Author Archive: Mrs Pancake

Madelskernes Menukort flytter

Madbar4

I juni 2011 oprettede jeg madanmelder-bloggen Madelskernes Menukort, da jeg interesserer mig for at spise og opleve god mad og gerne ville videregive mine erfaringer til ligesindede. Året efter startede jeg bloggen House of Pancakes, der opfylder mange forskellige funktioner. Udover at give et indblik i min privatsfære, bruger jeg også House of Pancakes til at skrive om opskrifter, jeg har afprøvet, samt fortælle om besøg og genbesøg på restauranter, hoteller og så videre (hvorfor nogle anmeldelser derfor findes både her og der).

Det har til tider været vanskeligt at vedligeholde begge blogge på samme niveau, og i 2015 måtte jeg sande, at jeg ikke har tid til at vedligeholde begge blogge på det niveau, som jeg ønsker. Derfor besluttede jeg at slå de to blogge sammen.

Madbar1

Fremadrettet vil anmeldelser af restauranter, ophold og så videre kun blive skrevet om på House of Pancakes. Madelskernes Menukort vil stadig være tilgængelig. Man kan på House of Pancakes ikke skrive sig op til KUN at modtage mails om anmeldelser, til gengæld kan man via denne side løbende holde sig opdateret med de nyeste anmeldelser uden at behøve at vade igennem de resterende indlæg.

Links til alle anmeldelser vil figurere samlet på listen på den nævnte side. “Gamle” anmeldelser linker til deres respektive sider på Madelskernes Menukort, mens “nye” anmeldelser linker til indlæg på House of Pancakes. Der er forskel på formuleringerne de to steder, og anmeldelser på House of Pancakes vil ikke gøre brug af kategorisering via kattepoter. Nogle gange vil der stå andet i indlægget end blot en anmeldelse af det nævnte sted / produkt, mens nogle steder, fx madmesser eller særligt yndede restauranter, vil have flere indlæg tilknyttet, hvis jeg besøger stedet mere end én gang. Nogle anmeldelser er korte, andre lange og fyldige som på Madelskernes Menukort.

Madbar2

Jeg håber, at besøgende har (eller har haft) gavn af denne blog, ligesom jeg også selv kan lide at læse anmeldelser på andres hjemmesider og beundre de appetitvækkende billeder. Alle er naturligvis velkomne til at komme på besøg på House of Pancakes, hvor god mad fortsat fylder en del i hverdagen.

Mangler du lidt læsestof, så er her en liste over anmeldelser, der er dukket op på House of Pancakes efter Madelskernes Menukort gik på standby:

Madbar3

Café Pingvin – Aalborg

30. marts 2015

Vores påskeferie bragte os også et smut til Aalborg, hvor jeg med internettets hjælp havde afluret et godt sted at indtage vores frokost. Da jeg er vild med alt hvad der ligner tapas og småretter, hvor jeg kan smage alskens forskelligt, faldt valget hurtigt på Café Pingvin i Aalborg, især da jeg opdagede at de også serverede desserttapas!

Det var en helt almindelig mandag, så der var ingen problemer med at få et bord til frokost, oggså selvom vi kom uanmeldt. Restauranten er ganske nydelig og hyggelig at befinde sig i, og for 198 kr kunne vi frit vælge 6 småretter fra deres menukort (om aftenen koster samme antal 236 kr). En treenighed af desserttapas fik vi for 68 kr pr person, og drikkevarerne løb op i 32 kr for os begge to, bestående af en flaske sodavand og isvand, som de løbende fyldte op af. Dyrt synes jeg derfor ikke det er.

2015 Cafe Pingvin 300315 (15)

Menukortet er varieret, og der er noget for enhver smag. Ledsageren valgte lynstegt tun, djævleæg, tre små oste, rilette af confiteret andebryst, hummus og en quesadila-rulle med blandt andet kylling og talte godt om alle retter. Nogle af menukortets elementer gør sig bedst sammen med noget andet, men det er så også derfor, at man kan kombinere, som man har lyst. Den confiterede and (en af ledsagerens favoritter) var derfor kun kød, så den er måske knapt så spændende at spise alene, men heldigvis var der også en stor portion salat på tallerkenen.

2015 Cafe Pingvin 300315 (3)

Jeg valgte braiseret svinekæbe, asiatisk risotto med citrongræs, quiche med laks og spinat, løgfritter, confiterede kartofler sprødstegt chorizo og jordskokkesuppe. Den asiatiske risotto var nok min favorit. Smagen af citrongræs var lige tilpas, hvilket kan være svært at balancere, da citrongræs kan være meget dominerende. Jeg kom også frem til, at ledsagerens confiterede and ville have passet fortrinligt sammen med. Svinekæben var veltilberedt, men jeg kunne måske godt have tænkt mig at den kom fra et lidt større svin! Til kødet fulgte en rigtig god selleripuré og noget æblekompot, og alle tre elementer smagte meget lækkert. Jeg synes dog det var lidt ærgerligt at spiste man alle tre elementer på én gang, så overdøvede æbledelen de andre.

Løgfritten havde en tilpas størrelse og blev serveret sammen med en meget lækker krydderurtedip. Den var dog stegt lige hårdt nok. Skulle den have været helt perfekt, så havde den været sprød uden på og blød indvendig, og til det formål kunne den godt have klaret lidt mindre varme. Jordskokkesuppen var rigtig god, men smagte måske ikke helt så meget af jordskok. Til gengæld var der masser af baconknas i, og den havde en god konsistens.

Min ret med kartoffel og chorizo blev serveret stablet som små bjælker, og der var rigtig god smag i denne ret også. Den lille tærte med laks og spinat var også fin, men der var en del problemer med serveringen og præsentationen af den. Af en eller anden grund var tærten ikke klar, da tjeneren kom med alt det andet, så det lykkedes mig aldrig at få et godt billede af alle mine små retter. Først ventede jeg, men så var ledsageren jo gået i gang med sin mad, så det var jeg også, da tærten endelig kom. Derudover synes jeg det var rigtig synd for helhedsindtrykket at de i stedet for at bage minitærter serverer en lille trekant dynget til med en klat cremefraiche. Det så meget uelegant ud, og det synes jeg er ærgerligt når resten tager sig så flot ud på tallerkenen. Selvom det i sidste ende er smagen at vi vurderer mad på, så spiller alle de andre sanser også en rolle, og det betød at tærten nok var det på tallerkenen, som jeg var mindst vild med.

Til dessert valgte vi hver tre retter. Ledsageren valgte hvidvinspocheret pære med myntecreme samt estragonsorbet på en bund af malt-crunch, jeg fik karamel panna cotta med pære og chokoladecheesecake med limecreme, og vi gik begge efter deres mousse af passionsfrugt med granatæblekerner. Ledsagerens to første desserter var meget spændende, og både estragon, malt-crunch og mynte fungerede rigtig godt. Estragonsorbeten var ikke en portion blendede krydderurter, så er man lidt eventyrlysten, kan begge retter varmt anbefales.

2015 Cafe Pingvin 300315 (18)

Karamel panna cottaen var god, absolut ingen tvivl om det – men den blegnede fuldstændig ved siden af de to andre retter. Moussen smagte ikke rigtig af passionsfrugt, til gengæld var den tyk, fed, cremet og vanvittig lækker og egentlig var den god nok i sig selv (også uden den lovede passionsfrugt) sammen med granatæblekernerne. Chokoladecheesecaken var solid, sprød og helt fantastisk og limecremen var også meget lækker. Jeg synes dog det var synd, at cremen – ligesom fx cremefraichen på tærten – var klasket ganske uelegant på toppen. De fleste af deres retter tager sig rigtig flot ud på tallerkenen, mens andre får det til at se ud som om, at det går alt for stærkt i køkkenet uden tanke for de små detaljer. Præsentationen mangler ensformighed, så det hele ser smukt ud, når det serveres.

Jeg er meget begejstret for stedet. De havde et rigtig godt udvalg og det hele smagte lækkert, lige med undtagelse af nogle enkelte fodfejl. Desværre er der langt til Aalborg herfra hvor vi bor, men er vi i området, så kommer vi glædeligt igen. Tjenerne var venlige og hjælpsomme – og da jeg uforvarende smed en kniv på gulvet, kom der straks en tjener springende og spurgte om det var kniven eller gaflen, og så byttede vi. Priserne er rimelige, stemningen god, maden lækker – og derfor får Café Pingvin i Aalborg fire snappe kattepoter herfra.

TITEL: Café Pingvin

ADRESSE: Adelgade 12, 9000 Aalborg

WEB: http://www.cafepingvin.dk

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Garni Hotel Nordstrand – Nordstrand, Tyskland

27. – 29. marts 2015

2015-nordstrand-280315-10

Påskeferien stod på afslapning, og vi endte med at tage et par dage til Tyskland på Garni Hotel Nordstrand, der ligger på halvøen Nordstrand. Det er meget flot natur, og vi ankom lige i lammesæsonen, så der spænede de mest nuttede og flapørede lam rundt på markerne, mens vi var der. Det var næsten ikke til at klare. Nordstrand ligger dog forholdsvist afsides, og man skal køre af landevejene for at komme derhen. Fastlandet og lidt større byer ligger ikke så langt derfra (det nærmeste er nok Husum, som det tager cirka 20 minutter at køre til), men er man til storbyer og fest og ballade, så er Nordstrand måske ikke det ideelle sted. Til gengæld er det perfekt til naturelskere, der gerne vil slappe af og gå nogle flotte ture.

Garni Hotel Nordstrand er ikke særlig stort. Der er et mindre antal værelser og personalet består vist mest af det indehavende ægtepar (jeg tror manden er kokken i huset) og en rengøringsdame. Det var mest konen, som vi kommunikerede med, da det var hende, der tog imod da vi ankom, og hende der stod for serveringen om morgenen. Hun var meget hjælpsom og gav os straks ved ankomst et kort over området samt tips og tricks til hvad vi kunne foretage os, mens vi var der.

2015 Garni Hotel Nordstrand 270315 (3)

Værelserne var meget pæne og havde en god størrelse. Hotellet serverer kun morgenmad, ikke aftensmad, selvom man også kan bestille madpakker til frokosten, hvis man har lyst til det. Jeg havde været en smule tilbageholdende, da jeg første gang så billederne af værelserne, da de så meget gammeldags og slidte ud, men det viste sig slet ikke at holde stik. Værelset var pænt og indbydende og i rigtig god stand med et pænt badeværelse og et lille tekøkken inklusive kogeplader og køleskab. Jeg synes det er en rigtig fin detalje, når nu hotellet ikke tilbyder aftensmad, at man selv kan bikse noget sammen, hvis man vil. Det fik vi dog ikke rigtig behov for, men jeg synes det var super at muligheden overhovedet var der.

Udsigten fra værelset var også nærmest idyllisk, og der er ikke langt til noget fra hotellet. Der er restauranter på halvøen måske 10 minutters kørsel derfra, så man behøver ikke sulte. Kommer man udenfor sæson, kan nogle af restauranterne dog være lukkede på hverdage, men som sagt så er der flere muligheder på fastlandet.

2015 Garni Hotel Nordstrand 280315 (1)

Det bedste ved hotellet var dog morgenmaden. Der var en fin lille morgenmadsbuffet med lidt frisk frugt og grønt, nogle salater (rejesalat og den slags), kødpålæg, oste, smør, honning, mysli, yoghurt, rødgrød (!) og naturligvis nutella (ellers er man jo ikke i Tyskland). Der var rundstykker, der nok kom fra frost, knækbrød og noget meget mystisk tysk rugbrød, som jeg dog ikke vovede mig ud i. Ved ankomst var vi blevet spurgt, om vi ville have kaffe eller te til morgenmaden og hvad tid vi cirka regnede med at spise, så der stod en kande parat, da vi dukkede op. Derudover var der også så man kunne tage mælk, juice og danskvand. Jeg fik også en lille kande postevand ind, da jeg bad om det – mig og mine mærkelige smagsløg, der ikke bryder sig om at blande vand med bobler.

På vores bord var også et lille menukort, hvorfra man kunne bestille sine æggeretter, som herefter blev lavet med det samme og på bestilling. Udover hårdkogte og blødkogte æg, kunne man også få fx røræg med rejer (hvilket jeg prøvede den første morgen), røræg med skinke og spejlæg med bacon (som jeg fik den anden morgen). Det var meget lækkert, og man følte jo at man fik fantastisk service, når maden blev tilberedt på den måde. Det er jo så nok også kun på grund af hotellets størrelse at de kan overkomme at lave maden på den måde, men det føles som ren luksus, og så modarbejder det madspild.

Og så får pandekagerne et helt afsnit for sig selv, for dem tilbereder de også efter bestilling. De var fantastiske – lækre, bløde og 100 % friske. Man kan smage når en pandekage er blevet genopvarmet – de bliver hurtigt kolde igen, og de bliver typisk lidt mere seje i det. Disse her kom direkte fra panden og over på vores tallerken. De var meget tykke – så tykke som tre af mine egne pandekager – men det blev de bestemt ikke ringere af. De blev nydeligt anrettet med en smule frisk frugt. Nogle af de andre gæster spiste dem som de var, men jeg synes nu at nutella, syltetøj og friske jordbær gør sig godt sammen!

Ved ankomst var der også en flaske danskvand samt to små stykker rittersport på værelset, ej at forglemme, så jeg synes bestemt at vi fik rigtig meget for de cirka 1400 kr, som vi betalte for to overnatninger. Jeg er fuldt ud tilfreds med vores besøg på Garni Hotel Nordstrand, og jeg vil gerne komme igen samt anbefale stedet til andre, derfor får Garni Hotel Nordstrand uden tøven fire kattepoter.

TITEL: Garni Hotel Nordstrand

ADRESSE: Am Ehrenmal 10, 25845 Nordstrand, Tyskland

WEB: http://www.hotelnordstrand.de/

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small

Watt’n Grill – Nordstrand, Tyskland

28. marts 2015

2015 Nordstrand 280315 (7)

På halvøen Nordstrand i det nordlige Tyskland finder man blandt andet helt nede ved vandet takeaway- og burgerbiksen Watt’n Grill. Herfra fik vi hurtig aftensmad en af dagene vi var i området.

Selve produktionen af maden gik rigtig hurtigt. I løbet af en halv time fik vi transporteret os via bil fra hotellet hen til spisestedet, fået bestilt, tilberedt og udleveret maden og cirka et kvarter efter det sad vi tilbage på værelset og spiste.

Prismæssigt kostede den dyreste burger på menukortet cirka 6 euro, hvilket er mindre end 50 kr, så det synes jeg er ganske billigt sammenlignet med danske standarder. Dette er dog uden pomfritter til. De har omkring 9 burgere at vælge imellem (de sælger også andet end burgere, men det var nu dét vi var i humør til), også nogle varianter, der er lidt ud over det sædvanlige. Ledsageren valgte for eksempel deres schnitzelburger, mens jeg prøvede deres “Curry-BBQ-Burger”.

2015 Watt n grill 280315 (2)

Udover burgerne bestilte vi også en stor portion pomfritter, en lille salattallerken til mig og en portion hvidløgsdressing. Inkluderet i pomfritportionen var efter sigende også ketchup, men det glemte de at give os med, hvilket var lidt ærgerligt.

Det hele smagte ganske udmærket, men mine mistanker om at burgerne kun indeholdt nøjagtig det der stod på menukortet viste sig at holde stik, så i min burger var der lidt løg, syltede agurker og en meget kompakt hakkebøf, og BBQ-dressingen kom i et lille bæger ved siden af, som jeg selv kunne hælde over (hvilket var en rigtig fin idé, da dressingen var lidt tynd i konsistensen, hvilket ville have gjort min burger meget smattet inden vi fik den transporteret hjem, hvis de havde hældt det på fra starten). Så jeg var meget glad for at jeg havde bestilt lidt salat ved siden af, også selvom den var jævnt kedelig og køleskabskold. Ledsagerens schnitzelburger var lidt mere spændende “i sin egen ret”.

2015 Watt n grill 280315 (3)

Burgerne var friske og hjemmelavede, holdt hvad de lovede og fungerede fint på en aften, hvor det bare skulle være lidt nemt. Hele vores regning løb op på lidt over 16 euro, hvilket svarer til at vi to voksne spiste os mætte for mindre end 125 kr. Det var ikke verdens bedste burgere, men ganske gode stadigvæk, så står du på Nordstrand og gider ikke rigtig spise på restaurant, så tag ned til havnen og snup en burger fra Watt’n Grill. De får i hvert fald tre kattepoter herfra.

TITEL: Watt’n Grill

ADRESSE: Süderhafen, 25845 Nordstrand – Tyskland

WEB: http://www.wattn-grill.de/

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Restaurant Zur Nordsee – Nordstrand, Tyskland

27. marts 2015

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (4)

Vores påskeferie tog os blandt andet til det nordlige Tyskland til den lille halvø Nordstrand. Der er ikke så langt til fastlandet og flere restauranter, men området har også selv noget at byde på. Den første aften fandt vi vej til en hotel & restaurant med navnet “Zur Nordsee“. Restauranten ligger også helt ned til vandet, og kommer man på en lun sommerdag og kan sidde udenfor, så har man ganske sikkert også en pæn udsigt. Efter aftensmaden var det lidt for mørkt og lidt for koldt til at vi gad udforske området yderligere.

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (2)

Restauranten er ganske nydelig og hyggelig at sidde i, og der er god plads ved og omkring bordene – i modsætning til de fleste danske restauranter, hvor man altid klemmer 4-5 ekstra borde ind efter der allerede er fyldt op. Jeg har engang prøvet (på en dansk restaurant) at blive placeret ved et to-mands-bord, og da tjeneren kom med vores mad, satte han den selv i vindueskarmen. Det synes jeg i grunden er lidt af en falliterklæring. Men på restaurant Zur Nordsee var dette ikke et problem.

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (19)

Det var en fredag aften, men der var ikke fyldt op. Vores ferie lå også primært lige før påskesæsonen, så de var ikke helt startet op endnu. Der kom dog en del flere gæster, mens vi sad der, så der skete da lidt. De fleste virkede til at være lokale, som tjeneren kendte ganske godt.

Zur Nordsee er primært en fiskerestaraunt med en meget ubehjælpsom hjemmeside. Kan man se igennem det kiksede design, så findes der rent faktisk et menukort på siden – et eller andet sted. Man kan dog ikke helt regne med menukortet. Prisniveauet passer, men dagens fangst har indflydelse på hvad der ender med at blive serveret, så nogle af de retter vi havde læst os til var der ikke, mens nye var blevet tilføjet. Det gjorde mig dog intet, da en af de nye retter tiltalte mig endnu mere end dén jeg havde haft kig på.

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (6)

Jeg bestilte en “Kaptajnstallerken”, hvor man fik 5 forskellige fiskeretter, og tallerkenen så meget imponerende ud, da den blev sat på bordet. Ledsageren fik en art fiskefilet med en hvid fisk og svampe, og vi fik begge hver en salattallerken og en skål kartofler med bacontern til deling.

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (11)

Kartoflerne smagte fint, og salaten var OK men generelt uimponerende, og meget mærkeligt sammensat! Der var fx én halvtør mandarinbåd og en skive kiwifrugt med skal. Det så meget kunstnerisk ud på toppen, men nedenunder var det egentlig bare lidt kedelig agurk. På min fisketallerken var der af en eller anden årsag en vindrue, et ananaskirsebær, et stykke melon, endnu en mandarinbåd og et stykke ananas. Joh, det så da vældig imponerende ud til at starte med, men det passede ikke til nogen af retterne, så jeg forstod ikke helt pointen med dem, må jeg indrømme.

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (17)

På min tallerken var der en skive meget god røget laks, et kæmpe stykke sild og friske nordsørejer, hvilket nok var en af mine favoritter på tallerkenen. De smagte bestemt friske og ikke optøede. Der var også en lille udgave af ledsagerens store panerede fisk og nogle store rejer serveret med en meget lækker hvidløgsdressing. Det var dog her omkring at det begyndte at gå ned af bakke, for (i hvert fald) den ene af rejerne havde ikke fået fjernet tarmen (kan du se den sorte streg på billedet nedenfor?), og det bryder jeg mig ikke om. Hvem har lige lyst til at spise urensede tarme? Alle retterne var bestemt udmærkede, men de så noget mere imponerende ud ved servering. Der manglede et eller andet – noget mere – noget der kunne løfte smagsoplevelsen tættere på førstehåndsindtrykket. Meget af det vare bare “fisk” (omend veltilberedt fisk) og ikke noget til at samle det til en hel ret.

2015 Restaurant Zur Nordsee 270315 (14)

Prismæssigt lå alle retter mellem cirka 14 og 22 euro – min tallerken kostede vist 17 euro, hvilket svarer til under 130 kr, så det er billigt efter danske standarder. Deres drikkevarer er dog hvad de tjener mest på – ligesom herhjemme. Vi betalte cirka 120 kr for vand, et glas saft til mig og en øl til ledsageren.

Det var et udmærket sted med mad, som de godt kan være stolte af – men der manglede lige lidt på smagene hvis det skal op og være hvad det ved første øjekast så ud til at være, og så skal man altså ikke servere skaldyrstarme for gæsterne. Er vi i nærheden en anden gang, kommer jeg dog gerne forbi igen, derfor får Zur Nordsee i Nordstrand i Tyskland tre kattepoter.

TITEL: Zur Nordsee

ADRESSE: Norderhafen 22, 25845 Nordstrand – Tyskland

WEB: http://www.zur-nordsee.de/

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Kings Buffet & Running Sushi – Svendborg

31. januar 2015

2015 Kings Buffet & Running Sushi 310115 (3)

For noget tid siden besøgte vi Kings Buffet & Running Sushi i Svendborg, for det skal ikke hedde sig at der er et sushi-buffet sted på Fyn, som vi ikke har besøgt.

Vi kom en lørdag, derfor kostede deres running sushi 200 kr. (198 kr.) per person. Kommer man på en hverdag, kan man få det for 168, og nøjes man med deres mongolian barbecue og så videre i stueetagen, så er det endnu billigere.

Restauranten var velbesøgt, hvilket er fint for indehaverne, men betød også, at det ikke var et specielt hyggeligt sted. Bordene står meget tæt, og man skal passe på at man ikke banker sin stol op i dem bagved, når man rejser sig for at hente en ny portion mad. Selvom tjeneren først forsøgte at anvise os et bord på den anden side af båndet (væk fra trappen), måtte hun opgive og vise os til et andet, da gæster, borde og stole fyldte så meget, at vi ikke kunne nå om til bordet.

2015 Kings Buffet & Running Sushi 310115 (6)

Jeg var der primært for det rullende sushibånd, der er lokaliseret på 1. sal, derfor kastede jeg ikke så stort et blik på hvad de serverede i stueetagen. Det var dog blandt andet i stueetagen, at softice-maskinen var placeret, mens der er is på begge etager. Begge dele er dog inklusive i buffeten, uanset hvilken variant man vælger, og buffeten i stuen er også med, når man bestiller running sushi.

Serveringslokalet i stueetagen var meget lille, og man stod lidt oven i de andre gæster for at fylde op. Der var et stort udvalg af friturestegte ting, hvor det hele dog ikke var med lige stor succes. Der var rigtig meget dej og meget lidt fyld, især i hvad der lignede tigerrejer, men i stedet viste sig at være små almindelige rejer druknet i dej. Softicen var ok, og af is var der fire slags: jordbær, banan, pistacie og vanille. Ikke en god is, men udmærket. Udover det smagte jeg faktisk ikke på noget fra stueetagen. Udvalget så på afstand ikke særlig stort ud, men det er åben for fortolkning, da jeg som sagt ikke nåede derhen.

2015 Kings Buffet & Running Sushi 310115 (12)

Det rullende sushibånd blev fyldt op jævnligt – der kørte hele tiden noget forbi. Tjenerne var også gode til at fjerne de brugte tallerkener. Der kørte selvfølgelig sushi rundt, og derudover var der også forskelligt kød på en pind, småretter, grøntsager, frisk frugt og lidt til den søde tand. Blandt de søde indslag var der nogle småkedelige “donuts” med en sød sovs til og friturestegt banan med chokoladesovs. De var dog på ingen måde konsekvente med den måde de anrettede på, så nogle gange føjtede der tallerkener rundt med friturestegt banan uden chokoladesovs, og så var det altså lidt svært at se om det var en sød eller en salt ting.

2015 Kings Buffet & Running Sushi 310115 (9)

De var generelt dårlige til at være konsekvente i deres præsentation, og nogle sushistykker så meget pænere ud end andre (andre stykker faldt fra hinanden, når man forsøgte at spise dem). Der var dog OK variation og også nogle typer, der smagte “godt”, mens de fleste blot var “udmærkede”. Det var generelt ganske habil sushi, men ikke noget spændende, og egentlig synes jeg at sushiens kvalitet lå lidt under prisen på 200 kr., også selvom man kan spise så meget man har lyst til. Kan man spise igennem, så kan det dog godt betale sig, men jeg vil nok hellere anbefale at besøge stedet på en hverdag, så man får maden lidt billigere.

De havde kun et begrænset udvalg af drikkevarer, og de lå som forventet i den dyre ende.

Jeg kan ikke påstå at det er en god restaurant, men det er billigt, og går man ikke så højt op i kvaliteten, kan det godt være et besøg værd. Leder jeg efter habil sushi til rimelige penge, så kan jeg godt finde på at slå vejen forbi en anden gang. Derfor får Kings Buffet & Running Sushi i Svendborg tre kattepoter.

TITEL: Kings Buffet & Running Sushi

ADRESSE: Færgevej 34, 5700 Svengborg

WEB: http://www.kings-svendborg.dk

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Aiko Sushi – Odense

22. januar 2015

2015 Aiko Sushi 220115 (1)

Dagen oprandt hvor det blev nødvendigt at teste endnu et sushi-sted i Odense. En kollega anbefalede Aiko Sushi i Odense centrum, så valget lå klart fra starten. Aiko Sushi har mere end én sushibiks på Fyn, og jeg havde læst positive anmeldelser af deres andre butikker, så nu måtte det være vores tur.

Vi bestilte en boks med 39 stykker (kaldet en Sayendo Big) til 370 kr. Nu er sushi altid dyrt i Danmark, så prisen kan vi ikke gøre så meget ved. Boksen var klar til afhentning, da jeg kom forbi efter den, og der var venlig betjening, åbent sushi-køkken samt restaurantområde, som vi dog ikke gjorde brug af denne gang, da sushien var tænkt som hurtig aftensmad på en travl torsdag aften. Det var dog en pæn lille butik, og vores sushi tog sig godt og farvestrålende ud i de små bokse.

2015 Aiko Sushi 220115 (3)

Selve sushien var meget nydelig. Stykkerne så pæne ud og var rullet pænt. Nogle af stykkerne var dog skåret en smule skævt, så helt perfekt var det ikke (men det er så nede i peditesserne).

2015 Aiko Sushi 220115 (2)

Der var ingen hosomaki med (de helt små, hvor der ofte kun er et stykke agurk eller lidt avocado i midten), hvilket jeg værdsatte. De er altid den mest kedelige sushiform. Der var dog en del nigiri, som jeg heller ikke er så vild med, da det mest af alt er ris, og så meget mere fisk synes jeg ikke der er i forhold til rullerne. Køber man én enkelt nigiri fra Aiko Sushi, så koster den 22 kr., hvilket jeg (hvis jeg skal være helt ærlig) synes er en virkelig latterlig pris – både generelt og på Aiko Sushi, hvor nigiri-stykkerne er betydeligt mindre end alle andre steder vi har fået fra (uden at jeg synes kvaliteten var væsentligt bedre). Til gengæld var der et fint forhold mellem ris og fisk. Om resten af sushistykkerne også var mindre end alle andre steder kan jeg ikke sige, men mistanken er da vakt.

2015 Aiko Sushi 220115 (5)

Derudover var både grøntsager og fisk af god kvalitet. Der var også nogle med tempura-rejer i, og de smagte også ganske udmærket, men var selvfølgelig ikke så gode som hvis man får dem helt friske. En af sushi-varianterne samt de medfølgende rispapirsruller med oksekød havde god smag af ingefær. Personligt er jeg ikke så vild med ingefær, så rispapirsrullerne blev efter et par stykker lidt for meget for mig, så de resterende tog ledsageren sig af. Jeg kunne dog godt lide at der var god smag i sushien, da dét ikke altid lykkes lige godt. Nogle gange kan sushi smage af ingenting.

2015 Aiko Sushi 220115 (4)

Generelt var der tale om fin sushi til en OK pris (set i forhold til de danske sushi-priser). Gode råvarer og rigtig god smag. Det er bestemt et sted, som vi godt kunne finde på at bestille fra igen. Helt perfekt var det dog ikke, og sushien fik ikke rigtig hevet sig op på en topplads – det var godt uden at have den smule ekstra, der udløser den fjerde kattepote. Jeg var også lidt overrasket over at deres sushi (i hvert fald deres nigiri) er så meget mindre i forhold til alle andre steder. Det er et velkendt trick at virksomheder sætter prisen ned på et produkt kun for samtidig også at komme mindre i, men hos Aiko Sushi koster nigiri stort set det samme som alle andre steder, så det er kun portionen, der er blevet mindre. Aiko Sushi i Odense får derfor tre kattepoter – men med en pæn pil opad.

TITEL: Aiko Sushi

ADRESSE: Kongensgade 38, 5000 Odense C

WEB: http://www.aikosushi.dk

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Fakkelgaarden – Kruså

18. december 2014

2014 Fakkelgaarden 181214 (42)

Nede omkring Flensborg ved den tyske grænse, lidt udenfor Kruså, ligger Fakkelgaarden, som er både hotel og restaurant. Det er et dyrt sted, lad os bare slå det fast med det samme. Jeg købte en deal på nettet til cirka 1900 kr., og for denne pris fik to personer en overnatning på en hverdag samt 4-retters-menu om aftenen og morgenmad dagen efter. Var vi ankommet fredag eller lørdag, ville det have kostet os 1000 kr. ekstra. Normalprisen for et hverdagsophold er i øjeblikket 3250 kr. for 2 personer og deres 4-retters-månedsmenu alene koster 625 kr. pr. person.

2014 Fakkelgaarden 181214 (43)

Hotellet ligger rigtig flot – der er en fantastisk udsigt ud over vandet, og værelserne er store og flotte med forgyldte vandhaner på badeværelset. Værelset har snarere størrelse af en lille suite og inkluderer udover seng også fjernsyn, sofa, sofabord, skrivebord, lænestole og minibar. Der var havedør, hvor vi udenfor også havde adgang til et lille havemøblement – men her i december må vi nok erkende at vejret ikke helt var til at udnytte det. Derudover var det dog nogle meget flotte værelser, hvor der ikke var sparet på noget. Som velkomst var der i opholdet også et par chokolade samt en halv flaske champagne.

Hotellet har et samarbejde med et andet hotel, hvor der er wellness-afdeling, spa, fitness og både indendørs og udendørs svømmepøl. Ved henvendelse i receptionen kan man få (gratis) billet hertil. Det ville være vanskeligt at lave en wellness-tilbygning til Fakkelgaardens nuværende bygninger uden at ødelægge charmen, men når man skal køre hen til et andet hotel for at tage en svømmetur, så er min holdning i grunden at der ikke er wellness på hotellet. Kunne man i det mindste gå derhen, ville det være en anden sag, men efter ankomst til hotellet orkede vi ikke at skulle køre afsted igen, og inden man ser sig om, så er der aftensmad, sengetid, morgenmad og så afsted igen. Man skal derfor ikke tage til Fakkelgaarden for at få et wellness ophold – men stedet har også meget mere end det at byde på.

2014 Fakkelgaarden 181214 (12)

Aftensmaden blev indtaget i restauranten, der var vældig hyggeligt pyntet op til jul. Selvom de fleste borde blev fyldt op i løbet af aftenen, synes jeg ikke at akustikken blev så slem, som man måske kunne have frygtet. Vi fik ærespladsen ved siden af den knitrende pejs, så det var ikke kulde vi led af – og sidst på aftenen ej heller sult.

2014 Fakkelgaarden 181214 (13)

Vi var de førstankomne gæster, og vi blev ledt til bords af en venlig tjener, der gjorde en dyd ud af at sikre sig, at vi ikke havde allergier eller andet der gjorde, at menuen skulle tilrettelægges efter vores smagsløg. Herefter spurgte han til drikkevarer, hvor ledsageren bestilte et glas hvidvin og et glas rødvin. Tjeneren spurgte efter hans præferencer og valgte herudfra. Jeg havde set på deres hjemmeside, at de også tilbyder en saftmenu, hvilket jeg synes er rigtig god service. Det er ofte svært ikke at drikke alkohol, når man samtidig er meget glad for at spise på gourmetrestauranter, så jeg synes det var rigtig dejligt at se et alkoholfrit alternativ. Jeg valgte derfor at få to glas saft som akkompagnement til ledsagerens vine. Tjeneren blev dog sat grundigt i arbejde, da jeg bad om at de ikke var for søde! De havde så mange forskellige safte at han ikke kunne nævne dem alle sammen, men ikke-søde safte er nok alligevel svære at lokalisere – især når jeg ikke kan lide grapefrugt, hvilket ellers var hans første forslag.

2014 Fakkelgaarden 181214 (39)

Ledsageren fik et glas hvidvin til 105 kr. og et glas rødvin til 125 kr. Begge gode vine, der passede til hans smag og den serverede mad. Mit første glas saft var lavet på æble og granatæble, og var bestemt ikke i den for søde ende. Tjeneren hældte op og lod mig smage, ligesom når de kyndige udvælger vine, og havde jeg sagt “Nej tak!” ville han sikkert have fundet en ny. Det var en ganske udmærket saft, og det var spændende at prøve nogle safte, der var lidt anderledes end almindelig rød saft. Som aftenen skred frem, blev saften dog lunken, hvilket gjorde at den til sidst egentlig kun smagte af æble – men havde jeg bedt om et par isterninger, ville de sikkert hurtigt være blevet smidt i glasset. Det andet glas saft var lavet på den samme type drue, som dem der producerede ledsagerens glas rødvin, hvilket jeg synes var en meget hyggelig saft at servere. Så drikker vi jo næsten det samme. Et glas saft koster 45 kr.

2014 Fakkelgaarden 181214 (16)

Men nu til maden! Til at starte med fik vi serveret tre slags brød, alle tre gode og lækre. Det ene var med sauerkraut, det andet med maltmel, og det sidste var vist noget høstkorn-et-eller-andet. Til brødet blev der serveret smør samt en interessant udgave af fedt lavet på andefedt iblandet græskarolie – og resten husker jeg ikke lige. Jeg er normalt ikke til fedtemader, så det var egentlig lidt en barriere der skulle overkommes for mit vedkommende, men det smagte udmærket, og man kunne ifølge ledsageren godt smage at det var and. Det var en meget krydret og spændende smag, men nok alligevel ikke noget jeg får for vane at smøre på mit brød.

2014 Fakkelgaarden 181214 (17)

Den første ret bestod af gravad laks med blandt andet hjemmesyltet agurk og dildcreme pyntet med granatæblekerner, sprød salat og et molekylært vidunder, jeg ikke helt kan forklare, men som lignede sne og smagte af peberrod. Det var uhyre spændende at få serveret, og peberroden gik klart igennen, skønt smagen forsvandt lidt, når man kombinerede det med nogle af de andre elementer. Juletemaet startede dog allerede med første ret (i grunden egentlig med andefedtet), og det er jo et fint islæt i en julemenu.

Anden ret var en lækker sprødstegt torsk serveret på et spinatleje med et rådkålstilbehør. Saucen var fantastisk og havde en lækker citrus-smag, der passede perfekt til den ellers lidt fede torsk. Retten kom ind på en hurtig andenplads over aftenens retter, og jeg kunne sagtens havde spist mere af den. Torsken var sprød og blød, og det hele gik op i en højere enhed.

2014 Fakkelgaarden 181214 (21)

Tredje ret var dådyr, igen stegt til perfektion, serveret med stegte svampe, en fantastisk persillepesto og et lille kartoffeltårn, der bestod af dusinvis af tynde, tynde kartoffelskiver. Alle elementer var vellavet og præsentationen og de grønne og brune farver spillede smukt sammen.

2014 Fakkelgaarden 181214 (30)

Og så kom desserten. Når jeg spiser på restaurant, overvejer jeg løbende hvilken karakter jeg skal give, og der var i løbet af aftenen ingen tvivl om, at Fakkelgaarden nåede op på de fire kattepoter, men jeg var lidt usikker på om de kunne nå de fem, om de ikke snarere lå og lurede omkring 4½ – men så kom desserten, og der var ingen tvivl. Det var den mest fantastiske dessert jeg kan erindre at jeg nogensinde har fået, og får man ikke fem kattepoter for den, så ved jeg virkelig ikke hvad der skal til.

2014 Fakkelgaarden 181214 (34)

På tallerkenen var der en lille “hindbærsnitte” uden top, bare med kirsebær i stedet for hindbær. Oven på den en julekugle, dækket af lyserødt kirsebærgele, og inden i en fast vanillecreme af en art med en kugle kirsebærkompot i centrum. På toppen en lille chokoladehank for at fuldende julekuglen, og hertil serveret en lækker kirsebærsorbet samt helt sprødstegt risengrød. Ja – risengrød. Til slut drysset med samme hvide pulver som til første ret, blot denne gang tilsmagt med mandelsmag. Det hele var fantastisk. Det så fantastisk ud, og det smagte mindst lige så godt. Retten var innovativ, gennemtænkt og professionelt sammensat, og der var absolut intet negativt at komme efter. Fakkelgaardens juledessert var bare slet og ret fantastisk.

2014 Fakkelgaarden 181214 (35)

Egentlig ville jeg gerne slutte med desserten, men jeg bliver jo nødt til at nævne morgenmaden også. Morgenmaden blev dagen efter indtaget i de tilstødende lokaler, hvor der var dækket op ved bordene med blandt andet tre forskellige slags sukker, hvilket så vældig dekorativt ud. En tjener hastede ind, da vi dukkede op, og spurgte om vi ønskede kaffe eller te, hvorefter vi fik serveret en stempelkande hver. Jeg synes måske at de kunne have gavn af nogle lidt mindre kander, da jeg kun drak en enkelt kop af min te, så jeg havde dårlig samvittighed over at resten bare skulle smides ud.

2014 Fakkelgaarden 181214 (45)

På Fakkelgaarden er der ikke morgenmadsbuffet, som på så mange andre hoteller, i stedet serverer en tjener det hele ved bordet. I første ombæring fik vi hver en lille skål frugtsalat samt yoghurt med knas, og der blev sat en kande appelsinjuice frem.

Herefter blev der bragt en brødkurv ind, hvori der forefandt sig fire forskellige slags brød. Det ene var nogle fine croissanter, der dog blev serveret halve. Bageren havde lavet hele croissanter og herefter delt dem i to og bagt dem, hvilket så lidt spøjst ud. Det ville nok have været pænere, hvis de i stedet havde bagt mini-croissanter. De smagte dog dejligt. Derudover var der to forskellige og udmærkede boller, der havde en lidt sej konsistens som ciabattabrød. Med brødkurven fulgte der uheldigvis ikke en lille brødkniv, så brødene var ret vanskelige at skære over. Det sidste element i kurven var tørt og kedeligt rugbrød, der nok havde stået i køleskabet natten over. Det smagte hverken hjemmebagt eller friskt, så det var lidt en skuffelse.

Samtidig med brødet fik vi serveret en nydelig tallerken med to forskellige slags pølser samt tre oste, hvoraf den ene ost var rygeost. Der var også nogle små portioner havregrød, der var blandet op med flødeskum og pyntet med granatæblekerner. Det lyder som en underlig kombination, men det smagte faktisk fantastisk – det havde jeg måske ikke helt regnet med. Det kan godt tænkes at være et trick, jeg gør mig tanker om en anden gang.

2014 Fakkelgaarden 181214 (53)

Derudover var der også små tebirkes, to slags syltetøj samt et lille glas honning.

2014 Fakkelgaarden 181214 (48)

Det varme indslag bestod af to spejlæg lavet af vagtelæg, og så var der kreeret et smilende ansigt ved hjælp af et stykke bacon og et par stegte pølser. Der var god smag i pølserne, og spejlægget var stadig smilende, da vi skar i det. Jeg kan dog konstatere, at vagtelæg smager nøjagtig ligesom alle andre æg, men det så vældig hyggeligt og finurligt ud.

2014 Fakkelgaarden 181214 (56)

Da vi lidt senere skulle tjekke ud, fik vi en lille folder med gårsdagens menu, inklusive den komplette vinmenu, som de selv anbefaler til retterne. Jeg synes det var en rigtig fin lille detalje, så man lettere kan huske hvad man fik, især da den serverede menu ikke var identisk med den månedsmenu, som var på deres hjemmeside (to af retterne var byttet ud med nogle andre, uden at jeg tænker at det havde nogen form for negativ indflydelse på maden).

Normalt afslutter jeg min anmeldelse med at bekendtgøre karakteren, men den kommer nok ikke længere som en overraskelse, og denne anmeldelse må nødvendigvis være en af de længste jeg har skrevet. Nuvel. Fakkelgaarden er et dyrt sted. Det er dyr mad, dyre drikkevarer, dyre værelser, men det er også et fantastisk sted, fantastisk mad, fantastiske drikkevarer og fantastiske værelser. Derfor får Fakkelgaarden i Kruså fem kattepoter, og så håber jeg at jeg får råd til at komme igen!

TITEL: Fakkelgaarden

ADRESSE: Fjordvejen 44, Kollund 6340 Kruså

WEB: http://www.fakkelgaarden.dk/

BEDØMMELSE:          Kattepoter5small

Bolero Bar – Lübeck

16. juli 2014

Vores besøg i Lübeck i sommerferien involverede også indtagelse af aftensmad på Bolero Bar, hvilket er en tysk kæde, så de har også restauranter andre steder. Egentlig er det en bar, men de serverer også mad.

De har et rigtig flot og spændende udvalg af alkoholfrie drinks, hvilket er meget rart, da de danske tilbud til os, der ikke drikker alkohol, typisk begrænses til sodavand og appelsinsaft. Bolero Bar har Happy Hour mellem kl. 17 og kl. 19, så derfor fik jeg min drink til 3,9 euro (cirka 30 kr.) i stedet for 5,9 euro.

2014 Lubeck Bolero Bar 160714 (4)

Efter nøje at have studeret drinkskortet, faldt mit valg på deres “Dragon Eye”, der lød som en spændende drink med blandt andet kokosmælk, fløde og grenadine. Man skal sikkert ikke tænke for meget over kalorieindholdet! Den smagte dog lækkert og forfriskende.

2014 Lubeck Bolero Bar 160714 (1)

Ledsageren fik sig en Carlsberg øl til 3,9 euro, og vi delte en flaske vand på 0,75 liter til 5 euro, hvilket jeg synes var rimeligt dyrt, men det er drikkevarer altid, når man spiser ude.

Menukortet havde almindelige caféretter til rimelige penge – prisniveauet var omkring 10-15 euro (ca. 75 – 150 kr.). Ledsageren fik en grillplatte til 14 euro, og jeg en omgang blandet enchilada til 11.

Ledsagerens grillplatte bestod af tre slags kød, en portion udmærkede pomfritter, lidt dyppelse og en lille portion coleslaw. Det smagte efter sigende godt og var veltilberedt. Hvis det var mig, ville jeg nok gerne have haft lidt salat til, men den mandlige ledsager var tilfreds.

2014 Lubeck Bolero Bar 160714 (7)

Min enchilada-ret bestod af tre forskellige enchilada: en med kylling, en med oksekød og en med vegetarisk indhold. Sidstnævnte var dog meget svær at finde blandt de to andre, da der var bønner og så videre i dem alle sammen. Hele retten blev serveret i et lille fad, druknet i ost og gratineret næsten til ukendelighed. Både kylling og oksekød var dog begge udmærket – kyllingen en anelse til den tørre side, men de smagte begge godt. Oksekødet var helt kød, ikke hakket kød, men det var en meget fed udskæring, som jeg ikke var helt så vild med. Jeg fik på et tidspunkt et helt stykke fedt i munden, hvilket ikke var en god oplevelse. Størrelsesmæssigt var det en tilpas stor portion.

2014 Lubeck Bolero Bar 160714 (9)

Til retten blev der serveret en lille skål salat, der smagte frisk og udmærket. Der var ikke tale om sindsoprivende grøntsager, men det var en fin kvalitet. Desværre var grøntsagerne dænget til med alt for meget dressing, der især samlede sig på bunden af skålen. Jeg gad ikke spise den sidste halvdel af salaten, da det hele til sidst sjappede i dressing.

2014 Lubeck Bolero Bar 160714 (10)

Det var en meget varm sommerdag, da vi kom på besøg, så vi spiste udenfor, og i Tyskland har de andre regler for rygning end vi har hjemme i Danmark, og der tages ikke hensyn til andre spisende gæster – men det gør danske rygere selvfølgelig også sjældent. Spisestedet var pænt fyldt op på en onsdag i sommerferien, men det lykkedes os at finde et bord uden at have bestilt i forvejen. Går man forgæves, er der mange andre caféer i nærheden at vælge imellem, så fortvivl ej.

Generelt var maden nydeligt præsenteret, priserne rimelige og maden udmærket uden at være det helt store. Kommer man når der er Happy Hour, så er drinkspriserne også overkommelige, så jeg vil egentlig gerne flotte mig og give Bolero Bar i Lübeck tre kattepoter. Eventuelt kan man kigge på deres hjemmeside efter deres andre filialer, hvis man ikke vil tage helt til Lübeck efter aftensmaden.

TITEL: Bolero Bar

ADRESSE: Breite Straße 1-5, 23552 Lübeck

WEB: http://luebeck.bolerobar.de

BEDØMMELSE:          Kattepoter3small

Café Niederegger – Lübeck

16. juli 2014

2014 Cafe Niederegger 160714 (22)

Lübeck er kendt for mange ting, men en af de aspekter, som jeg primært forbinder med Lübeck, er marcipanmuseet. Marcipanmuseet Niederegger er dog mere end blot et museum – det er også en butik, hvor de sælger deres varer, og på 1. sal er der caféområde, hvor man kan indtage alskens former for kager. De sælger også almindelig mad, så man kan fx også spise morgenmad (en komplet morgenmad koster cirka 12 euro per person, hvilket er billigere end morgenmaden på de omkringliggende hoteller, og sikkert også meget bedre!) og frokost i deres café. Derudover havde de også spændende isanretninger. Vi kom der dog specifikt for at spise kage.

I stueetagen ligger butikken, hvor de sælger mange flotte marcipanprodukter. De har et stort udvalg og nogle meget imponerende figurer. De flotte marcipanfigurer smager dog ikke så godt, da de jo er behandlet med et eller andet, der gør dem mere langtidsholdbare, så det er ikke ligesom når nogle af os herhjemme til jul ruller lidt lyserød marcipan til grise og nisser. De er mest til pynt, synes jeg, men de kan selvfølgelig godt spises alligevel. Marcipanbutikken sælger dog også mere almindelige marcipanbrød og lignende, og man kan her også købe kage til at tage med hjem.

På 2. etage ligger marcipanmuseet, som er lille men bestemt et besøg værd hvis man er i nærheden.

I caféområdet udvælger man sig et bord, hvorefter der kommer en tjener rundt for at tage imod bestilling. Dette er dog primært bestilling af drikkevarer og alt andet, der ikke falder ind under kategorien “kage”. Skal man have kage, skal man henvende sig ved konditorskrænken, hvor tjeneren placeret der så skærer dine stykker ud, og tjeneren som tog imod bestilling af drikkevarer leverer herefter kagen til bordet.

2014 Cafe Niederegger 160714 (18)

Der var høflig og hurtig betjening, og vi bestilte en iskaffe med marcipan samt en kop varm chokolade med marcipan. De smagte begge udmærket. Marcipansmagen var ikke så tydelig i nogle af drikkene, men var dog til stede. Kakaoen var dog mere lunken end varm.

2014 Cafe Niederegger 160714 (14)

I centrum af caféområdet er der et stort kagedisplay, hvor der er kager i alle former og afskygninger, så der er noget for enhver smag. Det hele så meget lækkert og indbydende ud, og det var meget vanskeligt at vælge! Vi var to af sted, og vi havde besluttet os for at dele tre stykker, men det ekstra stykke gjorde det ikke nemmere at vælge. Kagedamen ved disken var meget hjælpsom og forklarede venligt hvad der var i de forskellige kager, når man spurgte, men det ville have været rigtig godt at have haft et menukort over kagerne på bordene, så man lettere kunne forberede sig. Heldigvis havde jeg nærstuderet deres hjemmeside inden vi tog på ferie, så jeg havde lidt en idé om hvad jeg gerne ville prøve.

Et kagestykke kostede 3,50 euro, hvilket cirka svarer til 30 kr, og det synes jeg er en rigtig fin pris for et stykke kage af den kvalitet. Der var tale om flotte og velsmagende kager, hvor nogle dog også var meget bastante og kompakte, men cirka 30 kr er billigt for et stykke gourmetkage, i hvert fald efter danske standarder, hvor et stykke kage snarere koster det dobbelte.

2014 Cafe Niederegger 160714 (15)

I sidste ende blev jeg alligevel enig med mig selv om, hvilke tre kager der skulle prøves, og valgene faldt på: “Helle baumkuchentorte”, “Fürst Pückler torte” og “Schwarzwälder kirschtorte”.

Helle baumkuchen er essentielt en god solid mazarinkage. Den havde et fantastisk snit og var dækket af et tykt lag marcipan, så man fik helt sikkert noget for pengene. Den var dog forholdsvis tung og kunne have haft godt af lidt creme, fx flødeskum eller vanillecreme. Den var dog meget lækker, og jeg synes det var en smuk kage.

2014 Cafe Niederegger 160714 (19)

Fürst Pückler torte havde en svag romsmag og en meget bastant vanillecreme, der mindede lidt om smørcreme. Den var ikke så cremet, som jeg havde regnet med, men den var stadig god. Igen var den dekoreret med et tykt lag marcipan samt et tykt lag chokolade.

2014 Cafe Niederegger 160714 (20)

Schwarzwälder kirschtorte var ledsagerens valg, og dette endte også med at være hans favorit, skønt jeg ikke fandt den så spændende. Til forskel fra de to andre var denne her dejlig cremet med flødeskum, så den passede rigtig fint som supplement til de to tungere kager. Der var masser af kirsebærfyld, skønt jeg savnede en anelse knas eller lignende, en eller anden form for ekstra element.

2014 Cafe Niederegger 160714 (21)

Alle kagerne så fantastiske ud, og da jeg er vild med forskellighed, så var deres store udvalg næsten overvældende. Jeg bliver i hvert fald nødt til at besøge Lübeck igen for at prøve noget mere af menukortet. Det er god smag, god kvalitet, godt udvalg til en god pris, så derfor får marcipanmuseum og -café Niederegger i Lübeck fire kattepoter.

TITEL: Café Niederegger

ADRESSE: Breite Str. 89, gegenüber der Rathaustreppe, 23552 Lübeck

WEB: http://www.niederegger.de/

BEDØMMELSE:          Kattepoter4small