var en meget fed udskæring, som jeg ikke var helt så vild med. Jeg fik på et tidspunkt et helt stykke fedt i munden, hvilket ikke var en god oplevelse. Størrelsesmæssigt var det en tilpas stor portion.

2014 Lubeck Bolero Bar 160714 (9)

Til retten blev der serveret en lille skål salat, der smagte frisk og udmærket. Der var ikke tale om sindsoprivende grøntsager, men det var en fin kvalitet. Desværre var grøntsagerne dænget til med alt for meget dressing, der især samlede sig på bunden af skålen. Jeg gad ikke spise den sidste halvdel af salaten, da det hele til sidst sjappede i dressing.

2014 Lubeck Bolero Bar 160714 (10)

Det var en meget varm sommerdag, da vi kom på besøg, så vi spiste udenfor, og i Tyskland har de andre regler for rygning end vi har hjemme i Danmark, og der tages ikke hensyn til andre spisende gæster – men det gør danske rygere selvfølgelig også sjældent. Spisestedet var pænt fyldt op på en onsdag i sommerferien, men det lykkedes os at finde et bord uden at have bestilt i forvejen. Går man forgæves, er der mange andre caféer i nærheden at vælge imellem, så fortvivl ej.

Generelt var maden nydeligt præsenteret, priserne rimelige og maden udmærket uden at være det helt store. Kommer man når der er Happy Hour, så er drinkspriserne også overkommelige, så jeg vil egentlig gerne flotte mig og give Bolero Bar i Lübeck tre kattepoter. Eventuelt kan man kigge på deres hjemmeside efter deres andre filialer, hvis man ikke vil tage helt til Lübeck efter aftensmaden.

TITEL: Bolero Bar

ADRESSE: Breite Straße 1-5, 23552 Lübeck

WEB: http://luebeck.bolerobar.de

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Café Niederegger – Lübeck

16. juli 2014

2014 Cafe Niederegger 160714 (22)

Lübeck er kendt for mange ting, men en af de aspekter, som jeg primært forbinder med Lübeck, er marcipanmuseet. Marcipanmuseet Niederegger er dog mere end blot et museum – det er også en butik, hvor de sælger deres varer, og på 1. sal er der caféområde, hvor man kan indtage alskens former for kager. De sælger også almindelig mad, så man kan fx også spise morgenmad (en komplet morgenmad koster cirka 12 euro per person, hvilket er billigere end morgenmaden på de omkringliggende hoteller, og sikkert også meget bedre!) og frokost i deres café. Derudover havde de også spændende isanretninger. Vi kom der dog specifikt for at spise kage.

I stueetagen ligger butikken, hvor de sælger mange flotte marcipanprodukter. De har et stort udvalg og nogle meget imponerende figurer. De flotte marcipanfigurer smager dog ikke så godt, da de jo er behandlet med et eller andet, der gør dem mere langtidsholdbare, så det er ikke ligesom når nogle af os herhjemme til jul ruller lidt lyserød marcipan til grise og nisser. De er mest til pynt, synes jeg, men de kan selvfølgelig godt spises alligevel. Marcipanbutikken sælger dog også mere almindelige marcipanbrød og lignende, og man kan her også købe kage til at tage med hjem.

På 2. etage ligger marcipanmuseet, som er lille men bestemt et besøg værd hvis man er i nærheden.

I caféområdet udvælger man sig et bord, hvorefter der kommer en tjener rundt for at tage imod bestilling. Dette er dog primært bestilling af drikkevarer og alt andet, der ikke falder ind under kategorien “kage”. Skal man have kage, skal man henvende sig ved konditorskrænken, hvor tjeneren placeret der så skærer dine stykker ud, og tjeneren som tog imod bestilling af drikkevarer leverer herefter kagen til bordet.

2014 Cafe Niederegger 160714 (18)

Der var høflig og hurtig betjening, og vi bestilte en iskaffe med marcipan samt en kop varm chokolade med marcipan. De smagte begge udmærket. Marcipansmagen var ikke så tydelig i nogle af drikkene, men var dog til stede. Kakaoen var dog mere lunken end varm.

2014 Cafe Niederegger 160714 (14)

I centrum af caféområdet er der et stort kagedisplay, hvor der er kager i alle former og afskygninger, så der er noget for enhver smag. Det hele så meget lækkert og indbydende ud, og det var meget vanskeligt at vælge! Vi var to af sted, og vi havde besluttet os for at dele tre stykker, men det ekstra stykke gjorde det ikke nemmere at vælge. Kagedamen ved disken var meget hjælpsom og forklarede venligt hvad der var i de forskellige kager, når man spurgte, men det ville have været rigtig godt at have haft et menukort over kagerne på bordene, så man lettere kunne forberede sig. Heldigvis havde jeg nærstuderet deres hjemmeside inden vi tog på ferie, så jeg havde lidt en idé om hvad jeg gerne ville prøve.

Et kagestykke kostede 3,50 euro, hvilket cirka svarer til 30 kr, og det synes jeg er en rigtig fin pris for et stykke kage af den kvalitet. Der var tale om flotte og velsmagende kager, hvor nogle dog også var meget bastante og kompakte, men cirka 30 kr er billigt for et stykke gourmetkage, i hvert fald efter danske standarder, hvor et stykke kage snarere koster det dobbelte.

2014 Cafe Niederegger 160714 (15)

I sidste ende blev jeg alligevel enig med mig selv om, hvilke tre kager der skulle prøves, og valgene faldt på: “Helle baumkuchentorte”, “Fürst Pückler torte” og “Schwarzwälder kirschtorte”.

Helle baumkuchen er essentielt en god solid mazarinkage. Den havde et fantastisk snit og var dækket af et tykt lag marcipan, så man fik helt sikkert noget for pengene. Den var dog forholdsvis tung og kunne have haft godt af lidt creme, fx flødeskum eller vanillecreme. Den var dog meget lækker, og jeg synes det var en smuk kage.

2014 Cafe Niederegger 160714 (19)

Fürst Pückler torte havde en svag romsmag og en meget bastant vanillecreme, der mindede lidt om smørcreme. Den var ikke så cremet, som jeg havde regnet med, men den var stadig god. Igen var den dekoreret med et tykt lag marcipan samt et tykt lag chokolade.

2014 Cafe Niederegger 160714 (20)

Schwarzwälder kirschtorte var ledsagerens valg, og dette endte også med at være hans favorit, skønt jeg ikke fandt den så spændende. Til forskel fra de to andre var denne her dejlig cremet med flødeskum, så den passede rigtig fint som supplement til de to tungere kager. Der var masser af kirsebærfyld, skønt jeg savnede en anelse knas eller lignende, en eller anden form for ekstra element.

2014 Cafe Niederegger 160714 (21)

Alle kagerne så fantastiske ud, og da jeg er vild med forskellighed, så var deres store udvalg næsten overvældende. Jeg bliver i hvert fald nødt til at besøge Lübeck igen for at prøve noget mere af menukortet. Det er god smag, god kvalitet, godt udvalg til en god pris, så derfor får marcipanmuseum og -café Niederegger i Lübeck fire kattepoter.

TITEL: Café Niederegger

ADRESSE: Breite Str. 89, gegenüber der Rathaustreppe, 23552 Lübeck

WEB: http://www.niederegger.de/

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Goma – Odense

4. december 2014

2014 Restaurant Goma 041214 (2)

Vi er glade for sushi hjemme hos os – og sådan set også for japansk mad, god mad, spændende mad og hvad man nu ellers kan finde på af gourmet-inspirerede oplevelser. I Odense centrum ligger en restaurant kaldet Goma, som vi havde hørt mange gode ting om, og som vi i noget tid havde snakket om at vi skulle besøge. Her i december måned blev det så endelig til noget.

Restauranten er indrettet lidt sjovt, så på stueplan ligger baren, mens restauranten er placeret et tak nedenunder. Der er mange vinduer, så det er ikke et lukket kælderrum, men jeg synes nu det var lidt spøjst at min udsigt til resten af verden det meste af aftenen bestod af ben og en kæmpe juleølreklame på bygningen overfor.

2014 Restaurant Goma 041214 (1)

Vi havde reserveret bord til kl. 18, hvilket jeg ikke synes er tidligt, men alligevel var vi de første gæster, med undtagelse af en gruppe oppe i baren. I løbet af de næste par timer blev der dog fyldt godt op blandt bordene. Restauranten er ikke så stor, og lyden blev lidt dårlig jo flere gæster der var – især bargruppen fra tidligere. Da de gik, blev det næsten muligt at høre hvad personen overfor sagde.

Vi blev assisteret af en meget venlig tjener, og jeg vil sige at tjenerne gjorde rigtig meget for at gøre vores aften til en fantastisk oplevelse. De er venlige, imødekommende og afslappede. Vores tjener tog sig god tid til at fortælle os hvordan og hvorledes og hvad der blev serveret, og der var ingen hastværk, selvom der til sidst var rigeligt med gæster.

Skal man nævne et negativt aspekt ved Goma, så er det deres uoverskuelige menukort, for der er rigtig mange forskellige retter, og er det første gang at man kommer på besøg, så kan det være meget vanskeligt at danne sig et overblik. De har dog også nogle færdigt sammensatte menuer, og ellers står tjenerne klar til at guide de besøgende let og elegant gennem måltidet, hvilket vores tjener også gjorde os opmærksom på. Vi kunne bare opsætte nogle regler, og så skulle han nok sørge for resten.

Vi var meget åbne for at prøve lidt af hvert og gjorde opmærksom på, at vi var meget glade for sushi men at vi også gerne ville prøve andre spændende japanske retter. Vi sagde derefter at vi ikke ville have edamamebønner (for jeg kan købe en pose for 15 kr. i supermarkedet, mens de på Goma tager 70 kr. for en lille portion! Vi er glade for god mad men ikke for at blive snydt), østers, foie gras, nigiri, sashimi eller suppe (jeg bryder mig ikke om miso-suppe, men suppe serverer de heldigvis intet af på Goma, så det var en nem regel at komme udenom). Tjeneren tog imod vores regler uden at fortrække en mine og sammensætte herefter en spændende menu til os.

2014 Restaurant Goma 041214 (6)

Første servering bestod af to retter. Den ene var en lille sort støbejernspande med lækker laks, vinduer, en sødlig dressing og knuste wasabinødder. Sidstnævnte fungerede rigtig godt og gav både knas og styrke uden at overdøve. Retten med laks var en af vore favoritter, og den mørke støbejernspande stod i smuk kontrast til de flotte pinke og grønne farver.

2014 Restaurant Goma 041214 (7)

Den anden ret var en meget syrlig ret med tun, en art salat, flæskesværspulver (ja, du læste rigtigt) og en syrlig dressing jeg ikke helt kan placere. Den var lidt hen af grapefrugt (tjeneren nævnte hvad det var, men jeg erindrer ikke de mange detaljer). Jeg må dog indrømme at jeg ikke var så vild med denne ret – den blev simpelthen for sur til mig, men ledsageren kunne godt lide den, og fisken i sig selv fejlede ikke noget.

2014 Restaurant Goma 041214 (9)

Anden servering var også en af mine favoritter (jeg må indrømme at jeg havde mange favoritter denne gang). Ved første øjekast troede jeg at det var tempurarejer, men det var i virkeligheden hvide asparges omviklet med tynd røget skinke og herefter paneret. Den røgede smag passede fantastisk til den hvide asparges og den sprøde panering, og det er første gang jeg har smagt asparges på denne måde. Det kan bestemt anbefales.

2014 Restaurant Goma 041214 (12)

Tredje servering bestod igen af to retter, og her fik vi verdens bedste tempurarejer. Der er slet ingen tvivl. Rejerne var perfekt bløde og paneringen dejlig sprød og knasende. Alle andre tempurarejer jeg har smagt har været mere eller mindre seje, hvilket ikke betyder at de på nogen måde smagte dårligt, men Gomas tempurarejer var simpelthen bløde og sprøde på samme tid og smagte helt friske, som om de lige havde fisket dem op af brønden udenfor. Det her var derfor også en af aftenens mange favoritter. Og måske endda favoritten blandt favoritter. Næste gang jeg kommer på Goma, så er tempurarejerne den ret, som jeg helt sikkert bliver nødt til at bestille igen.

2014 Restaurant Goma 041214 (13)

Den anden ret var en saltet torsk med cashewnødder, og den var også meget lækker. Jeg var rigtig glad for den måde tjeneren sammensatte vores menu på, da vi fik alt fra torsk og laks til tun og rejer. Alle råvarerne var friske og lækre.

2014 Restaurant Goma 041214 (15)

Fjerde severing var et stort sushifad med fem forskellige slags sushi. Der var en simpel hosomaki med spicy reje, og den var rent faktisk lidt spicy. Jeg er normalt ikke så stor fan af hosomaki, da de kan være meget kedelige, men denne her var der faktisk god smag i. Der var også en sushi med en lækker sprød tempurareje i, som tjeneren anbefalede at vi startede med, da den blev serveret lun. Den var, som de andre, meget lækker. Det hele så smukt, friskt og appetitligt ud.

Vi havde egentlig regnet med at vi skulle have haft lidt mere efterfølgende, da der var et eller andet i mig, der ikke havde lyst til at slutte med sushi, men efter vi havde siddet lidt, så fandt vi ud af, at vi i grunden ikke havde plads til mere, selvom jeg havde stor lyst til at kaste mig over nogle flere af deres spændende retter – eller i det mindste bestille en ekstra omgang af deres fantastiske tempurarejer.

Men ak, maven satte en stopper for de tanker, så vi så os nødsaget til at bede om regningen.

Af drikkevarer fik vi isvand, og derudover bestilte ledsageren et glas bobler til 70 kr. og jeg fik en alkoholfri “Goma” drink til 55 kr. To tredjedele af min drink var isterninger, men den smagte rigtig godt alligevel. Der var et stykke lime og appelsin i glasset, så det så meget dekorativt ud. Drinken var tilpas sød og syrlig med masser af god smag i, men selvfølgelig var prisen i den dyre ende. De var generelt dyre med drikkevarerne, bortset fra isvandet, som vist var gratis, men det er jo ikke usædvanligt for restauranter.

2014 Restaurant Goma 041214 (5)

Da aftenen sluttede var jeg på ingen måde i tvivl, og det fremgår sikkert også meget tydeligt af min anmeldelse. Restaurant Goma i Odense får fem kattepoter, uden nogen som helst form for tøven. Jo, der var en enkelt ret, som jeg ikke brød mig om, men det er mere min smag end det er selve retten. Vores tjener sikrede os en rigtig god aften fyldt med spændende og lækker mad. Vores samlede besøg kostede os 819 kr., hvilket jeg ikke synes er dyrt for mad i den kaliber. Det kan selvfølgelig gøres dyrere, afhængig af hvad man bestiller og hvor mange glas vin man vil have, men man kan sagtens tage på Goma og spise sig mæt og glad for under 500 kr. per person, så det er i hvert fald ikke prisen, der bør afholde dig fra at komme forbi!

TITEL: Goma

ADRESSE: Kongensgade 66-68, 5000 Odense C

WEB: http://goma.nu/

BEDØMMELSE:          Kattepoter5small

Flammen – Kolding

18. juli 2014

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (4)

For snart mange år siden åbnede der en “Restaurant Flammen” i Odense. Vi hørte mange gode ting om stedet, og da jeg er gift med en kødekspert, var det bestemt et sted vi skulle besøge. Der findes mange restauranter vi gerne vil spise på, og tiden er knap. Da det endelig lykkedes os, mange år senere (sådan føles det i det mindste), at få tid, lyst og planer til at hænge sammen, var det sjovt nok Restaurant Flammen i Kolding vi endte på. Men vi nåede frem til sidst!

Selve restauranten er meget nydelig og har et flot, åbent grillområde lige ved siden af indgangen og vinduet ud til vejen, så interesserede mennesker kan følge med i hvad der sker. Vi kunne lugte kullene på vej derhen, hvilket fungerer lige så godt som når man kan dufte de friskbagte vafler fra ishuset om sommeren. Personalet var flinkt og hjælpsomt, og der var to ansatte ved grillen den aften, og de løb aldrig tør for kød. Vi skulle til teaterforestilling kl. 20, så for at sikre at vi ikke sad og kastede maden i munden havde vi bestilt bord til kl. 17, hvor de åbner. Det viste sig at være en god idé, for cirka en time senere var restauranten fyldt godt op, og der var lange køer ved buffetbordene. Man kunne godt ønske sig lidt mere benplads i det område, for det var næsten ikke til at komme til. Heldigvis havde vi på det tidspunkt allerede været der et par gange, så vi følte ikke at det trak ned i vores oplevelse, men det ville det nok have gjort hvis vi havde bestilt bord til kl. 18.

Aftenbuffeten koster 219 kr. per person, hvilket jeg synes er billigt, hvis man møder op med fuld intention om at spise sig mæt i kød samt smage på det store udvalg. Går man efter de billige tilbehørsretter, smager kun et enkelt stykke kød eller vælger de billige kødstykker, så betaler man en høj pris. Hvorvidt det kan betale sig, er derfor lidt op til en selv og ens appetit.

Drikkevarerne er til gengæld dyre. En stor sodavand koster 64 kr., og kildevand koster 35 kr.

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (6)

Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at smage på så meget af kødet som muligt, men i sidste ende løb jeg tør for appetit. De to grillmestre var flinke til at fortælle hvad det forskellige kød var, og de skar også gerne små skiver af hvis man bad om det. Udvalget af kød varierer lidt, men da vi var der fik vi serveret følgende:

På grillen var der and, som var lækkert og tilpas saltet. Kængurukødet var fint og blødt, uden at kødet dog smagte mere specielt end andet kød. Vores rejse til Australien tidligere på året har dog lært os at kængurukød hurtigt kan blive tørt, da det er så magert, men det var ikke tilfældet her.

Der blev løbende grillet grillpølser, hvilket jeg dog ikke nåede at sætte tænderne i. Der var 3 slags Black Angus stege: en der var stegt som amerikanersteg (jeg ved ikke helt hvad det indebærer), en med noget chilimarinade, og det tredje husker jeg ikke.

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (10)

Måske det bedste kød jeg fik den aften var et meget, meget lækkert og mørt oksespidsbryst. Der var også nogle rigtig gode spareribs, fulde af smag og masser af kød. De billige spareribs man kan købe som halvfabrikata fra blandt andet Jensens er mere fedt end kød, men det var ikke gældende her. Flammens spareribs var også en af mine favoritter.

Der var lam med god smag, og en udmærket pulled pork. Der var ribbenssteg med noget fyld indeni, en fars af en art, og ved siden af farseret vildsvin, som også var godt.

Der var en slags sammenkogt ret, som jeg desværre ikke nåede til, da mit blik faldt på andre ting, og der var kalkun.

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (8)

Deres kronhjort var stegt lidt for hårdt og var derfor tør i kanten, men den var fin inde i midten. Ledsageren var generelt også tilfreds med alle sine kødsmagsprøver, men oplevede også en enkelt variant, der var tørstegt (jeg erindrer ikke hvilken). Overordnet set var kødet meget godt, udvalget stort, og det så vældig appetitligt ud på grillen, hvor man selv gik op og udpegede det dyr man ville have med tilbage på sin tallerken.

Vi er vist efterhånden oppe på 14 forskellige slags kød, og jeg kan ikke garantere at jeg ikke har glemt noget.

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (1)

Til forret var der koldrøget laks, der dog var lidt for køleskabskoldt da jeg fik det, og derfor ikke en specielt vellykket oplevelse. Vi kom selvfølgelig lige ved åbningstid, men det er naturligvis ikke ensbetydende med at vi skal have serveret mad af ringere kvalitet. Derudover smagte laksen ellers OK. Ledsageren fik suppen, der var god og kraftig og med masser af fyld (skønt han medgav at han fiskede lidt da han øste op).

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (2)

Blandt de lune retter var der også lasagne, der havde en god konsistens men desværre var for salt, så den var ikke helt behagelig at få på tungen. Der var nye kogte kartofler vendt i olie og krydderurter (kogt tilpas), samt pomfritter og ovnbagte kartofler. Ledsageren var meget glad for sidstnævnte, som jeg dog ikke fik smagt. Jeg var til gengæld helt vild med deres friturestegte rodfrugtchips, som jeg tog af flere gange. Der var indbagt kylling og blæksprutteringe – begge dele småkedeligt men OK. Der var også kartoffelmos, som jeg tog en smule af for lige at komme hele vejen rundt. Det var neutralt i smagen, men havde en fin konsistens. Der var også stegte svampe, som stadig var faste og ikke udblødte.

Som tilbehør var der også tre forskellige sovse, hvoraf de to var bearnaise og en svampesovs, og den sidste husker jeg ikke. Der var noget rigtig lækkert skær-selv-brød med gode kerner i, hvilket jeg altid er fan af.

Salatbaren var også velassorteret og sat op i mange små skåle, så det hele så meget flot og nydeligt ud. Jeg kan umuligt huske det hele, men jeg kan nævne det følgende:

Tre slags salatblade, hvoraf den ene var rucola, og de to andre husker jeg ikke præcis. Cherrytomater, ærter, majs, sukkerærter, revet gulerod, rødløg og radiser. Diverse nødder, kartoffelchips og solsikkekerner. Rosiner, croutoner, feta og almindelig ost i små tern. To slags råkost – en rød med rødkål og en gul med pastinak.

Der var forskellige dressinger – heriblandt en tzatziki, der var OK men ikke noget særligt, og en guacamole, som jeg ikke syntes smagte godt. De får point for at der var lidt spicy smag i og for at de rent faktisk brugte avocado til at lave den! De fleste steder blender de af en eller anden grund guacamolen til en tynd suppe, men her var der fine små avocadoklumper i, hvilket jeg var meget imponeret over. Men konsistensen var ubehagelig grynet, og jeg brød mig ikke om at spise den.

Der har snildt været 40-50 forskellige slags fødevarer på salatbuffeten. De havde alle de helt almindelige varianter, som man også ser andre steder, som fx ærter og majs, til gengæld havde de 20-30 andre ting også. Dressingerne tæller med som en del af salatbuffeten.

Som noget særligt i juli måned var der også koldskål på bordet, serveret i en stor skål fyldt med enorme isterninger. Den smagte OK og helt almindeligt. Som tilbehør var de billige kammerjunkere og crüsli koldskålscrunch. Ledsageren var på det tidspunkt for mæt til at gøre brug af desserten, men jeg kan næsten altid finde plads til det søde punktum. Det var ikke den store eller sindsoprivende dessert, men jeg synes det var et rigtig fint indslag i de varme sommermåneder, og jeg synes det var rigtig rart at slutte af med noget køligt.

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (12)

For at opsummere så havde vi en rigtig god aften på Restaurant Flammen, hvor det hele tog sig godt ud, og det meste smagte godt. Vi glæder os til næste gang vi skal på besøg (måske denne gang faktisk i den by vi bor i), og derfor får Restaurant Flammen fire velfortjente kattepoter.

TITEL: Restaurant Flammen Kolding

ADRESSE: Haderslevvej 145, 6000 Kolding

WEB: http://www.restaurant-flammen.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Niso Sushi – Sønderborg

14. juli 2014

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (14)

Sommerens lune vejr har ført til besøg på nye restauranter, og sommerens første restaurant var Niso Sushi i Sønderborg.

Førstehåndsindtrykket bestod af en restaurant med rene og pæne lokaler, dog lidt slidte menukort, hvilket nok fjernede lidt af glimmeret. Der var et sushibånd af god størrelse lidt længere tilbage i lokalet, og det var egentlig lidt ærgerligt at det var placeret så langt væk fra vinduet, da det så var svært at se fra gaden. Både os og gæsterne før os blev placeret bag sushibåndet, det vil sige at for forbipasserende så restauranten nok meget tom og lukket ud.

Vi var to af sted, og vi skulle selvfølgelig begge have Running Sushi, hvilket koster 168 kr. per person søndag til torsdag og 188 kr. i weekenden, hvilket jeg synes er en rimelig pris. Priserne for drikkevarer ligger dog i den dyre ende. Et stort glas sodavand til ledsageren kostede 45 kr., og en halv liter kildevand til mig kostede 25 kr. Vi spurgte om vi kunne få en kande isvand, hvor tjeneren gav os det lidt komiske svar, at “Vi har ikke postevand”. Jeg ved ikke helt hvordan de vasker op, så? Spritbaseret rengøring? Jeg ved godt at vand er den billige drikkevare, men jeg synes nu alligevel at det er tåbeligt, når restauranter nægter at servere en kande vand. Så kan man jo eventuelt skrive, “Kun ved samtidig bestilling af andre drikkevarer” eller noget. Vi er kunderne – vi vil gerne have isvand – hvor vanskeligt kan det være at forstå?

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (1)

Men videre til Running Sushi. Der var som sædvanlig to bånd: et med lune retter og et med kolde retter / sushi. Jeg synes der var et rigtig fint udvalg af retter, og retterne lå indenfor alle kategorier, så der var noget for enhver smag. Der var for eksempel også små pomfritportioner med tilhørende ketchup, og der kørte også en enkelt pølse på en pind forbi, som dog ikke fandt nogen ejermand mens vi var der. Personalet var hurtige til at fylde op, og der var ikke tomt særlig lang tid af gangen, på trods af at ledsageren og jeg havde fået det første bord efter påfyldningslugen, og jeg skrabede godt til mig af de små tallerkener! Personalet var også hurtige til at fjerne de brugte tallerkerner, hvilket var godt da der hurtigt blev samlet en stor stabel. Der er jo ikke så meget på hver tallerken.

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (4)

Selve sushien var ikke noget særligt. Der var de mest almindelige sammensætninger, men de var lidt sjusket rullet og udskæringen var heller ikke så pæn. Havde vi fået deres sushi serveret som “kun sushi” eller som takeaway, så ville jeg have været meget uimponeret, men for 168 kr. hvor jeg kan spise ALT den sushi jeg føler for, så gør det ikke så meget. Det er dog ikke sushien man skal besøge restauranten for.

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (3)

De havde dog også nogle lidt spændende sushiretter, som jeg aldrig har set før. De havde rent faktisk indbagt sushi! Altså paneret og friturestegt! Det virkede meget mystisk, men det smagte faktisk godt, og jeg kunne godt lide at de lavede noget, der var lidt anderledes.

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (10)

Sushien kørte på det “kolde” bånd, men jeg synes egentlig at det lune bånd havde de mest spændende retter. En af mine favoritter var for eksempel nogle rigtig lækre store panerede rejer på pind med lidt mayonaissedressing, og rejerne smagte frisklavede, i modsætning til mange andre steder. Der var også små skåle med låg, hvori der var misosuppe, og der var små nuddelportioner, som smagsmæssigt var meget neutrale, men de var kogt lige tilpas (mange sådanne steder er de udkogte og kedelige). Der var små indbagte rejer og indbagt kylling serveret med en sød honningdressing, der dog overraskende nok passede rigtig godt til. Der var edamamebønner og tangsalat, små portioner wasabi og syltet ingefær, små kødboller, forskelligt kød, rejechips, og nogle små forårsruller, der smagte af lidt mere end de billige man køber.

Der var også flere søde indslag. Vi ankom forholdsvist tidligt om aftenen, og på det tidspunkt kørte der nogle små søde sesamkugler rundt på båndet. De havde en lidt sej konsistens samt chokoladefyld, og jeg kunne faktisk godt lide dem. De blev lidt sejere, da de blev kolde, men de var stadig udmærket. I starten var vi i tvivl om hvad det var, så vi fandt først ud af, at det var en dessert, da vi prøvede en af dem. Ledsageren luftede tanken at man jo kunne lægge alle de søde indslag på samme farve tallerken for at gøre det nemmere for kunderne, hvilket jeg synes er en rigtig god idé.

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (7)

Blandt de søde ting var der også frisk frugt i form af appelsin og vandmelon, samt dåseferskener, hvortil jeg savnede lidt creme eller lignende. Der var også små portioner budding, der dog var meget udvandet og kedelig. Det ville have fungeret fint, hvis nu de havde fyldt de små skåle med vanillecreme i stedet.

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (12)

Min dessertfavorit var dog de små friturestegte banankugler. Så vidt jeg kunne bedømme havde de most en masse bananer, formet dem til kugler, frosset dem ned, paneret dem og friturestegt dem. De var sprøde udenpå og bløde og varme indeni. De blev serveret med lidt chokoladesovs, og de smagte fantastisk. Jeg var meget imponeret over, hvor meget indsats der var lagt i dem. Det tager jo alligevel lidt tid at lave dem (om de laver dem selv eller køber dem færdige, ved jeg dog ikke noget om – men de smagte uanset hvad rigtig godt). Jeg fik ikke spist helt så mange som jeg gerne ville, da jeg på det tidspunkt var godt mæt.

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (13)

Da vi gik op for at betale fik vi to lykkekager med. Lykkekagerne smagte ikke af så meget, men det gør lykkekager normalt heller ikke, og jeg synes det var et meget sjovt indslag at slutte af med.

Sushien er ikke det man skal have fokus på, når man spiser Running Sushi hos Niso Sushi i Sønderborg, men de havde flere spændende småretter, og de gjorde lidt ekstra ud af nogle af dem, hvilket trækker karakteren op. Jeg har det meget bedre med dåseferskener, når de samtidig serverer friturestegt banan! Deres eksperimentende friturestegte sushi var også meget sjov, og jeg synes at jeg fik spist mine 168 kroner hjem igen. Vi havde en rigtig fin aften, og skulle vi være i nabolaget en anden gang, så ville jeg ikke have noget imod at komme forbi igen. Derfor får Niso Sushi i Sønderborg fire kattepoter.

TITEL: Niso Sushi

ADRESSE: Store Rådhusgade 3, Sønderborg, Denmark

WEB: http://nisosushi.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Restaurant Nordatlanten – Odense

11. maj 2014

2014 Restaurant Nordatlanten 110514 (1)

Det var en kold og regnfuld søndag formiddag, da vi havde bestilt bord på Restaurant Nordatlanten i Odense. Vi havde noget vi skulle fejre, og det ville vi gøre med manér ved hjælp af en (forhåbentlig) god brunch. Jeg havde hørt og læst en del om den nordatlantiske brunchbuffet, så valget faldt herpå.

Interiøret er meget nydeligt og moderne, og da vi havde fået bord ved vinduet havde vi god udsigt ud over havnen – også selvom udsigten var lidt begrænset af de mange parkerede biler ude foran. Det vedvarende regnvejr kunne tjenerne desværre ikke gøre noget ved. Vi blev hurtigt taget imod og vist hen til vores bord, hvorefter der var lidt usikkerhed da tjeneren forsvandt og vi ikke var sikre på, om vi bare skulle give os i kast med buffeten. Vi havde sådan set ikke givet nogen bestilling endnu. Det viste sig dog at vi er for høfligt opdraget og ikke burde have ventet på “Værsgo”. For at imødekomme alt for høflige gæster som os, synes jeg nu godt at tjenerne må sige at vi bare skal gå i gang, hvis det er tilfældet.

Tjenerne var flinke og dygtige til at fylde op i buffeten. Selve buffetudvalget var ikke så stort, men de får mange point for deres præsentation. Det hele tog sig rigtig godt ud, og mange af småretterne blev serveret i små portionsglas, hvilket gjorde at bordet tog sig eksklusivt ud. Jeg synes dog at der var tidspunkter hvor præsentationen var bedre end smagen, og selvom jeg bestemt blev mæt og fik smagt flere nye spændende småretter, så synes jeg måske alligevel at udvalget er lille. Jeg synes det er klart bedre at fokusere på et lille menukort og så gøre det godt hellere end at skyde bredt og servere en ringere kvalitet, men når man først er kommet igennem de “nødvendige” elementer på menukortet (når man tager ud og spiser brunch, så forventer de fleste fx klassikere som ost, pandekage, wienerbrød, syltetøj, æg, pølse og bacon), så synes jeg ikke der var så meget nyt alligevel.

2014 Restaurant Nordatlanten 110514 (9)

Til at sætte morgenmaden i gang var der røræg med purløg. Jeg kan godt lide det lille krydderurtepift. Den overordnede smag var udmærket, selvom æggene var en smule vandede.

Derudover var der også små æggesouffléer med knoldselleri, som jeg var ret glad for. De var gode, enkle at lave, og selleri gav en god ekstra smagsdimension.

2014 Restaurant Nordatlanten 110514 (5)

Der var også såkaldte lammepølser og bacon, hvor baconen dog var mere sprødstegt end jeg personligt foretrækker det, og nogle af dem hang sammen i store klumper af 4-5 stykker, hvilket ikke nødvendigvis er et minus, men det producerede nogle ret store klumper. Lammepølserne smagte OK men var meget salte og smagte ikke af lam, så egentlig var det lidt en skuffelse.

Der var også røget lam med syltet blomkål, men her gjaldt samme problem, de den røgede lam heller ikke smagte af lam. Egentlig brød jeg mig ikke særligt om retten. Jeg synes der var en lidt mystisk eftersmag. Den syltede blomkål smagte mest af blomkål og knapt så meget af sylt, så det mindede mest af alt bare om rå blomkål.

2014 Restaurant Nordatlanten 110514 (10)

Der var rimmet laks med syltede bøgehatte, hvilket var en af mine favoritretter. Laksen var rigtig lækker og blev serveret i store, flotte stykker akkompagneret af fine svampe og en god smøreost.

2014 Restaurant Nordatlanten 110514 (6)

Der var to slags pålæg med kapersbær, hvorvidt det skifter ved jeg ikke, men vi fik serveret rullepølse og chorizospegepølse, hvor begge dele var OK uden at være noget særligt.

2014 Restaurant Nordatlanten 110514 (13)

Der var også en lille portion lækker hønsesalat, der smagte af rigtig kylling og havde en fin konsistens.

Der var to slags oste (en brie samt en anden lidt tør ost) serveret i et lille glas sammen med en syltet valnød. Det smagte ganske udmærket, og jeg synes det var et nydeligt lille indslag. Der var også en almindelig skæreost, som smagte som almindelige skæreoste nu gør.

2014 Restaurant Nordatlanten 110514 (11)

Selvfølgelig var der også pandekager, og de udgjorde også et af mine favoritindslag. De tog sig godt ud, var noget mere spændende end almindelige købepandekager, og så blev de serveret på et fad med blåbær og drysset med flormelis. Sidstnævnte var dog knapt så vellykket, da flormelis smelter meget hurtigt, og smeltet flormelis tager sig ikke så pænt ud som den nystrøede udgave. Blåbærrene var jeg dog vældig glad for. Pandekagerne blev serveret med honning, hvor jeg dog syntes logistikken ville have været bedre, hvis de små honningglas havde stået ved siden af pandekagerne i stedet for længere henne af bordet ved siden af syltetøjet. Jeg var lidt usikker på hvad der var i de små glas, da det bare var en klar lysegul væske.

2014 Restaurant Nordatlanten 110514 (8)

Marmeladen bestod af en fin hindbærmarmelade, og derudover var der også en rigtig god “hjemmelavet” (madvarer produceret i et professionelt køkken er aldrig hjemmelavet) nutella, som nok er en af de bedste egenproducerede nutella’er vi har smagt på restauranter. Smagen var lidt længe om at træde i karakter, så der gik et øjeblik fra man spiste nutella’en, til den sagde goddag, men den havde en rigtig fin konsistens og smagte godt af hasselnødder. Chokoladesmagen var dog knapt så fremtrædende.

2014 Restaurant Nordatlanten 110514 (12)

Der var også et større udvalg af skyr med “bland selv mysli”. Skyrdelen smagte udmærket, og der var rigtig mange forskellige toppings, primært af den usunde slags. Her kan blandt andet nævnes hvide og mørke chokoladeknapper, karamelliserede nødder, tørret tranebær, rosiner og tørret mango/ananas samt ristede havregryn.

2014 Restaurant Nordatlanten 110514 (17)

Den friskskårne frugt var nok et af de mest skuffende frugtfade jeg har set. Der var et meget lille udvalg, der ikke rigtig blev fyldt op, det så ikke indbydende ud og var meget kedeligt. Jeg gad ikke engang tage et par vindruer, hvilket var hvad der var tilbage, da jeg kom forbi. Dog syntes jeg det var udmærket med de halve grapefrugter, da det ikke er noget jeg ser så tit.

2014 Restaurant Nordatlanten 110514 (16)

Blandt bagværket fandt vi på den søde side kanelsnegle og “kagehapsere”. Kanelsneglene var fine, og det samme kan siges om mazarinkagen. Chokoladekagen var dog meget tør – den havde en udmærket chokoladesmag, men den var umulig at spise med mindre man dyngede den til med hindbærmarmelade.

2014 Restaurant Nordatlanten 110514 (15)

Derudover var der også tre slags brød, hvor den ene type var et rugbrød, som jeg ikke fik smagt, men det så udmærket ud. Dertil var der små ciabattaboller og maltboller. Begge boller syntes at være lavet på samme dej, der var bare hældt lidt maltmel i sidstnævnte for at få farven. Derudover smagte de ens, og de var begge meget seje i det. Jeg savnede en mere sprød bolle i stedet for to af det samme. Jeg syntes det var lidt irriterende med den store mængde mel på bollerne, da man så fik beskidte fingre når man skar dem over. De var desuden vanskelige overhovedet at skære over, da de var så seje i det, så det ville have været nemmere med lidt større boller så der var mere at gribe fat i. Brødet var udmærket, men ikke noget særligt.

Overordnet set var der nogle rigtig fine elementer iblandt, flere spændende småretter, og det hele var sat op på en tiltalende måde, så det føltes lidt mere eksklusivt end det måske var. Jeg synes ikke smagen helt fulgte med udseendet hver gang, men der var klart lagt noget energi og kærlighed i det hele. Prisen ligger på 195 kr. per person, men dette inkluderer også kaffe, te, isvand og juice, og så synes jeg det er en helt fair pris. Det lille udvalg trækker dog lidt ned i min bog, da jeg uden problemer fik smagt på det hele (med undtagelse af rugbrødet), og så er der knapt så stor grund til at komme igen indenfor nærmeste fremtid. Et lille menukort er udmærket, men så burde der være lidt mere variation måned for måned, eller i hver fald efter sæson, således at man bliver nødt til at vende tilbage igen for at se hvad nyt de har fundet på. Vi havde dog et rigtig fint besøg, og jeg er bestemt ikke modstander af at komme igen, derfor giver jeg Restaurant Nordatlanten tre kattepoter.

2014 Restaurant Nordatlanten 110514 (14)

TITEL: Restaurant Nordatlanten

ADRESSE: Nordatlantiske Promenade 1, 5000 Odense C

WEB: http://restaurantnordatlanten.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Sortebro Kro – Odense

4. december 2013

2013 Sortebro Kro 041213 (10)

Ikke så langt fra os i Odense ligger Sortebro Kro, og da det var blevet tid til at foretage endnu et restaurantbesøg faldt valget på denne. Jeg havde læst på deres hjemmeside og var blevet lidt lun på deres julebordsmenu, der bestod af mindst 16 forskellige retter, så det syntes jeg, at vi blev nødt til at afprøve.

Det var en mørk og næsten stormfuld aften, og vi besluttede os for at gå derhen, da kroen ligger i rimelig afstand fra os, og efter at vi havde gået os varme, så var det ikke så koldt endda. Det var helt mørkt da vi nåede frem, så vi ville have sat pris på at de havde tændt lyset ned af stien, så vi kunne se hvor vi gik, men vi fandt da vej frem i sidste ende. Vi blev mødt af en venlig medarbejderstab, der hurtigt fik vist os til vores bord. Jeg synes generelt at alle medarbejderne virkede flinke og hjælpsomme og ikke mindst glade for at være der. De fleste er vel glade nok det meste af tiden for at gå på job, men her virkede tjenerne glade og afslappede, hvilket skabte en rigtig god stemning. De var tilpas mange på arbejde, og selvom de havde nok at se til føltes det ikke stresset. Der var godt fyldt op til trods for at det var en almindelig onsdag aften. Der var nogle af de serverede retter, som ikke helt var oppe at ringe, men den stemning og atmosfære, som medarbejderne bidrog med, hæver standarden for besøget, så man skal bestemt ikke neglicere personalets betydning på en restaurant. De var også rigtig gode til at scanne lokalet og fylde op hvor der manglede, både på gæsternes borde samt på buffetbordet. Derudover fik ledsageren og jeg også et firemandsbord for os selv, så der var rigeligt med både arm- og benplads, og dét er i hvert fald noget som jeg værdsætter. Jeg kan ikke fordrage restauranter, hvor man bliver mast ind i et lille hjørne, hvor man knapt nok kan bevæge sig, og hvor der næsten ikke engang er plads til den bestilte mad på bordet. Så stemningen på Sortebro Kro var god fra starten. Det eneste mindre irritationsmoment var de andre gæster, som var meget højlydte. Det var svært at få ørenlyd, og vi måtte selv tale meget højt bare for at blive hørt på den anden side af vores eget bord.

2013 Sortebro Kro 041213 (1)

Den første ret der blev serveret var en lille appetizer, der bestod af en minitærte af butterdej med lidt søde løg og revet parmesan på toppen. Enkel men meget lækker. (Til trods for hvad billedet antyder, så var det en rund tærte og ikke en halvmåne – jeg kom bare til at tage en bid af den inden fotograferingen.) Vi bestilte deres julebord, og ledsageren fik sig et glas af husets vin, hvilket kostede 145 kr., så det er ikke drikevarerne, at de er billige med! Julebordet kostede 555 kr. pr. person, og det synes jeg sådan set er en rimelig pris, for man får rigtig meget for pengene. Isvandet var gratis og blev fyldt automatisk op, når kanden var ved at være tom.

14 af retterne tilknyttet deres julebord var forretter, og de blev serveret som buffet på et langbord i midten af rummet. De fleste af retterne var dog portionsanrettet i små glas, så det føltes ikke helt som en “almindelig” buffet. Derudover tog tjeneren os også med hen til bordet og introducerede de enkelte retter for os, før vi fik lov til at gå i gang.

2013 Sortebro Kro 041213 (3)

Mens vi sad og ventede på at tjeneren var klar til sin introduktion, kom brødmanden på besøg. Brødmanden var en ung mand medbringende et stort fad, hvorpå der var fire forskellige slags brød: Focaccia, rugbrød, landbrød og baguette. Han præsenterede hvad han havde og spurgte om vi havde nogle præferencer eller om vi blot ønskede en blandet kurv. Vi valgte det sidste. Brødet blev serveret med gult smør samt – i højtidens anledning – fedt. Fedtet så meget nydeligt ud, men jeg styrede nu udenom alligevel. Ledsageren måtte dog lige smage, nu hvor det var der. Focacciabrødet var bedst – det var blødt og velsmagende. Rugbrødet var OK men jævnt kedeligt, baguettet var lidt for hårdt og sejt i skorpen, og landbrødet var udmærket blødt og lækkert.

2013 Sortebro Kro 041213 (2)

Til sidst blev vi sluppet løs på forretsbordet, hvor vi selvfølgelig startede med fisken. Der var tre slags sild: Kryddersild, æblesild (mener jeg) og rugmelsstegte sild. Jeg er ikke den store sildespiser, men jeg synes faktisk at de smagte ganske fint. Jeg kunne bedst lide den stegte sild, mens ledsageren foretrak kryddersilden. Dog kunne stykkerne godt have været lidt mindre, især den stegte sild, som ledsageren og jeg delte imellem os. Det lyder måske underligt at bede om mindre, men der var så mange forskellige retter på bordet at vi egentlig gerne ville have haft lidt mindre portioner, så der var mere plads til at smage det hele. Til sildene blev der også serveret diverse almindeligt tilbehør i form af karrysalat, æg og deslignende.

2013 Sortebro Kro 041213 (4)

Så var der også en lille friteret torskekugle, der smagte udmærket, mens det gule halløj, som den lå oven på, var lidt anonym. Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad det var. Fiskefileten var lidt for meget friturestegt dej og ikke nok fisk, og dertil havde den også fået alt for længe, så den var mørkebrun grænsende til brændt.

2013 Sortebro Kro 041213 (7)

Der var også røget ål, som jeg godt kunne lide, men æggeterrinen, der blev serveret dertil, smagte af absolut intet, ikke engang af salt. De tyndtskårne rugbrødsstykker så meget dekorative ud, og en sådan fulgte også med den røgede laks, der blev serveret med rygeost. En helt klassisk ret, der heller ikke denne gang gik galt i byen.

2013 Sortebro Kro 041213 (8)

Der var en en butterdejskurv fyldt med en huslavet hønsesalat med svampe, hvor den sidstnævnte del smagte rigtig godt, men ligesom med fiskefileten havde butterdejen her fået alt for meget, og denne gang så meget at jeg syntes det var uspiseligt. Jeg forsøgte for høflighedens skyld, men til sidst besluttede jeg mig for at jeg ikke gad spise noget jeg egentlig ikke brød mig om. Baconen på toppen var stegt lidt for sprødt efter min smag og smagte som om det havde stået lidt for længe, så det var blevet kedeligt.

2013 Sortebro Kro 041213 (6)

Her fandtes også Sortebros egen sylte (serveret i skiver), som ledsageren var meget glad for, men pas på med senneppen. Den var meget stærk, og jeg havde fået smurt alt for meget på mit stykke sylte, så det var begrænset hvor meget jeg rent teknisk nåede at smage på det, da ledsageren måtte overtage spisningen af det. Der var også lun leverpostej, som også var ganske udmærket.

Blandt de lune retter var der både små frikadeller og medisterpølse, hvor sidstnævnte blev serveret med stuvet grønkål. Kødet smagte udmærket, men det lykkedes frikadellerne både ikke at smage af noget samt at smage for salt. Den stuvede grønkål var som stuvet grønkål plejer at være, så der var ikke så meget at komme efter (stuvet grønkål smager ikke rigtig af noget), men det passede fint til medisterpølsen. Til de lune retter var der også forskelligt tilbehør i form af syltede rødbeder, rødkål, mere bacon og drueagurker. Rødkålen var jeg ikke så begejstret for, da jeg synes den smagte alt for meget af eddike.

2013 Sortebro Kro 041213 (12)

Så var der også æbleflæsk, hvor der var både bløde æblebåde samt æbletern i stedte for æblemos, og det synes jeg fungerede rigtig fint. Flæsket var små tynde strimler, der smagte udmærket, men jeg synes ikke rigtig at der var nok af det. Så var der selvfølgelig den kolde bacon at lægge oven på, men det var ligesom ikke det samme. Flæsket var i det mindste smålunt og “blødt” med lidt saft og kraft i.

Til sidst var der også blodpølse, serveret med sirup og kanelsukker, og jeg blev jo nødt til at smage, når nu at det var der. Jeg havde aldrig smagt blodpølse før, så det kan jeg nu sige at nu er det også prøvet. Blodpølsen smagte sødt, ikke ubehageligt, men havde en lidt underlig grynet konsistens. Jeg må dog indrømme at tanken om at spise blod og fedt på den måde føles meget utiltalende for mig, så det er ikke noget at jeg vil gøre igen en anden gang. Men nu er det prøvet.

2013 Sortebro Kro 041213 (15)

Med blodpølsen skubbet til side var det endelig lykkes os at komme igennem hele buffetbordet. På en almindelig aften ville vi nu have stoppet med at spise, eventuelt lige have returneret for at smage favoritterne én gang til (for mit vedkommende ville det betyde laksen, torsken, den stegte sild samt æbleflæsken), men sådan skulle det ikke gå, for nu fik vi serveret en ny lille ret i form af en frisker/ganerenser. Denne var to-delt og bestod af et citrongræsskum samt en æblesorbet. Begge dele fungerede rigtig godt. Jeg fik ledsageren til at fotografere sin portion, da min ikke var så pænt anrettet. Hans var sat sirligt sammen, mens min lignede at de havde tabt æblesorbeten ned i skummet.

2013 Sortebro Kro 041213 (16)

Efter den lille frisker kom hovedretten ind. Vi havde lidt frygtet noget stort og tungt, for hovedretten var and OG flæskesteg. Det viste sig at der var et enkelt stykke af hver, hvilket jeg fandt meget passende efter et så stort første måltid. Maden blev serveret med brunede kartofler, brun sovs og rødkål. Jeg synes rødkålen smagte bedre end det jeg tidligere havde fået, men jeg overdængede den så også med brun sovs i tilfælde af at eddiken ville gå for meget igennem. Jeg var ikke helt så vild med de brune kartofler, da jeg synes de havde en lidt sej skorpe. De var heller ikke så søde, men nu er jeg også vild med helt søde brune kartofler, så det er en smagssag mere end det er en problematik.

2013 Sortebro Kro 041213 (19)

Kødet var til gengæld rigtig mørt – især andestykket næsten faldt fra sig selv. Flæskesværen var sprød og god, skønt jeg synes at det gav en lidt tør fornemmelse i munden. Både and og steg havde fået for meget salt og det nærmede sig grænsen, hvor det var ubehageligt. Det var dog fortsat så langt derfra at kødet snildt kunne spises, og tilberedningen fejlede bestemt ikke noget. Det var to lækre stykker kød, og jeg var efterhånden så mæt at jeg måtte levne.

2013 Sortebro Kro 041213 (18)

Herefter kom desserten, som faktisk bestod af to desserter! Den første var en nyfortolket udgave af ris a la mande, som var aftenens favorit for mig. Vi blev dog en anelse bekymret, da tjeneren sagde at her kom endnu en lille hapser inden den store dessert, men de var heldigvis ens i størrelsen. Den første dessert havde en bund af ris a la mande med mandelstykker, hvor jeg dog havde svært ved at finde risengrynene i blandingen, så den smagte mere som en rigtig god flødecreme. Oven på dette var der et lag kirsebærsauce (det udtales “sås” ikke “sovs”, vi er jo fine steder), og herpå en kugle kirsebærsorbet og så toppet med tørrede kirsebær og noget appelsinknas. Jeg synes det var en rigtig spændende dessert, en lækker nyfortolkning af en gammel kending. Kirsebærsorbeten var rigtig god, og de små puf af appelsinknas var også lækre.

2013 Sortebro Kro 041213 (21)

Den anden dessert var en mandarindessert, der ligeledes havde en kugle mandarinsorbet lagt på et lag af flødecreme og honningkagecrumble. Dertil snemandler (jeg er ikke helt sikker på hvad det er, men måske er de rullet i flormelis?) samt noget letbrændt creme. Ved servering blev der strøet lidt ekstra honningkagecrumble på toppen. Denne dessert var også rigtig god og det hele fungerede. Mandarinsorbeten var meget lækker, også selvom det var den tredje sorbet vi fik den aften. Som de andre var den blød og cremet helt fri for iskrystaller.

2013 Sortebro Kro 041213 (23)

Jeg synes generelt at Sortebro Kro klarede desserterne bedst. De var meget spændende og innovative. På andenpladsen sætter jeg hovedretten, mens jeg synes at nogle af indslagene til forretten var gode men knapt så imponerende. Bortset fra den visse steder manglende salt eller for meget af samme var der dog intet denne aften der på nogen måde smagte dårligt. Vi havde en rigtig dejlig aften med god mad, og til 555 kr. er jeg ganske tilfreds med hvad vi fik.

Vi var efterhånden fyldt til randen og måtte afslå at tage en kop kaffe eller te til efter maden. Nu ville vi egentlig bare gerne hjem og slå mave på sofaen, så vi bad om regningen. Den kom da også efter kort tid – sammen med et fad med petit fours, som vi selvfølgelig også blev nødt til at smage. Her fik vi serveret en nydelig lille kurv med små pillede klementinere, to små småkager (det var nok min favorit på tallerkenen), to små klejner (de smagte også godt), to stykker hindbærflæsk med et julekrydderi af en art, som jeg ikke helt kunne placere, samt to stykker chokolade. På en eller anden måde lykkedes det os at tømme dette fad også, og herefter vraltede vi langsomt hjem i nattens mulm og mørke, stopmætte men veltilfredse. Jeg håber ikke det er sidste gang at vi kommer på besøg.

2013 Sortebro Kro 041213 (24)

De tallerkenanrettede serveringer var klart Sortebro Kros trumfkort. Buffetbordet var flot og godt, men ikke hele tiden noget ud over det sædvanlige, hvilket er hvad der ville trække bedømmelsen herfor opad. Præsentationen lå dog rigtig højt. Det var en rigtig god udgave af en dansk julefrokost, men især desserterne var noget at komme efter. Her blev der gået den sidste mil og tænkt ud af boksen. Jeg skal ikke ligge skjul på at Sortebro Kro får fire kattepoter, og det gør de tildels på grund af personalets service og humør. De bidrog til en fantastisk aften og gjorde spisningen til en oplevelse, hvilket også er noget af det man betaler for på en restaurant. Så Sortebro Kro får sine fire kattepoter, og så håber jeg at vi får lejlighed til at komme forbi igen en anden gang og måske prøve deres sæsonmenu.

TITEL: Sortebro Kro

ADRESSE: Sejerskovvej 20, 5260 Odense S

WEB: http://www.sortebrokro.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Jensens Fiskerestaurant – Sæby

14. maj 2013

2013 Jensens Fiskerestaurant 140513 (1)

Jeg har ikke altid været så vild med fisk, men det forsøger jeg så at råde bod på nu. For et par år siden prøvede vi en fiskebuffet i Bogense, og siden da har jeg forsøgt at gøre det til en tradition at få fiskebuffet én gang om året. Så da vi var på ferie i Jylland, måtte vi selvfølgelig forbi Jensens Fiskerestaurant i Sæby for at se hvad de havde at byde på.

Det var et hyggeligt sted, som var overraskende velbesøgt på en kedelig tirsdag aften, og fiskebuffeten bugnede med retter.

Der var mange forskellige fiskeretter at vælge imellem, og de så alle meget flotte ud. Jeg var dog mest imponeret over salatbaren, hvis jeg nu skal indrømme det, for den var meget farvestrålende og fyldt med sæsonens grøntsager, fx radiser og grønne asparges.

2013 Jensens Fiskerestaurant 140513 (5)

Uanset hvad type fisk man er til, så kan man finde det på Jensens fiskebuffetbord. Der var alt fra røget laks til muslinger til pil-selv-rejer. Udover salatbaren var der også lidt pastaretter (som jeg dog syntes svømmede lidt for meget i olie), kartofler, fiskesuppe, forårsruller (lignede ikke egenproduktion) samt brød. Det hele var veltilberedt, og køkkenpersonalet kom ofte ud for at tjekke om noget skulle fyldes op, og gjorde straks ord til handling, hvis det var nødvendigt.

Det var en god oplevelse, som jeg ikke ville have noget imod at gentage, især fordi vi stadig var lidt for mætte efter frokosten til at få spist igennem. Næste gang må vi komme på fastende mave.

Der var også et mindre dessertbord, som bestod af frisk frugt, og mit blik blev i særdeleshed fanget af de friske jordbær, der blev serveret med vanillefløde. På et skilt stod der “SÅ LÆNGE LAGER HAVES”, så ledsageren og jeg skyndte os at fylde en skål med jordbær, så det var klar til afslutning. Tænk hvis jordbærene var væk, inden vi nåede til dem! Jordbærene var gode, men vanillefløden synes jeg var lidt for meget. De forsøgte jo nok at pifte fløden lidt op ved at komme vanille i, men jeg synes slet ikke det var nødvendigt, og egentlig foretrækker jeg den helt almindelige. Hvorfor ændre på en etableret succes?

2013 Jensens Fiskerestaurant 140513 (13)

Deltagelse i deres aftenbuffet koster 200 kr. pr. snude, og når der er lidt sødt at slutte af med til dessert, så synes jeg det er en ganske rimelig pris. Deres fokus ligger tydeligvis på fiskeretterne, da jeg ikke var helt så vild med fx de olierede pastaretter og de købte forårsruller (“det obligatoriske tilbehør”), men buffeten tog sig fantastisk farvestrålende ud, og det er jo prisværdigt at de bestræber sig på at basere deres menu på friske sæsonvarer, ikke bare i form af fiskene men også frugt og grøntsager. Derfor bliver jeg nødt til at give Jensens Fiskerestaurant i Sæby fire kattepoter.

TITEL: Jensens Fiskerestaurant

ADRESSE: Havnen 7, 9300 Sæby

WEB: http://www.jensensfisk.dk

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small