Tag Archives: italiensk

La Melisa – Odense

12. november 2013

2013 La Melisa 121113 (7)

Det var tirsdag aften, og vi havde bestilt bord på La Melisa i Odense, som i topmenuen på deres hjemmeside kalder sig selv “Resturant og Bøfhus”, original stavning bibeholdt. Bøfhus-delen af deres menu kiggede vi dog ikke nærmere på, da vi var i humør til pasta, så vores fokus lå på deres pizza- og pastakort. Vi er nok også af den type, der ikke rigtig kan få sig selv til at betale 100 kr. for en pizza, som man kan få for det halve på pizzeriaet nede af vejen.

Der er 10 forskellige pastaretter at vælge imellem på deres menukort, og jeg besluttede mig for ret nummer 16, på deres hjemmeside beskrevet således: “Penne alla La Melisa (specialitet) La Melisa´s anbefaling: Oksekødssauce, spinat, hvidløg, chili, fløde, pølse, bacon, parmesanost og persille” og ledsageren valgte nummer 24, der beskrives på følgende måde: “Luksuspasta (La Melisas anbefaling): Penne med store stykker mør oksefilet, kylling, ristede champigoner, lidt tomat, flødesauce, basilikum, hvidløg og parmesanost“.

Derudover fik vi også begge salatbar til hovedretten, og ledsageren fik lyst til en skål af dagens suppe. Jeg tog mig en ekstra skål salat imens.

Mens vi venter på at suppen serveres, vil jeg kommentere indretningen af restauranten. Jeg har efterhånden spist en del steder, og jeg kan konkludere, at et af de væsentlige kriterier for, hvorvidt jeg ønsker at vende tilbage til et spisested, er hvorvidt jeg føler at der er plads til mig (og de andre gæster) i restauranten. En god restaurant er ikke sådan indrettet at man skal flytte på de andre gæster for at komme hen til sin plads. Man skal ikke suge maven ind for at mase sig imellem ryggen af en stol og væggen. Man skal have plads omkring sig og på bordet til en lille håndtaske. Man skal ikke føle sig som en burhøne. Alt dette kan La Melisa ikke levere, og det resulterer i en restaurant, som jeg ikke vil klassificere som “hyggelig”. Det sætter en dæmper på atmosfæren og gør at jeg ikke føler mig tilpas i restauranten.

Imens ledsageren fortsatte med at vente på suppen, kæmpede jeg mig vej hen til salatbaren for at fylde en skål. Jeg synes dog at det er at strække den, at kalde det for en salatbar, i hvert fald hvis man tænker “salatbar” som noget sundt. Der var meget få friske råvarer, og disse bestod af optøede og smagløse ærter og majs, vandede og kedelige tomatskiver, som jeg ikke engang kunne få mig selv til at smage på, samt lidt skåren salat og hvidkål. Der var tre slags dressinger: En meget fed creme fraiche dressing, der faktisk ikke smagte af noget, og en kedelig tzatziki. Den sidste dressing fik jeg ikke smagt på, men den lignede noget af det samme. Derudover var der en mystisk blanding af rosiner, croutoner og ristede majskerner, som nok var den billigste “knas” blanding de kunne finde, og en masse marinerede grøntsager (svampe, hvidløg o.l.), der svømmede i deres eget søle. Der var også salattern og kogt pasta i form af penne. Der er ikke noget interessant over salatbaren, så man skal bestemt ikke tage på La Melisa for dennes skyld, men den kan være et nødvendigt onde, da der ikke er nogen grøntsager i hovedretterne, udover det der nævnes direkte, og så kun i meget begrænset mængde.

2013 La Melisa 121113 (1)

Jeg nåede at spise halvdelen af min salat, førend ledsagerens suppe endelig blev serveret, hvilket undrede mig meget, når det var meningen at det skulle være “dagens suppe”, og dagens suppe har man vel stående klar i en gryde ude på komfuret, ikke sandt? Så det er vel bare om at øse op? Tjeneren satte suppen og var allerede på vej væk, så ledsageren måtte kalde ham tilbage for at få at vide hvilken suppe, der egentlig var tale om. Det viste sig at være en løgsuppe. Løg smagte den nu ikke af. Der svømmede nogle stykker rundt i de mørkebrune vande, men ellers smagte den bare af billig bouillon. Der blev serveret lidt brød til, som var smagsneutralt men havde en god konsistens. Det duftede brændt uden at smage sådan, så vi tænker at de bager det i pizzaovnen. Brødet smagte udmærket – suppen knapt så meget. Efter genlæsning af menukortet kan jeg se at suppe og brød også skulle være serveret med smør, men det gjaldt så ikke vores bestilling.

2013 La Melisa 121113 (2)

Efter en rum tid til dukkede tjeneren op med vore hovedretter, og jeg sagde, at jeg havde bestilt nummer 16, hvorefter tjeneren sagde, “Ja! Det er denne her” og frisk satte en tallerken foran mig. Ledsageren gentog for hjælpsomhedes skyld at han havde bestilt nummer 24, og fik ligeledes tildelt en tallerken.

Jeg fandt under min spisning et par enkelte champignoner i min mad uden på daværende tidspunkt at tænke så meget over det, men da jeg et par dage senere kiggede på menukortet igen, fandt jeg ud af at der slet ikke er champignon i nummer 16. Det er der til gengæld i nummer 24. Ledsageren fik også små cocktailpøler i sin ret, hvilket der ikke er i nummer 24, men til gengæld i nummer 16. Jeg synes det taler meget dårligt om en restaurant at de blander ordrerne sammen, selv efter at gæsterne endnu engang fortæller hvad de har bestilt. Det er da heldigt at jeg ikke har nogen allergier.

Pastaen var kogt udmærket og kødet var også mørt og veltilberedt. Sovsen var cremet, skønt meget tam i smagen i nummer 24. Ledsagerens portion (som jeg også smagte) var meget bedre. Til gengæld var der meget, meget lidt fyld i retten. Den var proppet med pasta, men kødstykkerne lod vente på sig, og de der “store stykker mør oksefilet” kom aldrig frem i lyset. Hvis noget er STORT, burde det da også være rimeligt nemt at få øje på. Jeg vil mene at 3/4-dele af retten bestod af pasta, og skønt den lille andel reelt fyld der var smagte udmærket, så var det ikke godt nok, og skal jeg være helt ærlig, så føler jeg mig lidt til grin over at blive behandlet på den måde. Der er tale om et køkken, der virkelig strækker råvarerne for at få penge ud af flest mulige kunder. Det er lidt ligesom at være fattig studerende igen. Bare fyld op med billig pasta, så holder pengene lidt længere.

2013 La Melisa 121113 (6)

Jeg fik en ½ liter kildevand, som kostede 18 kr., og ledsageren en stor sodavand til 36 kr. Pastaretterne kostede 107 og 110 kr., og forretten 59 kr. Salatbaren koster 29 kr. pr. person, når man får det sammen med en hovedret, og når man tager i betragtning at man ikke får nogle grøntsager overhovedet medmindre man bestiller salatbar ved siden af, så synes jeg at 140 kr. ligger i den dyre ende.

Jeg har debateret længe hvilken endelig bedømmelse, at La Melisa skal have, for jeg synes sådan set at maden var OK tilberedt, men der er bare så mange andre punkter der gør, at jeg faktisk ikke har lyst til at spise der igen, og jeg synes egentlig at forholdet mellem pasta og fyld er så ude af proportioner at det er at gøre nar af folk. Gør det dog ordentligt, tænker jeg. Servér en rigtig portion hvor man faktisk FÅR “store stykker mør oksefilet” i stedet for at man skal sidde og rode rundt i sin mad med en gaffel i et forsøg på at lokalisere proteinfyldet. La Melisa kunne godt gøre det bedre, hvis de bare gad, for som sagt fejler tilberedningen ikke noget, og det er den ladhed, som jeg ikke bryder mig om. Derfor får de to kattepoter, og så er der altså meget bedre (og billigere) steder i Odense at købe italiensk mad, hvis det er det, man er i humør til.

TITEL: La Melisa

ADRESSE: Pogestræde 31, 5000 Odense

WEB: http://www.lamelisa.dk

BEDØMMELSE:          Kattepoter2small

Reklamer

Ciao Ciao Sandwichbar – Odense

2. november 2012

På Hjallesevej i Odense, ikke så langt fra centrum at man ikke godt kan tage et smut forbi, ligger en lille sandwichbar gemt væk – men ikke så gemt, at vi ikke fandt frem til og testede Ciao Ciao Sandwichbar i Odense.

Det hedder trods alt en sandwichbar, så det var også dette, at vi fik smagt på denne dag, men de har også andet at byde på i form af italienske specialiteter, og som takeaway sælger de fx også pastaretter. De har en rigtig fin hjemmeside, hvor man kan se billeder af de fleste retter, hvilket jeg synes er en god detalje.

De sælger både varme og kolde sandwich, men det var de kolde vi købte fire forskellige af. Vi gik hjem med: # 4. Skinke-Artiskok – med mørkt brød, # 7. Mortadella – med mørkt brød, # 8. Kylling-Mango Chutney – med lyst brød og # 10. Laks – med ciabatta.

Til de kolde sandwich kan man vælge mellem tre slags brød: Lyst, mørkt og ciabatta. Jeg vil helt klart anbefale enten at vælge mørkt (som ikke er specielt mørkt) eller ciabatta, da det lyse brød bare er et helt almindeligt og ret kedeligt baguette, der smager som noget man kan købe i et tilfældigt supermarked. De andre brød var udmærket. På nedenstående billede ses et tværsnit af laksesandwich med ciabatta til venstre og skinke-artiskok med mørkt brød til højre.

Skinke-artiskok bestod af artiskokcreme, kogt skinke, mozzarella, artiskokker og salat. Det var en interessant kombination, da artiskok sjældent bruges i danske sandwich. Den var udmærket og et interessant indslag, men måske ikke den mest gennemgribende i smagen. Salaten var frisk og sprød, hvilket var gældende for alle sandwichene. Der var ingen slatne grøntsager i disse sandwich. Egentlig måtte den gerne smage mere af artiskok, men artiskok smager selvfølgelig generelt ikke så meget igennem på denne serveringsmåde.

Mortadella-sandwichen bestod af hvidløg eller grøn pesto,  provolone/emmentaler (ost), mortadella pølse, frisk paprika, salat. Med paprika menes peberfrugt. Da vi bestilte, blev vi ikke spurgt, om vi ville foretrække hvidløg eller grøn pesto, og vi var i skyndningen ikke klar over at der var en valgmulighed, så vi fik grøn pesto. Pestoen passede rigtig fint i sandwichen, men den druknede fuldstændig mortadellapølsen. Jeg kunne se den, men jeg kunne ikke smage den overhovedet. Man kunne lige så godt have undladt pølsen og fx kommet mere ost i, eller have brugt en skarpere pølse som fx chorizo. Vi tror kombinationen ville have været bedre med hvidløg i stedet for grøn pesto.

Kyllingesandwichen bestod af kylling, hot mango chutney og ricotta. Det var en af favoritterne. Der var en god portion kylling i, og mango chutneyen passede fortrintligt til. Den var dog ikke så hot, som beskrivelsen måske foreslog – den måtte gerne have været stærkere, ellers er det jo bare “mango chutney” og ikke “hot mango chutney”.

Der manglede dog en ingrediens. Den var meget tør og ville have haft godt af måske lidt rucola eller en anden grøntsag til at bløde den lidt op. Ricotta er også en god ingrediens, men det er en tør ost, og her kunne en smule salat have gjort underværker. Hvis man lige lavede en lille tilføjelse, så er her en rigtig god sandwich. At blande ricotta med mango chutney er en god idé.

Laksesandwichen bestod af ostecreme med lime, laks og salat. Jeg var meget imponeret over hvor meget røget laks der rent faktisk var i – mange steder er der kun nok til at lokke kunder til, men der var virkelig fyldt et flot lag i. Ostecremen var rigtig god, og limen gik nemt igennem og i fint spænd med laksen. Her ville rucola måske også passe bedre end almindelig iceberg salat, men i sidste ende var dette alligevel min favoritsandwich af de fire vi smagte.

Sandwichene kommer i to størrelser – en lille til 38 kr. og en stor til 45 kr. Jeg ved dog ikke hvor stor størrelsesforskellen er mellem de to, da vi kun købte de store. Der er til en god frokost i én, men prismæssigt ligger det i den dyre ende. Jeg køber normalt ikke sandwich, da jeg synes det er mange penge at give for noget, som jeg lige så nemt kan lave selv, men smagsmæssigt var de fine, og der er et godt udvalg at bladre igennem. Der er flere, som lyder tillokkende, og som jeg er ked af at jeg ikke fik prøvet denne gang, men man må jo begrænse sig.

Sandwichene er muligvis lidt dyre, men priserne på deres pastaretter og salater ligner dem, man kan finde andre steder, så det bør ikke være prisen, der afskrækker et besøg. Man kan godt finde en hurtig aftensmad her uden at skulle spendere en formue på det. Jeg har dog ikke smagt disse retter, så jeg kan ikke udtale mig derudover.

I sidste ende giver jeg Ciao Ciao Sandwichbar i Odense tre kattepoter (i den høje ende af skalaen), og det er et sted jeg godt kan finde på at besøge igen, hvis jeg skulle befinde mig i nærheden. De går ind for brug af friske råvarer, hvilket er noget jeg kan lide, og det gør at jeg gerne vil prøvesmage deres andre retter også.

TITEL: Ciao Ciao Sandwichbar

ADRESSE: Hjallesevej 14, 5000 Odense C

WEB: http://ciaociaosandwichbar.dk/

BEDØMMELSE:     

Simoncini VinRestaurant – Odense

11. november 2011

Vi har tidligere spist på Simoncini VinRestaurant i Odense (dog før bloggens tid), og det var rigtigt godt, så da jeg fandt ud af, at de er begyndt på et take-away koncept, tænkte jeg, at det måtte vi da prøve.

De præsenterer to forskellige menuer med tre retter hver uge – en der gælder mandag til onsdag, og en for torsdag til lørdag. Man kan købe retterne enkeltvis eller samlet til 200 kr. Det skal dog siges, at weekendmenuen ikke har ændret sig de sidste tre uger. Jeg skal ikke kunne sige om de har indkøbt for mange græskar eller om de er gået væk fra det skiftende koncept, hvilket ellers var noget af det spændende ved det. Hvis jeg var typen, der bestilte mad udefra ofte, gad jeg da ikke bestille de samme tre retter uge efter uge. Hverdagsmenuen har dog skiftet.

Vi bestilte to gange tre retter, og ledsageren blev sendt til byen for at afhente måltidet. Indpakningen lignede alt andet takeaway.

Forretten var “Hjemmelavede ravioli fyldt med gorgonzola og pære m/nøddepesto“.

Raviolien var rigtig god. Jeg var noget i tvivl omkring gorgonzolafyldet, da dette er en lidt for stærk ost for min smag, men opvarmningen fjernede noget af den skarpe smag, og pærerne tilføjede lidt sødme. Nøddepestoen var også rigtig god og lækker med nogle enkelte hele nødder. Det er 100% en vinderret og virkelig noget af den bedste forret jeg har smagt i bloggens historie (hvad der ikke ligger på bloggen er forsvundet i hukommelsens tåger). Portionsmæssigt var den også lige som den skulle være.

Hovedretten bestod af “Braiseret hjortekalvekøller i rødvin m/ovnbagt græskar al timian serveret m/ sprød polenta“.

Kødet smagte udmærket – det var en anelse tørt, men vi opvarmede maden en smule i mikrobølgeovnen, da vi nåede til den (et offer man må tage når man bestiller en tre-retters menu som takeaway), så muligvis er det ikke restaurantens fejl. Det var dog ellers mørt og godt.

Græskarstykkerne havde fået en passende tid i ovnen, og idéen med timianstængerne er god. Normalt plejer jeg bare at lave tærte af græskar, men det smagte fint sammen med kødet.

Polentaen var meget spændende. Der var tilføjet en masse krydderier, da polenta ellers ikke normalt smager af så meget. De var sprøde og knasende og smagte ligesom chips.

Visuelt samlet set var retten ikke så pæn. Det var nogle meget mørke farver, og der manglede noget til at binde de forskellige dele af retten sammen med (jeg skal dog ikke kunne sige om de ikke på restauranten ville have anrettet det pænere end jeg gjorde!). Jeg kunne godt have tænkt mig en form for dressing eller eventuelt en sovs, da græskar i sig selv er en smule tørt, og kødet råbte også på en ven. Det var en god ret, men den manglede lige en enkelt ting for at blive rigtig god.

Til dessert var der “Lun figentærte med mandelcreme og hjemmelavet is all’amaretto“.

Selve figentærten var rigtig god, og det så flot ud, da man kunne se de hele figenstykker i kagen. Isen smagte også dejligt. Mandelcreme var der ikke noget af. Enten glemte restauranten det eller også er det ikke inkluderet i takeaway-udgaven og i så fald skal de ændre beskrivelsen på hjemmesiden, så den ikke gør brug af usandheder. Jeg vælger at lade som om, at mandelcremen blev glemt.

Portionsmæssigt synes jeg desserten var lidt for lille, og det så lidt småt ud med kun én kugle is. Ligesom med hovedretten synes jeg at der manglede noget til at binde de forskellige dele sammen med. Det hele smagte fint hver for sig, og det var en god dessert, men den manglede den lovede mandelcreme. Jeg tror at mandelcremen ville have gjort meget for retten.

Jeg glemte at nævne brødkurven, hvilket var fuldstændig uventet og derfor en glædelig overraskelse. Vi fik en brun pose fyldt med grissini, hvidt brød og focaccia, som altsammen smagte godt og var friskskåret i butikken. Vi manglede bare de små lurpakker, så var der til det hele.

Ledsageren efterspurgte en mulighed for at afhente maden et andet sted, da han var nødt til at gå igennem restauranten, og dette kunne være til irritation for de andre gæster.

Samlet set var det tre gode retter. Der er tale om god takeaway og 200 kr. for 3 retter synes jeg ikke er dyrt på dette niveau. Det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi får mad herfra. Derfor får Simoncini VinRestaurant fire kattepoter.

TITEL: Simoncini VinRestaurant

ADRESSE: Lottrupsgård – Vestergade 70, 5000 Odense C

WEB: http://www.simoncini.dk/

BEDØMMELSE: