Category Archives: café

Café Niederegger – Lübeck

16. juli 2014

2014 Cafe Niederegger 160714 (22)

Lübeck er kendt for mange ting, men en af de aspekter, som jeg primært forbinder med Lübeck, er marcipanmuseet. Marcipanmuseet Niederegger er dog mere end blot et museum – det er også en butik, hvor de sælger deres varer, og på 1. sal er der caféområde, hvor man kan indtage alskens former for kager. De sælger også almindelig mad, så man kan fx også spise morgenmad (en komplet morgenmad koster cirka 12 euro per person, hvilket er billigere end morgenmaden på de omkringliggende hoteller, og sikkert også meget bedre!) og frokost i deres café. Derudover havde de også spændende isanretninger. Vi kom der dog specifikt for at spise kage.

I stueetagen ligger butikken, hvor de sælger mange flotte marcipanprodukter. De har et stort udvalg og nogle meget imponerende figurer. De flotte marcipanfigurer smager dog ikke så godt, da de jo er behandlet med et eller andet, der gør dem mere langtidsholdbare, så det er ikke ligesom når nogle af os herhjemme til jul ruller lidt lyserød marcipan til grise og nisser. De er mest til pynt, synes jeg, men de kan selvfølgelig godt spises alligevel. Marcipanbutikken sælger dog også mere almindelige marcipanbrød og lignende, og man kan her også købe kage til at tage med hjem.

På 2. etage ligger marcipanmuseet, som er lille men bestemt et besøg værd hvis man er i nærheden.

I caféområdet udvælger man sig et bord, hvorefter der kommer en tjener rundt for at tage imod bestilling. Dette er dog primært bestilling af drikkevarer og alt andet, der ikke falder ind under kategorien “kage”. Skal man have kage, skal man henvende sig ved konditorskrænken, hvor tjeneren placeret der så skærer dine stykker ud, og tjeneren som tog imod bestilling af drikkevarer leverer herefter kagen til bordet.

2014 Cafe Niederegger 160714 (18)

Der var høflig og hurtig betjening, og vi bestilte en iskaffe med marcipan samt en kop varm chokolade med marcipan. De smagte begge udmærket. Marcipansmagen var ikke så tydelig i nogle af drikkene, men var dog til stede. Kakaoen var dog mere lunken end varm.

2014 Cafe Niederegger 160714 (14)

I centrum af caféområdet er der et stort kagedisplay, hvor der er kager i alle former og afskygninger, så der er noget for enhver smag. Det hele så meget lækkert og indbydende ud, og det var meget vanskeligt at vælge! Vi var to af sted, og vi havde besluttet os for at dele tre stykker, men det ekstra stykke gjorde det ikke nemmere at vælge. Kagedamen ved disken var meget hjælpsom og forklarede venligt hvad der var i de forskellige kager, når man spurgte, men det ville have været rigtig godt at have haft et menukort over kagerne på bordene, så man lettere kunne forberede sig. Heldigvis havde jeg nærstuderet deres hjemmeside inden vi tog på ferie, så jeg havde lidt en idé om hvad jeg gerne ville prøve.

Et kagestykke kostede 3,50 euro, hvilket cirka svarer til 30 kr, og det synes jeg er en rigtig fin pris for et stykke kage af den kvalitet. Der var tale om flotte og velsmagende kager, hvor nogle dog også var meget bastante og kompakte, men cirka 30 kr er billigt for et stykke gourmetkage, i hvert fald efter danske standarder, hvor et stykke kage snarere koster det dobbelte.

2014 Cafe Niederegger 160714 (15)

I sidste ende blev jeg alligevel enig med mig selv om, hvilke tre kager der skulle prøves, og valgene faldt på: “Helle baumkuchentorte”, “Fürst Pückler torte” og “Schwarzwälder kirschtorte”.

Helle baumkuchen er essentielt en god solid mazarinkage. Den havde et fantastisk snit og var dækket af et tykt lag marcipan, så man fik helt sikkert noget for pengene. Den var dog forholdsvis tung og kunne have haft godt af lidt creme, fx flødeskum eller vanillecreme. Den var dog meget lækker, og jeg synes det var en smuk kage.

2014 Cafe Niederegger 160714 (19)

Fürst Pückler torte havde en svag romsmag og en meget bastant vanillecreme, der mindede lidt om smørcreme. Den var ikke så cremet, som jeg havde regnet med, men den var stadig god. Igen var den dekoreret med et tykt lag marcipan samt et tykt lag chokolade.

2014 Cafe Niederegger 160714 (20)

Schwarzwälder kirschtorte var ledsagerens valg, og dette endte også med at være hans favorit, skønt jeg ikke fandt den så spændende. Til forskel fra de to andre var denne her dejlig cremet med flødeskum, så den passede rigtig fint som supplement til de to tungere kager. Der var masser af kirsebærfyld, skønt jeg savnede en anelse knas eller lignende, en eller anden form for ekstra element.

2014 Cafe Niederegger 160714 (21)

Alle kagerne så fantastiske ud, og da jeg er vild med forskellighed, så var deres store udvalg næsten overvældende. Jeg bliver i hvert fald nødt til at besøge Lübeck igen for at prøve noget mere af menukortet. Det er god smag, god kvalitet, godt udvalg til en god pris, så derfor får marcipanmuseum og -café Niederegger i Lübeck fire kattepoter.

TITEL: Café Niederegger

ADRESSE: Breite Str. 89, gegenüber der Rathaustreppe, 23552 Lübeck

WEB: http://www.niederegger.de/

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Karstadt – Lübeck

16. juli 2014

2014 Karstadt Cafeteria Morgenmad 160714 (3)

I sommerferien var vi en tur i Lübeck, hvor vi havde to overnatninger på et hotel lige udenfor Lübeck centrum. Prisen for overnatningerne var som forventede, men de 17 euro per person ville vi nu alligevel ikke betale for en efter alt at dømme ringe hotelmorgenmad, derfor brugte vi små 10 minutter på at gå ind i centrum hver morgen. Her fandt vi vej til cafeteriaet i Karstadt i Lübeck, hvor vi fik morgenmad for 4,95 euro per person.

Karstadt er en butikskæde, der findes i rigtig mange tyske byer. Den minder lidt om Magasin, og de gør sig i lidt af det hele fra porcelæn og bøger til tøj og køkkensager, og ikke mindst et cafeteria, som vi fandt på øverste etage.

Cafeteriaet åbner kl. 9.30, og her serverer de en varieret morgenmadsbuffet, hvorfra man kan vælge 6 elementer samt en kop varmt at drikke (kaffe, te eller kakao) for 4,95 euro. Man kan godt købe enten flere eller færre elementer – ekspedienten justerer prisen, når man kommer op til kassen.

2014 Karstadt Cafeteria Morgenmad 160714 (2)

Det var lidt vanskeligt for os uindviede danskere at regne ud, hvad der var med i tilbuddet og hvad der ikke var, for skiltene var lidt misvisende. I første omgang troede vi for eksempel at brød lå udover de 6 elementer, men de viste sig også at være inkluderet. Mælken til cornflakes var gratis, og det samme var agurkeskiverne. Der var også nogle forskellige salater (karrysalater o.l.), hvor jeg ikke ved om de var med i prisen som tilbehør på fx kødpålæg eller om det var et element i sig selv. Syltetøj konstituerer dog én ting, så mon ikke salaterne også er det.

2014 Karstadt Cafeteria Morgenmad 170714 (2)

Buffeten havde et lille men alligevel udmærket udvalg i forhold til prisen. Der var forskelligt smør, nutella, syltetøj og honning. Røget laks, en ganske udmærket anretning med tomat, mozzarella og pesto, et par oste og diverse kødpålæg. Der var også forskellige morgenmadsprodukter i form af små kelloggspakker samt brød og croissanter. På andendagen fandt vi ud af at de blødkogte æg også var med i tilbuddet, og de var tilberedt helt perfekt.

2014 Karstadt Cafeteria Morgenmad 170714 (1)

Det var ikke en sindsoprivende morgenmad, men der var noget for enhver smag til billige penge. Spisning kan hurtigt blive dyrt i Lübeck, og cirka 100 kr. for 2 personer inklusive drikkevarer er billigt, og MEGET billigere end på vores hotel (og sikkert mindst lige så godt). Vi var vældig tilfredse med hvad der blev serveret, og det er rigtig fint at man ikke er bundet af antallet, så hvis man er sulten kan man købe mere og hvis man ikke er så sulten, så kan man nøjes med lidt mindre uden at skulle betale fuld pris. Vi spiste der begge dage vi var i Lübeck. Karstadts cafeteria får dog kun tre kattepoter, da det ikke er den mest spændende menu, men det er helt sikkert et spisested jeg vil anbefale til andre, især hvis man gerne vil undgå den alt for dyre hotelmorgenmad.

TITEL: Karstadt

ADRESSE: Königstr. 54+56, 23552 Lübeck

WEB: http://www.karstadt.de/

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Café Kræz – Odense

9. februar 2014

2014 Brunch på Kræz 090214 (1)

Søndag var vi til brunch hos Café Kræz i Odense. I weekenden serverer de en stor brunchbuffet til 124 kr. pr. person, og det måtte vi selvfølgelig undersøge nærmere. De serverer også andre retter til både frokost og aftensmad, men denne anmeldelse går udelukkende på deres brunch.

Brunch er åbenbart en meget populær spise i Odense, for stedet var fyldt næsten til bristepunktet da vi kom. Det lykkedes os at snige os ind på et bord, men det kan varmt anbefales at bestille i forvejen, hvis man vil være sikker på en plads. Der var meget larm på Café Kræz, så det er ikke et sted jeg vil anbefale, hvis man gerne vil sidde og hyggesnakke over en brunch. Medarbejderne var flinke og tog det hele uden sved på panden, men vi ventede meget længe fra vi blev sat til der kom en tjener og tog imod bestilling. Der var to andre borde ved siden af os, der ventede lige så længe på at bestille. Den unge mand, som var sat til at sørge for at buffeten hele tiden var fyldt op, gik i pendulfart fra køkken til buffet, og alligevel var han bagefter. Jeg synes Café Kræz kunne have haft gavn af at have flere på job, men det er en ledelsesbeslutning og ikke noget jeg fejler personalet for.

Buffetområdet var meget småt, og da folk indtog området i bølger, var der en del perioder med lange køer og trænge pladser. Der var dog et udmærket udvalg af de klassiske brunchretter, heriblandt et fint udvalg af pålæg (der var fx rullepølse samt forskellige former for chorizospegepølser) og et flot ostebræt. De fleste af ostene var dog af den lidt hårde type mere henvendt til ostekendinge, og måske en enkel brie, og jeg savnede nok en helt almindelig skæreost at komme på mit rugbrød. Der var en hønsesalat og en skinkesalat, som de skrev var “hjemmelavet”, men jeg synes nu mere at det lignede dem som jeg selv køber i supermarkedet – og så toppet af med lidt syltet agurk. Det er nok sidstnævnte der gør det “hjemmelavet”. Der var også røget laks – i hvert fald da vi kom.

2014 Brunch på Kræz 090214 (6)

Der var røræg med brunchpølser, lun leverpostej, ovnkartofler og små ristede toast med ost og skinke. Ovnkartoflerne var ganske gode, og røræg og brunchpølser var OK uden at være noget særligt. Leverpostejen var jævnt kedelig og smagte som den billige finthakkede fra supermarkedet. Halvvejs igennem vores besøg blev der sat bacon frem, som dog var blødt og bøjeligt i stedet for sprødt og knasende, og det smagte faktisk ikke særlig godt. De små toast syntes jeg var rigtig fine – ikke fordi de smagte som noget særligt på den måde, men det var første gang at jeg så det på et brunchbord, så jeg synes det var et sjovt lille indslag. Og ristet brød med smeltet ost er jo altid godt.

Der var en masse forskelligt brød, også knækbrød og rugbrød, noget af det hjemmebagt, noget af det købt og noget af det fra frost. Generelt smagte det OK, og deres brød med tørret frugt var ganske fint. Dog lavede de en slem fejl, da det første brød jeg fik fat på ikke var færdigbagt (der er tale om det lyse brød på det første billede på siden). Halvdelen af det var faktisk rå dej, og dét synes jeg bestemt ikke er i orden. Man kan ikke servere ubagt brød.

Der var også yoghurt på brunchbordet, men det var en meget tynd og vandet afart, som jeg ikke var specielt begejstret for. Som topping var der crüesli, tørret kokos, bananchips, tørrede tranebær, tørrede jordbær og en sjette ting, som muligvis var rosiner. De tørrede jordbær var klart de mest spændende, og de smagte forbavsende meget af jordbær. Jeg opdagede at de var bedst efter at de havde ligget lidt i blød i yoghurten. Der var også blødkogte æg, og de var faktisk perfekt tilberedte med en stadig blød blomme.

2014 Brunch på Kræz 090214 (2)

På buffetbordet var der sat et lille skilt frem, hvor der stod at der kl. 12 ville blive serveret medister, frikadeller og fiskefileter, så vi trak tiden lidt ud mens vi ventede på de ekstra retter. Til sidst dukkede medister og frikadeller op, men der var ingen fiskefilet i øje. Dét synes jeg heller ikke er OK – lover man noget skal man også holde det, og jeg havde egentlig glædet mig til at smage en fiskefilet. Medisteren smagte såmænd udmærket men lignede mere en pølse end en medister. Frikadellerne var dårlige. De var tydeligvis genopvarmet og dette på en dårlig måde, såldes at skallen på frikadellerne var både hårde og gummiagtige, og det indre var tørt og utiltalende.

2014 Brunch på Kræz 090214 (7)

Der var også et større udvalg blandt de søde retter. Der var frisk frugt på spyd (ananas og melon, plus fersken fra dåse) samt en skål med dåsefrugt, måske tiltænkt yoghurten. Der var pandekager en masse serveret med honning samt jordbær- og hindbærsyltetøj, og nutella til de af os der er glade for det. Jeg savnede lidt sukker at komme på, men det er nok bare mig. Pandekagerne var OK men tydeligvis ikke friskbagte, da de blev kedelige og gummiagtige, når de blev kolde. En overgang var der også lagkage med creme og hindbærsyltetøj. Den var også OK, skønt bundene var lidt underligt smuldrende, og der var ikke synderligt meget smag i kagen. Det var dog et spændende indslag blandt de mange, mange andre retter, der var købt som bake-off eller fra frost. Lagkagefadet blev dog tømt halvvejs gennem vores besøg, og det blev ikke fyldt op igen mens vi var der. Jeg var heldig at jeg snuppede det sidste stykke på fadet, også selvom jeg ikke var nået til desserten endnu. Man skal ikke vente med noget på Café Kræz men hele tiden tage lige præcis det man har lyst til NU, for der er ingen garanti for at noget bliver fyldt op igen.

2014 Brunch på Kræz 090214 (3)

Blandt de mange bake-off retter var der små croissanter, som dog smagte godt skønt det sidste fad de satte ind inden vi gik havde fået lige lidt for længe i ovnen. Der var små spandauere, både med creme og syltetøj. De var fint sprøde, men smagen var der ikke meget ved, især ikke den med creme, hvor det kun var teksturen man kunne smage og ikke reelt fyldet. Der var kringle, som var OK men igen havde en færdigkøbt-og-optøet-i-restaurantens-ovn smag til sig, og cremen i kringlen smagte lidt underligt. Der var små stykker æblekage, hvor dejen var underligt gummiagtig, og da vi kom var der også små kanelsnegle (helt uniforme i udseendet og tydeligvis spyttet ud af en maskine et sted) samt nogle små kager med fletværk på toppen (måske noget med æble, tænker jeg). De to sidstnævnte forsvandt dog inden vi nåede til desserten og blev som så meget andet ikke fyldt op igen. Jeg ville ellers gerne have haft en kanelsnegl, men sådan er livet uretfærdigt nogle gange.

2014 Brunch på Kræz 090214 (8)

Af drikkevarer fik jeg et glas isvand til 15 kr. og ledsageren købte en lille stempelkande med kaffe til 34 kr. Vi fik at vide at der var tre kopper kaffe i kanden, men det var nok i en anden type kop – der kom i hvert fald kun to kopper ud af vores.

Overordnet set præsenterede Café Kræz en stor buffet med mange valgmuligheder, men ikke rigtig noget ud over det sædvanlige. Der var nogle enkelte ting, primært frikadellerne, baconen samt det ubagte brød, som det var lykkes dem at lave dårligt, men derudover går kritikken mest på at de ikke rigtig serverede noget særligt eller noget særligt godt. Der var de klassiske retter og vi gik bestemt meget mætte derfra, men det er ikke sådan at jeg har nogen særlig interesse i at komme igen. Nu er det prøvet – så går vi videre til noget nyt.

Konklusion: Lidt for jævn en præstation, men god service hvor eneste kritikpunkt nok er at de ikke fylder op når fadene er tomme. Det kan fx ikke være så svært at lune nogle flere kanelsnegle, når man nu ikke bager dem selv. Jeg bryder mig ikke om at skulle hamstre for at være sikker på at kunne få smagt det hele. En OK brunch men ikke mere end det. Derfor får Café Kræz i Odense tre kattepoter.

TITEL: Café Kræz

ADRESSE: Gråbrødre Plads 6, 5000 Odense C

WEB: http://www.kraez.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Globen Flakket – Aarhus

18. maj 2013

2013 Bryllupsrejse 180513 Aarhus (20)

Tidligere på året var vi en tur i Aarhus, og inden ankomsten hertil havde jeg lokaliseret et spisested, hvor vi kunne sætte os til rette foran et eftermiddagskagebord. Valget var faldet på caféen Globen Flakket i Aarhus, hvor deltagelse i deres kagebord på daværende tidspunkt kostede 35 kr. pr. person. Ja, det er helt rigtigt. 35 kr. Jeg kan dog se på deres hjemmeside at prisen nu er steget til 39 kr., men det er fortsat respektabelt. Vi tog os denne dag kun for os af kagebordet, så jeg kan ikke kommentere på andre dele af deres menukort, udover drikkevarerne, og den endelige bedømmelse af stedet er derfor kun baseret på kagernes kvalitet og prisen for at spise dem. De andre caféretter kan muligvis være bedre eller værre – det er uvist.

Okay, for 35 kr. var vore forventninger måske ikke så høje, men fik vi bare ét stykke kage, så var pengene tjent hjem igen. 35 kr. for et stykke kage er jo ikke uhørt visse steder. Kagebordet inkluderede dog ikke drikkevarer, og der er de så fikse, at de ikke på deres hjemmeside fremviser priserne herpå. Ledsageren endte med at bestille en iskaffe, og jeg valgte en cocio dream (cocio, softice, flødeskum, chokolade – den var faktisk rigtig god). Begge dele – og alle deres andre drikkevarer – koster omkring 50 kr. Min cocio dream kostede vist 53 kr., så de tjener jo nogle penge ind igen på drikkevarerne. Men intet ondt ord om cocio dream – den smagte som sagt godt.

Globen Flakket 180513 (6)

Kagebordet havde et rigtig flot udvalg i betragtning af prisen. Der var to slags brownie – en lys og en mørk. Tiramisú. Rabarbergrød og smuldreæblekage – hertil både flødeskum og creme fraiche. Og en flødeskumslagkage med chokolade og valnødder. Og så lidt frugt. Det bør nævnes at der ikke rigtig var noget “guf”, som lovet på hjemmesiden – jeg havde måske forventet slik eller chokolade af en art, men det er så også okay. Vi kan nok ikke få det hele hver gang.

Globen Flakket 180513 (2)

Tiramisúen fik jeg ikke smagt, fordi jeg hverken bryder mig om kaffe, mascarpone, ladyfingers eller marsala, og så er der næsten ikke noget tilbage af desserten at smage på, men den skulle ifølge ledsageren være fin. De to brownies var udmærkede, men ikke fantastiske. Rabarbergrøden var et rigtig fint indslag – jeg var meget imponeret over, at de benyttede sæsonvarer. RabarberGRØD var dog temmelig misvisende, da rabarberen på ingen måde havde kogt længe nok. De var ikke kogt ud, så det var bestemt ikke grød, og så skulle de have haft lige lidt længere for at blive møre nok, men derudover smagte det godt.

Globen Flakket 180513 (3)

Jeg var glad for at der var en flødeskumskage, for intet kagebord er perfekt uden en flødeskumskage af den ene eller anden variant – men den blev lidt for meget af det gode i den lange bane. Jeg elsker flødeskum (hvilket muligvis også fremgår af ovenstående billede), men der måtte gerne have været et eller andet til at stå i kontrast hermed – bare en simpel vanillecreme ville have været nok. Nødderne og chokoladen forsvandt i de store hvide dundyner, men ellers var det rigtig lækkert, og spiste man lidt brownie sammen med, så gik det også nok.

Globen Flakket 180513 (9)

Smuldrekagen var også vellykket og frugten – ja, den så fin nok ud på buffetbordet, men længere nåede den vist ikke før vi var mætte.

Alt i alt var det overraskende godt. Det var ikke gourmetkager, men for 35 kr. var det helt fantastisk. Kunne man tænke sig at prøve kræfter med et kagebord i Aarhus eller omegn, så er Globen Flakket et rigtig godt sted, og prisen kan man jo ikke brokke sig over. Jeg ville i hvert fald ikke have noget imod at komme igen en anden gang, og derfor giver jeg Globen Flakket i Aarhus fire kattepoter.

Globen Flakket 180513 (7)

TITEL: Globen Flakket

ADRESSE: Åboulevarden 18, 8000 Aarhus C

WEB: http://globen-flakket.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Froggy’s Café – Odense

3. oktober 2013

2013 Froggys Café 031013

Jeg var ude at spise frokost med en veninde den anden dag, og her gik turen forbi Froggy’s Café i Odense. Egentlig havde vi snakket om brunch, men Froggy’s tilbød kun to muligheder i den kategori: En med alt for meget kød og ingen pandekager, og en vegetarisk med pandekage men uden æg og pølse. Der var ikke rigtig nogen spændende middelvej (og pandekage som tilkøb kostede en helt svimlende sum af 40 kr.!), så vi zoomede derfor i stedet ind på en bacon cheese burger til 119 kr. Dertil fik jeg et glas vand til 12 kr.

Burgeren blev serveret med pomfritter og aioli som dyppelse. Pomfritterne var småkrydret (jeg tænker med lidt rosmarin), og det smagte sådan set udmærket. Deres aioli var også OK – den var ikke alt for majonaissefed, som de nogle gange kan være. Jeg kan ikke fordrage majonaisse til pomfritter, men denne her var udmærket. Jeg synes dog at pomfritterne var lidt for bløde, og der var måske lidt for lidt aioli til så mange af dem (på billedet står den lille skål gemt bag pomfritterne under burgerens låg).

Jeg kunne godt lide selve burgerbollen. Den var lidt mere spændende end de almindelige luftige boller med et strø sesam på toppen. Bøffen havde en passende størrelse og var også udmærket stegt og ganske neutral. Baconen smagte lidt for “gammelt”, som om det var en times tid siden at den var stegt, og nu kom der endelig en ordre ind, så de kunne få det brugt. Osten var blottet for enhver form for smag og var spild af plads og kalorier i burgeren. Der var såmænd ikke noget i vejen med grøntsagerne, men jeg synes der var alt for lidt af dem. Et lille, tyndt stykke icebergsalatblad (dog stadig sprødt) og to skiver tomater, lidt hakket rødløg og en anelse syltet agurk, som dog også smagte fint og ikke var helt udvandet, som man kunne have frygtet. Det var lidt tyndt med mængden af fyld. Jeg synes godt man kunne have serveret en lille bunke med ekstra grønt ved siden af, så man selv kunne samle videre henover spisningen.

Alt i alt var det ikke en imponerende burger, men heller ikke en dårlig variant af slagsen. Jeg har svævet lidt mellem de 2 og de 3 kattepoter, men i sidste ende blev valget truffet ud fra spørgsmålet: Vil jeg anbefale Froggy’s som et sted at spise en god burger? Og dertil er svaret: Nej, det vil jeg ikke. Nogle af deres andre menuindslag fungerer muligvis bedre, men skønt burgeren og de tilhørende pomfritter havde nogle lyspunkter, ligger den tættere på kun at være “OK” end at være “Et besøg værd”. Derfor får Froggy’s Café i Odense to kattepoter.

TITEL: Froggy’s Café

ADRESSE: Vestergade 68, 5000 Odense C

WEB: http://froggyscafe.dk/

BEDØMMELSE:     Kattepoter2small

Café Ciré – København

28. juli 2012

I København i Valby-området ligger der en lille café kaldet Café Ciré. Her havde vi bestilt bord til en omgang brunchbuffet, som de serverer hver lørdag og søndag mellem kl. 9 og 14. En af de primære årsager til at vi havde valgt netop denne café er at den ligger meget tæt på København Zoo, og det passede derfor fortrinligt med en gang brunch efterfulgt af et besøg i zoologisk have, hvor vi hurtigt fik brugt temmelig mange timer på at stirre på dyrene, mens de stirrede vurderende tilbage på os.

Restauranten var ganske nydelig, ren og pæn, men bordene var ikke så store, og det ellers meget venlige og hjælpsomme personale var i starten ikke så hurtige til at fjerne de brugte tallerkener, som vi ikke havde plads til på eget bord, så vi afsætte dem på det tomme nabobord, hvor de til sidst blev fjernet.

Hvad angår buffeten var der overraskende mange ting at vælge imellem, både gamle kendinge, men sandelig også nyskabende brunchretter.

Der var en ganske udmærket omgang røræg og hertil almindelige cocktailpølser (en smule kedelige), fint stegt bacon og kylling på en pind. Der var et stort udvalg af oste og pålæg, nydeligt præsenteret, og mange forskellige salater, heriblandt et par pastasalater. Der var alt fra hummus til tunsalat til mere eksotiske salater med fx kikærter, bønner og feta. Der var kartoffelrösti og røget laks og yoghurt serveret med crüsli og akaciahonning.

Der var et godt udvalg af forskelligt brød, og som alle andre gode brunchbuffeter var der også nutella. Der var også en stor skål med frisk frugt, som blandt andet inkluderede friske jordbær, hvilket er et sjældent syn, men de var meget lækre og det var et rigtigt fint tiltag at have med. Så var der naturligvis også pandekager af den tynde variant, om de var hjemmebagte er jeg i tvivl om, men de smagte fint, og med lidt nutella og lidt frisk jordbær, så manglede der ikke noget på den søde tallerken!

Det søde bord bød også på gode croissanter og en chokoladekage, som dog var meget kedelig. Med i brunchen hørte også drikkevarer, der bestod af kaffe, et begrænset udvalg af te (dog serveret med frisk mælk) og juice.

Alt i alt var det en meget varieret buffet, som bød på fine morgenmadsprodukter samt retter, der nemt kunne serveres til frokost. Køkkenet viste en imponerende rækkevidde og opfindsomhed med deres mere specielle udvalg, og vi kunne nemt have hængt ud lidt længere tid for at få smagt det hele (til sidst blev mætheden dog for overdøvende). Udover chokoladekagen, som manglede smag, var der ikke noget, der var dårligt, og rigtig meget der var rigtig godt. Til 139 kr. pr. person er det et fund for pengene, og jeg vil helt sikkert anbefale at slå et smut forbi Café Ciré, også selvom dagen ikke fortsættes i zoologisk have. Derfor får Café Ciré i Valby i København uden tøven fire kattepoter.

TITEL: Café Ciré

ADRESSE: Valby Langgade 58, 2500 Valby – København

WEB: http://www.cafecire.dk/

BEDØMMELSE:     

Den Gamle By – Aarhus

4. december 2011

Jeg kan godt lide nogle gange at gøre tingene lidt anderledes. Da det blev min tur til at holde familiesammenkomst, besluttede jeg mig derfor for at invitere familien til brunch i Den Gamle By i Aarhus. Det lyder måske som noget særligt i sig selv, men når alle kommer fra Fyn (med undtagelse af et par enkelte helt fra København), så er der alligevel lang vej derop.

Arrangementet blev booket i god tid, og jeg havde kontakt til en professionel medarbejder, som havde styr på tingene, så jeg havde ingen bekymringer omkring det. Arrangementet blev holdt i Hobrohuset, som var et rigeligt stort hus til et mindre selskab på et dusin mennesker. Vi havde bestilt brunchbuffet, som kostede 180 kr. pr person (børn halv pris), hvorefter vi ville bruge nogle timer på at udforske Den Gamle By og så slutte af med kaffe og kage om eftermiddagen. Det sidste kostede 80 kr. pr. person. Derudover skal man være opmærksom på, at når man booker et arrangement i Den Gamle By, så skal man også betale entrébillet, dog får man en mindre rabat. Entréen kostede ligeledes 80 kr. pr. person.

Der var meget at se på i Den Gamle By, og vi fik hurtigt flere timer til at gå derinde. Hvis man insisterer på at kigge i alle huse og se på alt, så kan man godt ende med at bruge tæt på 3 timer. Vi sprang dog nogle enkelte huse over, så et par timer var meget passende.

Hobrohuset var dækket fint og hyggeligt op. Det var dog vanskeligt at fotografere derinde, da vi mest spiste ved stearinlysenes skær. Det er jo også, trods alt, en gammel by. Det eneste mindre irritationsmoment var byens andre gæster, som – naturligt nok – antog at Hobrohuset var en del af showet og derfor kiggede nysgerrigt ind, for at se hvad der gik for sig. Til sidst forsøgte vi os med at stirre tilbage, men jeg tror ikke det gjorde nogen videre forskel.

Brunchbuffeten bestod af:

  • Varmrøget laks med enebær
  • Lufttørret skinke med syltede skalotter
  • Fad med hjemmelavet pålæg
  • Skyr med hjemmelavet muslï
  • Pandekage
  • Røræg med sprød bacon
  • Marmelade
  • 2 slags danske oste og hybenmarmelade
  • Frisk frugt
  • Brownie
  • Rugbrød & lyst brød med smør

Rugbrødet var lækkert og smagte bestemt hjemmelavet. Det lyse brød var også godt. Myslien var udmærket, men ikke noget ud over det sædvanlige. Skyren var rigtig god. Jeg spiser normalt skyr til min morgenmad, men denne skyr var mere cremet end den, jeg plejer at købe i supermarkedet. Den røgede laks var udmærket, men for mig en smule for salt. Den var dog generelt et hit til selskabet.

Der var tre slags pålæg, som jeg dog ikke umiddelbart synes virkede hjemmelavet. Det var dog et fint udvalg med tre meget forskellige slags pålæg. Der var en spegepølse, en rullepølse og en art serranoskinke, parmaskinke eller lignende. Ved det sidstnævnte pålæg havde de dog glemt at fjerne plastikken fra stykkerne, så jeg mistede lidt af appetitten, da jeg tog en god bid og endte med plastik i munden! Det var ikke helt godt nok. Det var også dét, der gjorde, at pålægget ikke virkede hjemmelavet. Efter sigende skulle det have smagt godt – men efter første bid havde jeg ikke lyst til at prøve igen.

Røræggen var fin og blød og blev komplimenteret fint af laksen.

Pandekagerne havde også en god smag, men den sande mester ved brunchbordet var chokoladekagen. Den var tyk, klæbrig og lækker og overstrøet med tørrede hindbær. Den var meget sød og meget gennemtrængende, og for nogen var den meget tung. Nu har jeg jo en lidt sød tand, så jeg syntes den var fantastisk (det lykkedes mig at spise to stykker).

Alt i alt var det en ganske udmærket og hyggelig brunch i meget hyggelige omgivelser. Personalet var venligt, hjælpsomt og imødekommende. Lige bortset fra en mindre fejl, var maden bestemt værd at komme efter.

Efter brunchen bevægede vi os rundt i Den Gamle By og mødtes så alle sammen igen til kaffe og kage. Udover drikkevarerne blev der også serveret hjemmebagte vanillekranse, boller og flødeskumslagkage.

Vanillekransene var rigtig gode, og de var enorme. De smagte af meget mere end almindelige dåsevanillekranse, eller blot dem de flester bager derhjemme. De kan også købes rundt omkring i Den Gamle By. De er værd at prøve – jeg vil næsten garantere at man ikke finder lignende andre steder.

Bollerne smagte udmærket, men var meget, meget tunge. Der er ikke tale om lette fødselsdagsboller; de var tunge og rustikke. Som sagt smagte de godt – men vi kunne måske godt have tænkt os nogle lidt lettere boller efter den store brunchbuffet. De fleste kunne kun spise en halv bolle, hvis der samtidig skulle være plads til vanillekranse og lagkage.

Lagkagen smagte også godt. Igen var bundene meget tunge – de kan ikke sammenlignes med de fabriksfremstillede købebunde, man finder i supermarkeder. Kagen var god og lignede en traditionel flødeskumslagkage med masser af flødeskum – ligesom jeg kan lide dem.

Vi blev velmodtaget i Den Gamle By, og der blev taget professionel hånd om vores besøg, så vi ikke skulle bekymre os om noget. Jeg er meget tilfreds med den service, vi oplevede.

Maden var også god; den var varieret, der var noget for enhver smag, og der var masser af den. Det hele smagte godt, med et par enkelte undtagelser (som plastikken i skinken), og til trods for tyngden, var det rigtig spændende (udover at smage godt) at smage boller, lagkage og så meget andet bagt på gammeldags manér. Hvis man ønsker et arrangement lidt ud over det sædvanlige, så er Den Gamle By et rigtig godt forslag.

Brunchbuffeten kostede som sagt 180 kr. pr. person, hvilket jeg synes er rimeligt. Kagearrangementet kostede 80 kr., hvilket jeg også synes er rimeligt. Til disse priser får man rigtig god mad retur. Derudover er man dog tvunget til at betale entrébillet, hvilket løber op i 80 kr. pr. voksen (børn er gratis). Vi kombinerede vores arrangement med et kig rundt i Den Gamle By og havde også aftalt, at folk selv betalte entré, men hvis man ikke er interesseret i dette, skal man jo medregne 80 kr. oveni, når man udregner slutresultatet. Så må man så diskutere med sig selv, om man synes at 260 pr. person. til en brunch er et godt tilbud.

Vi var dog godt tilfredse med vores besøg og vil helt klart anbefale Den Gamle By til andre. Derfor får Den Gamle By i Aarhus fire kattepoter.

TITEL: Den Gamle By

ADRESSE: Viborgvej 2, 8000 Odense C

WEB: http://www.dengamleby.dk/

BEDØMMELSE:     

La Glace – København

20. juli 2011

Jeg har altid elsket kage. Det er en af mine favoritspiser her i livet og noget jeg også selv elsker at fremstille. Jeg er derfor ikke uerfaren i besøg ved konditoriet La Glace i København. Jeg har efterhånden været der minimum tre gange. Her i sommerferien havde vi lånt en lejlighed i København af noget familie i en uge, og så skulle vi da også forbi La Glace en af dagene, som en af sæsonens oplevelser. Vi valgte at bestille tre stykker kage og tage dem med hjem til kaffen. La Glace er også en café, og de tidligere gange jeg har besøgt stedet spiste vi kagerne der. Denne gang valgte vi dog at spise derhjemme. Caféen er ikke så stor, men den er pæn og ren, hyggelig og nydeligt indrettet med et lidt gammeldags udseende, hvilket bidrager til stedets charme.

Vi bestilte de følgende tre kager: Volmer Sørensen (nougat, flødeskum, makronbund, abrikosmarmelade, vanillecreme, marcipan), Efterårskagen (chokoladebunde, chokoladetrøffel, pyntet med chokolade) og Rubinstenskagen (romfromage, makronbund, vandbakkelser, flødeskum).

Volmer Sørensen er en god blanding. Et godt valg til dem med en lidt sød tand (det kan dog argumenteres at det er alle kager …). Nogle af de andre kager, som kun har én type fyld, kan godt blive lidt for meget, men Volmer Sørensen kagen har et lag med vanillecreme og et lag med nougatcreme, og de to lag balancerer hinanden fint. Kagen er blød og lækker og abrikosmarmeladen er smurt på i et generøst lag.

Efterårskagen er en fantastisk chokoladekage. Chokoladefyldet er blødt og cremet og smager friskt, bundene er også bløde, og hele molevitten er dækket i yderligere chokolade og dekoreret med chokolade. Hvis du elsker chokolade, så er dette en kage for dig. Man kan smage at den er bagt på ingredienser af god kvalitet.

Rubinsteinskagen var kærestens valg, da han er glad for rom. Jeg fik derfor kun en smagsprøve på den. Romfromagen lever dog op til sit navn, da den har en god, gennemtrængende smag; Den smager rent faktisk af rom. Man kan få visse billigere produkter, fx rombudding, romkugler osv., som reklamerer med rom, muligvis dufter af rom, men ikke rent faktisk smager af det. Dette er ikke et problem med denne kage, så hvis du gerne vil have en god romkage, så er dette en mulighed.

Hvad angår kvalitet og smag, er der intet at kritisere, men der er tale om dyre kager. Meget dyre kager. For 52 kr. kan du i La Glace kun få et enkelt stykke kage, mens du andre steder kan få en hel lagkage for dig selv.

Nu var dette som sagt ikke mit første besøg i La Glace, så jeg husker endnu dengang kagestykkerne kostede under en halvtredser. Jeg er dog villig til at betale lidt ekstra en sjælden gang imellem for at få et ordentligt stykke kage. Men jeg er dog overbevist om at udover at prisen er steget er kagestykkerne også blevet mindre. De tidligere gange jeg besøgte stedet husker jeg at jeg fik et ordentligt stykke, hvor jeg gik derfra og følte mig mæt. De stykker vi blev præsenteret for i dag var små. Ikke minimale, men til 52 kr. forventer jeg ikke bare fantastisk kvalitet men også kvantitet af en acceptabel karakter, og dette manglede der. Dette er første gang jeg har været på La Glace og følt mig snydt, og dette tæller dengang hvor jeg betalte mere end 40 kr. for et glas mælk! Jeg synes det er én ting at prisen ryger i vejret, men at produktet derudover også mindskes, det er jeg ikke tilhænger af. Måske tager jeg fejl og kagerne er ikke blevet mindre – men i så fald er prisen for høj i forhold til det vi fik med hjem. Uanset hvordan man vælger at se på det, så mener jeg ikke at kvantiteten laver op til de forventninger prisen giver, uanset hvor godt kagerne smager (og de smager faktisk fantastisk!). Jeg giver derfor kun La Glace i København tre kattepoter, da jeg ikke længere er sikker på, at jeg har lyst til at komme igen.

TITEL: La Glace

ADRESSE: Skoubogade 3, 1158 København

WEB: http://laglace.dk/

BEDØMMELSE:     

Rittersportmuseum, Berlin – Ritter Sport Bunte Schokowelt

7. maj 2011

Berlin er en dejlig by og et fint sted til en forlænget weekend for os danskere. Afstanden er ikke for lang og byen har en fin størrelse. Vi har efterhånden været der et par gange. I år kørte vi af sted torsdag efter arbejde og tog hjem igen søndag. Jeg ville ikke have haft noget imod en uges tid dernede, men det må blive en anden gang.

Et af de steder vi besøgte i år var Rittersportmuseet i Berlin – Ritter Sport Bunte Schokowelt. Bare titlen siger det hele – hvordan kan det modstås? Meget museum var der dog ikke over det – dén del var noget af en skuffelse.

Men rittersportchokolade – det havde de!

De havde en stor rittersportbutik (naturligvis) med rittersportchokolade af alle størrelser, typer og smagsvarianter, inklusive varianter som vi ikke ser i Danmark. Man havde også mulighed for selv at designe sin egen plade chokolade (hvilket vi dog ikke prøvede – det var også lidt dyrt). Det var et rent slaraffenland. Det var svært at begrænse sig. Vi endte med at købe så meget, at vi fik en rabatkupon til en kop kakao. Hvis det ikke havde været for denne kupon, ville denne anmeldelse aldrig være skrevet, for kuponen skulle selvfølgelig indløses med det samme – det er jo ikke sådan at vi er i nabolaget hver dag.

Rittersportmuseet sælger mange forskellige typer varm kakao. De gør det, at de først tilbereder en kop kakao, og så opløser noget rittersportchokolade – efter dit valg – i koppen. En helt genial idé – hvorfor har man ikke selv tænkt på det? Og når nu man skulle have sig en kop kakao, så blev man jo nødt til at tage et stykke kage til også.

De havde et fantastisk udvalg. Alle kagerne var baseret på rittersportchokolader. Nogle af dem var udformet som kæmpestore chokoladeplader, andre havde blot smagene iblandet. Det hele så meget fristende ud. Jeg endte med at vælge en hvid chokoladekage, og den var himmelsk. Den var blød og cremet og havde en lille rittersportfirkant på toppen.

Det er en af de bedste kager jeg længe har smagt.

Der var også mulighed for andre rittersportsinspirerede spiseligheder. Vi havde desværre ikke været klar over, hvor lidt museum der var og i stedet hvor meget godt spiseligt, så vi ankom selvfølgelig kort efter frokost – hvilket vil sige at vi var meget mætte. Så mætte at vi var fire mand om at dele et stykke kage og en kop kakao. Men næste gang vi er i Berlin, så tager vi på Rittersportmuseet igen – denne gang med tom mave så vi kan spise os en pukkel til.

Caféen er fin og nydelig men ligger dog ikke med den store udsigt (men det er selvfølgelig også chokoladen vi er kommet for at kigge på). Udvalget af kakao, kage, chokolade osv. er stort, med flot udseende og præsentation og smager rigtig godt, men ligger dog i den dyre ende. Jeg mener dog personligt det er et besøg værd – så kan man efter første besøg beslutte om man ikke mener det er prisen værd at komme igen. Det gør vi dog helt sikkert. Som café / kagested er Rittersportmuseet første klasse og fortjener derfor sine fem kattepoter.

TITEL: Ritter Sport Bunte Schokowelt

ADRESSE: Französische Straße 24, 10117 Berlin

WEB: http://www.ritter-sport.de/#/de_DE/berlin/

BEDØMMELSE: