Tag Archives: buffet

Kings Buffet & Running Sushi – Svendborg

31. januar 2015

2015 Kings Buffet & Running Sushi 310115 (3)

For noget tid siden besøgte vi Kings Buffet & Running Sushi i Svendborg, for det skal ikke hedde sig at der er et sushi-buffet sted på Fyn, som vi ikke har besøgt.

Vi kom en lørdag, derfor kostede deres running sushi 200 kr. (198 kr.) per person. Kommer man på en hverdag, kan man få det for 168, og nøjes man med deres mongolian barbecue og så videre i stueetagen, så er det endnu billigere.

Restauranten var velbesøgt, hvilket er fint for indehaverne, men betød også, at det ikke var et specielt hyggeligt sted. Bordene står meget tæt, og man skal passe på at man ikke banker sin stol op i dem bagved, når man rejser sig for at hente en ny portion mad. Selvom tjeneren først forsøgte at anvise os et bord på den anden side af båndet (væk fra trappen), måtte hun opgive og vise os til et andet, da gæster, borde og stole fyldte så meget, at vi ikke kunne nå om til bordet.

2015 Kings Buffet & Running Sushi 310115 (6)

Jeg var der primært for det rullende sushibånd, der er lokaliseret på 1. sal, derfor kastede jeg ikke så stort et blik på hvad de serverede i stueetagen. Det var dog blandt andet i stueetagen, at softice-maskinen var placeret, mens der er is på begge etager. Begge dele er dog inklusive i buffeten, uanset hvilken variant man vælger, og buffeten i stuen er også med, når man bestiller running sushi.

Serveringslokalet i stueetagen var meget lille, og man stod lidt oven i de andre gæster for at fylde op. Der var et stort udvalg af friturestegte ting, hvor det hele dog ikke var med lige stor succes. Der var rigtig meget dej og meget lidt fyld, især i hvad der lignede tigerrejer, men i stedet viste sig at være små almindelige rejer druknet i dej. Softicen var ok, og af is var der fire slags: jordbær, banan, pistacie og vanille. Ikke en god is, men udmærket. Udover det smagte jeg faktisk ikke på noget fra stueetagen. Udvalget så på afstand ikke særlig stort ud, men det er åben for fortolkning, da jeg som sagt ikke nåede derhen.

2015 Kings Buffet & Running Sushi 310115 (12)

Det rullende sushibånd blev fyldt op jævnligt – der kørte hele tiden noget forbi. Tjenerne var også gode til at fjerne de brugte tallerkener. Der kørte selvfølgelig sushi rundt, og derudover var der også forskelligt kød på en pind, småretter, grøntsager, frisk frugt og lidt til den søde tand. Blandt de søde indslag var der nogle småkedelige “donuts” med en sød sovs til og friturestegt banan med chokoladesovs. De var dog på ingen måde konsekvente med den måde de anrettede på, så nogle gange føjtede der tallerkener rundt med friturestegt banan uden chokoladesovs, og så var det altså lidt svært at se om det var en sød eller en salt ting.

2015 Kings Buffet & Running Sushi 310115 (9)

De var generelt dårlige til at være konsekvente i deres præsentation, og nogle sushistykker så meget pænere ud end andre (andre stykker faldt fra hinanden, når man forsøgte at spise dem). Der var dog OK variation og også nogle typer, der smagte “godt”, mens de fleste blot var “udmærkede”. Det var generelt ganske habil sushi, men ikke noget spændende, og egentlig synes jeg at sushiens kvalitet lå lidt under prisen på 200 kr., også selvom man kan spise så meget man har lyst til. Kan man spise igennem, så kan det dog godt betale sig, men jeg vil nok hellere anbefale at besøge stedet på en hverdag, så man får maden lidt billigere.

De havde kun et begrænset udvalg af drikkevarer, og de lå som forventet i den dyre ende.

Jeg kan ikke påstå at det er en god restaurant, men det er billigt, og går man ikke så højt op i kvaliteten, kan det godt være et besøg værd. Leder jeg efter habil sushi til rimelige penge, så kan jeg godt finde på at slå vejen forbi en anden gang. Derfor får Kings Buffet & Running Sushi i Svendborg tre kattepoter.

TITEL: Kings Buffet & Running Sushi

ADRESSE: Færgevej 34, 5700 Svengborg

WEB: http://www.kings-svendborg.dk

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Flammen – Kolding

18. juli 2014

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (4)

For snart mange år siden åbnede der en “Restaurant Flammen” i Odense. Vi hørte mange gode ting om stedet, og da jeg er gift med en kødekspert, var det bestemt et sted vi skulle besøge. Der findes mange restauranter vi gerne vil spise på, og tiden er knap. Da det endelig lykkedes os, mange år senere (sådan føles det i det mindste), at få tid, lyst og planer til at hænge sammen, var det sjovt nok Restaurant Flammen i Kolding vi endte på. Men vi nåede frem til sidst!

Selve restauranten er meget nydelig og har et flot, åbent grillområde lige ved siden af indgangen og vinduet ud til vejen, så interesserede mennesker kan følge med i hvad der sker. Vi kunne lugte kullene på vej derhen, hvilket fungerer lige så godt som når man kan dufte de friskbagte vafler fra ishuset om sommeren. Personalet var flinkt og hjælpsomt, og der var to ansatte ved grillen den aften, og de løb aldrig tør for kød. Vi skulle til teaterforestilling kl. 20, så for at sikre at vi ikke sad og kastede maden i munden havde vi bestilt bord til kl. 17, hvor de åbner. Det viste sig at være en god idé, for cirka en time senere var restauranten fyldt godt op, og der var lange køer ved buffetbordene. Man kunne godt ønske sig lidt mere benplads i det område, for det var næsten ikke til at komme til. Heldigvis havde vi på det tidspunkt allerede været der et par gange, så vi følte ikke at det trak ned i vores oplevelse, men det ville det nok have gjort hvis vi havde bestilt bord til kl. 18.

Aftenbuffeten koster 219 kr. per person, hvilket jeg synes er billigt, hvis man møder op med fuld intention om at spise sig mæt i kød samt smage på det store udvalg. Går man efter de billige tilbehørsretter, smager kun et enkelt stykke kød eller vælger de billige kødstykker, så betaler man en høj pris. Hvorvidt det kan betale sig, er derfor lidt op til en selv og ens appetit.

Drikkevarerne er til gengæld dyre. En stor sodavand koster 64 kr., og kildevand koster 35 kr.

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (6)

Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at smage på så meget af kødet som muligt, men i sidste ende løb jeg tør for appetit. De to grillmestre var flinke til at fortælle hvad det forskellige kød var, og de skar også gerne små skiver af hvis man bad om det. Udvalget af kød varierer lidt, men da vi var der fik vi serveret følgende:

På grillen var der and, som var lækkert og tilpas saltet. Kængurukødet var fint og blødt, uden at kødet dog smagte mere specielt end andet kød. Vores rejse til Australien tidligere på året har dog lært os at kængurukød hurtigt kan blive tørt, da det er så magert, men det var ikke tilfældet her.

Der blev løbende grillet grillpølser, hvilket jeg dog ikke nåede at sætte tænderne i. Der var 3 slags Black Angus stege: en der var stegt som amerikanersteg (jeg ved ikke helt hvad det indebærer), en med noget chilimarinade, og det tredje husker jeg ikke.

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (10)

Måske det bedste kød jeg fik den aften var et meget, meget lækkert og mørt oksespidsbryst. Der var også nogle rigtig gode spareribs, fulde af smag og masser af kød. De billige spareribs man kan købe som halvfabrikata fra blandt andet Jensens er mere fedt end kød, men det var ikke gældende her. Flammens spareribs var også en af mine favoritter.

Der var lam med god smag, og en udmærket pulled pork. Der var ribbenssteg med noget fyld indeni, en fars af en art, og ved siden af farseret vildsvin, som også var godt.

Der var en slags sammenkogt ret, som jeg desværre ikke nåede til, da mit blik faldt på andre ting, og der var kalkun.

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (8)

Deres kronhjort var stegt lidt for hårdt og var derfor tør i kanten, men den var fin inde i midten. Ledsageren var generelt også tilfreds med alle sine kødsmagsprøver, men oplevede også en enkelt variant, der var tørstegt (jeg erindrer ikke hvilken). Overordnet set var kødet meget godt, udvalget stort, og det så vældig appetitligt ud på grillen, hvor man selv gik op og udpegede det dyr man ville have med tilbage på sin tallerken.

Vi er vist efterhånden oppe på 14 forskellige slags kød, og jeg kan ikke garantere at jeg ikke har glemt noget.

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (1)

Til forret var der koldrøget laks, der dog var lidt for køleskabskoldt da jeg fik det, og derfor ikke en specielt vellykket oplevelse. Vi kom selvfølgelig lige ved åbningstid, men det er naturligvis ikke ensbetydende med at vi skal have serveret mad af ringere kvalitet. Derudover smagte laksen ellers OK. Ledsageren fik suppen, der var god og kraftig og med masser af fyld (skønt han medgav at han fiskede lidt da han øste op).

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (2)

Blandt de lune retter var der også lasagne, der havde en god konsistens men desværre var for salt, så den var ikke helt behagelig at få på tungen. Der var nye kogte kartofler vendt i olie og krydderurter (kogt tilpas), samt pomfritter og ovnbagte kartofler. Ledsageren var meget glad for sidstnævnte, som jeg dog ikke fik smagt. Jeg var til gengæld helt vild med deres friturestegte rodfrugtchips, som jeg tog af flere gange. Der var indbagt kylling og blæksprutteringe – begge dele småkedeligt men OK. Der var også kartoffelmos, som jeg tog en smule af for lige at komme hele vejen rundt. Det var neutralt i smagen, men havde en fin konsistens. Der var også stegte svampe, som stadig var faste og ikke udblødte.

Som tilbehør var der også tre forskellige sovse, hvoraf de to var bearnaise og en svampesovs, og den sidste husker jeg ikke. Der var noget rigtig lækkert skær-selv-brød med gode kerner i, hvilket jeg altid er fan af.

Salatbaren var også velassorteret og sat op i mange små skåle, så det hele så meget flot og nydeligt ud. Jeg kan umuligt huske det hele, men jeg kan nævne det følgende:

Tre slags salatblade, hvoraf den ene var rucola, og de to andre husker jeg ikke præcis. Cherrytomater, ærter, majs, sukkerærter, revet gulerod, rødløg og radiser. Diverse nødder, kartoffelchips og solsikkekerner. Rosiner, croutoner, feta og almindelig ost i små tern. To slags råkost – en rød med rødkål og en gul med pastinak.

Der var forskellige dressinger – heriblandt en tzatziki, der var OK men ikke noget særligt, og en guacamole, som jeg ikke syntes smagte godt. De får point for at der var lidt spicy smag i og for at de rent faktisk brugte avocado til at lave den! De fleste steder blender de af en eller anden grund guacamolen til en tynd suppe, men her var der fine små avocadoklumper i, hvilket jeg var meget imponeret over. Men konsistensen var ubehagelig grynet, og jeg brød mig ikke om at spise den.

Der har snildt været 40-50 forskellige slags fødevarer på salatbuffeten. De havde alle de helt almindelige varianter, som man også ser andre steder, som fx ærter og majs, til gengæld havde de 20-30 andre ting også. Dressingerne tæller med som en del af salatbuffeten.

Som noget særligt i juli måned var der også koldskål på bordet, serveret i en stor skål fyldt med enorme isterninger. Den smagte OK og helt almindeligt. Som tilbehør var de billige kammerjunkere og crüsli koldskålscrunch. Ledsageren var på det tidspunkt for mæt til at gøre brug af desserten, men jeg kan næsten altid finde plads til det søde punktum. Det var ikke den store eller sindsoprivende dessert, men jeg synes det var et rigtig fint indslag i de varme sommermåneder, og jeg synes det var rigtig rart at slutte af med noget køligt.

2014 Restaurant Flammen Kolding 180714 (12)

For at opsummere så havde vi en rigtig god aften på Restaurant Flammen, hvor det hele tog sig godt ud, og det meste smagte godt. Vi glæder os til næste gang vi skal på besøg (måske denne gang faktisk i den by vi bor i), og derfor får Restaurant Flammen fire velfortjente kattepoter.

TITEL: Restaurant Flammen Kolding

ADRESSE: Haderslevvej 145, 6000 Kolding

WEB: http://www.restaurant-flammen.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Niso Sushi – Sønderborg

14. juli 2014

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (14)

Sommerens lune vejr har ført til besøg på nye restauranter, og sommerens første restaurant var Niso Sushi i Sønderborg.

Førstehåndsindtrykket bestod af en restaurant med rene og pæne lokaler, dog lidt slidte menukort, hvilket nok fjernede lidt af glimmeret. Der var et sushibånd af god størrelse lidt længere tilbage i lokalet, og det var egentlig lidt ærgerligt at det var placeret så langt væk fra vinduet, da det så var svært at se fra gaden. Både os og gæsterne før os blev placeret bag sushibåndet, det vil sige at for forbipasserende så restauranten nok meget tom og lukket ud.

Vi var to af sted, og vi skulle selvfølgelig begge have Running Sushi, hvilket koster 168 kr. per person søndag til torsdag og 188 kr. i weekenden, hvilket jeg synes er en rimelig pris. Priserne for drikkevarer ligger dog i den dyre ende. Et stort glas sodavand til ledsageren kostede 45 kr., og en halv liter kildevand til mig kostede 25 kr. Vi spurgte om vi kunne få en kande isvand, hvor tjeneren gav os det lidt komiske svar, at “Vi har ikke postevand”. Jeg ved ikke helt hvordan de vasker op, så? Spritbaseret rengøring? Jeg ved godt at vand er den billige drikkevare, men jeg synes nu alligevel at det er tåbeligt, når restauranter nægter at servere en kande vand. Så kan man jo eventuelt skrive, “Kun ved samtidig bestilling af andre drikkevarer” eller noget. Vi er kunderne – vi vil gerne have isvand – hvor vanskeligt kan det være at forstå?

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (1)

Men videre til Running Sushi. Der var som sædvanlig to bånd: et med lune retter og et med kolde retter / sushi. Jeg synes der var et rigtig fint udvalg af retter, og retterne lå indenfor alle kategorier, så der var noget for enhver smag. Der var for eksempel også små pomfritportioner med tilhørende ketchup, og der kørte også en enkelt pølse på en pind forbi, som dog ikke fandt nogen ejermand mens vi var der. Personalet var hurtige til at fylde op, og der var ikke tomt særlig lang tid af gangen, på trods af at ledsageren og jeg havde fået det første bord efter påfyldningslugen, og jeg skrabede godt til mig af de små tallerkener! Personalet var også hurtige til at fjerne de brugte tallerkerner, hvilket var godt da der hurtigt blev samlet en stor stabel. Der er jo ikke så meget på hver tallerken.

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (4)

Selve sushien var ikke noget særligt. Der var de mest almindelige sammensætninger, men de var lidt sjusket rullet og udskæringen var heller ikke så pæn. Havde vi fået deres sushi serveret som “kun sushi” eller som takeaway, så ville jeg have været meget uimponeret, men for 168 kr. hvor jeg kan spise ALT den sushi jeg føler for, så gør det ikke så meget. Det er dog ikke sushien man skal besøge restauranten for.

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (3)

De havde dog også nogle lidt spændende sushiretter, som jeg aldrig har set før. De havde rent faktisk indbagt sushi! Altså paneret og friturestegt! Det virkede meget mystisk, men det smagte faktisk godt, og jeg kunne godt lide at de lavede noget, der var lidt anderledes.

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (10)

Sushien kørte på det “kolde” bånd, men jeg synes egentlig at det lune bånd havde de mest spændende retter. En af mine favoritter var for eksempel nogle rigtig lækre store panerede rejer på pind med lidt mayonaissedressing, og rejerne smagte frisklavede, i modsætning til mange andre steder. Der var også små skåle med låg, hvori der var misosuppe, og der var små nuddelportioner, som smagsmæssigt var meget neutrale, men de var kogt lige tilpas (mange sådanne steder er de udkogte og kedelige). Der var små indbagte rejer og indbagt kylling serveret med en sød honningdressing, der dog overraskende nok passede rigtig godt til. Der var edamamebønner og tangsalat, små portioner wasabi og syltet ingefær, små kødboller, forskelligt kød, rejechips, og nogle små forårsruller, der smagte af lidt mere end de billige man køber.

Der var også flere søde indslag. Vi ankom forholdsvist tidligt om aftenen, og på det tidspunkt kørte der nogle små søde sesamkugler rundt på båndet. De havde en lidt sej konsistens samt chokoladefyld, og jeg kunne faktisk godt lide dem. De blev lidt sejere, da de blev kolde, men de var stadig udmærket. I starten var vi i tvivl om hvad det var, så vi fandt først ud af, at det var en dessert, da vi prøvede en af dem. Ledsageren luftede tanken at man jo kunne lægge alle de søde indslag på samme farve tallerken for at gøre det nemmere for kunderne, hvilket jeg synes er en rigtig god idé.

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (7)

Blandt de søde ting var der også frisk frugt i form af appelsin og vandmelon, samt dåseferskener, hvortil jeg savnede lidt creme eller lignende. Der var også små portioner budding, der dog var meget udvandet og kedelig. Det ville have fungeret fint, hvis nu de havde fyldt de små skåle med vanillecreme i stedet.

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (12)

Min dessertfavorit var dog de små friturestegte banankugler. Så vidt jeg kunne bedømme havde de most en masse bananer, formet dem til kugler, frosset dem ned, paneret dem og friturestegt dem. De var sprøde udenpå og bløde og varme indeni. De blev serveret med lidt chokoladesovs, og de smagte fantastisk. Jeg var meget imponeret over, hvor meget indsats der var lagt i dem. Det tager jo alligevel lidt tid at lave dem (om de laver dem selv eller køber dem færdige, ved jeg dog ikke noget om – men de smagte uanset hvad rigtig godt). Jeg fik ikke spist helt så mange som jeg gerne ville, da jeg på det tidspunkt var godt mæt.

2014 Restaurant Niso Sushi Sønderborg 140714 (13)

Da vi gik op for at betale fik vi to lykkekager med. Lykkekagerne smagte ikke af så meget, men det gør lykkekager normalt heller ikke, og jeg synes det var et meget sjovt indslag at slutte af med.

Sushien er ikke det man skal have fokus på, når man spiser Running Sushi hos Niso Sushi i Sønderborg, men de havde flere spændende småretter, og de gjorde lidt ekstra ud af nogle af dem, hvilket trækker karakteren op. Jeg har det meget bedre med dåseferskener, når de samtidig serverer friturestegt banan! Deres eksperimentende friturestegte sushi var også meget sjov, og jeg synes at jeg fik spist mine 168 kroner hjem igen. Vi havde en rigtig fin aften, og skulle vi være i nabolaget en anden gang, så ville jeg ikke have noget imod at komme forbi igen. Derfor får Niso Sushi i Sønderborg fire kattepoter.

TITEL: Niso Sushi

ADRESSE: Store Rådhusgade 3, Sønderborg, Denmark

WEB: http://nisosushi.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Café Kræz – Odense

9. februar 2014

2014 Brunch på Kræz 090214 (1)

Søndag var vi til brunch hos Café Kræz i Odense. I weekenden serverer de en stor brunchbuffet til 124 kr. pr. person, og det måtte vi selvfølgelig undersøge nærmere. De serverer også andre retter til både frokost og aftensmad, men denne anmeldelse går udelukkende på deres brunch.

Brunch er åbenbart en meget populær spise i Odense, for stedet var fyldt næsten til bristepunktet da vi kom. Det lykkedes os at snige os ind på et bord, men det kan varmt anbefales at bestille i forvejen, hvis man vil være sikker på en plads. Der var meget larm på Café Kræz, så det er ikke et sted jeg vil anbefale, hvis man gerne vil sidde og hyggesnakke over en brunch. Medarbejderne var flinke og tog det hele uden sved på panden, men vi ventede meget længe fra vi blev sat til der kom en tjener og tog imod bestilling. Der var to andre borde ved siden af os, der ventede lige så længe på at bestille. Den unge mand, som var sat til at sørge for at buffeten hele tiden var fyldt op, gik i pendulfart fra køkken til buffet, og alligevel var han bagefter. Jeg synes Café Kræz kunne have haft gavn af at have flere på job, men det er en ledelsesbeslutning og ikke noget jeg fejler personalet for.

Buffetområdet var meget småt, og da folk indtog området i bølger, var der en del perioder med lange køer og trænge pladser. Der var dog et udmærket udvalg af de klassiske brunchretter, heriblandt et fint udvalg af pålæg (der var fx rullepølse samt forskellige former for chorizospegepølser) og et flot ostebræt. De fleste af ostene var dog af den lidt hårde type mere henvendt til ostekendinge, og måske en enkel brie, og jeg savnede nok en helt almindelig skæreost at komme på mit rugbrød. Der var en hønsesalat og en skinkesalat, som de skrev var “hjemmelavet”, men jeg synes nu mere at det lignede dem som jeg selv køber i supermarkedet – og så toppet af med lidt syltet agurk. Det er nok sidstnævnte der gør det “hjemmelavet”. Der var også røget laks – i hvert fald da vi kom.

2014 Brunch på Kræz 090214 (6)

Der var røræg med brunchpølser, lun leverpostej, ovnkartofler og små ristede toast med ost og skinke. Ovnkartoflerne var ganske gode, og røræg og brunchpølser var OK uden at være noget særligt. Leverpostejen var jævnt kedelig og smagte som den billige finthakkede fra supermarkedet. Halvvejs igennem vores besøg blev der sat bacon frem, som dog var blødt og bøjeligt i stedet for sprødt og knasende, og det smagte faktisk ikke særlig godt. De små toast syntes jeg var rigtig fine – ikke fordi de smagte som noget særligt på den måde, men det var første gang at jeg så det på et brunchbord, så jeg synes det var et sjovt lille indslag. Og ristet brød med smeltet ost er jo altid godt.

Der var en masse forskelligt brød, også knækbrød og rugbrød, noget af det hjemmebagt, noget af det købt og noget af det fra frost. Generelt smagte det OK, og deres brød med tørret frugt var ganske fint. Dog lavede de en slem fejl, da det første brød jeg fik fat på ikke var færdigbagt (der er tale om det lyse brød på det første billede på siden). Halvdelen af det var faktisk rå dej, og dét synes jeg bestemt ikke er i orden. Man kan ikke servere ubagt brød.

Der var også yoghurt på brunchbordet, men det var en meget tynd og vandet afart, som jeg ikke var specielt begejstret for. Som topping var der crüesli, tørret kokos, bananchips, tørrede tranebær, tørrede jordbær og en sjette ting, som muligvis var rosiner. De tørrede jordbær var klart de mest spændende, og de smagte forbavsende meget af jordbær. Jeg opdagede at de var bedst efter at de havde ligget lidt i blød i yoghurten. Der var også blødkogte æg, og de var faktisk perfekt tilberedte med en stadig blød blomme.

2014 Brunch på Kræz 090214 (2)

På buffetbordet var der sat et lille skilt frem, hvor der stod at der kl. 12 ville blive serveret medister, frikadeller og fiskefileter, så vi trak tiden lidt ud mens vi ventede på de ekstra retter. Til sidst dukkede medister og frikadeller op, men der var ingen fiskefilet i øje. Dét synes jeg heller ikke er OK – lover man noget skal man også holde det, og jeg havde egentlig glædet mig til at smage en fiskefilet. Medisteren smagte såmænd udmærket men lignede mere en pølse end en medister. Frikadellerne var dårlige. De var tydeligvis genopvarmet og dette på en dårlig måde, såldes at skallen på frikadellerne var både hårde og gummiagtige, og det indre var tørt og utiltalende.

2014 Brunch på Kræz 090214 (7)

Der var også et større udvalg blandt de søde retter. Der var frisk frugt på spyd (ananas og melon, plus fersken fra dåse) samt en skål med dåsefrugt, måske tiltænkt yoghurten. Der var pandekager en masse serveret med honning samt jordbær- og hindbærsyltetøj, og nutella til de af os der er glade for det. Jeg savnede lidt sukker at komme på, men det er nok bare mig. Pandekagerne var OK men tydeligvis ikke friskbagte, da de blev kedelige og gummiagtige, når de blev kolde. En overgang var der også lagkage med creme og hindbærsyltetøj. Den var også OK, skønt bundene var lidt underligt smuldrende, og der var ikke synderligt meget smag i kagen. Det var dog et spændende indslag blandt de mange, mange andre retter, der var købt som bake-off eller fra frost. Lagkagefadet blev dog tømt halvvejs gennem vores besøg, og det blev ikke fyldt op igen mens vi var der. Jeg var heldig at jeg snuppede det sidste stykke på fadet, også selvom jeg ikke var nået til desserten endnu. Man skal ikke vente med noget på Café Kræz men hele tiden tage lige præcis det man har lyst til NU, for der er ingen garanti for at noget bliver fyldt op igen.

2014 Brunch på Kræz 090214 (3)

Blandt de mange bake-off retter var der små croissanter, som dog smagte godt skønt det sidste fad de satte ind inden vi gik havde fået lige lidt for længe i ovnen. Der var små spandauere, både med creme og syltetøj. De var fint sprøde, men smagen var der ikke meget ved, især ikke den med creme, hvor det kun var teksturen man kunne smage og ikke reelt fyldet. Der var kringle, som var OK men igen havde en færdigkøbt-og-optøet-i-restaurantens-ovn smag til sig, og cremen i kringlen smagte lidt underligt. Der var små stykker æblekage, hvor dejen var underligt gummiagtig, og da vi kom var der også små kanelsnegle (helt uniforme i udseendet og tydeligvis spyttet ud af en maskine et sted) samt nogle små kager med fletværk på toppen (måske noget med æble, tænker jeg). De to sidstnævnte forsvandt dog inden vi nåede til desserten og blev som så meget andet ikke fyldt op igen. Jeg ville ellers gerne have haft en kanelsnegl, men sådan er livet uretfærdigt nogle gange.

2014 Brunch på Kræz 090214 (8)

Af drikkevarer fik jeg et glas isvand til 15 kr. og ledsageren købte en lille stempelkande med kaffe til 34 kr. Vi fik at vide at der var tre kopper kaffe i kanden, men det var nok i en anden type kop – der kom i hvert fald kun to kopper ud af vores.

Overordnet set præsenterede Café Kræz en stor buffet med mange valgmuligheder, men ikke rigtig noget ud over det sædvanlige. Der var nogle enkelte ting, primært frikadellerne, baconen samt det ubagte brød, som det var lykkes dem at lave dårligt, men derudover går kritikken mest på at de ikke rigtig serverede noget særligt eller noget særligt godt. Der var de klassiske retter og vi gik bestemt meget mætte derfra, men det er ikke sådan at jeg har nogen særlig interesse i at komme igen. Nu er det prøvet – så går vi videre til noget nyt.

Konklusion: Lidt for jævn en præstation, men god service hvor eneste kritikpunkt nok er at de ikke fylder op når fadene er tomme. Det kan fx ikke være så svært at lune nogle flere kanelsnegle, når man nu ikke bager dem selv. Jeg bryder mig ikke om at skulle hamstre for at være sikker på at kunne få smagt det hele. En OK brunch men ikke mere end det. Derfor får Café Kræz i Odense tre kattepoter.

TITEL: Café Kræz

ADRESSE: Gråbrødre Plads 6, 5000 Odense C

WEB: http://www.kraez.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Sortebro Kro – Odense

4. december 2013

2013 Sortebro Kro 041213 (10)

Ikke så langt fra os i Odense ligger Sortebro Kro, og da det var blevet tid til at foretage endnu et restaurantbesøg faldt valget på denne. Jeg havde læst på deres hjemmeside og var blevet lidt lun på deres julebordsmenu, der bestod af mindst 16 forskellige retter, så det syntes jeg, at vi blev nødt til at afprøve.

Det var en mørk og næsten stormfuld aften, og vi besluttede os for at gå derhen, da kroen ligger i rimelig afstand fra os, og efter at vi havde gået os varme, så var det ikke så koldt endda. Det var helt mørkt da vi nåede frem, så vi ville have sat pris på at de havde tændt lyset ned af stien, så vi kunne se hvor vi gik, men vi fandt da vej frem i sidste ende. Vi blev mødt af en venlig medarbejderstab, der hurtigt fik vist os til vores bord. Jeg synes generelt at alle medarbejderne virkede flinke og hjælpsomme og ikke mindst glade for at være der. De fleste er vel glade nok det meste af tiden for at gå på job, men her virkede tjenerne glade og afslappede, hvilket skabte en rigtig god stemning. De var tilpas mange på arbejde, og selvom de havde nok at se til føltes det ikke stresset. Der var godt fyldt op til trods for at det var en almindelig onsdag aften. Der var nogle af de serverede retter, som ikke helt var oppe at ringe, men den stemning og atmosfære, som medarbejderne bidrog med, hæver standarden for besøget, så man skal bestemt ikke neglicere personalets betydning på en restaurant. De var også rigtig gode til at scanne lokalet og fylde op hvor der manglede, både på gæsternes borde samt på buffetbordet. Derudover fik ledsageren og jeg også et firemandsbord for os selv, så der var rigeligt med både arm- og benplads, og dét er i hvert fald noget som jeg værdsætter. Jeg kan ikke fordrage restauranter, hvor man bliver mast ind i et lille hjørne, hvor man knapt nok kan bevæge sig, og hvor der næsten ikke engang er plads til den bestilte mad på bordet. Så stemningen på Sortebro Kro var god fra starten. Det eneste mindre irritationsmoment var de andre gæster, som var meget højlydte. Det var svært at få ørenlyd, og vi måtte selv tale meget højt bare for at blive hørt på den anden side af vores eget bord.

2013 Sortebro Kro 041213 (1)

Den første ret der blev serveret var en lille appetizer, der bestod af en minitærte af butterdej med lidt søde løg og revet parmesan på toppen. Enkel men meget lækker. (Til trods for hvad billedet antyder, så var det en rund tærte og ikke en halvmåne – jeg kom bare til at tage en bid af den inden fotograferingen.) Vi bestilte deres julebord, og ledsageren fik sig et glas af husets vin, hvilket kostede 145 kr., så det er ikke drikevarerne, at de er billige med! Julebordet kostede 555 kr. pr. person, og det synes jeg sådan set er en rimelig pris, for man får rigtig meget for pengene. Isvandet var gratis og blev fyldt automatisk op, når kanden var ved at være tom.

14 af retterne tilknyttet deres julebord var forretter, og de blev serveret som buffet på et langbord i midten af rummet. De fleste af retterne var dog portionsanrettet i små glas, så det føltes ikke helt som en “almindelig” buffet. Derudover tog tjeneren os også med hen til bordet og introducerede de enkelte retter for os, før vi fik lov til at gå i gang.

2013 Sortebro Kro 041213 (3)

Mens vi sad og ventede på at tjeneren var klar til sin introduktion, kom brødmanden på besøg. Brødmanden var en ung mand medbringende et stort fad, hvorpå der var fire forskellige slags brød: Focaccia, rugbrød, landbrød og baguette. Han præsenterede hvad han havde og spurgte om vi havde nogle præferencer eller om vi blot ønskede en blandet kurv. Vi valgte det sidste. Brødet blev serveret med gult smør samt – i højtidens anledning – fedt. Fedtet så meget nydeligt ud, men jeg styrede nu udenom alligevel. Ledsageren måtte dog lige smage, nu hvor det var der. Focacciabrødet var bedst – det var blødt og velsmagende. Rugbrødet var OK men jævnt kedeligt, baguettet var lidt for hårdt og sejt i skorpen, og landbrødet var udmærket blødt og lækkert.

2013 Sortebro Kro 041213 (2)

Til sidst blev vi sluppet løs på forretsbordet, hvor vi selvfølgelig startede med fisken. Der var tre slags sild: Kryddersild, æblesild (mener jeg) og rugmelsstegte sild. Jeg er ikke den store sildespiser, men jeg synes faktisk at de smagte ganske fint. Jeg kunne bedst lide den stegte sild, mens ledsageren foretrak kryddersilden. Dog kunne stykkerne godt have været lidt mindre, især den stegte sild, som ledsageren og jeg delte imellem os. Det lyder måske underligt at bede om mindre, men der var så mange forskellige retter på bordet at vi egentlig gerne ville have haft lidt mindre portioner, så der var mere plads til at smage det hele. Til sildene blev der også serveret diverse almindeligt tilbehør i form af karrysalat, æg og deslignende.

2013 Sortebro Kro 041213 (4)

Så var der også en lille friteret torskekugle, der smagte udmærket, mens det gule halløj, som den lå oven på, var lidt anonym. Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad det var. Fiskefileten var lidt for meget friturestegt dej og ikke nok fisk, og dertil havde den også fået alt for længe, så den var mørkebrun grænsende til brændt.

2013 Sortebro Kro 041213 (7)

Der var også røget ål, som jeg godt kunne lide, men æggeterrinen, der blev serveret dertil, smagte af absolut intet, ikke engang af salt. De tyndtskårne rugbrødsstykker så meget dekorative ud, og en sådan fulgte også med den røgede laks, der blev serveret med rygeost. En helt klassisk ret, der heller ikke denne gang gik galt i byen.

2013 Sortebro Kro 041213 (8)

Der var en en butterdejskurv fyldt med en huslavet hønsesalat med svampe, hvor den sidstnævnte del smagte rigtig godt, men ligesom med fiskefileten havde butterdejen her fået alt for meget, og denne gang så meget at jeg syntes det var uspiseligt. Jeg forsøgte for høflighedens skyld, men til sidst besluttede jeg mig for at jeg ikke gad spise noget jeg egentlig ikke brød mig om. Baconen på toppen var stegt lidt for sprødt efter min smag og smagte som om det havde stået lidt for længe, så det var blevet kedeligt.

2013 Sortebro Kro 041213 (6)

Her fandtes også Sortebros egen sylte (serveret i skiver), som ledsageren var meget glad for, men pas på med senneppen. Den var meget stærk, og jeg havde fået smurt alt for meget på mit stykke sylte, så det var begrænset hvor meget jeg rent teknisk nåede at smage på det, da ledsageren måtte overtage spisningen af det. Der var også lun leverpostej, som også var ganske udmærket.

Blandt de lune retter var der både små frikadeller og medisterpølse, hvor sidstnævnte blev serveret med stuvet grønkål. Kødet smagte udmærket, men det lykkedes frikadellerne både ikke at smage af noget samt at smage for salt. Den stuvede grønkål var som stuvet grønkål plejer at være, så der var ikke så meget at komme efter (stuvet grønkål smager ikke rigtig af noget), men det passede fint til medisterpølsen. Til de lune retter var der også forskelligt tilbehør i form af syltede rødbeder, rødkål, mere bacon og drueagurker. Rødkålen var jeg ikke så begejstret for, da jeg synes den smagte alt for meget af eddike.

2013 Sortebro Kro 041213 (12)

Så var der også æbleflæsk, hvor der var både bløde æblebåde samt æbletern i stedte for æblemos, og det synes jeg fungerede rigtig fint. Flæsket var små tynde strimler, der smagte udmærket, men jeg synes ikke rigtig at der var nok af det. Så var der selvfølgelig den kolde bacon at lægge oven på, men det var ligesom ikke det samme. Flæsket var i det mindste smålunt og “blødt” med lidt saft og kraft i.

Til sidst var der også blodpølse, serveret med sirup og kanelsukker, og jeg blev jo nødt til at smage, når nu at det var der. Jeg havde aldrig smagt blodpølse før, så det kan jeg nu sige at nu er det også prøvet. Blodpølsen smagte sødt, ikke ubehageligt, men havde en lidt underlig grynet konsistens. Jeg må dog indrømme at tanken om at spise blod og fedt på den måde føles meget utiltalende for mig, så det er ikke noget at jeg vil gøre igen en anden gang. Men nu er det prøvet.

2013 Sortebro Kro 041213 (15)

Med blodpølsen skubbet til side var det endelig lykkes os at komme igennem hele buffetbordet. På en almindelig aften ville vi nu have stoppet med at spise, eventuelt lige have returneret for at smage favoritterne én gang til (for mit vedkommende ville det betyde laksen, torsken, den stegte sild samt æbleflæsken), men sådan skulle det ikke gå, for nu fik vi serveret en ny lille ret i form af en frisker/ganerenser. Denne var to-delt og bestod af et citrongræsskum samt en æblesorbet. Begge dele fungerede rigtig godt. Jeg fik ledsageren til at fotografere sin portion, da min ikke var så pænt anrettet. Hans var sat sirligt sammen, mens min lignede at de havde tabt æblesorbeten ned i skummet.

2013 Sortebro Kro 041213 (16)

Efter den lille frisker kom hovedretten ind. Vi havde lidt frygtet noget stort og tungt, for hovedretten var and OG flæskesteg. Det viste sig at der var et enkelt stykke af hver, hvilket jeg fandt meget passende efter et så stort første måltid. Maden blev serveret med brunede kartofler, brun sovs og rødkål. Jeg synes rødkålen smagte bedre end det jeg tidligere havde fået, men jeg overdængede den så også med brun sovs i tilfælde af at eddiken ville gå for meget igennem. Jeg var ikke helt så vild med de brune kartofler, da jeg synes de havde en lidt sej skorpe. De var heller ikke så søde, men nu er jeg også vild med helt søde brune kartofler, så det er en smagssag mere end det er en problematik.

2013 Sortebro Kro 041213 (19)

Kødet var til gengæld rigtig mørt – især andestykket næsten faldt fra sig selv. Flæskesværen var sprød og god, skønt jeg synes at det gav en lidt tør fornemmelse i munden. Både and og steg havde fået for meget salt og det nærmede sig grænsen, hvor det var ubehageligt. Det var dog fortsat så langt derfra at kødet snildt kunne spises, og tilberedningen fejlede bestemt ikke noget. Det var to lækre stykker kød, og jeg var efterhånden så mæt at jeg måtte levne.

2013 Sortebro Kro 041213 (18)

Herefter kom desserten, som faktisk bestod af to desserter! Den første var en nyfortolket udgave af ris a la mande, som var aftenens favorit for mig. Vi blev dog en anelse bekymret, da tjeneren sagde at her kom endnu en lille hapser inden den store dessert, men de var heldigvis ens i størrelsen. Den første dessert havde en bund af ris a la mande med mandelstykker, hvor jeg dog havde svært ved at finde risengrynene i blandingen, så den smagte mere som en rigtig god flødecreme. Oven på dette var der et lag kirsebærsauce (det udtales “sås” ikke “sovs”, vi er jo fine steder), og herpå en kugle kirsebærsorbet og så toppet med tørrede kirsebær og noget appelsinknas. Jeg synes det var en rigtig spændende dessert, en lækker nyfortolkning af en gammel kending. Kirsebærsorbeten var rigtig god, og de små puf af appelsinknas var også lækre.

2013 Sortebro Kro 041213 (21)

Den anden dessert var en mandarindessert, der ligeledes havde en kugle mandarinsorbet lagt på et lag af flødecreme og honningkagecrumble. Dertil snemandler (jeg er ikke helt sikker på hvad det er, men måske er de rullet i flormelis?) samt noget letbrændt creme. Ved servering blev der strøet lidt ekstra honningkagecrumble på toppen. Denne dessert var også rigtig god og det hele fungerede. Mandarinsorbeten var meget lækker, også selvom det var den tredje sorbet vi fik den aften. Som de andre var den blød og cremet helt fri for iskrystaller.

2013 Sortebro Kro 041213 (23)

Jeg synes generelt at Sortebro Kro klarede desserterne bedst. De var meget spændende og innovative. På andenpladsen sætter jeg hovedretten, mens jeg synes at nogle af indslagene til forretten var gode men knapt så imponerende. Bortset fra den visse steder manglende salt eller for meget af samme var der dog intet denne aften der på nogen måde smagte dårligt. Vi havde en rigtig dejlig aften med god mad, og til 555 kr. er jeg ganske tilfreds med hvad vi fik.

Vi var efterhånden fyldt til randen og måtte afslå at tage en kop kaffe eller te til efter maden. Nu ville vi egentlig bare gerne hjem og slå mave på sofaen, så vi bad om regningen. Den kom da også efter kort tid – sammen med et fad med petit fours, som vi selvfølgelig også blev nødt til at smage. Her fik vi serveret en nydelig lille kurv med små pillede klementinere, to små småkager (det var nok min favorit på tallerkenen), to små klejner (de smagte også godt), to stykker hindbærflæsk med et julekrydderi af en art, som jeg ikke helt kunne placere, samt to stykker chokolade. På en eller anden måde lykkedes det os at tømme dette fad også, og herefter vraltede vi langsomt hjem i nattens mulm og mørke, stopmætte men veltilfredse. Jeg håber ikke det er sidste gang at vi kommer på besøg.

2013 Sortebro Kro 041213 (24)

De tallerkenanrettede serveringer var klart Sortebro Kros trumfkort. Buffetbordet var flot og godt, men ikke hele tiden noget ud over det sædvanlige, hvilket er hvad der ville trække bedømmelsen herfor opad. Præsentationen lå dog rigtig højt. Det var en rigtig god udgave af en dansk julefrokost, men især desserterne var noget at komme efter. Her blev der gået den sidste mil og tænkt ud af boksen. Jeg skal ikke ligge skjul på at Sortebro Kro får fire kattepoter, og det gør de tildels på grund af personalets service og humør. De bidrog til en fantastisk aften og gjorde spisningen til en oplevelse, hvilket også er noget af det man betaler for på en restaurant. Så Sortebro Kro får sine fire kattepoter, og så håber jeg at vi får lejlighed til at komme forbi igen en anden gang og måske prøve deres sæsonmenu.

TITEL: Sortebro Kro

ADRESSE: Sejerskovvej 20, 5260 Odense S

WEB: http://www.sortebrokro.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Jensens Fiskerestaurant – Sæby

14. maj 2013

2013 Jensens Fiskerestaurant 140513 (1)

Jeg har ikke altid været så vild med fisk, men det forsøger jeg så at råde bod på nu. For et par år siden prøvede vi en fiskebuffet i Bogense, og siden da har jeg forsøgt at gøre det til en tradition at få fiskebuffet én gang om året. Så da vi var på ferie i Jylland, måtte vi selvfølgelig forbi Jensens Fiskerestaurant i Sæby for at se hvad de havde at byde på.

Det var et hyggeligt sted, som var overraskende velbesøgt på en kedelig tirsdag aften, og fiskebuffeten bugnede med retter.

Der var mange forskellige fiskeretter at vælge imellem, og de så alle meget flotte ud. Jeg var dog mest imponeret over salatbaren, hvis jeg nu skal indrømme det, for den var meget farvestrålende og fyldt med sæsonens grøntsager, fx radiser og grønne asparges.

2013 Jensens Fiskerestaurant 140513 (5)

Uanset hvad type fisk man er til, så kan man finde det på Jensens fiskebuffetbord. Der var alt fra røget laks til muslinger til pil-selv-rejer. Udover salatbaren var der også lidt pastaretter (som jeg dog syntes svømmede lidt for meget i olie), kartofler, fiskesuppe, forårsruller (lignede ikke egenproduktion) samt brød. Det hele var veltilberedt, og køkkenpersonalet kom ofte ud for at tjekke om noget skulle fyldes op, og gjorde straks ord til handling, hvis det var nødvendigt.

Det var en god oplevelse, som jeg ikke ville have noget imod at gentage, især fordi vi stadig var lidt for mætte efter frokosten til at få spist igennem. Næste gang må vi komme på fastende mave.

Der var også et mindre dessertbord, som bestod af frisk frugt, og mit blik blev i særdeleshed fanget af de friske jordbær, der blev serveret med vanillefløde. På et skilt stod der “SÅ LÆNGE LAGER HAVES”, så ledsageren og jeg skyndte os at fylde en skål med jordbær, så det var klar til afslutning. Tænk hvis jordbærene var væk, inden vi nåede til dem! Jordbærene var gode, men vanillefløden synes jeg var lidt for meget. De forsøgte jo nok at pifte fløden lidt op ved at komme vanille i, men jeg synes slet ikke det var nødvendigt, og egentlig foretrækker jeg den helt almindelige. Hvorfor ændre på en etableret succes?

2013 Jensens Fiskerestaurant 140513 (13)

Deltagelse i deres aftenbuffet koster 200 kr. pr. snude, og når der er lidt sødt at slutte af med til dessert, så synes jeg det er en ganske rimelig pris. Deres fokus ligger tydeligvis på fiskeretterne, da jeg ikke var helt så vild med fx de olierede pastaretter og de købte forårsruller (“det obligatoriske tilbehør”), men buffeten tog sig fantastisk farvestrålende ud, og det er jo prisværdigt at de bestræber sig på at basere deres menu på friske sæsonvarer, ikke bare i form af fiskene men også frugt og grøntsager. Derfor bliver jeg nødt til at give Jensens Fiskerestaurant i Sæby fire kattepoter.

TITEL: Jensens Fiskerestaurant

ADRESSE: Havnen 7, 9300 Sæby

WEB: http://www.jensensfisk.dk

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Fuglsøcentret – Knebel

15. – 17. maj 2013

Vi var på ferie og et af de steder, hvor vi overnattede, var Fuglsøcentret i Knebel, som ligger tæt på Mols Bjerge og Ebeltoft. Vi havde købt en deal på nettet der betød, at vi for 1300 kr. fik to overnatninger med to gange morgenmad, eftermiddagskaffe og -kage ved ankomst samt tre-retters-middag den første aften.

Fuglsøcentret er primært et konferencested, hvilket også var tydeligt at se på værelserne, hvor den normale sengeopstilling er to enkeltsenge i hver sin ende af rummet. Desværre havde personalet ikke skubbet sengene sammen som aftalt, da vi bookede vores ophold, så det måtte ledsageren lægge ryg til. Værre var det så heller ikke, men det ville selvfølgelig have været god service hvis tingene var som aftalt. Derudover var værelserne pæne og rene.

2013 Fuglsøcentret maj (19)

Jeg ved ikke hvor mange værelser der er på selve hotellet, men vi boede i en af de små bygninger, der ligger rundt omkring hovedbygningen, hvor receptionen og restauranten er. Selve området er rigtig flot og grønt, og til hotellet hører der også en golfbane, og man kan leje golfkøller i receptionen. Der er også borde og bænke udenfor de små lejligheder, hvis man gerne vil hygge sig lidt her på en lun aften. Et af de mest positive aspekter ved Fuglsøcentret er lokationen. Det ligger utroligt flot i smukke omgivelser, og der er ikke langt ned til havet. Udsigten er smuk, og jeg ville gerne returnere blot for beliggenheden. Det er bestemt et besøg værd, hvis man er i nærheden. Det er et dejligt grønt og stille område, der nemt låner sig til gode billeder.

2013 Fuglsøcentret maj (25)

Rundt omkring på hotellet var der også kaffeautomater, der stod til fri afbenyttelse, så det var jo et plus. Man kunne også trække sig en kop kakao, hvilket jeg gjorde brug af et par gange i løbet af vores ophold. Hotellet har ikke hvad jeg vil klassificere som en “restaurant”, så maden blev serveret i noget, der mere lignede et festlokale. Det virkede som et lidt ældre sted, og bortset fra os unge mennesker, så var de fleste besøgnede på daværende tidspunkt ældre ægtepar eller gamle venner (med tryk på “gamle”). Vi besøgte stedet en onsdag til fredag udenfor sæson, så der var ganske stille på hotellet.

2013 Fuglsøcentret maj (1)

Da vi ankom fik vi serveret et nydeligt kaffebord, hvortil der blev serveret småkager samt et stykke citrontærte. Småkagerne var almindelige købesmåkager, så dem er der ikke så meget at sige om. Citronsmagen i kagen var stærk og god, men bunden var kedelig og mærkelig i konsistensen. På toppen var der en småkedelig omgang marengs, men generelt var oplevelsen dog udmærket.

2013 Fuglsøcentret maj (2)

Aftensmaden blev indledt med lidt udmærket brød og smør, og forretten blev serveret med det samme vi havde sat os, så der var i det mindste ingen ventetid. Desværre var både tallerkenen samt maden herpå køleskabskolde, hvilket gav et dårligt billede af stedet, og jeg visualiserede en meget kedelig middag, hvor det hele er lavet dagevis i forvejen, intet er friskt og smagen er dårlig. Retten bestod af lakseroulade med lidt rejer, nogle blandede grøntsager og noget, som måske var en rød pesto (jeg kan ikke huske det præcis). Det smagte som sådan udmærket, men det faktum at maden var køleskabskold gjorde at det smagte af mindre end hvis det havde været stuetemperatur. Præsentationen  var også dårlig, og det hele så ud som om at det var smidt hulter til bulter, og der var alt for mange dele på tallerkenen. Lakseroulade er en meget enkel ret, som det er svært at lave dårligt, så det smagte også fint, men flot var det ikke.

2013 Fuglsøcentret maj (7)

Hovedretten var noget ganske andet! Og her blev det også meget tydeligt at Fuglsøcentret gør sig mest i buffeter. Hele hovedretten var nemlig en buffet, anrettet til to personer. Der var to slags kød, som begge var stegt meget mørt og lækkert: Oksefilet og svinekæber. Sidstnævnte var virkelig lækre, kødet bare faldt af benet. En gammel, sur mand ved næste bord sagde vrissent til den flinke tjener, at “Dét der kan du godt tage ud igen!” Jeg synes nu at bare fordi man er på restaurant, kan man godt stadig smage på maden. Der er stadig nogen, der har stået og lavet det til dig. Kræsenhed fører altid dårlige manerer med sig.

2013 Fuglsøcentret maj (8)

Udover kødet var der også mange forskellige slags tilbehør i form af flødekartofler (jeg synes de var lidt for udkogte, men ledsageren kunne godt lide dem), gulerodsflan (de var rigtig gode), en blomkåls-og-æble-salat, søde rødløg, en kedelig almindelig salat med iceberg, tomat osv. og ovnbagt fennikel med sprød bacon. Jeg har prøvet fennikel før, og smagen er lidt henaf lakrids, men det falder ikke helt i min smag. Mine to favoritter var svinekæberne og gulerodsflan.

2013 Fuglsøcentret maj (11)

Desserten bestod af brownie og hindbæris samt et lille vaffelrør. Hindbærisen var rigtig god og hindbærsmagen trængte kraftigt igennem. Chokoladekagen var også god. Den var blød og svampet og chokoladeagtig – men den manglede den sprøde brownietop, så helt var det ikke en brownie, men en meget lækker chokoladekage går man heller ikke galt i byen med.

2013 Fuglsøcentret maj (12)

Vores første morgenmad på hotellet var lidt en mærkelig oplevelse. Der var en meget trykket og næsten ubehagelig stemning i morgenmadsrestauranten, da vi nåede derhen. Der var 3-4 andre par, alle i en noget ældre aldersklasse end os, og da ledsageren og jeg trådte ind i rummet følte jeg mig meget nedstirret. Der var fuldstændig stille, ingen sagde en lyd. Det var ikke ligefrem inspirerende til hyggeligt samvær, så jeg var sådan set glad, da vi kunne gå igen.

Morgenmaden var på det jævne. Der var ikke rigtig noget ud over det sædvanlige, men der var alligevel noget at vælge imellem i forhold til pålæg, dog så det lidt skrabet ud. Mængden af mad var nøje afmålt efter, hvor mange gæster der var, og der var kun ét blødkogt æg tilbage, da vi nåede frem lidt i 9. Rundstykkerne var dårlige – tørre og kedelige, og da jeg tog mig et stykke rugbrød den næste morgen, var det også meget tørt. Det eneste reelt positive ved Fuglsøcentrets morgenmad var deres samling af hjemmelavede sirupper, som kom i mange forskellige varianter. Dertil blev der også serveret ymer samt to slags frugtkompot, en med blommer og en med rabarber. Denne del var udmærket, men det er nok også det eneste positive ved denne del af oplevelsen. Morgenmad er ikke det Fuglsøcentret gør bedst.

Alt i alt svinger Fuglsøcentret en del. Noget var rigtig godt, noget var OK, noget var for tæt på til at være dårligt. Det der trækker mest op er de flotte omgivelser, som hotellet ligger i, og den rigtig lækre aftensmadsbuffet, som vi fik den første aften. Det er et sted, som jeg godt kunne finde på at besøge igen, og derfor får Fuglsøcentret tre kattepoter, og så håber jeg at de serverer en meget bedre morgenmad næste gang, for den var alligevel så tør og kedelig at jeg ikke kan se igennem fingre med det hver gang.

TITEL: Fuglsøcentret

ADRESSE: Dragsmurvej 6, 8420 Knebel

WEB: http://www.fuglsoecentret.dk

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Restaurant Ridehuset – Haderslev

3. november 2013

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (2)

Søndag aften var vi i Haderslev, og vi besluttede at tage ud og spise om aftenen. Det er dog lidt begrænset hvilke restauranter der er åbne søndag aften, men vi endte med at tage på Restaurant Ridehuset i Haderslev. Det er en græsk restaurant, hvilket jeg havde et par enkelte betænkeligheder ved. Ikke grundet den græske madkultur, men snarere den dårlige fortolkning heraf man typisk finder på danske spisesteder.

Vi havde ikke bestilt bord, da vi ikke regnede med at der ville være så mange om budet denne aften. Det viste sig så også at være korrekt. Udover os var der måske 3-4 andre par i restauranten. Inden vi tog af sted havde vi nærlæst menukortet på deres hjemmeside, og jeg var nok mest forfalden til deres buffet til 179 kr., men vi var enige om, at vi lige ville se buffeten an førend vi tog en beslutning. Hvis buffeten så kedelig ud, ville vi vælge en ret fra menukortet i stedet. Det fortalte vi også ejeren/tjeneren/værten, da vi kom. Vi ankom lidt efter kl. 18, og på det tidspunkt var de stadig i gang med at gøre buffeten klar. De havde endnu ikke båret de varme retter ind, så vi blev sat og fik også bestilt drikkevarer. Da buffeten endelig var færdiganrettet små 10 minutter senere, så den ganske god ud, så vi valgte at holde os til den.

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (6)

Efter maden overvejede vi dessert, så vi spurgte værten hvad der var i denne gruppering. Her fortalte han så, at de i denne uge kun havde kørt med buffet og at der derfor kun var is eller pandekager eller yoghurt med honning at vælge imellem, men i næste uge ville der komme nyt menukort. Ingen af de tilbudte desserter lød interessante, så vi sprang dem over. Her vil jeg gerne pointere at der ikke stod nogen steder på hjemmesiden, at man KUN kunne få buffet, ej heller havde værten fortalt os om dette da vi kom, hvilket han bestemt skulle have gjort INDEN vi satte os og fik drikkevarer, da vi ud fra vore udtalelser gjorde det klart, at vi troede at vi kunne bestille en ret fra menukortet hvis buffeten ikke faldt i vores smag. At han undlod at fortælle os om dette er i bedste fald vildledende og dårlig service, og i værste fald bedrag i tankegangen “Nu har de bestilt drikkevarer, så går de nok ikke selvom de ikke kan få den mad, som de gerne ville have”. Og den opførsel trækker ned. Jeg kan også nævne at hjemmesiden endnu ikke er blevet opdateret for at reflektere det potentielt nye menukort.

Men nu til maden. Buffeten var imponerende. Der var rigtig mange forskellige varme retter, og der var også mange kolde “salater” og lignende, som alle så gode ud. Tzatzikien kunne jeg godt lide; der var en god mængde af hvidløg i. Deres hummus var til gengæld slemt kedelig og smagte faktisk ikke af noget som helst. Det var desværre et generelt tema i deres mad, at det hele manglede lidt smag. Tilberedningen i sig selv fejlede ikke noget, og grøntsagerne føltes friske og sprøde.

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (5)

Kødet var veltilberedt. Lammekødet var min favorit, og det var rigtig mørt og dejligt. Der var også en god moussaka, som er meget bedre end de enkelte forsøg jeg selv har lavet derhjemme. Der var nogle forskellige retter med aubergine (fx moussakaen), hvor jeg var imponeret over tilberedningen, da jeg synes aubergine er besværlig at have med at gøre. Her blev den serveret blød og tilpas og ikke sej og irriterende, som man nogle gange oplever andre steder (også hjemme hos os, desværre …). Der var nogle store flotte kødboller i tomatsovs, som muligvis eller muligvis ikke var lammefrikadeller (de har lammefrikadeller på menukortet, så det er et gæt). De var dog meget anonyme, og jeg kunne ikke smage hvorvidt det var lam eller ej. Deres mørbradgryde var også god, og der var vist også nogle retter med kylling. Jeg tror der var omkring 8 forskellige proteinretter (inklusive en med fisk), så der var rigtig meget at vælge imellem. Derudover blev der også serveret tomatsuppe med godt brød til, som jeg dog ikke var i humør til på det tidspunkt.

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (4)

Blandt tilbehøret var der også et par forskellige kartoffelretter, en couscoussalat med mynte (den var fin, men blev lige i overkanten til sidst, da jeg ikke er så vant til mynte) og ris serveret med ærter og gulerødder. Risene var kogt fuldstændig ud, så den del vil jeg nok ikke betegne som et hit.

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (3)

Jeg kunne generelt godt lide restaurantens interiør. Det var moderne med store, sorte, behagelige stole og trægulv og farverige lamper. Da vi var der havde de samlet et kæmpe langbord i midten af rummet, som lignede noget fra Kong Arthur og hans riddere. Bygningen er et gammelt ridehus omdannet til restaurant, og jeg synes at der var en fin atmosfære i  bygningen. Hvordan stedet er når det er helt fyldt op ved jeg så ikke. Men jeg kunne lide at der var god plads ved bordet. Jeg har spist andre steder, hvor der ikke var plads til min lille håndtaske og hvor bordene knapt nok kunne rumme de fade, der blev serveret. Et kritikpunkt er dog deres opmagasinering af ekstra stole, som de har stablet op og skubbet sammen i det ene hjørne af rummet. Det ser ikke smart ud, når gæsterne kan sidde og se på det. Så ser det meget rodet og sjusket ud. Dér kunne de godt have brugt et forhæng af en eller anden art til lige at lukke af.

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (1)

Alt i alt havde jeg en positiv oplevelse. Det var god mad, veltilberedt og med mange valgmuligheder, og restauranten viste at græsk mad godt kan smage godt, også selvom det serveres på en restaurant i Danmark. Jeg kunne godt finde på at komme igen, men jeg håber at de gør lidt mere ud af tilsmagningen, for det er ikke nok at mad er godt tilberedt, det skal også smage af noget. Derudover trækker det også ned at værten ikke fra starten fortalte os at vi kun kunne vælge mellem at få buffet eller at lade være, således at vi havde mulighed for at gå igen, hvis det var det vi ville. Også selvom jeg synes maden er værd at komme efter, så skal den form for information være tydelig fra starten. Derfor giver jeg Restaurant Ridehuset i Haderslev tre kattepoter.

[NOTE d. 11.02.14] Jeg kan d.d. konstatere at de stadig ikke har ændret deres hjemmeside. Enten var det nye menukort en løgn eller også ønsker de ikke at oplyse offentligheden om det. Uanset hvad må jeg indrømme at det ikke giver mig lyst til at komme igen, også selvom maden var udmærket, da jeg ikke kan stole på hvad de lover på hjemmesiden.

2013 Ridehuset Haderslev 031113 (7)

TITEL: Restaurant Ridehuset

ADRESSE: Sejlstensgyde 7, 6100 Haderslev

WEB: http://restaurant-ridehuset.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

To Søstre – København

17. juli 2013

2013 Tur på Bakken 170713 (1)

I år var vi også en tur på Bakken – de siger jo at der er sjovest derude. Jeg ved så ikke hvor sandt det er, men der var i hvert fald rigtig mange andre, som også havde læst at det efter sigende var sjovest på Bakken, så det var en tætpakket fornøjelse.

Jeg må indrømme at jeg har lidt forudintagede holdninger til spisestederne på Bakken. Jeg tror ikke at man kan få “god” mad der – så skal man i hvert fald op og betale rigtig mange penge for det – og jeg synes ikke jeg vil betale rigtig mange penge for en middag på Bakken – så det er lidt en kontinuerlig cirkel. Nuvel. Vi ankom ved frokosttid, og jeg havde brugt noget tid hjemmefra på at undersøge de forskellige spisesteder, og i sidste ende besluttede jeg mig for at vi skulle prøve To Søstre. De serverede frokostbuffet, og jeg mente at det var den bedste måde at få fuld valuta for vores frokostpenge. Det er nu heller ikke vanskeligt at finde et buffetsted på Bakken, for det sælger de stort set alle sammen.

Vi valgte To Søstre fordi de lovede byg-selv-burgere, flæskestegssandwich og pizza. Derudover var der også lasagne, stegt flæsk med persillesovs og kartofler, barbecueben og kødboller. I salatbaren var der agurk, tomat og salat, tzatziki, kartoffelsalat, pastasalat, syltede agurker, rødkål og måske en eller to andre ting, som jeg har glemt, og derudover var der også majskolber, pomfritter og flødekartofler. Der var forskellige dressinger til at komme i burgeren, såsom mayonaisse, remoulade og ketchup, men det hele var sat i store skåle med skeer i, som MEGET hurtigt blev MEGET klistrede og ulækre at røre ved, men ingen af disse dressinger var markeret med skilte, så det var svært at skille det ene fra det andet i det halvmørke rum.

2013 Tur på Bakken 170713 (4)

Flødekartoflerne var gode, kartoffelsalaten knapt så meget. Pizzaen, hvoraf der var to slags, var meget tilostet og kedelige i smagen, og restauranten var meget længe om at fylde op, når de løb tør. De smagte dog ikke som sådan dårligt, og de er sikkert mere populære hos børnene end de var hos os. Barbecuebenene var OK – bortset fra at der lå små stykker ben nede i, som ikke var behagelige at tygge på, så det vil jeg egentlig anbefale at styre udenom.

2013 Tur på Bakken 170713 (3)

Jeg måtte jo også lige smage den stegte flæsk, og jeg må indrømme at den var heller ikke værd at komme efter. Der var rigtig meget fedt på, og normalt giver dette i det mindste en god smag, men flæsket smagte sådan set udelukkende af fedt. Det samme gjorde sig gældende for meget af flæskestegen. Her bestod det meste af det også af fedt, og fordi de steger kødet på grillen, så er det meget svært at få sværen sprød. Det lykkedes mig dog at finde et stykke med sprød svær, men langt størstedelen var bløde, og hvis sværen er blød ved første servering, så er det i min bog ikke en flæskestegssandwich, i hvert fald ikke hvis det er noget der sælges i en restaurant. Det var tydeligvis det billigste stykke kød, de kunne finde.

2013 Tur på Bakken 170713 (6)

Pastasalaten var god, primært fordi pastaen ikke var udkogt, som den typisk er sådanne steder, så det var et plus. Burgeren var sådan set udmærket, selvom bøfferne var lige lidt for små. De skulle jo gerne have samme størrelse som de burgerboller de serverer til. Der var dog ikke tale om nogen spændende burger. Der var kun lige det mest påkrævede indhold, og hverken ost eller bacon. Baconen kan jeg forstå, men det burde da ikke være så vanskeligt at sætte en stak skivet ost på bordet.

Lasagnen var kedelig og smagløs, men kødbollerne var OK. Majskolberne var dårlige – de smagte underligt og gav en mærkelig konsistens i munden. Generelt var det meste kun lige noget, der skrabede sig igennem – det var bestemt ikke en gourmetoplevelse og ikke noget særligt at skrive hjem om. Derudover kan logistikken også nævnes, da den også haltede lidt. I midten var grillen, hvor man kunne hente sine bøffer, sin flæskesteg, sine majskolber og sine burgerboller, og til venstre for den var salatbaren og diverse dressinger. Logistisk set burde burgerbollerne stå i en kurv nede ved salatbaren (hvor gæsterne typisk starter), således at man kan slutte med bøffen. Et alternativ er at gøre tallerkenerne store nok til at der er plads til en burger, som ikke er klappet sammen, samt de pomfritter som man typisk tager ved siden af, men det var heller ikke en mulighed da vi var på besøg.

2013 Tur på Bakken 170713 (8)

Der var alenlang kø, da vi var der, og der var fyldt med larmende gæster og skrigende børn, så det er ikke et sted man tager hen for at hygge sig, med mindre man synes det er hyggeligt at kunne slippe sine børn løs uden at skulle sige noget til dem, når de skaber sig. Der var dog noget for de fleste på buffeten, og prisen lå på under 100 kr. pr. person, så det er vel udmærket. Jeg havde nu også lidt ondt af kokken, for han stod der ene mand i en meget travl butik og skulle løbende sørge for bøffer, pizza, majskolber, burgerboller, flæskesteg, og sikkert meget andet også, så det kan ikke være nemt at være ham.

Det er ikke et sted, som sælger god mad. Hvis man er på Bakken med en flok kræsne og skrigende børn, så er det udmærket og sikkert på niveau med alle de andre buffetrestauranter på stedet, og det er ikke som sådan dårlig mad. Okay, det hele er ikke dårlig mad – man kan godt spise sig mæt på en OK måde. Jeg ved ikke om jeg ville have lyst til at komme igen, nu hvor det er prøvet, men jeg vil ikke ligefrem fraråde nogen fra ikke at besøge stedet.

Normalt ville denne oplevelse producere tre kattepoter, men her vil jeg så lige nævne prisen. Det kostede 89 kr. pr. person at kaste sig ud i frokostbuffeten, og for 99 kr. kunne man få sodavand ad libitum samtidig med. Det er jo ikke så galt. Bortset fra at de på deres hjemmeside siger at frokostbuffeten koster 69 kr., og så er det lige pludselig en helt anden sag. Uærlig markedsføring, løgn og bedrag, det er sådan noget jeg ikke støtter. En restaurant må godt sætte priserne op – det styrer de selv, vi kan jo bare holde os væk, hvis vi synes det er for dyrt. Men så skal man ikke lyve om prisen på sin hjemmeside. Jeg opdagede først prisfuskeriet efter vi var gået, fordi jeg sikrede os bordet da vi kom, mens ledsageren var oppe og bestille/betale, ellers kunne jeg godt finde på at blive stædig og gå et andet sted hen, for der er ingen mangel på buffetrestauranter på Bakken. På det grundlag vil jeg fraråde folk at besøge To Søstre, for jeg synes ikke man skal støtte sådan uærlig (eller i bedste fald uprofessionel) markedsføring, og derfor får To Søstre på Bakken i København to kattepoter og en sur smiley.

TITEL: To Søstre
ADRESSE: Dyrehavsbakken Telt 33, 2930 Klampenborg
WEB: http://www.tosostre.dk
BEDØMMELSE:     Kattepoter2small