Category Archives: diverse andre spisesteder

Den Gamle By – Aarhus

4. december 2011

Jeg kan godt lide nogle gange at gøre tingene lidt anderledes. Da det blev min tur til at holde familiesammenkomst, besluttede jeg mig derfor for at invitere familien til brunch i Den Gamle By i Aarhus. Det lyder måske som noget særligt i sig selv, men når alle kommer fra Fyn (med undtagelse af et par enkelte helt fra København), så er der alligevel lang vej derop.

Arrangementet blev booket i god tid, og jeg havde kontakt til en professionel medarbejder, som havde styr på tingene, så jeg havde ingen bekymringer omkring det. Arrangementet blev holdt i Hobrohuset, som var et rigeligt stort hus til et mindre selskab på et dusin mennesker. Vi havde bestilt brunchbuffet, som kostede 180 kr. pr person (børn halv pris), hvorefter vi ville bruge nogle timer på at udforske Den Gamle By og så slutte af med kaffe og kage om eftermiddagen. Det sidste kostede 80 kr. pr. person. Derudover skal man være opmærksom på, at når man booker et arrangement i Den Gamle By, så skal man også betale entrébillet, dog får man en mindre rabat. Entréen kostede ligeledes 80 kr. pr. person.

Der var meget at se på i Den Gamle By, og vi fik hurtigt flere timer til at gå derinde. Hvis man insisterer på at kigge i alle huse og se på alt, så kan man godt ende med at bruge tæt på 3 timer. Vi sprang dog nogle enkelte huse over, så et par timer var meget passende.

Hobrohuset var dækket fint og hyggeligt op. Det var dog vanskeligt at fotografere derinde, da vi mest spiste ved stearinlysenes skær. Det er jo også, trods alt, en gammel by. Det eneste mindre irritationsmoment var byens andre gæster, som – naturligt nok – antog at Hobrohuset var en del af showet og derfor kiggede nysgerrigt ind, for at se hvad der gik for sig. Til sidst forsøgte vi os med at stirre tilbage, men jeg tror ikke det gjorde nogen videre forskel.

Brunchbuffeten bestod af:

  • Varmrøget laks med enebær
  • Lufttørret skinke med syltede skalotter
  • Fad med hjemmelavet pålæg
  • Skyr med hjemmelavet muslï
  • Pandekage
  • Røræg med sprød bacon
  • Marmelade
  • 2 slags danske oste og hybenmarmelade
  • Frisk frugt
  • Brownie
  • Rugbrød & lyst brød med smør

Rugbrødet var lækkert og smagte bestemt hjemmelavet. Det lyse brød var også godt. Myslien var udmærket, men ikke noget ud over det sædvanlige. Skyren var rigtig god. Jeg spiser normalt skyr til min morgenmad, men denne skyr var mere cremet end den, jeg plejer at købe i supermarkedet. Den røgede laks var udmærket, men for mig en smule for salt. Den var dog generelt et hit til selskabet.

Der var tre slags pålæg, som jeg dog ikke umiddelbart synes virkede hjemmelavet. Det var dog et fint udvalg med tre meget forskellige slags pålæg. Der var en spegepølse, en rullepølse og en art serranoskinke, parmaskinke eller lignende. Ved det sidstnævnte pålæg havde de dog glemt at fjerne plastikken fra stykkerne, så jeg mistede lidt af appetitten, da jeg tog en god bid og endte med plastik i munden! Det var ikke helt godt nok. Det var også dét, der gjorde, at pålægget ikke virkede hjemmelavet. Efter sigende skulle det have smagt godt – men efter første bid havde jeg ikke lyst til at prøve igen.

Røræggen var fin og blød og blev komplimenteret fint af laksen.

Pandekagerne havde også en god smag, men den sande mester ved brunchbordet var chokoladekagen. Den var tyk, klæbrig og lækker og overstrøet med tørrede hindbær. Den var meget sød og meget gennemtrængende, og for nogen var den meget tung. Nu har jeg jo en lidt sød tand, så jeg syntes den var fantastisk (det lykkedes mig at spise to stykker).

Alt i alt var det en ganske udmærket og hyggelig brunch i meget hyggelige omgivelser. Personalet var venligt, hjælpsomt og imødekommende. Lige bortset fra en mindre fejl, var maden bestemt værd at komme efter.

Efter brunchen bevægede vi os rundt i Den Gamle By og mødtes så alle sammen igen til kaffe og kage. Udover drikkevarerne blev der også serveret hjemmebagte vanillekranse, boller og flødeskumslagkage.

Vanillekransene var rigtig gode, og de var enorme. De smagte af meget mere end almindelige dåsevanillekranse, eller blot dem de flester bager derhjemme. De kan også købes rundt omkring i Den Gamle By. De er værd at prøve – jeg vil næsten garantere at man ikke finder lignende andre steder.

Bollerne smagte udmærket, men var meget, meget tunge. Der er ikke tale om lette fødselsdagsboller; de var tunge og rustikke. Som sagt smagte de godt – men vi kunne måske godt have tænkt os nogle lidt lettere boller efter den store brunchbuffet. De fleste kunne kun spise en halv bolle, hvis der samtidig skulle være plads til vanillekranse og lagkage.

Lagkagen smagte også godt. Igen var bundene meget tunge – de kan ikke sammenlignes med de fabriksfremstillede købebunde, man finder i supermarkeder. Kagen var god og lignede en traditionel flødeskumslagkage med masser af flødeskum – ligesom jeg kan lide dem.

Vi blev velmodtaget i Den Gamle By, og der blev taget professionel hånd om vores besøg, så vi ikke skulle bekymre os om noget. Jeg er meget tilfreds med den service, vi oplevede.

Maden var også god; den var varieret, der var noget for enhver smag, og der var masser af den. Det hele smagte godt, med et par enkelte undtagelser (som plastikken i skinken), og til trods for tyngden, var det rigtig spændende (udover at smage godt) at smage boller, lagkage og så meget andet bagt på gammeldags manér. Hvis man ønsker et arrangement lidt ud over det sædvanlige, så er Den Gamle By et rigtig godt forslag.

Brunchbuffeten kostede som sagt 180 kr. pr. person, hvilket jeg synes er rimeligt. Kagearrangementet kostede 80 kr., hvilket jeg også synes er rimeligt. Til disse priser får man rigtig god mad retur. Derudover er man dog tvunget til at betale entrébillet, hvilket løber op i 80 kr. pr. voksen (børn er gratis). Vi kombinerede vores arrangement med et kig rundt i Den Gamle By og havde også aftalt, at folk selv betalte entré, men hvis man ikke er interesseret i dette, skal man jo medregne 80 kr. oveni, når man udregner slutresultatet. Så må man så diskutere med sig selv, om man synes at 260 pr. person. til en brunch er et godt tilbud.

Vi var dog godt tilfredse med vores besøg og vil helt klart anbefale Den Gamle By til andre. Derfor får Den Gamle By i Aarhus fire kattepoter.

TITEL: Den Gamle By

ADRESSE: Viborgvej 2, 8000 Odense C

WEB: http://www.dengamleby.dk/

BEDØMMELSE:     

Faaborg Røgeri Café – Fåborg

12. juli 2011

Det meste af vores sommerferie i år gik med at sejle, og når man nu er ude at sejle, så er man på et eller andet tidspunkt nødsaget til at spise fisk. Det hører sig ligesom til. Vi landede denne dag i Fåborg, hvor de har et røgeri  – Faaborg Røgeri Café – på havnen, som vi på tidligere sejladser har lagt mærke til. Nu skulle det så være – nu skulle det testes.

Omkring aftensmadstid gik vi forbi butikken for at tage lidt fisk med tilbage til båden. Stedet fungerer som både almindeligt røgeri, som café og som ishus. Hvis man vælger at bestille en af deres menuer, får man enten rugbrød eller kartoffelsalat til. Jeg var dog ikke sikker på hvad man ville få, hvis man bestilte deres tilbehør (jeg kan godt lide rugbrød, forudsat det er friskt, og kartoffelsalat kan man aldrig vide sig sikker på), og desuden ville vi gerne spise på båden. Vi købte derfor udelukkende fiskevarer og supplerede med en hjemmelavet salat og en kartoffelsalat fra det nærliggende supermarked.

Butikken reklamerer med, at de sælger nyrøget fisk hele dagen, så egentlig så jeg det som et plus, at de var udsolgt af nogle af fiskene, da vi mødte ind om eftermiddagen. Det må jo være et tegn på at det rent faktisk er friske varer vi får med hjem. Vi var tre mand til spisning og bestilte et større udvalg af de tilbud, de havde: Fiskefrikadeller, laks, makrel og hellefisk. Man kan jo godt blive lidt grådig, når man står i butikken og ser de mange lækre fisk foran sig. Man vil jo gerne smage lidt af det hele. Så er det altid fint når man er lidt flere til spisning, så har man mulighed for at dele og smage det meste.

Vi bragte vores fangst med hjem og gik til bords. Vi startede med fiskefrikadellerne, som var meget store og mættende. De var temmelig tunge i smagen og var derfor ikke helt så gode kolde. Jeg tænker at de ville have smagt noget bedre, hvis vi havde lunet dem først, men den tanke kom først senere. Det er så vores egen fejl – på den anden side har jeg smagt mange andre fiskefrikadeller, som smagte godt kolde såvel som varme. De var dog udmærket og så flotte ud.

Hellefisken og makrellen havde begge temmelig mange ben i, men smagte dejligt. Man skal lige være opmærksom, når man spiser. Makrellen kom i to udgaver i butikken – en med hvidløg og den anden var muligvis med rosmarin. Jeg valgte hvidløg, men hvis jeg ikke havde vidst det og intensivt smagt efter, ville jeg aldrig have lagt mærke til det. Laksen så meget dekorativ ud med sin nærmest plastikagtige, hårde panering. Ingen af os brød os specielt om smagen af den hårde skal, som vi pillede af, men laksekødet indeni var fint og blødt, og der var ingen ben i fisken.

Til omkring 180 kr. for tre mand, hvor der var mere end rigeligt, var det rimelige penge at betale for dette røgede fiskemåltid. Det så flot ud, smagte godt og var en god oplevelse. Det anbefales dog at varme fiskefrikadellerne. Hvis man ikke ønsker at sidde og pille ben ud af sin fisk, så kan laksen varmt anbefales. Jeg vil give Faaborg Røgeri Café fire kattepoter, da de havde et spændende udvalg, som man godt kan vende tilbage til og prøve noget nyt næste gang. Hvis man leder efter et røgeri, så er dette et godt forslag. Som café bliver det nu temmelig ensformigt, og til det formål vil jeg ikke anbefale det. Så hellere tage fisken med hjem, så man kan få det tilbehør man gerne vil have – inklusive grøntsager. Det man bestiller ligner næsten nøjagtigt det der fremvises på menukortet – og så er det tydeligt at se, at det ikke er tilbehøret de er gode til.

Hvad der var tilbage af laksen gav vi til katten. Han så også ud til at være tilfreds med kvaliteten.

TITEL: Faaborg Røgeri Café

ADRESSE: Vestkaj 3, 5600 Fåborg

WEB: http://faaborgroegericafe.com/faaborg-rogeri-cafe-2/

BEDØMMELSE:     

Kantinen på Tietgen Handelsgymnasium

15. juni 2011

Nu undrer du dig nok over titlen på denne anmeldelse. En kantine? På et handelsgymnasium – er det seriøst?

Men det er det faktisk.

Vi havde medarbejderdag på arbejdet og arrangementet fandt sted på Tietgen Handelsgymnasium i Odense – ja, vi kan jo snakke andetsteds om det faglige indhold i arrangementet, her vil jeg nu fokusere på den spiselige del.

Morgenmaden bestod af smurte rundstykker med en god ost, der smager af noget, skåret i en pæn tykkelse (ingen smagløs ost med papirstykkelse), tre slags marmelade, vand, te og kaffe.

Senere var der frokost, hvilket jeg vil vende tilbage til om lidt.

Om eftermiddagen var der kaffe og te med tre slags kager – en god drømmekage, hvor bunden dog godt kunne have været lidt mindre, men med et ganske udmærket lag af “det gode” ovenpå. Derudover en chokoladekage af en art, svampet, også med en slags kokosfyld. Mange fandt denne kage for sød, men jeg har altid haft en sød tand, så jeg synes den var fin, også selvom jeg synes at drømmekagen var den bedste. Den sidste kage var en banankage, som dog var kedelig. Den smagte næsten ikke af banan, og der var nogen som ikke engang var klar over, at det var en banankage. Den får minuspoint – de andre kager var udmærket.

Men nu til frokosten! Højdepunktet på dagsordenen.

Da vi var nogle og to hundrede mennesker blev der selvfølgelig serveret buffet – men hvilken buffet! Der var fisk i lange baner – røget laks med asparges og rejer, rødfisk med krebsehaler, noget friturestegt fisk med tomat og citron. Derudover var der også and med champignon med ostefyld, kalvefilet med rabarberkompot, en tapas anretning med italienske pølser og nye kartofler, og en jordbærsalat med rucola, nødder og mozzarella. Dertil forskelligt brød – uvist om det var hjemmebagt.

Der var også en fantastisk vegetarafdeling, som man muligvis tiltuskede sig lidt af selvom man ikke helt var vegetar – men der var rigeligt af det, så vegetarerne manglede ikke noget. Der var nogle rigtig gode madtærter med tomat, panerede squash, grønne asparges med parmesanflager, og en lækker champignonpaté/-gratin.

Maden var udsøgt, lavet af folk som er gode til deres arbejde. Det hele var veltilberedt. Især madtærterne var fantastiske, og svampepatén (som de kaldte den) var lækker. Det hele var professionelt, og noget jeg ville være imponeret over hvis jeg havde fået det serveret på en rigtig restaurant. Uanset hvem de har ansat som kok på skolen – så hold fast på vedkommende.

Til dessert var der frugtfade med vindruer og forskellig melon og – det bedste af det hele – små mundrette vandbakkelser fyldt med chokoladecreme. De havde lige den rigtige størrelse til at man kunne smide dem i munden uden at grisse fingrene, og cremen var ud over alle grænser. Jeg var meget imponeret over at de lavede dem så små – og derefter havde fyldt hver enkelt af dem. Vandbakkelserne var helt klart det bedste jeg fik at spise den dag.

Jeg værdsætter altid god mad, i alle former og afskygninger, uagtet hvor det bliver serveret. Nu er kantinen på Tietgen Handelsgymnasium jo muligvis ikke et sted man lige reserverer bord – men hvis din arbejdsplads skal holde et større arrangement, eller børnene går på skolen, så vid at der her er tale om kvalitet – og til meget favorable priser. Nu er der selvfølgelig forskel på hvad vi fik serveret til vores medarbejderdag, og på hvad de normalt serverer i kantinen, så jeg skal ikke kunne udtale mig om dagspriser på almindelig frokost og sandwich – men hvad vi fik var godt, og da jeg kender prisen for arrangementet, så kan jeg garantere at det er meget billigt for så god en frokost (plus det løse).

Ud fra alt dette får kantinen på Tietgen Handelsgymnasium fire kattepoter. Kvaliteten alene er meget høj, og når man samtidig tager i betragtning, at der er tale om en kantine, hvilket man normalt måske ikke har så høje forventninger til, så er der her i sandhed tale om god kvalitet.

TITEL: Kantinen på Tietgen Handelsgymnasium

ADRESSE: Elmelundsvej 10, 5200 Odense V

WEB: http://tietgenportalen.tietgen.dk/dk/hhx/Sider/default.aspx

BEDØMMELSE: