Category Archives: produkter – sunde

Noka

Min test af diverse pulverprodukter fortsætter. Der er tre typer jeg søger efter: mellemmåltider (myslibare), hurtig morgenmad (shakes / smoothies) og hurtig og nem frokost. Min søgen ledte mig videre til varemærket noka, som ikke er så kendt i Danmark, men jeg læste interessante ting om produkterne på nettet, så jeg besluttede mig for at teste det. Jeg bestilte lidt af hvert, så jeg købte både myslibar, smoothiepulver og hele måltider i form af spaghetti bolognese og tacogryde (og en enkelt nudelret).

Det første jeg vil notere omkring noka er at de gerne vil have at folk ved at de er særligt godkendt af EU, da noka er en LCD (Low Calorie Diet) i stedet for en VLCD (Very Low Calorie Diet). Der er derfor flere kalorier i produkterne, og noka skulle derfor give et sundere vægttab end andre produkter. Det jeg gerne vil gøre opmærksom på er at noka giver forslag til måder hvorpå man kan pifte deres produkter lidt op, fx ved at tilføje frisk frugt til deres shakes eller kød og grøntsager til deres måltider, osv. Det væsentlige her er at disse tilføjelser ikke er inkluderet i de kalorier, som produkterne indeholder. Det vil sige at hvis du fx spiser en portion af deres tacogryde, så får du lidt over 200 kalorier – men hvis du så tilføjer en skål salat ved siden af, måske et groft brød eller en klat creme fraiche for lige at give retten lidt ekstra, så koster retten meget mere end 200 kalorier, og så er det efter min mening fuldstændig tåbeligt at spilde en masse penge på dyre slankeprodukter.

Hvis du spiser produkterne som de er, så læs videre, hvis du i stedet fylder på som noka foreslår, så lav din egen spaghetti bolognese, nuddelret eller tacogryde! Der findes utallige opskrifter derude på sunde varianter af vellidte retter. Der er intet galt i at leve sundt og spise sund mad. Det er sådan man vedligeholder sin vægt.

MYSILBAR

Æble: Baren både lignede og smagte som en myslibar. Den havde en svag smag af æble, men den var til stede, og baren smagte faktisk fint. Den var ikke tør og kedelig, som så mange andre sunde myslibare. Jeg ville godt købe den igen.

Jordbær: Der var en svag smag af jordbær, men baren var en smule mere tør i det, og lidt mere kedelig end æblevarianten. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have gættet at det var en jordbærbar, hvis ikke det stod på indpakningen. Den var en smule skuffende, men jeg kunne muligvis godt finde på at købe den igen, men æblevarianten var bedre.

Choco: Baren havde en meget, meget svag kakaosmag, men så ud af mere end den rent faktisk var. Den var mere tør end de to andre, og hvis man havde håbet eller forventet at en chocobar rent faktisk smager af chokolade eller i det mindste kakao, bliver man skuffet. Bortset fra den mørkere farve, ligner den de to andre varianter helt. Den smagte ikke som sådan dårligt, men jeg var ikke imponeret, og jeg køber den nok ikke igen. Hvis jeg køber en chocobar, så skal den også smage som en sådan.

SUPPE

Tomatsuppe: Suppen var en anelse kedelig. Den smagte ikke af så meget, og konsistensen var en smule grynet. Tomatsmagen var ikke så gennemgående som jeg havde håbet, og jeg syntes ikke det var de ekstra kalorier værd at lave den på mælk. Der skal som minimum flere krydderier i, og hvis man virkelig skal forbedre den, så et par kødboller for at gøre den lidt mere spændende (dette har jeg også forsøgt mig med, og så var det sådan set en fin frokost – kig på kalorieindholdet af kødbollerne, hvis du vil prøve det samme). Jeg synes idéen er god, men der er ikke gjort nok ud af smagen. I realiteten vil jeg nok ikke købe den igen.

SHAKE

Hvis man køber en stor portion noka shakepulver, så får man én stor pose og en måleske, så man selv skal afmåle pulveret, hvilket er knapt så brugervenligt, men i det mindste følger måleskeen med. Som sagt går noka meget op i at være EU-godkendt (læs mere om det på deres hjemmeside, hvis du er interesseret), og derfor står der på pakken at én portion koster ca. 230 kalorier. Dette er dog fordi shaken laves med mælk – laver man shaken med vand, som de fleste andre slankepulvere, koster én portion ca. 140 kalorier, og koster altså næsten det samme som andre produkter. 230 kalorier pr. portion er meget hvis man samtidig blander ekstra frugt i. Så er der bedre måder at slanke sig på.

Blåbær: Blåbærshaken har to store problemer; det første er at den ikke smager af noget som helst, udover en kunstig sødme, det andet er at den er direkte kvalmende. Den var ubehagelig at få skyllet ned, og jeg vil aldrig købe den igen. Smagen var tynd og udvandet. Da jeg blendede den sammen med en håndfuld jordbær, maskerede det noget af den kvalmende smag, men hvis en shake ikke til nøds kan stå alene, så er den ikke pengene værd. Efter tilvænning gled den lettere ned, men jeg måtte fortsat maskere smagen med ekstra tilsat frugt.

Jordbær: Jordbærsmagen var meget, meget svag og meget kunstig (hvilket man også kan se på den meget kunstige lyserøde farve, som ikke har noget som helst til fælles med jordbær). Drikken var bedre end blåbærdrikken, men stadig ikke pengene værd. Det var stadig en drik, der bare skulle overståes, og jeg vil heller aldrig købe den igen. Blendet med ekstra frugt forbedrer smagen, men igen synes jeg ikke en shake er pengene værd, hvis den ikke kan stå alene.

Vanille: Vanilleshaken købte jeg for eksperimentets skyld, da jeg manglede at købe lidt mere for at opnå gratis fragt, så der røg et enkelt brev vanillepulver i varekurven. Til min store overraskelse smagte shaken faktisk udmærket. Den var ikke fantastisk, men den smagte ikke lige så kunstigt som blåbær og jordbær. Den var behagelig at drikke. Hvis jeg skulle købe en af shakesene igen, ville det blive vanillevarianten. Nu er de andre selvfølgelig også så ringe, at der ikke skal så meget til for at overgå dem. En idé kunne være at købe vanillepulveret og så selv blende ekstra frugt i for at få den type smoothie man gerne vil have.

MÅLTID

Spaghetti bolognese: Retten sammensættes ved at hælde pulveret (disse kommer portionsanrettet) i en skål, hælde 1½ dl varmt vand i, røre rundt, lægge låg på og vente i ca. 5 minutter. Jeg var lidt usikker på om det ville blive noget tyndt sjask, men det tyknede fint, og jeg synes faktisk at produktet ligner det på pakken meget godt. Smagen var også rigtig fin, og jeg havde ikke behov for at tilføje ekstra krydderi. Jeg kan godt finde på at krydre retten en anden gang for at variere smagen lidt, men i sig selv smagte det fint, og jeg var ganske tilfreds med resultatet. Til den rette pris vil jeg gerne købe produktet igen.

Tacogryde: Tacogryden er basalt set nøjagtig det samme som spaghetti-måltidet. Forskellen er at pastaen er erstattet af en lille portion bønner, som ikke giver det samme til retten som pastaen gør. Konsistensen på “kødet” er udmærket, men ellers smager det ikke af noget, og var en ret kedelig oplevelse. Pastaen giver lidt ekstra cremethed til spaghetti-måltidet, og de få bønner giver ikke oplevelsen af en god gang chili con carne, som jeg ellers havde håbet på. Desuden er billedet på pakken pyntet alt for meget og ligner på ingen måde slutresultatet. Billedet insinuerede en lækker chili con carne med en flot rød farve – men i stedet er det bare en bolognesemixtur uden pasta. Jeg ville ikke købe produktet igen. Det ligner den udmærkede spaghetti bolognese for meget uden at smage lige så godt, og så vil jeg hellere købe en ekstra pakke af spaghettien i stedet og måske komme lidt chili i, hvis jeg har lyst til mexiansk frokost.

Nudelret (oksekød): Jeg var fra starten rimeligt skeptisk overfor nudelretterne, for jeg havde på fornemmelsen at de 72 g nudler, som jeg betalte 17 kr. for, var stort set de samme som jeg for samme pris kunne få en stor pakke for i det lokale supermarked. Det viste sig så at jeg havde ret. Der var en lille portion olie og krydderier til at hælde henover, en lille pose tørrede “grøntsager” og en lille portion almindeligt udseende nudler. Det var en ufatteligt kedelig ret, og, ja, med ekstra tilføjede grøntsager og måske kød kunne det godt være en fin ret – men hvad er så pointen i at betale så mange penge for så lidt? Kender I historien om at koge suppe på en sten? Det her er samme princip. Der skulle tilsættes alt for meget væske til nudlerne (jeg kom fra starten mindre i end foreskrevet, men det var stadig for tyndt efter min smag), og det besværliggjorde spisningen. Pakken instruerede i at man skulle spise retten med en stor ske (hvilket jeg ikke synes hører hjemme i en nudelret), da man skulle sørge for at få det hele med, inklusive den tynde sovs. Jeg forsøgte at gøre som befalet, men sovsen var så salt at den var uspiselig.

I bund og grund var det en elendig ret, som på ingen måde var sine penge værd. Nudelretter er et fint måltid, men så køb dine egne nudler og tilsæt en rest kød og en pose wokgrøntsager fra frostboksen i supermarkedet. Det er spild af penge at købe nokas nudelretter.

Konklusionen på nokas produkter er lidt blandet. Jeg køber aldrig deres smoothieblandinger eller nudelretter igen, men deres spaghetti bolognese synes jeg var fin, skønt en anelse dyr pr. portion. Hvis den kommer på tilbud, kunne jeg godt finde på at købe den igen. Tacogryden var OK, men spaghetti-retten bedre. Deres myslibare var fine, og tomatsuppen en anelse kedelig.

Reklamer

Nupo, allévo, nutrilett – shake, smoothie og suppe

Jeg opdagede at smoothie er nemt og hurtigt at have med i tasken til enten morgenmad eller mellemmåltid, så jeg testede nogle forskellige pulverprodukter. I den forbindelse fik jeg også lyst til at teste supperne, da de jo også kunne være rigtig smarte til frokost på farten.

Jeg synes det er meget svært at finde brugbar information på nettet om hvordan produkterne rent faktisk smager. De fleste, der har prøvet dem, skriver bare at produktet smager “godt/dårligt/bedre end X”, og det kan man jo ikke bruge til så meget. Derfor har jeg herunder forsøgt at give min vurdering og beskrivelse af dem.

Nupo produkter

Suppe – Thai chicken:

Kyllingestykkerne er minimale, men suppen smager faktisk udmærket. Den er velkrydret, og selvom kyllingestykkerne ikke kan være mindre end de er, så er det rart med en suppe, hvor der stadig er en smule bid i. Jeg føler ikke behov for at tilføje yderligere krydderi til suppen, og det er måske den bedste af de supper, jeg har testet indtil videre.

Allévo produkter

Shake – exotic (abrikos og banan):

Hvis jeg skal sige det rent ud, så smager den forfærdeligt. Smagen er meget, meget kunstig, og den smager hverken af banan eller abrikos (hvilket ellers kunne være en fin kombination til en smoothie). Normalt, hvis jeg har købt et produkt af denne type, som ikke smager så godt eller af så meget, laver jeg en frugtkompot af nogle frosne bær, og blander lidt i den færdigblandede smoothie, men der var intet der kunne fjerne den kunstige smag fra allévos “exotic shake”. Det er bestemt ikke noget jeg vil bruge penge på igen.

Shake – kakao:

Den er mest af alt sød, og den smager faktisk næsten ikke af kakao, hvilket jeg synes gør det lidt meningsløst at drikke den. Det overraskede mig også, at den var så svag i smagen, da slutproduktet har en meget mørk brun farve, der lover mere end den holder. Den smager ikke som sådan dårligt, men jeg gider ikke købe en kakaoshake, som ikke smager af kakao. Man kan eventuelt forbedre smagen ved at komme lidt ekstra kakaopulver i, hvilket jeg dog ikke har fået testet.

Shake – blåbær og jordbær:

Denne shake var faktisk rigtig god – efter at have smagt så mange, der var lidt kedelige, kom dette som en overraskelse. Den smager fint, og der er små stykker frysetørrede bær i, hvilket giver en herlig ekstra smag og konsistens. Indtil videre er dette min klare favorit. Den findes desværre ikke rigtig på det danske marked (endnu), men man kan visse steder købe en blandingspakke, hvor man får to brev kakaoshake, to brev blåbær/jordbær og to brev suppe.

Shake – banan og hindbær:

Den er meget sød og ikke så gennemtrængende i smagen. Den smager ikke rigtig af hverken banan eller hindbær. Der flyder nogle enkelte ministykker af frysetørret hindbær rundt, som dog ikke er tilstedeværende nok til at man kan smage dem. Den kan drikkes, men er ikke noget særligt. Den er lidt for kunstig sød, men kan godt, til nøds, drikkes som den er. Jeg vil nok ikke købe den igen.

Suppe – broccoli og basilikum:

Suppen var OK, men jeg blev hurtigt træt af den. Den er okay i smagen, men den trænger til en masse ekstra krydderier. Jeg blandede pulveret med 2½ dl vand, hvilket jeg synes gav en passende tykkelse (men dette er selvfølgelig smag og behag). Den var meget neutral i smagen, det vil sige at der ikke rigtig var noget der smagte igennem. På den måde smagte den ikke rigtig “af noget”. Med lidt krydderier er den dog udmærket engang imellem, men den bliver som sagt kedelig i længden, så spis den med mellemrum.

Nutrilett

Shake – jordbær

Jordbærshaken var kunstig i smagen og smagte ikke af jordbær. Den kan godt drikkes, men den er ikke spændende, og hvis jeg har tid til det kommer jeg altid lidt ekstra blendede bær i. Den kan bruges som basis og til nøds også i sig selv, men ellers er det nok ikke noget jeg vil købe igen.

Shake – kakao

Nutriletts kakaoshake var sådan set udmærket. Da jeg blandede den op med mælk fik den meget mere dybde og smagte faktisk godt. Jeg kunne godt finde på at have en pakke liggende, hvis jeg fik lyst til en hurtig kakaoshake en dag. Det er kun pulver, så det kan jo holde i lang tid. Kakaosmagen var ikke voldsom, men den var meget mere fremtrædende end i fx allévos kakaoshake.

Shake – forest fruit / skovbær

Skovbærshaken har en let sød smag, som ikke er overdøvende i kunstig sødme. Det er ikke fordi den rent faktisk smager af skovbær, men den er udmærket og kan godt drikkes som den er. Jeg kunne godt finde på at købe den igen.

—–

Prismæssigt varierer det meget og generelt er den bedste anbefaling at søge efter produkterne på nettet eller vente på at de kommer på tilbud i supermarkederne. Så vidt jeg kan vurdere er de aldrig på tilbud på producenternes egne hjemmesider, og produkterne kan godt være meget dyre.

Alle produkterne kan blandes op med mælk i stedet for vand, men husk at 1 dl minimælk koster 40 kalorier, så til én shake skal man lægge yderligere 80 kalorier oven i de 100-120 man allerede får fra selve pulveret. Hvis man tænker i kalorier, så er der stor forskel på hvad man blander det op med.

For mig mættede smoothie og shake fint som morgenmad, mens suppe blev lidt kedeligt i længden som frokost og jeg savnede noget at tygge i. Nupo-suppen smagte udmærket, men jeg har læst at man kan få dårlig ånde af nupo-produkterne (jeg ved ikke hvorfor), så jeg er tøvende med at prøve for mange af deres produkter. Derudover var allévos blåbær/jordbær rigtig god, og nutriletts kakaoshake var også udmærket.

Allévo – myslibar, allevobar

18. juni 2012

Jeg plejer altid at have lidt snacks med i tasken for at klare den lille sult eller – endnu værre – lækkersulten. Det består tit af mandler og i en overgang var det figenstænger. Så tænkte jeg at det kunne være rigtig smart at have nogle af de der sunde myslibare med i tasken, så da jeg for noget tid siden fandt allévobars på tilbud (jeg betalte ca. 12,50 kr. stykket), købte jeg mig et større lager af mange forskellige varianter. Jeg syntes selv det var svært at finde ud af på nettet, hvordan de rent faktisk smager, så jeg besluttede mig for at lave et indlæg om dem, så dette eventuelt kan hjælpe andre.

Det første jeg lagde mærke til var at barene havde en fin størrelse. Mange af denne type myslibare er alt for små, og jeg køber ikke noget hvis jeg ved at jeg vil føle mig snydt bagefter. Allévobars har dog en udmærket størrelse (de er omtrent samme størrelse som en almindelig chokoladebar og vejer cirka 60 g). Jeg kan leve med at betale 12 kr. for dem, men så tror jeg heller ikke at jeg vil betale mere. Nupo tager fx 20 kr. for deres myslibare, og dét nægter jeg at betale.

Det gælder generelt for alle allévobars at de er meget mættende (der er jo også mange fiber i). Jeg spiser mine ved først at dele dem i to portioner, hvorefter jeg skærer hver portion ud i 8 tern. Hver portion er så på ca. 105 kalorier, hvilket er egnet som en mellemmåltidssnack. Egentlig er disse myslibare beregnet som måltidserstattende, men man kan jo spise dem som man vil. En halv bar fungerer fint for mig som et mellemmåltid.

Jeg har smagt de følgende:

Red berries: Denne bar er OK. Den har rice krispie konsistensen, uden dog at smage af rice krispie. Der er nogle røde bær i af ubestemmelig art, men jeg kan ikke smage dem overhovedet. Den giver dog myslibarkonsistensen. Der er en lidt “støvet” eftersmag, som jeg dog kan leve med. På grund af rice krispie aspektet i baren, er den lidt mere spændende at tygge i end de lidt mere tørre bare, og den ligger på favoritlisten.

Mørk chokolade & pistacie: Den smager meget som en chokoladebar, uden at den dog rigtig smager af så meget. Pistaciesmagen er meget svag. Hvis jeg ikke vidste, at den burde smage af pistacie, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have gættet det. Konsistensen er dog fin, og den gled hurtigt ned. Det er sandsynligvis en af dem jeg vil vende tilbage til. Den smager ikke syntetisk eller som en “diætbar”, til gengæld er den meget neutral i smagen.

Tofffee: Den dufter som en chokoladebar, men smager ikke specielt af karamel (eller toffee). Den smager ikke dårligt, men smager dog en smule syntetisk. Jeg var mere positivt stemt overfor bar nummer to jeg spiste, så muligvis tager det blot en smule tilvænning.

Mørk chokolade & orange: Den minder meget om pistaciebaren blot med appelsinsmag. Den er en smule tør og lidt kedelig med en svag smag af appelsin. Den er dog udmærket, men ikke en favorit.

Blueberry: Dette er indtil videre den bar jeg bedst kan lide. Konsistensen er mere svampet og knapt så tør, som dem med mørk chokolade, og skønt man ikke kunne smage blåbærene særlig godt (men det er svært uanset hvordan man spiser dem), var baren sød og lækker. Det var den allévobar, der smagte mest som slik.

Generelt var jeg ikke så vild med dem med mørk chokolade. De var tydeligt mere tørre i konsistensen end dem med mælkechokolade (toffee) og hvid chokolade (red berries og blueberry), men det skal så også siges at jeg ikke er så vild med mørk chokolade normalt. Der var dog ingen af allévobarene, der smagte af den chokolade, som de var dækket i. Udover blueberry-baren kan jeg ikke påstå at jeg ligefrem “nød” at spise dem, som jeg nyder et godt stykke chokolade, men de er heller ikke tiltænkt som slik. De fungerer for mig rigtig fint som eftermiddagssnack. De stiller sulten godt – men jeg kan ikke forestille mig rent faktisk at bruge dem som måltidserstattere, dér synes jeg måske at det bliver lidt for kedeligt at tygge i.

Hvis man gør som mig og deler en bar i to, så bør begge dele indtages indenfor omkring en uge, også selvom man opbevarer resten i en lufttæt bøtte, da den ellers begynder at tørre ud.

Overordnet set er jeg ganske tilfreds med resultatet, og hvis jeg kan finde produkterne til en rimelig pris igen, så vil jeg sikkert indkøbe nogle flere. Jeg vil ikke give en overordnet karakter, da jeg føler det afhænger meget af til hvad og hvordan man vil bruge produktet og hvilken pris man køber det til. Jeg har ikke smagt så mange andre mærker “sundhedsbare”, så jeg kan ikke lave en reel sammenligning.

Hvis man gerne vil have en sød bar, vil jeg anbefale blueberry. Hvis man vil have en mere spændende konsistens, kan jeg anbefale red berries. De mørke chokolader med pistacie og appelsin er enkle og velegnet hvis man mest er til den mørke chokolade. Jeg har ikke smagt allévobaren med ren mørk chokolade, men jeg kunne forestille mig at den vil være en anelse kedelig. Pistacie og appelsin giver alligevel lidt ekstra oven i. Toffee-baren er god som variation, men jeg synes måske ikke at den er så spændende i sig selv.